Saturday, January 3, 2026

Sobibor - Jean Molla

 


  • Fransk
  • 2.-3. januar
  • 208 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat
Under min nytårsferie i udlandet fandt jeg denne i min venindes bibliotek, og den kom med på hjemrejsen. Det er en lille bog, der i Frankrig er kendt for at blive brugt i skolepensum for at lære om 2. Verdenskrig og Holocaust. Man kan måske godt mærke, at målgruppen er lidt yngre - men det er stadig en stærk lille roman.

Emma er seksten år gammel, da hun rammes af anoreksi og begynder at stjæle i supermarkedet med det ene formål at blive fanget i gerningen. Hun har det mildest talt skidt, og hendes forældre forstår ikke, hvad der pludselig er sket med hende.

Men Emma har mistet sin mormor for nylig, og da denne var tæt på døden og delvis dement, snakkede hun i vildelse og nævnte Sobibor og nogle navne, som Emma ikke kender. Hun begynder at undersøge og opdager, at Sobibor var en koncentrationslejr, hvor jøderne blev udryddet.

I bedsteforældrenes hus finder hun bedstefaderens, Jacques',  dagbog, og opdager, at han var nazisympatisør og arbejdede i Sobibor-lejren. I denne del af bogen skiftes der til læsningen af selve dagbogen, hvor stilen er en helt anden og med en del tekniske udtryk for at forklare krigen og de forskellige politiske fraktioner, der positionerede sig enten for eller imod tyskerne.

Hendes bedstefar møder bedstemoderen i lejren. Anna er en ung polsk kvinde, der er ansat til at hjælpe til og de to forelsker sig og flytter sammen. Da Anna opdager, hvad der reelt foregår, udfordrer hun Jacques men bliver hos ham på trods af hans rolle i lejren. Men hun hjemsøges år senere af det hun har oplevet.

Disse opdagelser fører til Emmas anoreksi - skammen over familiens rolle, og alle de hemmeligheder, de stadig dækker over. Hun beslutter til sidst at konfrontere dem alle, og melde det til myndighederne. Bedstefaderen ender med at begå selvmord - og Emma kan endelig begynde at bearbejde sin sygdom, og overvinder den.

Det er jo tydeligt, at der er voldsomt mange temaer at tage fat på i en uddannelseskontekst - det er næppe romanens oprindelige formål, men her kan tages fat på emner som krigen og Holocaust først og fremmest, men også universelle temaer som skyld og arvesynd. Det er som sagt en stærk lille roman, men nok mere for et yngre publikum, og personligt var jeg ikke så begejstret for stilskiftene mellem dagbøger og nutidig fortælling.