Sunday, May 26, 2013

Brobyggerne - Jan Guillou

























  • Dansk
  • 21.-26. maj
  • 548 sider

Det er lidt irriterende at gå i gang med en større saga vel vidende, at man skal vente i årevis på at samtlige bind er udkommet. Det er det jeg er i gang med for Folletts trilogi, hvor jeg afventer andet bind i engelsk paperback - og med Guillous egne ord er dette projekt nærmest et kapløb med døden, da han har forestillet sig hele ti bind i historien om det 20. århundrede.

Jeg har aldrig tidligere læst Guillou, som jo primært har beskæftiget sig med krimigenren - men i disse år er det vist populært med familiesagaer, og det er absolut en genre, der passer mig bedre. Ikke den slags romantiske sagaer - men som disse, hvor det bliver til et helhedsbillede af Europa (og verden) som den så ud i det tyvende århundrede.

Og dog er Guillou særdeles farvet og kategorisk i sine politiske holdninger i historien om de tre brødre, Lauritz, Sverre og Oscar, der ved århundredeskiftet bliver fædreløse, da faderens fiskerbåd går ned. De sendes til byen for at arbejde på rebslageriet, men stjæler træstumper til at bygge en kopi af et vikingeskib. Et skib, der straks betager firmaets ejer, der tilbyder skoling og uddannelse af de tre poder mod at de senere vender hjem for at hjælpe med at bygge Bergensbanen fra Oslo til Bergen.

De består alle fra universitetet i Dresden, som i starten af århundredet var toppen af toppen indenfor ingeniøruddannelser, og skal nu hjem for at arbejde gælden af. Men den ene bror, Sverre, springer ud som bøsse, og flygter til London med sin elsker. Den yngste bror, Oscar, bliver franarret alle sine penge af en tysk luder og i skam rejser han til Tysk Østafrika - i dag Tanzania, Burundi og Rwanda - et ideelt sted for datidens tabere at gemme sig og arbejde sig ud af sorg og tilbage til anstændighed.

Så Lauritz tager hjem for at starte arbejdet, og det er ikke smalkost at arbejde i lange isvintre og under umenneskelige forhold for at få jernbanen bygget. Parallelt følger vi Oscar i Afrika, som pudsigt nok også bygger jernbaner, men sideløbende tjener styrtende med penge på at tømme Afrika for ressourcer - skruplerne var mindre dengang.

Men han har dog skrupler over måden de indfødte behandles på - især belgiernes opførsel i Congo er rystende, og langt fra den tyske ordentlighed, som de har fået indprentet efter opholdet i Dresden. Begge brødre - på trods af deres geografiske afstand - er dybt imprægneret af den tyske mentalitet og troen på, at det er teknologiens tid og krig er et afsluttet kapitel. Lauritz kurtiserer samtidig en rig tysk adelsfrøken, som han først vinder, da faderen ser hans succes og overgiver sig i klassekampen mellem det umage par. Men det fylder unægteligt mindre end historierne om brobyggere i kulde og hede.

Bogen forløber over knap tyve år - med mere eller mindre store spring i tiden; men krigen kommer selvfølgelig, og begge brødre er på den tyske side. Guillou lægger bestemt ikke fingrene imellem i karakterernes beundring over for alt tysk - såvel englændere som belgiere i Afrika er uduelige, umenneskelige og en skændsel. Hjemme i Norge har Lauritz jo en tysk kone og det vækker heller ikke begejstring.

Den slutter selvfølgelig med en rigtig cliffhanger, og så må man pænt vente! Andet bind - Dandy - er allerede udkommet, men handler udelukkende om den forsvundne homoseksulle bror, Sverre, og tredje bind er endnu ikke kommet. Den hedder Mellan rött och svart på svensk, så nem at situere tidsmæssigt - og skulle udkomme til september på svensk. Den er nok i danske boghandler til julesalget!

Så det kan blive en lang rejse igennem århundredet, og måske bliver den ikke færdiggjort, som det var tilfældet med Stieg Larssons intentioner om en mammutserie. Men første bind alene er jo en selvstændig historie - og en rigtig god én af slagsen om de mænd, der byggede vores moderne verden.

2 comments:

Donald said...

Hvor er han god, Guillou - den må læse, om så kun første bind (det er godt at vide at det kan stå alene - tak for "læsevejledning" :) )

Med hensyn til 10-binds mammut-romaner er man nødt til at nyde delene uden tanke på helheden. Måske en helhed viser sig engang, måske er den allerede antydet. 1900-tallet kan ikke ses som én helhed - men hvis Ken Follett kan bidrage til vores billede af en tidsalder ved at fremhæve nogle historier og sætte dem i en sammenhæng, så er det et flot bidrag til litteraturen!

Nille said...

Donald,

Du har helt ret - man må tage dem i små bidder, og se hvordan det udvikler sig. Ellers er det jo et livsprojekt ikke kun at skrive dem - men også at læse dem.

Men Guillous første er ret spændende, selvom han politisk er temmelig farvet og har svært ved ikke at lade det skinne igennem.

Og 1900-tallet er jo netop mange forskellige "historier" - nok mere end noget andet århundrede.

Det er tilsyneladende populært med den slags romaner i disse år.