stranger in my own country - Yascha Mounk

 

• Engelsk
• 26.-27. januar
• 272 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det var et pudsigt sammenfald, at jeg læste denne netop som verden fejrede 80-året for befrielsen af Auschwitz. Så mens jeg fulgte ceremonien i Auschwitz live på fransk fjernsyn, afsluttede jeg denne bog om blot et af de mange efterspil, der var til Holocaust - hvordan kommer man videre?

Det gælder både som overlevende men også som nation.

Yascha Mounks familie er jøder; store dele af den forsvandt under 2. Verdenskrig, og de er nu kun 6-7 stykker tilbage. Yascha, hans mor og morfar i Tyskland; en onkel, kusine og mormor i Sverige og en fjernere slægtning i USA. Yascha er født i Tyskland i 1982 - mange år efter krigens afslutning - hvor hans mor tog til i slutningen af 1960'erne for at studere. Deres hjemland, Polen, var i stigende grad antisemitisk, og familien ønskede ikke at blive. I stedet blev de delt mellem Tyskland og Sverige.

Men hvorfor lige Tyskland? Det skulle ikke være en permanent løsning, og det var heller ikke altid en nem løsning. Mounk indrammer sin analyse af Tysklands forhold til jøder efter krigen med historier og eksempler fra hans og familiens liv. Den jødiske befolkning i Tyskland var meget begrænset - omkring 30.000 mennesker; og når han nævnte sin baggrund var reaktionen enten at komme med upassende antisemitiske vittigheder eller kamme over i den anden grøft i et forsøg på at vise skyldfølelse for tidligere generationers fejl.

Tyskland har måttet bearbejde nogle dybe ar efter krigen. De åbenlyse politiske som opdelingen af Berlin, af landet i øst og vest med en mur i midten, den overvågede oprustning, indgang i NATO og beslutningen om igen at bistå i væbnede konflikter i verden. Men der har også været behovet for at komme overens med skyldfølelsen som befolkning, som rejser helt andre spørgsmål - hvor længe skal man betale for sine synder? Er de følgende generationer skyldige i forældres eller bedsteforældres handlinger? Og handlede disse af overbevisning eller fordi de ikke havde noget valg?

Mounk beskriver den politiske virkelighed i det tyske samfund; hvordan 68-oprøret og dannelsen af terrororganisationer som Rote Armee Fraktion kom ud af denne splittede nationalfølelse. Han tager os igennem 70 års politisk, social og kulturel efterkrigshistorie med analyser, der måske til tider er lidt søgte men ikke desto mindre interessante.

Problematikken gælder jo ikke kun Tyskland; andre lande har en fortid, som de skal bøde for - eller føler de skal. Men hvor længe er nok? Og hvor længe kan efterkommere af ofrene trække offerkortet? Det gælder også i USA. Det gælder i fx Rwanda. Alle steder, hvor en befolkingsgruppe har udnævnt sig selv til overlegne over en anden og i større eller mindre grad udsat dem for forfølgelse.

Det er absolut en interessant bog; mange nationer konfronteres stadig i dag med at skulle undskylde for tidligere tiders handlinger og derfor er det relevant at spørge sig selv, hvornår regningen er betalt. Auschwitz og Tysklands historie står dog som det nok værste eksempel overhovedet, som billederne fra ceremonien for 80-året tydeligt viste.

Laughing All the Way to the Mosque - Zarqa Nawaz

 

• Engelsk
• 25. januar
• 240 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Zarqa Nawaz er en canadisk filmproducer, forfatter, stand-up komiker og debattør som blandt andet står bag en komedieserie (Little Mosque on the Prairie), som jeg dog aldrig har set. 

Hendes bog er en selvbiografisk komisk fortælling om at vokse op som muslim i vestlig kultur - i hendes tilfælde Canada, hvor hendes forældre flyttede til med hende og hendes søskende, da hun var lille.

Bogen er inddelt i kapitler, som foregår i nogenlunde kronologisk orden og fortæller først om opvæksten med de pakistanske forældre, der holder på traditionerne. Det betyder, at Farqa som barn falder udenfor i skolegården - hendes madpakke er anderledes, hun må ikke gå i kjole med bare ben som de andre piger og hun må slet ikke barbere sine ben, som hun frygter at vise i omklædningsrummet inden sportstimerne. 

Som teenager starter hun et lille oprør og bliver pludselig meget ortodoks for at provokere forældrene; nu vil hun gå med niqab og overholder alle religiøse bud til punkt og prikke. Men det mislykkes også da hendes mor pludselig gør det samme, og tager hendes oprør fra hende. Vi følger hendes kamp for at finde en mand - den eneste mulighed for at kunne flytte hjemmefra, og også starten på hendes karriere, hvor hun opdager, at det ikke er så simpelt at gøre grin med islam.

Der er interessante passager, hvor jeg lærte mere om ritualer og kultur; der er absolut komiske passager med de kultursammenstød, der uvægerligt opstår. Der er dog også passager, der skurrer i mine ører! Både Farqa og familien refererer konsekvent til deres ikke-muslimske omverden som the whites - og det chokerer mig faktisk. Det understreger i mine øjne manglen på gensidig respekt og integration; de er opvokset i Canada, men barrieren vedligeholdes. Desværre. 

Jeg kan ikke sige, at jeg kender meget til islam, og derfor er det interessant at læse mere for at forstå og der er denne komiske tilgang måske nemmere for mig. Jeg har stadig umådelig svært ved den kvindeundertrykkende del af denne religion, som Farqa selv omtaler når hun beskriver kønsopdelingen i moskéen. Jeg synes ikke det vidner om en inklusiv og moderne religion, og som hun selv indikerer er det en tilbagegang i forhold til den tidlige islam, som i dag i udpræget grad bliver mere og mere arkaisk og ikke formår at forny - eller opdatere - sig i forhold til sin samtid. 

Jeg kan sagtens forstå, at hun kan provokere men det er også vigtigt, at denne debat foregår - og her kan komedien jo netop noget.

Paris, ma bonne ville (Fortune de France III) - Robert Merle

• Fransk
• 20.-24. januar
• 632 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg tror nu, at planen må blive at læse et bind om måneden i den franske serie om religionskrigene i det 16. århundrede - for jeg vil igennem den; men det er lidt en kamp at komme godt ind i hvert bind.

Andet bind sluttede i 1567, da vores unge helt drog hjem til familiens herregård, hvor livet er temmelig fredeligt det meste af tiden. Men allerede de første hundrede sider bliver Pierre de Siorac indblandet i tre kampe, som alle beskrives i umådelige detaljer. Der overvejede jeg - igen - om jeg nogensinde ville komme igennem de tretten bind! Det ender ikke værre end, at han får dræbt den lokale greve i en duel; vel at mærke kraftigt ansporet af greven, der har et horn i siden på de protestantiske naboer. Vi er nu i 1572, og Pierre og halvbroderen Samson er begge færdige med deres studier som henholdsvis læge og apoteker, men nu må de rejse mod Paris for at bede om kongens benådning for drabet.

August 1572 var skæbnesvangert i Frankrig; kongen var Charles IX - en ung og svagelig konge styret af sin viljestærke mor, enkedronningen Catherine af Medici. Hun har besluttet, at datteren Margot skal giftes med den protestantiske konge Henri III af Navarre - det vil udvide Frankrigs territorier, men allervigtigst vil det sende et signal om forsoning mellem de to religiøse flanker - katolikkerne og protestanterne. Brylluppet får hele landets adelige og vigtige til at drage mod Paris, hvor brylluppet skal stå lige inden Sankt Bartholomæus-dag. 

Dette bind foregår derfor over en ganske kort periode på blot to måneder, hvor Pierre opdager Paris med dens fattige og rige - fra hoffets overdådighed og intriger til de små gyders uhumskhed og fattigdom. Han er som altid ganske glad for kvinder - og det irriterer mig lidt, at der ikke kan forekomme en kvindelig protagonist uden at denne skal befamles og vurderes som potentiel partner for en nat. Om det virkelig var så løssluppent har jeg lidt svært ved at tro - men det forhindrer i mine øjne en dybde i personerne, som dog heldigvis bliver lidt bedre som bogen skrider frem.

For et par dage efter brylluppet bliver protestanternes leder, Coligny, forsøgt myrdet og det udløser den massakre, der skulle udrydde protestanterne. Et drabsforsøg, der sandsynligvis var beordret af enten dronningen selv eller nogle højt placerede - og sandsynligvis nøje planlagt i forbindelse med brylluppet, hvor alle meget passende befandt sig i byen. 

Pierre oplever denne massakre fra centrum af handlingerne, og møder både den unge konge, men også hans bror, som snart skulle efterfølge ham og den unge Henri III, som senere blev Frankrigs konge som Henri IV. Det giver anledning til en vis modning i Pierre og nogle betragtninger over absurditeten i disse religionskrige; og da de vender hjem til Périgord er det da også med en flok af katolikker som nye venner og partnere - ikke mindst den unge baron Quéribus, som vi sikkert hører mere til.

Jeg havde svært ved starten med alle de slagsmål. Det blev dog bedre - men der er stadig alt for mange detaljer og sproget er jo nærmest som på tiden, hvilket ikke hjælper. Jeg er ikke fan af personerne Pierre - eller hans bror Samson for den sags skyld. Jeg er heller ikke fan af de lange kapitler på 50-70 sider uden afbræk; det gør læsningen lidt tung. Men alt i alt fortsætter jeg jo - som sagt med en ambition om et bind om måneden.

Le bouffon des rois - Francis Perrin

 

• Fransk
• 17.-19. januar
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg fortsætter i min dejlige indkøbsbunke fra Paris, som dog er ved at svinde gevaldigt! Under mit besøg på Louvre, købte jeg denne bog om hofnarren Triboulet, som er en pudsig historie.

Vi starter i nutiden, hvor en skuespiller og komiker er blevet forladt af sin kone samtidig med, at karrieren halter. Han drukner derfor sin sorg i en flaske whisky, mens han gennemgår de få genstande konen har efterladt. Her finder han en gammel marionetdukke udformet som en hofnar, der er en af hans forfædre - og det er Triboulet, der nu taler til ham og fortæller ham sin livshistorie. 

Triboulet er en reel person, som levede fra 1479 til 1536. Han var - som hofnarre oftest var det - handicappet, og led derfor under samfundets chikane. Som ganske ung præsenterede han sig derfor ved kongens hof, som dengang holdt mere til i Blois end i Paris. Kongen var Ludvig XII, som hurtigt gjorde ham til officiel hofnar, og gav ham navnet Triboulet. Han var ikke den første nar med det tilnavn, og det gik over i historien som symbolet på personnagen og Victor Hugo brugte også navnet i sin roman, som blev til Verdis opera Rigoletto.

Men vores Triboulet underholdt Ludvig XII - hans dronning Anne de Bretagne brød sig ikke om ham, og mange hofkurtisaner var også jaloux på hans tætte forhold til kongen. En hofnar kunne sige stort set alt og undgå den strenge hofetikette; han sov i kongens værelse og gav ham indirekte råd omkring styringen af landet. 

Da Ludvig XII dør i 1515 overtages Triboulet af den nye konge François I, som er en af Frankrigs mest ikoniske konger. Det var ham, der bragte Leonardo da Vinci (og Mona Lisa) til Frankrig, og desuden byggede nogle af de smukkeste slotte i Loire-dalen. 

Historien er derfor lige så meget historien om de to kongers liv set fra Triboulets synvinkel. Den er iblandet nogle af de anekdoter, vers og spilopper, som Triboulet konstant skulle opfinde for at bevare sin position. Der er ikke mange overleveringer af disse, men én har overlevet. Triboulet kunne gøre grin med stort set alt - men kvinder gjorde man ikke grin med. Da Triboulet en dag kommer til at overskride denne grænse, bebuder kongen at han skal dø - men han må selv vælge hvilken måde han vil dø på. Det er et stort privilegie på den tid, men Triboulet svarer, at så vil han helst dø af alderdom. Dette overraskende og næsvise svar redder hans liv.

Triboulet fabulerer dog også over sin skæbne, som minder om den hvide klovns. Hans overlevelse afhænger af at være morsom uden at overtræde kongens grænser, som hurtigt kan føre til en dødsdom. Han er ensom og hans fysiske fremtræden fremkalder kun foragt og ingen kærlighed. Han bliver til sin personage og hans egen personlighed må sættes til side. I bogen forsvinder Triboulet til sidst ud i skoven, hvor han lever sine sidste år i ensomhed men uden at skulle optræde konstant. I virkeligheden ved man ikke, hvor og hvordan hofnarren døde. Kun at han blev efterfulgt af en anden, som underholdt hele fire konger.

Som afslutning vender vi tilbage til nutiden, hvor skuespilleren fabulerer over sin egen skæbne. Jeg var virkelig godt underholdt; de historiske biografier er interessante, og at Triboulet taler direkte til læseren/skuespilleren og iblander moderne betragtninger generer mig faktisk ikke. Tværtimod føler man sig så inddraget i historien om den stakkels triste klovn.

When McKinsey Comes to Town - Walt Bogdanich / Michael Forsythe

 

• Engelsk
• 13.-16. januar
• 368 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Mange af os har sikkert arbejdet i virksomheder, der har hyret McKinsey - uden måske at vide det!

Et af McKinseys stærkeste våben er nemlig den fortrolighed og hemmelighedskræmmeri, der omringer dem med ærefrygt. Det er også det, der gør, at de kan arbejde for konkurrerende virksomheder uden, at det bliver en interessekonflikt.

Jeg har selv arbejdet endog meget tæt med dem for ganske nylig, og iagttaget, hvordan de opererer. Det var dog ikke med de grufulde konsekvenser som i eksemplerne i denne bog.

De to journalister har brugt en del år på at finde informationer, interviewe tidligere og nuværende ansatte, som oftest optræder som anonyme kilder af hensyn til de strenge kontrakter, de har underskrevet. Det gør det ikke mindre troværdigt.

Der er eksempler fra mange lande - stort fokus selvfølgelig på USA - og også mange brancher. Eksempler på, hvordan de på den ene side arbejder for FDA i USA for at begrænse nikotinforbrug mens de på den anden side arbejder for de største aktører i den private sektor. Hvordan de rådgav medicinalfirmaer i at øge salget af opioider vel vidende, at der var en bølge af overdoser og dødsfald som direkte følge af dette.

Der er så mange skræmmende eksempler, at man undrer sig over, hvor moralen og etikken er forsvundet hen i det firma? Intet er mere helligt end dollars kan man blot konkludere.

Det giver et fantastisk indblik i hvordan disse konsulentfirmaer opererer, og hvor stor indflydelse og kontrol de har - bag kulisserne!

The Netanyahus - Joshua Cohen

 

• Engelsk
• 11.-12. januar
• 248 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er absolut ikke fordi jeg er tilhænger af Netanyahus politik - tværtimod! Men dette er fiktion delvist baseret på fakta. 

Bogens forfatter hørte fra historikeren Harold Bloom om dennes møde med Ben-Zion Netanyahu - den israelske premierministers fader - som også var historiker, og besøgte USA i slutningen af 1950'erne.

Bogens hovedperson er Ruben Blum, professor ved universitetet i New York. Han er dets første jødiske professor, men er ikke selv praktiserende trods en ortodoks opvækst. Hans hustru Edith er hjemmegående og de har en datter, Judy. Da universitetet overvejer at ansætte Ben-Zion beder de Ruben om at tage del i processen - da han jo er jøde.

Ben-Zion ankommer til New York sammen med sin hustru, Tzila, og deres tre sønner (hvoraf Benjamin), og de installerer sig i huset. Ruben skal følge Ben-Zion rundt på universitetet og hjælpe ham med lektioner, hvor Ben-Zion tester de andre i deres bibelske viden. Dette bringer os til en diskussion om Talmud versus Bibelen, og det jødiske folks historie.

Senere følger en politisk diskussion om staten Israel og et land, der tilhører det jødiske folk og igen med paralleller til amerikansk historie og selvstændighed. Det hele ender med, at de tre sønner har forårsaget en del uro hjemme i Blums hjem og nu er stukket af fra huset uden tøj på. Blum begiver sig ud for at finde dem, og den lokale sherif bliver involveret.

Det er en lille roman, og den er koncentreret om de få dage familierne bor sammen i Blum-hjemmet. Det er en underlig blanding af humor og fakta, der er omskrevet, så man ikke ved, hvad der er rigtigt eller forkert. Det virker til tider mere som en kritik af det politiske system, som Netanyahu støtter og har opbygget - altså den nutidige Benjamin. Jeg kunne ikke helt forstå pointen med at rode så meget rundt i historie - især med en nulevende person. Jeg kan slet ikke forstå den har vundet Pulitzer-prisen - men det er jo heldigvis et spørgsmål om smag og behag.

Samliv med Picasso - Françoise Gilot

 

• Fransk
• 6.-10. januar
• 384 sider
• Originaltitel: Vivre avec Picasso

For snart fire år siden læste jeg den grumme beretning skrevet af Picassos barnebarn, Marina, om forholdet til Picasso. Det var barsk læsning og ikke flatterende for hans omdømme. I november købte jeg denne erindringsbog fra 1964 skrevet af hans ekspartner Françoise knap ti år efter de gik fra hinanden. Det er en anden vinkel på historien, og desværre heller ikke flatterende - uden at det kun er en ekskones bitterhed.

Françoise Gilot er blot 21 år gammel, da hun møder den da 61 år gamle kunstner i Paris, Hun hommer fra en borgerlig familie med penge på lommen, og da hun afbryder sine jurastudier for kunstmaleriet, afbryder faderen al kontakt til hende. På det tidspunkt er Picasso stadig i et forhold med Dora Maar, og officielt stadig gift med Olga Khoklova - moderen til hans to ældste børn. Præcist hvornår de to indleder et romantisk forhold er lidt svært at vurdere - der er en vis form for blufærdighed i bogen; og det var tilsyneladende en længere kurtisering - Gilot var ikke nem. Men i 1944 flytter hun definitivt ind hos Picasso, og bliver hans inspiration men også hans hjælper i alt det daglige sammen med de andre tjenestefolk. De andre? Ja, for Picasso betragter alle omkring sig som hans tjenende ånder.

Hun føder deres første barn i 1947, og året efter begynder de at tilbringe mere permanent tid i Sydfrankrig, hvor han faktisk tilbragte resten af sit liv. I 1949 fødes datteren Paloma - navngivet efter den fredsdue Picasso tegnede til plakaten for en fredskongres, som åbnede samme dag. Faktisk var Françoise i fødsel og bad Picasso (og chaufføren) tage hende til hospitalet - men det var vigtigere, at han ikke kom for sent til kongressen! 

Det siger en del om Picassos ego. Det drejede sig altid om ham - og Françoise blev den eneste kvinde, der forlod ham og han kaldte hende derefter "kvinden, der siger nej".

Bogen giver ikke blot indblik i deres privatliv. Gilot var selv kunstner, og en stor inspiration og sparringspartner for Picasso. Der er gengivelser af mange samtaler om eksisterende værker og deres tilblivelse - ikke mindst hans første forsøg på keramik i Vallauris - og jeg brugte virkelig meget tid på at tjekke disse værker online parallelt med læsningen, hvilket gav en endnu bedre forståelse af Picasso som kunstner.

Om mennesket Picasso bliver man dog ikke imponeret. Præcis som i barnebarnets skildring fremstår han som et egocentreret krakilsk menneske uden nogen empati for andre. Det gjaldt venner, der ikke inviterede ham på frokost eller ikke støttede hans kommunistiske synspunkter - eller livspartnere, børn, ansatte - og som set også børnebørn. 

Det ændrer muligvis ikke på synet af hans kunst; og alligevel ser man jo, at den kun var mulig fordi hele hans liv var organiseret omkring hans mulighed for at udøve den - på bekostning af alt andet. 

The Diary of a Bookseller - Shaun Bythell

 

• Engelsk
• 2.-5. januar
• 320 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Årets første bog, som jeg tog stille og roligt - mest fordi jeg for en gang skyld blev helt optaget af en serie på Netflix, og lagde bøger fra mig. Måske skal jeg også forsøge at læse lidt mindre i 2025 - 118 bøger blev det til i 2024, og det fylder for meget i reolerne.

Men denne købte jeg i november i Shakespeare and Company, som jo er en lille selvstændig boghandel lige overfor Notre-Dame. Jeg foretrækker absolut at købe bøger i en boghandel, hvor jeg kan bladre lidt i dem. Jeg skal føle dem; jeg kan lide at se, hvordan de er opbygget - kapitler, skrifttyper osv. Desværre er det også svært at finde et stort udvalg af engelske bøger i København og franske bøger er endnu sværere, så som så mange andre tyer jeg jo også til at bestille til levering.

Shaun Bythell er ejer af en boghandel for primært brugte bøger i Skotland, og det er basen for hans første bog fra 2017. Hans dagbog, som det er, starter i februar 2014 og fortsætter et helt år frem, hvor han dagligt fortæller om strabadserne i boghandlen. Hver dag indledes med en statistik over hvor mange ordrer, han har modtaget online - og hvor mange af disse han har fundet. Han har nemlig omkring 100.000 bøger på lager, og det lykkes tydeligvis ikke altid at finde dem. Hver dag afsluttes ligeledes med en oversigt over indtægter og antal kunder; det er her man virkelig ser, hvor svært det er at drive en lille forretning.

Teksterne beskriver da også disse fortrædeligheder - ikke mindst afhængigheden af det store online marked, som jo er domineret af en enkelt mastodont. Vi ved alle, hvem det er! Det er lidt skræmmende for bogens overlevelse at læse om de vilkår, der er for selvstændige, der kobler sig op til deres platform - og den lille indtægt, det giver. Jeg har selv til tider købt bøger, der kom fra boghandlere og ikke direkte fra deres lagre, og der er noget længere leveringstid og absolut ingen sporing. Det kan være lidt af et sats! Men det hjælper jo disse små boghandlere, og det er typisk bøger, som man ikke finder andre steder.

Bythell beskriver også alle de sjove og irriterende episoder i hans liv. De ansatte, som er lidt lokale pudsigheder med deres egen opfattelse af, hvad arbejdet indebærer - eller ej. Kundernes urimelige kommentarer eller opførsel i forretningen eller i deres kommentarer online efter en levering. Vi er blevet så vant til og afhængige af onlin handel, at vi forventer alt skal komme dagen efter - hvis det nu ikke bare kan lande foran vores dør det øjeblik, vi har bestilt det. Vi glemmer, at der er en forretning, der også fungerer som en fysisk butik først og fremmest, og at de bruger denne indtægtskilde som et nødvendigt onde for at overleve i kampen mod en markedsdominans. Det vil jeg tænke over næste gang, jeg leder efter en bog, jeg ikke kan finde andre steder.

Det blev dog en anelse repetitivt til sidst, og min entusiasme dalede en smule deraf. For det bliver jo en gentagelse af anekdoter om livet i den lille by og forretningen. Men jeg var godt underholdt i den første halvdel, og lærte ikke mindst meget om branchen.