Thursday, July 12, 2018

De der gik forud - Aminatta Forna


























  • Dansk
  • 10.-11. juli
  • 381 sider
  • Originaltitel: Ancestor Stones
  • ANMELDEREKSEMPLAR

For nogle år siden mellemlandede jeg i lufthavnen i Freetown i Sierra Leone; jeg husker mest, at det slog mig, at en hovedstad kunne have et så smukt og lovende navn, når landet i årevis havde været i borgerkrig. Det var jo heller ikke et land man tog på ferie til; og vi fløj videre. 

Men det er et vestafrikansk land, som på mange punkter minder meget i kultur om Senegal, som jo står mit hjerte nært. I Senegal er Aminata et meget almindeligt pigenavn, så jeg studsede lidt, da jeg fik tilbudt et eksemplar af denne roman, som foregår i Sierra Leone - men forfatterens navn er lidt anderledes.

Den er faktisk skrevet i 2006, men er udkommet på dansk nu. Det gør den dog ikke uaktuel - det er en helt fantastisk læseoplevelse.

Abie er halvt engelsk og halvt afrikansk; hun bor i London men har en kæmpe familie i Sierra Leone, hvortil hun rejser tilbage for at tilse familiens kaffefarm. Denne 'rammehistorie' fylder faktisk ikke noget i bogen, men skaber blot indledningen til hendes familiekrønike. 

I Afrika skriver man ikke mange bøger - eller gjorde; men man fortalte historier. Alt skulle viderefortælles, så næste generation kendte familiens historie. Og naturens historie - animisme er en integreret del af verdensbilledet og det er netop den tro, der får mig til at føle mig så rolig og hjemme i Afrika. Det giver umådelig god mening for mig.

Hvor Abies egne forældre er, ved vi ikke. Men hendes farmor var den tiende hustru i en række af elleve. Det er mange - og vel principielt forbudt i dag; men det var det ikke for næsten hundrede år siden, da historien tager sin begyndelse.

Der fortælles historien om fire tanter - strækkende fra 1926 til 1999; hver del indeholder et kapitel for hver af de fire kvinder - Asana, Mariama, Hawa og Serah. Der er en stor aldersspredning imellem dem, da konerne (deres mødre) jo kom spredt over årene efterhånden som den yngste ikke længere var "ung nok". Men deres historie er alligevel universel.

Selvfølgelig er der førstehustruen - Asanas mor - og hun får en barndom som en prinsesse. Hun er stolt og overmodig, og ser slet ikke, at hun gifter sig med den forkerte mand. Der er de uheldige døtre, hvis mødre dør eller forlader familien. Nogle bliver sindssyge - uden tvivl af presset over at skulle præstere i denne flok af kvinder. Der skal fødes drengebørn og sunde børn, og der skal kæmpes om den interne hakkeorden. Der er Mariama, hvis mor forlader hende, og hun sendes senere til England og får et voldsomt kulturchok. Hun gifter sig aldrig, og bliver den underlige tante. Eller Hawa som forlades af sin mand til fordel for en teenagepige, som ikke respekterer hendes position som førstehustru.

Alle kvinder kommer til at lide under tab; en fast ingrediens i afrikanske mødres liv fristes man til at sige. Tab af børn, mænd, status, ... og for tanterne er det tabet af mødre, der har præget deres liv.

Men historierne om dem og familien er det, der binder dem sammen og skaber den historie og de erfaringer, som skal gives videre. Et afrikansk ordsprog, som jeg bærer indgraveret på mig, lyder: "Hvis du ikke ved, hvor du skal hen; se, hvor du kommer fra."

Den tro på forfædrenes styrke og tilstedeværelse mangler vi i vores kultur; kvinderne her fortæller os, hvordan vi kan og skal bruge den.

Samtidig fortælles historien om Sierra Leone fra engelsk koloni til selvstændigt land med korrupte valg og borgerkrige. Skrækkelige billeder, hvor kvinderne igen spillede en aktiv rolle som de stærke, der kunne foretage sig ting mænd ikke kunne, Fordi kvinder uanset hvad er respekterede i de samfund; de giver liv - de er liv.

Det er en uendelig poetisk, smuk, rørende og barsk historie - jeg lod mig rive helt med, og glemte alt andet - og drømte mig tilbage til mit Vestafrika.

Normalt læser jeg jo sjældent oversættelser; og jeg vil bestemt lede efter flere romaner af Forna på engelsk. Men denne var god - dejligt flydende sprog, hvor man ikke kunne se kildeteksten så tydeligt. Dog undrede jeg mig virkelig over kommasætningen? Der var stort set ingen og det slog mig flere gange, at det ikke kan være korrekt. 

Hvis man kan lide stærke fortællinger om kvinder - og ikke mindst skrevet af en kvinde - er dette en oplagt læseoplevelse!

2 comments:

Anonymous said...

Kære Nille
Du undrer dig over at min oversættelse har færre kommaer end du havde ventet (der er nu en del), og du mener ikke det kan være korrekt. Jo, det er det faktisk, jf. Retskrivningsordbogen (2012-udgaven), § 49.
Men tak for den positive anmeldelse - det er meget opmuntrende at læse den når nu det var min ide at den skulle udgives på dansk.
Med venlig hilsen
Birte Hedegaard Christensen

Nille said...

Kære Birte,

Undskyld, at jeg først ser og publicerer din kommentar nu. Den var røget i et spamfilter - det var bestemt ikke min mening; og det virker lidt uforskammet.

Jeg synes, at det var en fantastisk smuk roman - og altid dejligt, når afrikanske romaner oversættes til dansk, hvor der er et mere smalt publikum.

Jeg er jo heller ikke oversætter, men forholder mig kun til min gymnasietids kommatraumer - så du har ret. Det var nu også mere undren end kritik, for det var et smukt stykke arbejde, hvor den afrikanske ånd kom med på dansk.


Tak for svaret - og endnu engang undskyld for det sene svar.

Nille