Le grand feu - Léonor de Récondo

 

• Fransk
• 25.-26. februar
• 216 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er snart ti år siden jeg læste min første - og hidtil eneste - roman af den franske forfatter Léonor de Récondo, som handlede om Michelangelo. Hun kan godt lide korte romaner - og det er faktisk ikke et problem, når de er så kompakte i ord og stemning som både denne og den første var.

Forfatteren er klassisk violinist, og det fornægter sig absolut ikke her.

Vi er i Venedig i 1699, hvor en lille pige fødes ind i en familie af tekstilhandlere. De har allerede to piger og da Ilaria er tre måneder gammel efterlades hun på Pietà-børnehjemmet. Det er et børnehjem, der har eksisteret siden 1400-tallet, men som var tiltænkt forældreløse børn. Alligevel efterlades Ilaria der for at få en musikalsk uddannelse, som var deres speciale og selveste Vivaldi underviste her blandt andet - og der trækkes tråden jo til forfatterens profession.

De små piger lever på børnehjemmet, men ser dog andre piger udefra - det bedre borgerskab sendes deres døtre hertil for musikundervisning, og således møder Ilaria den jævnaldrende Prudenzia og de to piger bliver veninder. Ilaria drømmer om at komme ud - hun vil opleve byen udenfor murene, der jo nærmest er som et kloster. Det lykkes Prudenzia at få tilladelse til, at de skal give en konsert sammen i hendes families palæ langs kanalen. Her møder hun Prudenzias storebror, Paolo, og denne forelsker sig ved første blik.

De to unge mødes kun ganske få gange - men det er den helt store kærlighed. Paolo vil ud at rejse og være kriger - blot for at vende hjem som helten, der kan gifte sig med Ilaria. I mellemtiden længes hun blot efter en vej ud i friheden. Det ender tragisk! Paolo dør hurtigt på sin rejse - men af feber, og ikke den heltedåd han forestillede sig. På hans døde krop finder man alle de breve, han har skrevet til Ilaria gennem måneder uden at turde give dem til hende, og da hun læser dem går det op for hende, at hun aldrig vil slippe ud. Hun sætter ild til brevene - og sig selv. Deraf titlen - den store ild; i reference til kærligheden og til slutningen.

Det er ligesom med Michelangelo poetisk og strammet ind til de allermest nødvendige ord. Det kan jeg godt lide nogle gange. Her fungerer det virkeligt og man har fornemmelsen af at have læst hundreder af sider, fordi der er så mange billeder, der vokser sig ud over ordene. 

Another life - Kristin Hannah

 

• Engelsk
• 448 sider
• 23.-24. februar
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg læste først for nyligt en noget nyere roman af Kristin Hannah, som var en barsk historie med relaterbare protagonister. Inden da havde jeg faktisk aldrig hørt om hende, men kan nu se, at der er en del bestseller-bøger fra hendes hånd. De er alle dog fra de senere år, hvor vi her er tilbage i 2004, hvor stilen hælder lidt mere mod chick-lit.

Angie er en kvinde i slutningen af 30'erne, der netop er blevet skilt fra sin mand efter de i årevis har forsøgt at få et barn. Mislykkede graviditeter, en for tidligt dødfødt lille pige - og endelig en adoption, der ikke bliver til noget, da teenagemoderen i sidste ende beslutter at beholde barnet. Det ødelægger ægteskabet.

Angie rejser hjem til den lille by, hun voksede op i med sin store larmende italienske familie, der har en restaurant. Hun aner intet om at drive en restaurant, og forholdet til de to søstre er ikke altid perfekt; men hun kaster sig ud i det og får vendt det hele rundt.

Samtidig møder hun den unge Lauren, hvis mor også var en teenagemor, der nu er gået til grunde i alkohol og dårlige livsvalg. Lauren har aldrig kendt til støtte, kærlighed og trygge omgivelser, og de to finder hinanden selvom alle advarer Angie om ikke at stole for meget på hende. De ved, hvor skrøbelig hun stadig er og er bange for, at det kan knuse hende endegyldigt.

Det er en smuk historie om disse to kvinder fra forskellige generationer, som skaber deres eget familieforhold. Men da Lauren opdager hun er gravid, starter det hele forfra.

Det er ikke helt så skidt, som det kan lyde! Personerne er godt bearbejdede, og man kan se det for sig som var bogen allerede skrevet til at blive filmatiseret - hvilken den dog ikke er. Men den har alle elementerne til det.

Det er fint skrevet, men det er også let læst. Jeg tvang mig selv til at lukke ned efter 375 sider i går aftes, og slugte så de sidste sider i morges. Den slags bøger skal der også være plads til - den vil være perfekt ferielæsning! Jeg tror dog der er lidt mere gods i hendes senere romaner - fx var De fire vinde en noget mere barsk, pessimistisk og realistisk historie. 

Når mor dør - Lene Skriver Bak

 

• Dansk
• 22. februar
• 250 sider

Jeg mistede min far, da jeg var 31 år gammel og netop flyttet til udlandet. Det var en barsk oplevelse at få opkaldet fra hospitalet om, at det var nu. Hjemrejsen husker jeg tydeligt - jeg havde ingen mobiltelefon endnu grundet belgisk bureaukrati med ID-papirer, og anede i mange timer derfor ikke, om jeg ville nå det eller ej. Jeg var absolut en fars pige, og chokket var enormt - han var syg, men jeg havde nok forsøgt at fortrænge, at det kunne blive fatalt. Mange livsbeslutninger - kan jeg se i dag - bunder i de omstændigheder. Både mens han levede, men også umiddelbart efter. En søgen efter tryghed det forkerte sted, og min flytning til udlandet, som jeg dog elskede.

Min mor lever endnu; men nu er hun en gammel dame. Hvert nyt år siger jeg til mig selv, at det kan blive det sidste år - uden at hun dog er syg eller umiddelbart viser nogle tegn. Men der er jo en logik i, at vi ikke er udødelige. Måske prøver jeg at forberede mig? Alligevel er jeg sikker på, at intet kan forberede mig på at blive forældreløs - selvom jeg jo er en absolut voksen person nu.

Bogen præsenterer os for otte kvinder fra teenagere til pensionister, der alle har mistet deres mor. Fra den dag moderen døde til tilbageblik til barndommen og deres forhold. Der er en del sygdom - ingen pludselige trafikuheld eller andet uventet - alligevel er følelsen af tab og chok intakt hos dem alle. For de unge piger er det selvfølgelig voldsomt at miste en mor inden man selv har startet sit liv; der kommer til at mangle en enorm del af en relation og kendskab til hvem moderen var som menneske og ikke blot mor. Men selv for de ældre kvinder er det et stort tab; måske tror man netop mindre på dødeligheden, når moderen stadig og altid er der. Til rådighed for en snak, et kram eller et godt råd i livets kriser.

De otte stærke historier er flettet sammen med interviews med henholdsvis en psykolog, en bedemand og en præst - og disse interviews er nok de svage led i bogen. Forfatteren forsøger at forstå om der er en anden form for sorg eller chok, når en pige eller kvinde mister en mor (fremfor en far). Det benægter de alle, og det bliver lidt insisterende, at disse interviews fastholder den tanke og presser for meget på i min optik. I stedet bliver det lidt indholdsløse banale samtaler, der mangler absolut dybde. Det handler om sorgbearbejdelse generelt, men selv her skratter det kun lige overfladen. Jeg synes disse interviews er overflødige og fjerner fokus fra essensen i bogen - nemlig at miste netop en mor.

Historierne fra kvinderne efterlader mig dog med det indlysende gode råd, at man skal værdsætte tiden nu og her. At man skal huske at sige tingene i tid - men også spørge. Når jeg en dag bliver forældreløs er der ikke længere nogen, der ved, hvordan jeg var som barn. Der er ingen, der altid vil være der ubetinget - selvom man som tiden går synes, at man er ved at overtage forældrerollen. Den fornemmelse er jeg ret sikker på vil forsvinde det sekund man for alvor stor som den næste generation - taget over hovedet er væk og man skal varetage sing egen livshistorie.

L'inconnue du portrait - Camille Peretti

 

• Fransk
• 20.-21. februar
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Som bogens omslag antyder var dette en af sidste års helt store publikumssuccesser i Frankrig, og jeg bestilte den samme dag den udkom i paperback-format. Forvetningerne var enorme! En roman om et maleri - og så er jeg solgt!

Den "rigtige" historie er absolut mystisk. I 1916 maler den østrigske kunstner Klimt et maleri af en ung kvinde - grøn baggrund, kvinde i trekvart profil med en stor hat og en pelsstoal over skuldrene. En kvinde som i datidens øjne kunne anses for at levet et løssluppent liv. Men da det i 1925 bliver solgt til et museum i Piacenza i Italien er det en anden version, og ingen forbinder umiddelbart de to malerier. Den grønne baggrund er der stadig, men kvinden har nu et blomstret sjal om skuldrene og hatten er væk.

I mere end 70 år hænger det roligt på museet, men i 1996 opdager man gennem en røntgenundersøgelse, at det oprindelige maleri er skjult nedenunder. Det er altså blevet korrigeret af kunstneren. Blot nogle måneder senere bliver det stjålet. Hurtigt finder man maleriet - men det viser sig at være en falsk kopi - og muligvis en afledningsmanøvre. Mere mystisk bliver det, da en kendt kunsttyv bekendtgør, at det vil blive returneret på tyve-årsdagen for tyveriet. Det sker ikke - men i 2019 finder man det i et aflukke i en mur på museet. Har det været der alle årene eller det blevet placeret der for nyligt? Det har jeg ikke kunnet finde svar på - men historien har inspireret forfatteren til en forklaring på maleriets oprindelse, kvinden, vi ser - og hvor det kunne have været. Ren fiktion selvfølgelig!

Romanen fortæller historien om den lille Isidore, hvis mor var ansat hos en rig familie i Wien for at fornøje husets unge søn. Ganske enkelt skulle hun indvie ham i sexlivets glæder - uden risikoen for at få sygdomme fra et bordel; en velkendt metode i det gode borgerskab. Men den unge pige bliver gravid og bortsendt. Hun står så model til Klimts maleri for at tjene lidt penge, og rejser til en lille landsby og får arbejde på en fabrik. Da hun dør af den spanske influenza i 1918 fortæller hun sønnen om hans far.

Mange år senere er Isidore i USA, og er en yderst velhavende ældre mand. Nu konfronteres han af en kvinde, der mener at have båret hans barn og nu vil have en DNA-test. Det bringer fortiden tilbage - og da han møder den unge pige er chokket endnu større - for hun ligner den unge kvinde fra maleriet.

Historien bygges op i tidsskift i hele den første del, så man langsomt begynder at stykke den sammen - det er ganske godt gjort. Da vi ved, hvordan det overordnet hænger sammen følger vi den unge pige og hendes bedstefars spirende forsøg på at skabe en relation, og endeligt hvordan maleriet pludselig ender hos hende. Det er her, det begynder at skride lidt for mig. For det første fordi det er baseret på en reel historie og spekulationer om, hvad der kunne være sket - men nok mest fordi hendes reaktion ikke harmonerer med den personlighed forfatteren har malet af hende.

Der er selvfølgelig en vis ironi i at Isidore som uægte barn nu konfronteres med sin egen uægte datter, men der er også en del meget overfladisk romantik over det hele. Alt i alt vil jeg sige, at plottet jo er fint udtænkt men det var ikke den åbenbaring jeg havde forventet af omtalen i franske medier.

La marche des vivants - Sarah Frydman

 

• Fransk
• 14.-18. februar
• 830 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Efter første bind strøg jeg videre i sagaen om de jødiske familier, vi først lærte at kende i Wien i slutningen af det 19. århundrede. Første bind slutter i 1944, da mange er forsvundne eller døde i lejrene. Frankrig er på vej til at blive befriet og krigen er ovre; men der er mange sår, der skal hele for de overlevende. De næste generationer skal lære at leve uden bedsteforældre og nogle gange forældre.

Der kommer nye personer til i galleriet, blandt andet en jødisk kvinde, der har fået et barn med en tysk soldat - i ren og skær kærlighed. Så er der efterkommerne af slægten fra Wien; primært den unge Myriam, der bor med sin far i Paris.

Der er en del politik i andet bind - efterkrigstiden var både skabelsen af staten Israel og Nürnberg-processerne. Det var kampen mellem ideologier som kommunisme og socialisme, og for alle et opgør med mellemkrigstidens traditioner. 

De overlevende holder sammen trods politiske uenigheder; deres liv bindes sammen på kryds og tværs.

Myriam vokser op og bliver socialt engageret; Frankrig er i krig i Algeriet og senere kommer krigene i Israel. Der er attentater mod jøder igen - og antisemitismen blomstrer - igen - op. Jeg synes dog forfatteren er lidt for radikal i sine holdninger til fx Vatikanet, men også kristendommen som helhed. I hendes øjne er kristne årsag til meget af den antisemitisme. Jeg levede jo selvsagt ikke dengang, og muligvis er der hold i nogle betragtninger, men de er temmelig rabiate.

Det er barsk at leve i en familie, hvor ingen i flere generationer er døde gamle og mætte af dage. Altid voldsomme dødsfald, og det fortsætter i 1960'erne, i 1980'erne... som den nu mytologiske fortælling om den vandrende jøde. Der er ingen tvivl om, at det er en svær debat og ikke gjort nemmere af den nuværende krig i Israel. Men der er for mig også forskel på staten Israel, og det jødiske folk, som i århundreder er  blevet fordrevet, forfulgt og dræbt på grund af deres tro. Det er 0.2% af verdens befolkning - meget mere minoritet bliver det næppe - som stadig er udsat for racisme baseret i årtusindgammel folklore.

Forfatteren er selv jøde og har som nævnt mistet en stor del af sin familie; og uanset at det er mange år siden, så er konsekvenserne stadig, at generationer af mennesker mangler og har manglet for dem, der voksede op. At selv unge i dag opdager et kæmpe hul i familietræet, og skal forholde sig til deres identitet.

De to bind dækker hundrede år af historien, men en væsentlig del fra den tid, hvor jøder havde en fremtrædende plads i samfundet inden det for alvor begyndte at spidse til. Det forklarer også den lange optakt til 2. Verdenskrig, og hvorfor problemet stadig eksisterer.

Les moissons mortes - Sarah Frydman

 

• Fransk
• 6.-13. februar
• 830 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Når en forfatter dedikerer sin roman til sine bedsteforældre dræbt i en pogrom i 1907; til hendes bedsteforældre dræbt i Auschwitz i 1942; til en tante dræbt i Auschwitz i 1943 og endelig til to andre tanter, en onkel, deres ægtefæller og børn dræbt i Auschwitz i 1942 - så ved man, at det bliver en stærk fortælling. Selvom den er fiktiv.

Men først skal vi tilbage til 1892, hvor fire unge mennesker ankommer til Wien fra Stopnica; en by, der dengang lå i det østrigske kejserrige. Wien var musikkens hovedstad på den tid, som Paris var malerkunstnernes. De fire unge mennesker - alle jøder - drømmer da også om en karriere indenfor musikken. 

Deres skæbner flettes sammen med den rige familie von Lichtfeld og deres seks børn for hvem de bliver musiklærere. Der var en rig jødisk elite i Wien; det var Secessionens tid og flere af disse kvinder blev portrætteret af Gustav Klimt. De var liberale i deres tro, og flere blev døbt katolsk og ingen skelede til trosretning i denne overklasse, som mødtes i operaen eller ved hofballer hos kejseren og den populære kejserinde Sissi. De fire unge mennesker kommer derimod fra fattige kår, og er opdraget traditionelt. 

I slutningen af det 19. århundrede bryder Dreyfus-affæren ud, og det blev startskuddet til en ny antisemitisme i Europa, som i sidste ende og af flere omveje ledte til 2, Verdenskrig. I de små byer startede etnisk udrensning - pogroms - i det små. Europa blev kastet ud i 1. Verdenskrig, og så kom Depressionen i 1929. Alt sammen små ting, der bar brænde til bålet til det banede vej for Hitlers overtagelse af magten.

Der er mange personer at følge i denne familiesaga, hvor alle har mange børn. Fælles for dem er dog, at de begynder at se farerne ved at blive i Østrig - eller Polen, som Stopnica nu hører under efter slutningen af 1. Verdenskrig. Nogle rejser til Palæstina; andre til Canada. Nogle mener, at de som lovlydige borgere gennem generationer ikke er målet for antisemitismen - det er de "andre"; de fattige østeuropæiske jøder. Og endelig er det pludselig for sent for mange af dem.

Der er mange bryllupper og dødsfald på kryds og tværs af familierne; de fire unge mennesker bliver med tiden gift ind i den rige familie, og deres bånd styrkes. Nogle personer når man mere i dybden med; men overordnet tjener de alle et formål - at beskrive diversiteten i de jødiske befolkning i Europa, og bredden af deres religiøse og politiske standpunkter, Det var en tid, hvor idéen om sionismen for alvor tog fart - og selvfølgelig også tiden, hvor nazismen stormede frem.

Vi slutter i 1944 i Frankrig, hvor vi er nået til den anden og tredje generation efter 1892; mange er væk. Dræbt, forfulgt og flygtet på tværs af Europa - Rusland, Polen, Østrig, Ungarn, Frankrig. Imperier faldt og grænser rykkede sig. Et nyt Europa blev defineret af de to verdenskrige, og ideologier blev testede for mennesker. 

I julen skulle jeg sortere læste bøger; en jævnlig øvelse, når de skal i alfabetisk rækkefølge ind på de allerede proppede hylder. Der fandt jeg en roman, jeg aldrig havde læst - men købt i 2002. Det var andet bind af denne saga, som ikke længere er i tryk. Så jeg fandt den antikvarisk i Frankrig, og heldigvis - for det var fantastisk og barsk læsning, og nu kan jeg endelig komme videre til andet bind, som fortsætter op i moderne tid.

De fire vinde - Kristin Hannah

 

• Engelsk
• 3.-5. februar
• 464 sider
• Originaltitel: The Four Winds

Det er første gang jeg læser noget af Kristin Hannah, som jeg jævnligt ser i bestsellerlister og i forreste udstillingsrække på biblioteket. Jeg frygtede lidt, at det var for meget chick-lit til min smag. Men det må jo prøves først!

Det viste sig at være en ret barsk læsning om en periode og episode i amerikansk historie, jeg vidste nærmest intet om. Selvfølgelig kendte jeg til børskrakket i 1929, og den efterfølgende depression og recession. Men den blev blot yderligere forværret af en naturkatastrofe - Dust Bowl-fænomenet.

Bogen starter dog i 1921. hvor Elsa som 25-årig drømmer om at finde en mand og stifte familie. Men i den velstående borgerlige familie betragtes hun som svagelig efter en barnesygdom - og som decideret umulig at bortgifte grundet et lidet tiltrækkende udseende. Alt dette i en tid, hvor kvinders eneste valuta var udseende og fysisk robusthed til at kunne producere arvinger. Så Elsa kaster sig i favnen på den første mand. hun møder - den fattige italiener Rafaello Martinelli. Da hun bliver gravid, bliver hun smidt ud af forældrenes hus og må gifte sig med Rafe. Det ændrer begges liv markant.

Frem til 1934, hvor Rafe og Elsa stadig bor på den lille farm sammen med deres nu to børn og Rafes forældre. Depressionen kombineret med de støvstorme. der raserer Texas gør deres liv til ren overlevelse. Hver dag blive det blot værre og værre.

Vi følger Elsa og hendes familie frem til 1940; den værste depression var over - inden en ny katastrofe snart truede. I midten af 1930'erne, da stormene var værst. forlod 2,5 millioner mennesker de stater, der var hårdest ramt. De drog mod Californien, hvor man stadig troede, at guldet nærmest flød i gaderne. Det gjorde det jo aldrig - og helt galt gik det med den massive invasion af tilrejsende.

De boede i usle teltlejre; de plukkede bomuld til miserable lønninger - og langt under det mexicanerne fik tidligere. De bliver til de dovne, grådige tilflyttere - selvom de i virkeligheden sulter ihjel eller dør af dysenteri. De forsøger at organisere sig i fagforeninger - men der bliver slået hårdt ned; og for hver strejkende arbejder, er der tyve andre, der accepterer de stadig lavere lønninger.

Det er en virkelig barsk historie - og som læser kommer vi helt under huden på både Elsa og hendes datter Loreda. Jeg kunne måske godt have tænkt mig, at forfatteren også inddrog sønnens perspektiv - men det er virkelig en bog om kvinders liv og vilkår.

Den kunne måske have været ca. 50 sider kortere; det blev lidt repetitivt især fordi sproget er relativt enkelt. Men det er en interessant - og for mig ny - vinkel på amerikansk historie. Det er desværre også en påmindelse om, at vi aldrig lærer af historien. Nu står vi igen i en situation, hvor tusindvis af fattige arbejdere sendes ud af USA med fatale konsekvenser. Problemet er endog i dag, at vi er langt mere afhængige af hinanden - så effekterne rækker langt videre end de gjorde for hundrede år siden.

For den enkelte familie - som for Elsa - er det dog stadig blot et spørgsmål om at beskytte sine børn og få mad på bordet.

Har du set min far? - Flemming Møldrup

 

• Dansk
• 2. februar
• 206 sider

Flemming Møldrup er nok primært kendt for sine programmer om danskernes livsstil; og de færreste ved måske, at hans fulde efternavn er Cohen. Jeg vidste det ikke. Det betyder så også, at hans far var israeler. 

Hans far dør i 2017, og for forfatteren bliver det en grund til at stikke dybere i den komplekse familiehistorie og hans eget forhold til faderen.

Hans forældre mødte hinanden i Aarhus i 1968; faderen var på et 3-måneders visum og syv år ældre. Da han rejser tilbage til Israel, ved moderen ikke, at hun er gravid. Som 18-årig og ugift er det ikke ideelt; men en abort bliver afvist, da hun jo har forældre, der kan hjælpe til. Det var en anden tid!

De får et forhold til hinanden. Faderen kommer med mellemrum til Aarhus, selvom han nu er gift i Israel og har en anden familie. Moderen gifter sig også, men manden bliver ikke en faderfigur i Flemmings liv. 

Den rigtige far er mere kompliceret at forholde sig til; den patriarkalske jødiske kultur støder sammen med en teenager med fornemmelse for punk-kultur og oprør bundet i rodløshed. Da han i 1982 første gang er i Israel oplever han en forbindelse, og får et forhold til landet og til den store forgrenede familie han har. Senere flytter han derned, men kæmper stadig med faderens forventninger til ham - som den ældste søn.

Det er heller ikke uproblematisk at anerkende denne halve jødiske del i ham opdager han. Den kan starte diskussioner og konflikter omkring ham bundet i politik; en problematik, der ikke er blevet mindre siden de seneste konflikter brød ud i oktober 2023. 

Det er en hudløst ærlig bog om at finde sine rødder, acceptere dem - og acceptere forholdet til faderen, som måske ikke var perfekt. Men hvad er det? Gennem andre familiemedlemmer får han dog et andet billede af faderen, og man aner, at han finder fred med deres forhold, og med sit ophav.

Det er derfor irriterende at en god bog skal ødelægges af trivielle fejl. Stavefejl - altid irriterende, og altid eksisterende hos Gyldendal. Men også faktuelle fejl, som virkelig ikke burde optræde, hvis en god redaktør har gjort sit arbejde. Således kan man på side 149 læse om rejsen til Israel i 1987: "Det er første gang, jeg sidder i en flyver". Men i 1982 var han med moderen i Israel - og de fløj. Det er ikke det eneste eksempel; og det irriterer mig grænseløst desværre.

Bohemian Paris - Dan Franck

 

• Engelsk
• 28. januar - 1. februar
• 465 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

En guldklump af en bog for folk, der elsker kunst - og Paris!

Min kunstforelskelse er jo meget fokuseret på renæssancen, men der er et lille vindue åbent fra omkring 1870 til 1930 - fra impressionisterne til kubismen. Dadaismen og surrealisterne siger mig ikke nær så meget, og efter 2. Verdenskrig går det helt galt for mig. Men denne periode, hvor Paris var kunstnernes Mekka er helt speciel. Hvis man har set Woody Allens film Midnight in Paris får man det billede af byen, som den ganske givet har været. Det billede som Hemingway også beskriver i sin bog om Paris.

Men Hemingways Paris i Montparnasse var anden del af sagaen om, hvordan Paris fik sit rygte som kunstnernes by. I slutningen af det 19. århundrede var det på det andet bjerg på den anden side af Seinen, at slaget stod. I Montmartre-kvarteret startede kunstnerkolonierne omkring Toulouse-Lautrec og dem fra hans generation; i begyndelsen af det nye århundrede var det Utrillo, hans mor Valadon, Picasso, Braque, Matisse, Vlaminck, Derain - og poeterne Jacob, Apollinaire blandt andet.

Bohemian Paris er oversat fra fransk; forfatteren var i gang med en roman om malerne i perioden, da han besluttede sig for i stedet at skrive en mere omfattende 'biografi'. Der var ganske enkelt for mange personer til en roman - som han dog skrev umiddelbart efter. Den fandt jeg i reolen; jeg fik den i gave i 2002, men kan ikke erindre om jeg har læst den. Det bliver en god opfølgning til denne kan jeg mærke.

Bohemian Paris er første del i en trilogi om moderne kunst, og dækker perioden 1900-1930. Andet bind dækker perioden frem til 2. Verdenskrig, og tredje bind selve krigsårene. Så nu er jeg lidt i et dilemma, om jeg skal købe de to andre på fransk, da de desværre ikke er oversat til engelsk. Ydermere er der en forløber til trilogien, der dækker 1820-1885! Det ville jo være dejligt at have den komplette samling i reolen.

Historien er kronologisk opbygget, og væver de mange forskellige personnager imellem hinanden. De boede sammen, arbejdede sammen, sloges sammen, drak sammen. De havde forhold på kryds og tværs, og de skabte nye kunstretninger inspireret eller forårsaget af verdenshistorien. 1. Verdenskrig, hvor mange af dem var soldater for Frankrig - selvom det for nogle ikke var deres fædreland. Børskrakket i 1929, som skabte en global recession. Vi tages med i deres privatliv, deres turen rundt i nattelivet og møder de mæcener, som hjalp dem til at overleve. Det kunne være de barejere, der gav dem gratis mad (og mest drikke) men også Gertrude Stein, som var deres alles gudmoder på sin måde.

Det er en historie om kunstnere, deres liv, venskaber, fjendskaber og kunstværker - men også en historie om Paris og verdenshistorien i periode. Jeg brugte som altid en del tid på parallelt at tjekke de kunstværker, der refereres til - det er trods alt ikke alle, jeg kender!