The Lives of the Artists - Giorgio Vasari

 

• Engelsk
• Juni
• 624 sider
• Dansk titel: Berømte Renæssancekunstneres Levned

I juni kastede jeg mig over en absolut klassiker indenfor kunsthistorie; den italienske maler Giorgio Vasaris biografi af de største malere han kendte.

For at forstå, hvad det indebærer er det jo vigtigt at huske, at Vasari levede i Firenze fra 1511 til 1574. Han kom i lære under Andrea del Sarto, og blev ven med Michelangelo. Han opholdt sig i perioder også i Rom og Napoli, hvor han malede i blandt andet Vatikanet og diverse kirker. Derudover var han som mange renæssancekunstnere også arkitekt, og arbejdede som både arkitekt og maler i Palazzo Vecchio i Firenze.

Ikke mindst er han ophavsmanden til begrebet renæssance ifølge mange historikere. I 1550 udgav han sin første udgave af biografierne, som senere blev opdateret og revideret i den endelige udgave fra 1568. Den sidste udgave udkom i tre bind, hvor det første primært omtaler kunstnere fra det 13. til det tidlige 15. århundrede som fx Giotto, Cimabue og Gaddi. Det var de malere, der som ifølge Vasari ophøjede kunsten fra den mørke middelalder ikke mindst ved at bryde med de byzantinske traditioner.

Andet bind indeholder primært kunstnere fra det 15. århundrede som Masaccio, Fra Angelico, Lippi, Ghirlandaio og Uccello. Disse kunstnere byggede videre på de tidligere, og introducerede perspektiv og en forbedret gengivelse af følelser i deres portrætter af mennesker.

Endelig i tredje bind når vi apoteosen med renæssancens absolutte mestre ifølge Vasari - det er primært den kunstnerisk hellige treenighed af da Vinci, Raphael og Michelangelo. De er de ultimative genier, og især Michelangelo, som Vasari var samtidig med og kendte personligt, får hele 75 sider i bogen.

De omtalte kunstnere er ikke alle lige kendte i dag; og den udgave fra 1991, som nok er den mest gængse indeholder langt fra hele den oprindelige tekst med mere end 160 biograifer. Jeg tror faktisk ikke denne findes tilgængelig i dag andet end i digitalt format på fx gutenberg.org. Jeg tør ikke rigtigt forestille mig, hvordan man kommer igennem hele værket - og de to kunsthistorikere bag denne udgave har foretaget en stram udvælgelse af 36 kunstnere, som hver har mellem 6-8 og op til 75 sider. De fleste biografier fylder omkring 10-20 sider, og så er der over 100 sider noter skrevet af Bondanella-duoen. Bogen dækker alle de vigtigste set med vore øjne - den eneste jeg savnede var Andrea del Sarto, hvis udsmykning af Chiostro dello Scalzo var et af højdepunkterne for mig i Firenze i april.

Biografierne er selvfølgelig opdateret sprogligt fra 1568; men det er stadig kompakt tekst, der i mange tilfælde opremser samtlige store værker af den pågældende kunstner. Hvem bestilte det? Hvad forestiller det? Hvor hænger det? Der er detaljerede beskrivelser af de værker Vasari fandt vigtige - og her ser man virkelig forskellen på vores opfattelse og datidens.

Vasari bruger fx knap fire linier på at beskrive Primavera og Venus' fødsel, som vi i dag hylder som det ypperste indenfor renaissancekunst. Men han går i uendelige detaljer om hvilke helgener, der optræder i andre malerier - og jeg brugte meget tid på at tjekke dem online. Da han ikke bruger de titler, vi i dag bruger til at referere til værkerne, nogle er gået tabt og stort set ingen hænger i dag, hvor de dengang gjorde er det først ved at tjekke dem, at jeg rigtigt kunne placere dem. 

Selvom Vasari rejste en del, var det dog stadig kun i Italien og langt de fleste kunstnere i bogen er florentinere. Han havde ikke meget tilovers for den hollandske renæssance (udover, at de selvfølgelig introducerede oliemaleriet) og de omtales konsekvent som "den tyske kunst" - og som klodset, tung, grim. Det er det, vi i dag kalder for gotisk kunst - også en betegnelse "opfundet" af Vasari. Det er også pudsigt, når han taler om "den moderne kunst" - det er den fra hans tid i 1500-tallet! Men selvfølgelig er der klare forbedringer i netop de 200 år mellem fx Giotto og Michelangelo, og Vasari hædrer dem alle ved netop at understrege, at de sidste ikke ville være store malere uden de første.

Det er absolut den vigtigste bog at læse, hvis man vil forstå renæssancens kunstnere. Har man besøgt især Firenze er det en rejse ned af memory lane - mange malerier kan i dag ses i byens kirker og museer, som jeg gjorde det i april. Jeg ved nu, at jeg må til Bologna for at se de "sidste" af de kunstværker i Italien jeg endnu ikke har set efter Milano, Rom, Napoli, Firenze og diverse mindre byer.

Vasari krydrer sine historier med personlige beretninger om personerne; de er dog ikke alle sandfærdige og han har ikke styr på alle årstal heller. Her hjælper både noter og internet til at opklare visse mysterier - men det er altid underholdende og farverigt.

Man forstår også virkelig betydningen af kunsten set med religionens øjne. Han forstår ikke helt, hvorfor Tizian malede så mange portrætter, når den "ægte" kunst jo var at gengive bibelske historier, så de kunne genkendes. Nogle malere mislykkes også, hvis han ikke forstår den historie. Man arbejdede jo med tydelig symbolik og en helgen med en forkert attribut kunne således slet ikke læses af den samtidige beskuer.

Jeg var ovenud begejstret, og glad for at have den nu som opslagsværk. Jeg læste den i bidder mellem andre bøger - både fordi det ellers var lidt for intenst, men sandelig også for at strække glæden.

Plus grand que le ciel - Virginie Grimaldi

 

• Fransk
• 24.-25. juni
• 336 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Der er nogle franske forfattere, der lider lidt under det dårlige rygte at være for "lette" - jernbanelitteratur, som det også kaldes. Det gælder fx Marc Lévy og Guillaume Musso, hvis bøger jeg ikke har læst i mange år. Men de er også bare gode til fx ferielæsning og grunden til, at jeg stoppede er nok mere, at det bliver for ensformigt. Grimaldi falder nok i denne kategori, men hun sælger enorme bøger i Frankrig og to er allerede oversat til dansk.

Da de findes på fransk på biblioteket, besluttede jeg mig for at se, hvad det var - det her Grimaldi-fænomen.

Elsa er 42 år gammel, fraskilt og enlig mor til Tristan på 15 år, Hun har for nyligt mistet sin far, hvilket har forårsaget en dyb depression.

Vincent er jævnaldrende. En succesfuld forfatter, der også er fraskilt med to piger på 7 og 10 år. Hans forlægger har rådet ham til terapi, men hans ar ligger dybere og er mere private.

De to krydser ved en fejl hinanden i psykiaterens venteværelse, hvor de ellers skulle være garanteret anonymitet. Elsa er da også ret tillukket; det bliver ikke bedre, da hun lærer, at han skriver litteratur, der ifølge hende ikke er netop det.

Men stille og roligt møder de hinanden i humor over deres situationer. Det bliver ikke til mere - foreløbigt. Elsas sår er for dybe, og hun føler ikke hun må have det godt eller more sig. Vincent får endelig åbnet op for sit traume, som desværre minder temmelig meget om One Day i en kortere version (ingen point for opfindsomhed til forfatteren for dette twist!).

Det skal dog ikke være slut for dem, og de mødes igen tre år senere med nye erfaringer i bagagen.

Det er absolut en feel-good roman; men flere steder grinede jeg højlydt over deres sessioner hos psykiateren, som foregår imellem historien om deres møder. Vi får flere historier i én og selvfølgelig ender det godt. Dog med en interessant drejet slutning.

Det er uden tvivl som med Lévy og Musso - det er fint nok til tider, men jeg er bange for, at man også bliver træt i længden. Perfekt afkoblende læsning som en god film.

One Life - Barbara Winton

 

• Engelsk
• 22.-23. juni
• 304 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Filmen One Life er fra 2023, og fortæller den heroiske historie om Nicholas Winton, der i 1939 reddede 669 tjekkiske børn ud af et krigstruet land og i sikkerhed i primært Storbritannien. Langt de fleste af disse børn var jødiske og havde de ikke forladt deres forældre for at rejse, var de uden tvivl døde i et gaskammer i Auschwitz. Det er - endnu - en historie om et af de mange mennesker, der tog sagen i egen hånd og aktivt gjorde noget for at redde nogle få. 

Wintons historie var ikke hemmelig, men han gjorde heller ikke et stort nummer ud af det i årene efter. Men i 1988 blev den scrapbog, han havde brugt til notater fem i lyset, og flere tv-programmer lavet, hvor nogle af disse nu voksne børn stod frem. Det kan fx ses i dette originale klip.

Filmen er jo en Hollywood-produktion, der fokuserer på den enkelte handling og ikke på 'hele' manden. Jeg har ikke set den, men havde fået den anbefalet, da jeg pludselig så bogen på biblioteket. Den udkom først i 2014 under titlen "If it's not impossible...", men med filmens succes er den nu genudgivet med filmens titel i stedet.

Biografien er skrevet af hans datter, Barbara; så man kunne forestille sig, at den er lettere farvet. Det er bestemt ikke tilfældet!

Med hjælp fra faderen, som da var 104 år gammel samt alle hans dagbøger, breve og notater, har hun skrevet en bog om hele hans liv. Et liv, hvor disse ni måneder jo ikke er det altafgørende. Hvert kapitel indledes med en kort introduktion kørende kronologisk op fra "opdagelsen" i 1988 til bogens udgivelse. Derefter følger historien om den heltemodige aktion inden den fortæller historien om hele hans liv.

Winton kom af en jødisk familie, der var emigreret til England allerede i anden halvdel af det 19. århundrede, men stadig havde mange familierelationer i Tyskland. De var dog ikke ortodokse, og Nicholas og hans søskende blev døbt som små. Dette var ikke ulig mange andre jødiske familier, som blot forsøgte at integrere sig bedst muligt i en ny kultur og for hvem religion ikke var afgørende. Dog havde de et jødisk efternavn, som de endelig besluttede sig for at ændre da 2. Verdenskrig var på trapperne. De havde flygtigt ændret det under 1. Verdenskrig, men nu blev det endeligt.

Winton var i bund og grund et helt almindeligt menneske. Han var venstreorienteret uden at være kommunist, men stadig rundet af den gamle victorianske skole. Han havde en bankuddannelse, men blev også tændt af ideen om at hjælpe - først som sagt børnene i Tjekkoslovakiet, og efter krigen i diverse administrative organisationer, der skulle genopbygge Europa. En opgave var fx at samle alt det guld og alle de smykker, tyskerne havde konfiskeret og som nu ikke kunne spores tilbage. De blev solgt og omsmeltet til rede penge, der skulle hjælpe til blandt andet at opbygge den nye israelske stat.

Men det var også blot et helt almindeligt familieliv med et kontorjob, en hjemmegående hustru og tre børn. Den yngste søn var dog født med Downs syndrom, hvilket igen fik Winton på banen med frivilligt arbejde. Så hans primus motor var ikke nødvendigvis religion eller politik; det var det ægte ønske om at hjælpe, når han så behovet og han havde talentet til at styre projekter.

Selvfølgelig blev hans alderdom pludselig præget af striber af interviews, hædre og priser, da man begyndte at få øjnene op for disse heltehistorier. Det var ikke i årene lige efter krigen, da man stadig havde travlt med at hele de fysiske og psykiske ar. Men han var også en pragmatisk mand, der ikke svælgede i sentimentalitet - hans datter anerkender blankt, at han ikke var god til at vise følelser eller forstå andres. Det bliver dermed et meget ærligt billede af en ikke fejlfri mand, som gjorde nogle fantastiske ting men også bare levede et relativt almindeligt liv. 

Kvinderne - Kristin Hannah

 

• Engelsk
• 19.-21. juni
• 480 sider
• Originaltitel: The Women

Der er ingen tvivl om, at Kristin Hannah bliver bedre med årene. Jeg har læst tre romaner tidligere, Wild fra 2006 og Another Life - begge titler, der blev genudgivet med andre titler end den oprindelige, da hun fik mere succes. Den succes finder man tydeligt i De fire vinde fra 2021 og absolut i denne enestående roman. 

Vi er i USA i midten af 1960'erne, da krigen i Vietnam og ikke mindst den amerikanske intervention var eskaleret. Frankie er blot nitten år gammel og i hendes traditionsbundne katolske familie fra de finere sociale lag skal kvinder blot få tiden til at gå til de skal giftes. Hendes bror derimod skal tjene landet, og sendes til Vietnam for at ære familien. Men Frankie vil mere - og melder sig frivilligt som sygeplejerske i Vietnam. Den dag hun fortæller forældrene sin beslutning er også den dag, de modtager beskeden om hendes brors død. Der er ingenting tilbage og de begraver en tom kiste.

Historien om Frankie er delt op i tiden i Vietnam, som foregår fra 1967 til 1969. Hun ankommer ung, naiv og totalt uforberedt, men kastes hurtigt ud i behandlingen af de mange sårede. Hun ser alt for mange alt for unge mænd miste arme og ben, og sidder med dem, når de trækker deres sidste åndedrag. Når de har fri forsøger de at glemme det og omgås soldaterne - mænd, der er væk fra deres koner og kærester og er glade for den kvindelige tilstedeværelse. Frankie holder stand, da hun møder lægen Jamie - men senere beslutter hun, at krigens gru vender op og ned på hendes verdensetik. Hun kaster sig i armene på Ry, og tror på deres forhold efter krigen.

Da hun kommer hjem, er det til et Amerika, der nu er midt i en hippie-tid, og hun bliver ikke modtaget som den helt, hun havde forventet. Hendes forældre har fortalt alle, at hun var i Firenze for at studere og når hun fortæller, at hun var i Vietnam som sygeplejerske er svaret, at der ingen kvinder er i Vietnam. Den amerikanske regering ønskede ikke at sprede nyheden om kvinderne for meget - vi var stadig i et traditionelt samfund, hvor kvinder i farezoner ikke var velset ligesom man ikke opgav reelle tabstal for de mandlige soldater.

Hjemkomsten bliver derfor ikke nem, og Frankie rammes af seriøs PTSD, som først blev officielt anerkendt i 1980 - efter at millioner af mænd (og kvinder) havde kæmpet i adskillige krige - og selvfølgelig også lidt under andre former for livstraumer. Hun kommer hele registret igennem og kæmper for at finde en plads i familien og samfundet. 

Historien slutter i 1982, hvor monumentet for de døde i Vietnam afsløres i Washington. Jeg slog det selvfølgelig op, og det er et imponerende monument - en 75 meter lang mur med navne på mere end 58.000 personer. Dog skulle kvinderne vente helt til 1993 på deres monument, som nu står i forbindelse med muren og viser en sygeplejerske med en soldat i armene. En moderne pietà til ære for sygeplejersker som Frankie.

Jeg indrømmer gerne, at jeg havde tårer i øjnene flere gange undervejs. Det er en smuk og stærk historie om kvindeskæbner som i De fire vinde, og selvom der er en kærlighedshistorie er det ikke den rosenrøde version som i de tidligere romaner. Hannah har fundet sin stemme nu!

A Day of Pleasure - Isaac Bashevis Singer

 

• Engelsk
• 17.-18. juni
• 227 pages
• Dansk titel:  Ikke oversat

Det er efterhånden mere end ti år siden jeg læste en af Singers større romaner. Dengang lovede jeg mig selv, at jeg skulle læse flere - men det blev ikke rigtig til noget. Da jeg var i Warszawa faldt jeg dog over denne meget lille erindringsbog, som indeholder omkring tyve mindre historier fra hans barndom i Warszawa.

Singer er født omkring 1903 - årstallet varierer - i en familie af små kår; faderen var rabbi, og levede derfor af de summer penge han modtog i forbindelse med skilsmisser, bryllupper og deslignende. Ikke just en fast indtægt. Da Isaac var 3-4 år gammel, flyttede familien til Warszawa og til det jødiske kvarter.

Der er intet i Warszawa i dag, der ligner byen fra dengang. Gadenavnene eksisterer dog endnu, og de gader, han nævner i bogen er dem, man som turist besøger i dag som en del af den jødiske ghetto.

Det er små finurlige historier om hans barndom - hans skolegang, familien, hans eventyr med kammeraterne eller på egen hånd. Han fortæller om den fascination han havde for at læse og lære - både de religiøse skrifter, men også anden verdslig litteratur, der ikke nødvendigvis var godkendt af de chasidiske traditioner. Der var mange meget strenge regler og det er både fascinerende og underholdende læsning.

Det var selvfølgelig ikke en barndom i lutter lykke. Da 1. Verdenskrig brød ud, blussede den spirende antisemitisme igen op. Der var ingen mad at få og familien blev splittet, og Isaac flyttede igen på landet.

Disse små tyve historier er for en stor del uddrag af hans overordnede biografi og andre er udkommet som selvstændige noveller. Her er de samlet i en bog, der er tiltænkt børn og den vandt i 1970 en pris for børnelitteratur. Det betyder dog ikke, at voksne ikke kan læse den - den er interessant og belærende for alle, som vil kende til livet i Warazawa før jøderne blev samlet i ghettoen.

Giacometti in Paris - Michael Peppiatt

 

• Engelsk
• 14.-16. juni
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

De fleste kender nok Giacomettis skulpturer af de høje tynde mennesker fra Louisiana; de er blevet emblematiske for hans kunstneriske udtryk - men især i den sidste del af hans liv.

I kunsthistorikeren Peppiatts biografi følger vi Giacometti fra han som ganske ung ankom til Paris i 1922. Han skulle blive boende i byen til han vendte hjem til Schweiz for at rekreere - men døde i januar 1966. Han levede, boede og arbejdede i det samme atelier; et rum på 24 kvadratmeter, som var primitivt på alle måder.

Forfatteren flyttede selv til Paris i staren af 1966; han havde med sig et introduktionsbrev (som man brugte det dengang) fra Francis Bacon. Han stod flere gange udenfor Giacomettis dør, men turde ikke banke på - det vsite sig at være underordnet, for Giacometti var allerede død. Men fascinationen af kunstneren stoppede ikke, og i årtier læste han alt om ham og udgav i 2023 denne komplette biografi over de parisiske år, som principielt også er hele Giacomettis karriere.

Giacometti kom til Paris lige efter 1. Verdenskrig; han var lige så fattig som de andre kunstnere, der samledes omkring caféerne ved Montparnasse - forfattere som Gatsby og Hemingway; malere som Picasso og Dali og alle de andre, der i begyndelsen af århundredet lagde grund til de store ismer.

Han blev involveret i surrealismen, men endte med at rage uklar med den notorisk diktatoriske Breton, som havde autoritære krav til bevægelsens medlemmer. Han kom tæt på Picasso, men også de ragede uklar - nu var Picasso jo heller ikke en nem mand at omgås!

Han havde et komplekst personligt og intimt liv; Freud ville have sagt, at han led af Madonna/luder-komplekser og han var da også en flittig gæst på byens bordeller. Men mere for at studere pigerne end at benytte deres tjenester. Han kunne bruge timer - som udviklede sig til dage, uger, måneder og år - på at studere hoveder. De blev en besættelse for ham, og han mente selv, at han aldrig opnåede at indfange det perfekt.

Under 2. Verdenskrig opholdt han sig hjemme i Schweiz og faldt ned i et kunstnerisk tomrum. Han producerede ingenting, og alting blev i miniaturestørrelse. Skulpturer så små de kunne være i en tændstikæske. Han sagde selv, at han forsøgte - men de ville ikke opstå anderledes. Men retur i Paris efter krigen skete der endelig noget; nu kom de karakteristiske figuerer og mange mente, at de skulle forestille de overlevende fra lejrene. Det var dog ikke tilfældet - sådan ville de bare se ud, mente han.

Udover at være skulptør, malede Giacometti også - en side, der nok er mindre kendt hos os. Men endnu mere interessant var han også forfatter, og legede med både surrealisterne som sagt men havde også et tæt venskab og samarbejde med eksistentialismens guruer, Sartre og de Beauvoir. Han var dybt intelligent og intellektuel med en fascination for det morbide i livet. Bogen går i dybden med alle de (for mig) ukendte facetter af mennesket bag figurerne. En absolut øjenåbner!

La Cuisinière des Kennedy - Valérie Paturaud

 

• Fransk
• 9.-12. juni
• 408 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg tror altid naivt, at jeg kommer til at læse, når jeg rejser - det gør jeg så slet ikke, når det er en city-trip! Så det var først i flyet hjem fra Warszawa jeg kom igang med denne mindre franske romanbiografi af Andrée Imbert.

Som man måske kan se af titel og omslag er der en forbindelse til Kennedy-familien - men først skal vi tilbage til 1907. Der fødes en lille pige, og bliver efterladt foran kirken i en lille fransk landsby. Da forældrene er ukendte, kommer hun under den franske stats beskyttelse og placeret i en familie, som dog ikke kan adoptere hende. Der er strikse regler for, hvordan disse børn behandles og Andrée kommer til at bruge sit nummer 18 603 til hun bliver myndig. Familien får penge og tøj - og regelmæssige besøg for at sikre sig, at alt går godt. Men selvfølgelig knytter barnet sig til plejeforældrene, så krisen er stor, da faderen dør under 1. Verdenskrig, og hun bliver sendt til en ny familie. 

Hun vokser op rodløs og måske derfor holder hun sig altid i køkkenet, hvor man er tæt på en moderskikkelse i huset. Da hun bliver tretten sendes hun ud for at tjene, og bliver med tiden bedre og bedre til madlavning. Hun gifter sig ung - primært for at komme væk og få sit eget, og nu stopper forbindelsen til staten nemlig. Hun får mandens bar forvandlet til en restaurant, der trækker folk fra nær og fjern; de får en datter men hun vil mere, og forlader ham. I Lyon begyder hun virkelig at lære kogekunsten, men må sende datteren i sikkerhed hos faderen under krigen.

Hun arbejder primært som privatansat kok - hos blandt andet Camus og Gallimard-familien, Det ene fører det andet med sig, og pludselig arbejder hun for Kennedy-familien i Amerika. Hun er selvfølgelig ansat, men som jeg også læste i denne biografi, så havde de et livligt liv, hvor alle var inde og ude hos hinanden og staben var en integreret del af familielivet. Hun passer deres børn og bliver til tider til en reservemor, hun tager del i familiens tragedier og adopterer dem som sin nye familie mens hendes egen er langt borte. Hun lærer dem at påskønne fransk madkunst, og lærer selv at påskønne den amerikanske kultur. 

I 1974 tager hun endelig hjem til Frankrig som pensionist, og slår sig ned med datteren og hendes familie. Kennedy-familien betalte hende pension hver måned til hun døde i 1999, og flere af dem kom til Frankrig på besøg. Forfatteren faldt ved et tilfælde over hendes historie, og ved hjælp af hendes børnebørn og mange efterladte breve og fotos er bogen skabt som en romantiseret biografi.

Det er en interessant fortælling om et hårdt liv - om livet som ansat for de rige med alt, hvad det indebærer og man lever sig virkelig ind i den lille Andrées liv og tanker.

Jackie - Public, Private, Secret - J. Randy Taraborrelli

 

• Engelsk
• 29.-31. maj
• 528 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Et tilfældigt biblioteksfund, som passede godt ind i læsningen af en bog, jeg lige har købt og som ligger klar til min kommende miniferie. Det skulle vise sig at være en fantastisk oplevelse.

Taraborelli har skrevet en del biografier af berømte personer som Michael Jackson, Madonna og Marilyn Monroe - og desuden flere bøger om Kennedy-familien, som aldrig holder op med at fascinere verden må man tro. Der har været skrevet meget igennem årene om the Kennedy curse, og det er da også en ubærlig lang liste af ulykker. Dog skal det jo siges, at det er en virkelig stor familie, der altid har været i mediernes søgelys - hvilket jo i hvert fald kostede JFK og hans bror livet.

Jackie Kennedy var et ikon, og havde et liv kun de færreste kan drømme om - men med lige dele mareridt i det. Hun kom fra en velhavende familie, og forventningerne var klare. Man giftede sig til penge og status, og hendes første forlovede viste sig ikke at være rig nok. Så moderen besluttede sig for, at JFK var et passende parti selvom det faktisk var Jackies søster, der først havde en flirt med ham. Hun måtte vige pladsen, og beskeden var temmelig klar - gå efter ham!

Alligevel var moderen ikke helt umenneskelig, og opfordrede også Jackie til en skilsmisse, da ægteskabet ikke var ideelt; med JFK's affærer og manglende støtte, da hun mistede et barn. Hun blev som vi ved i ægteskabet, og blev til hele verdens stjerne med sine fantastiske modelooks. Ikke mindst personliggjort af den lyserøde blodplettede dragt fra november 1963 i Dallas, som hun nægtede at tage af før hun var tilbage i Washington.

Der er ingen tvivl om, at drabet på hendes mand - og den brutale facon - gav hende PTSD; en diagnose, man ikke stillede dengang. Hun blev ved med i årene fremover at tale om de makabre detaljer - selv i kapellet inden sit bryllup med Onassis! Hun var for evigt forbundet med Kennedy-klanen, og deres politk, og det influerede hendes privatliv som enke. Kunne hun gifte sig med den græske milliardær, hvis forretninger var lidt ufine i kanterne for Kennedyerne? Kunne hun forlade USA - de to børn var nærmest amerikansk kongefamilie!

Jeg kom til at tænke på prinsesse Diana, og hendes opførsel efter skilsmissen. Behovet for privatliv, beskyttelse, penge, sikkerhed... der er en del lighedstegn. Jackie giftede sig med Onassis for at få hans penge og magt som beskyttelse, som Diana måske fandt det i Al Fayed-familien?

Bogen er skrevet som resultat af årevis af samtaler, interviews, research - og en del materiale, som først kunne offentliggøres efter nogle personers død. Det er blevet til en absolut gennemdokumenteret, fængende og levende fortælling, hvor mennesket Jackie med alle hendes styrker og svagheder virkelig træder i karakter.

Det er en stor bog, men de sidste hundrede sider var fodnoter, og der er et godt flow i historien, så man er totalt fordybt i historien. 

La fortune des Médicis - Jean-Yves Boriaud

 

• Fransk
• 27.-29. maj
• 328 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg var ikke helt færdig med at fordøje min rejse til Firenze - men jeg har allerede læst størstedelen af de biografier, der er skrevet om familien Médici og renæssancen i Firenze. Det var efter mit første besøg for mere end tyve år siden; og der er da udkommet nogle få værker siden.

Blandt andet denne bog, som jeg så på en del museer i byen. Den handler om Médici-banken og den forretningsmodel, de opbyggede i Firenze og andre steder i Europa. Den inkluderer vigtige europæiske historiske begivenheder, som havde indflydelse på bankens op- og nedture. 

Der er et vist kronologisk element med en mindre biografi af dynastiets førende - Cosme I, Lorenzo osv. og hvordan de hver især forvaltede bankforretningerne og familiens stigende formue. Men der er også mange kedelige opremsninger af ansatte (med navn, titel, årstal, løn og alt muligt), som gør stoffet virkelig kedsommeligt.

Der er et par kapitler omhandlender deres investeringer i kunst - men hvordan man kan gøre et emne som Michelangelo eller Fra Angelico så trist som et kontoudtog overgår min forstand. Men det lykkes altså for ham.

Alt i alt en skuffelse. Hvis man skal læse en interessant bog om emnet, er Christopher Hibberts The Rise and Fall of the House of Medici fra 1974 absolut bibelen. Det skulle jeg bare have vidst lidt før!

L'impératrice de Pierre II - Kristina Sabaliauskaite

 

• Fransk
• 24.-26. maj
• 448 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det skulle vise sig at være et yderst fornuftigt valg at vente med læsningen af biografien af Katarina 1. til begge bind var i hus. Som beskrevet i første bind er vi ved hendes dødsleje i maj 1727 i St. Petersburg, og hver time bringer os tilbage til hendes tilbageblik på hendes 43-årige liv, som nu er ved at slutte. Det foregår kronologisk i tilbageblik til tider afbrudt af dem, der i nutiden passer og plejer hende - eller forsøger at tvinge de sidste tjenester og privilegier ud af hende.

Historien om Katarina er i lige så høj grad historien om Peter den Store; tsaren, der ville hive Rusland ud af middelalderen og lagde grundstenen til St. Petersburg som den nye hovedstad. En despotisk tsar, der heller ikke var nem at leve med som ægtemand. Katarina var gravid hele tolv gange, men ni børn døde som små mens Peter levede, og en enkelt blot nogle uger efter hans død i 1725. Vigtigst af alt var der ingen drengebørn, der overlevede. Jeg har spekuleret på, om det kan skyldes den blødersygdom, der senere også ramte den sidste tronarving, men den kom tilsyneladende først ind i familiens gener langt senere.  

Ikke desto mindre var det et problem for tsaren, for landet - og for deres forhold. Katarina var konstant bange for at blive tilsidesat til fordel for en af Peters yngre elskerinder, der kunne give ham den eftertragtede arving. Det gjorde det ikke nemmere, at han var en del år ældre end hende - på trods af, at hun var gravid helt til hun var fyrre år. Temmelig usædvanligt for epoken!

Hans søn med den første tsarinde blev henrettet efter mistanke om komplot mod tsaren, og Katarina opnåede endelig at blive gift Peter i fuld offentlighed og senere kronet som tsarinde. Men hun måtte konstant være på vagt for dem, der ikke mente hendes ydmyge baggrund var en tsarinde værdig.

I den anden halvdel kommer vi også med på den store udlandsrejse Peter og Katarina sammen foretog i 1716-17 - en tyve måneder lang rejse, der blandt andet tog dem til København til Frederik IV's hof. Katarina var gravid på den rejse, og mistede et dødfødt barn - men der var ingen sympati (eller empati) at hente hos Peter. Hun balancerede sin indflydelse over ham ved at forsvare prins Menchikov, som i stigende grad udnyttede systemet, og stjal fra tsarens og Ruslands pengekasse. Men det var han næppe ene om - det var et korrupt system, og de levede i en verden så fjernt fra virkeligheden for de mange russere, der blot blev underlagt flere og flere skatter for at finansiere krige, paladser og overflod.

Det var en livsstil, der blot fortsatte i århundreder - til det endelig kollapsede i 1917; men er det reelt så anderledes i dag med et såkaldt demokrati?

Katarinas historie er tragisk på så mange måder; men den er ikke usædvanlig for tidens kvinder. Kærligheden betød mindre mellem ægtefolk - og endnu mindre for hende, der var fast besluttet på at fastholde den rigdom hun nu havde. Da Peter døde levede hun i konstant frygt for et statskup, og drak vel nok sig selv til døde. 

Det er en anderledes at fortælle en historie på, men det fungerer virkelig godt. Andet bind forsvandt som dug for solen og var perfekt læsestof til en majweek-end, der føltes som efterår og hvor man blot har lyst til at forsvinde i en bog.