- Fransk
- 17.-24. juli
- 734 sider
- Dansk titel: Ikke oversat
Lionel Duroys forældre bliver gift blot dage efter D-day i Frankrig; og allerede her påpeger Duroy faderens svaghed ved ikke selv at have været aktiv i krigen - eller sågar i modstandsbevægelsen. Faderen er pro-Pétain og dermed anti-de Gaulle; han er grænsende antisemitisk og moderen er blot en gås, som udvikler småborgerlige racistiske snobbede holdninger med tiden. De får deres første barn hurtigt efter brylluppet - som de gode katolikker, de er, kan der ikke være tale om prævention. Hvilket med tiden fører til elleve fødsler og ti børn - det ene dør kort efter fødslen.
Nogle af disse børn - som Duroy selv - fødes i Bizerte i Tunesien, hvor de er udstationerede for et fransk firma i en periode. Det er den lykkelige periode i deres liv, og hvis de var blevet der - og hvis Nordafrika ikke havde kastet sig ud i en kamp for uafhængighed af Frankrig, kunne deres liv have set meget anderledes ud. For faktum er, at faderen er blød overfor moderen, og hendes krav til levestandarder så urimelige, at han må ty til andre midler. De kommer hjem til Frankrig, og han lejer en lejlighed i en fin forstad til Paris, som er ubetalelig for en mand, som kun sælger støvsugere - og med så mange børn!
Det ender galt, da de ubetalte regninger hober sig op; faderen er ude af stand til at sige fra overfor moderen, men også ude af stand til at erkende, at det vokser ham over hovedet. Så en dag kommer Duroy hjem til en lejlighed, der er i færd med at blive tømt - de er smidt på porten. Derfra går det ned ad bakke; de flytter fra den ene lejlighed til den anden med de mange børn, som tit må klare sig selv. Moderen truer konstant med selvmord, og faderen skriver blankochecks og småstjæler for at skaffe dem mad på bordet. Moderens tyranni kender ingen grænser, og hendes kærlighed til børn er også ret begrænset på trods af hendes katolske principper om, at de skal sættes i verden.
Duroy beskriver sit liv fra forældrenes møde og frem til bogens udgivelse i 2010; hans første ægteskab og udgivelsen af hans første roman, som også omhandler familien. Den medfører et totalt brud med de ni søskende og forældrene, og han har aldrig set dem siden. Denne roman er endnu mere omfattende, og er for mig klart et offentligt opgør med familien og en form for selvjustits. Beskeden er klar - "I ved, hvad der skete - men I valgte deres (forældrenes) parti, da jeg offentliggjorde det." Duroys kærlighed til sine søskende er ike stor; men det satte også sit præg på hans første ægteskab, og det bliver også beskrevet i detaljer, som nok kunne få ekskonen til at fortryde at have kendt ham!
Der er ingen tvivl om, at barndommes sår har givet ham en livslang depression, som muligvis kun denne bog kunne få ham ud af. Han har skrevet meget andet, og er en kendt fransk journalist - men hans egne sår var ikke helede. Om de bliver det med denne bog er svært at sige - det er meget at smide i hovedet på sine søskende på en fuldt ud offentlig måde. Men det er også en skræmmende fortælling om, hvor lidt samfundet tog sig af dem midt i deres elendighed. Det var andre tider, og enhver måtte klare sit eget - men alligevel oplever Duroy, hvordan man som voksen er et produkt af sine forældre. Selv han genoptager til tider faderens mønster, da konen er ham utro og det hele vælter omkring ham.
Det er også historien om Frankrig igennem 50 år; de skiftende regeringer, krigene og konflikterne. Det er en tætskrevet intens bog, men som man læser opslugt i gruen af hans historie; en bog, som ikke uden grund har vakt opsigt og vundet priser i Frankrig.
No comments:
Post a Comment