Sept histoires qui reviennent de loin - Jean-Christophe Rufin

• Fransk
• 30.-31. maj
• 184 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Normalt skriver Rufin store, tunge historiske romaner - men denne gang er det syv små historier. Jeg er ikke den store novelle-læser, men jeg er vild med Rufins historier og manden bag dem; et passioneret menneske, der har rejst jorden tynd. Så jeg gav den en chance.

Den var ikke dårlig; det er blot det med, at det er for hurtigt overstået hver gang synes jeg. Man når aldrig rigtigt ind i personerne, det er der ikke tid til med 20-30 sider per historie. Men der er en finurlig sløjfe på dem alle.

Er der så en rød tråd? Nej, det synes jeg ikke - andet end, at det er historier om personer, der alle befinder sig på et kritisk punkt i forhold til deres fortid eller fremtid. Et øjeblik, der bliver afgørende.

Som den gamle mand, der har ofret sin kærlighed til bjerget til fordel for sit ægteskab, og nu endelig kommer tilbage efter mere end 30 år. Blot for at opdage, at tingene ikke er som før. Eller de to, der mødes i et tog, hvor den unge pige er på vej til sin kæreste med den idé at blive gravid, så han vil gifte sig med hende. Og den ukendte passager ofrer sig, da toget forsinkes - de tilbringer en nat sammen, og kæresten opdager aldrig, at hans datter ikke er hans.

Det var hyggelig let læsning med Rufins sædvanlige kærlighed til ord, men jeg glæder mig mere til flere af hans store tykke bøger.

Crazy River - Richard Grant

• Engelsk
• 27.-29. maj
• 283 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Der er selvfølgelig to overhængende farer ved at læse rejsebøger. For det første får man en ustyrlig trang til at rejse til alle de fantastiske steder, der beskrives - selvom det absolut ikke altid kan anbefales at gøre det på samme halsbrækkende måde. For det andet er der tit referencer til andre bøger - rejseforfattere er en særlig lukket kreds af individer, som inspireres på kryds og tværs. Denne bog refererer til Theroux; Theroux selv refererer en del til Kapuscinski... og så fortsætter det videre.

Richard Grant er en engelsk født forfatter nu bosiddende i USA. Han havde tidligere rejst i Afrika, men under temmelig beskyttede former. En dag opdgaer han, at der tilsyneladende aldrig er nogen, der har rejst ned ad hele Malagarasi-floden - fra Burundi gennem Tanzania og ud i Tanganyika-søen.

Det er et halvfarligt projekt, og han må lede længe for at finde en frivillig, der vil ledsage ham - sammen med en hel delegation og med ledsagende biler på flodbredden. Det er temmeligt langt fra Stanley og Livingstone, og også for Grants eget store forbillede, den engelske opdagelsesrejsende Richard Francis Burton, som ledte efter Nilens kilde igennem mange år.

Grant tager først til Zanzibar, hvor han møder Stone Towns befolkning af moderne hippier, der lever i en tilstand af Peace & Love, alkohol og joints - og temmelig meget fra dagen til vejen. Men der er ingen, der snyder ham - for som han skriver; 'jeg elsker Afrika, men det er første gang, at jeg selv skal gå i gaderne, handle osv.' Et meget sigende udsagn, synes jeg! Det er nemt at elske Afrika - man kan jo faktisk ikke andet; men de fleste turister ser det fra en temmelig beskyttet synsvinkel. Mine fem uger i en afrikansk landsby for to år siden gav også mig den anden vinkel - den, hvor du bruger tid på at gøre rent uden elektroniske hjælpemidler; skal på markedet efter mad; til brønden efter vand og i det hele taget leve uden elektricitet og rindende vand (for slet ikke at tale om fjernsyn, internet osv.). Så kan man elske eller hade Afrika!

Men Grant kommer langt om længe afsted ned ad sin flod; det bliver umuligt at gennemføre hele projektet men undervejs møder han de lokale, der forklarer ham om problemerne med krybskytter, med overgræsning af kvæg og den manglende forståelse hos de indfødte for, at kvæg ikke er et statussymbol men mad. Han kommer i berøring med alle alle former for overtro og tilmed en hel del sygdomme på trods af malariapiller. Måske ganske enkelt det fysisk opslidende ved deres rejse og det kulturelle chok, der trætter et vestligt menneske, der er uvant med den slags.

Jeg var temmelig fascineret af hans tilgang til Afrika, som er meget lig min egen - opfattelsen af, hvordan vi fejlplacerer nødhjælp og dermed slet ikke hjælper er en upopulær ytring; men ikke desto mindre sand. Grant formår at se igennem både de gode og de dårlige sider af dette fascinerende kontinent - også til tider ved at drage paralleller tilbage til de første opdagelsesrejsende for at illustrere både udviklingen og manglen på samme i vores opfattelse af Afrika og dets indfødte.

Endelig når han til Rwanda; om noget et land, der fascinerer mig. Efter massemordene er det en helt utænkelig situation at kunne genopbygge et land og forestille sig, at tutsier og hutuer kan leve fredsommeligt sammen. Han opnår et møde med landets præsident siden 2000 - Paul Kagame. Rwanda er meget specielt i afrikanske sammenhænge; det er langt længere fremme økonomisk og meget mindre afhængig af ulandshjælp end andre afrikanske lande. Der er mange strikse love, som får nogle til at kalde det for et diktatur - men der er langt mindre korruption end i andre lande.

Grant får et temmelig ærligt og interessant interview med Kagame, inden han selv besøger de mange mindesmærker for massemordene. Og her tænkte jeg virkelig, at det er et land jeg ganske enkelt MÅ besøge en dag! Det er ikke en ny idé, men den vokser sig stærkere og stærkere, hver gang jeg læser om det land.

Den anden konsekvens er så Burton, som fylder meget i Grants bog. Nu må jeg have fat i nogle af hans biografier - eller rejsebeskrivelser; for han er kendt for andet end at have oversat Kama Sutra og 1001 nats eventyr!

Brobyggerne - Jan Guillou

• Dansk
• 21.-26. maj
• 548 sider

Det er lidt irriterende at gå i gang med en større saga vel vidende, at man skal vente i årevis på at samtlige bind er udkommet. Det er det jeg er i gang med for Folletts trilogi, hvor jeg afventer andet bind i engelsk paperback - og med Guillous egne ord er dette projekt nærmest et kapløb med døden, da han har forestillet sig hele ti bind i historien om det 20. århundrede.

Jeg har aldrig tidligere læst Guillou, som jo primært har beskæftiget sig med krimigenren - men i disse år er det vist populært med familiesagaer, og det er absolut en genre, der passer mig bedre. Ikke den slags romantiske sagaer - men som disse, hvor det bliver til et helhedsbillede af Europa (og verden) som den så ud i det tyvende århundrede.

Og dog er Guillou særdeles farvet og kategorisk i sine politiske holdninger i historien om de tre brødre, Lauritz, Sverre og Oscar, der ved århundredeskiftet bliver fædreløse, da faderens fiskerbåd går ned. De sendes til byen for at arbejde på rebslageriet, men stjæler træstumper til at bygge en kopi af et vikingeskib. Et skib, der straks betager firmaets ejer, der tilbyder skoling og uddannelse af de tre poder mod at de senere vender hjem for at hjælpe med at bygge Bergensbanen fra Oslo til Bergen.

De består alle fra universitetet i Dresden, som i starten af århundredet var toppen af toppen indenfor ingeniøruddannelser, og skal nu hjem for at arbejde gælden af. Men den ene bror, Sverre, springer ud som bøsse, og flygter til London med sin elsker. Den yngste bror, Oscar, bliver franarret alle sine penge af en tysk luder og i skam rejser han til Tysk Østafrika - i dag Tanzania, Burundi og Rwanda - et ideelt sted for datidens tabere at gemme sig og arbejde sig ud af sorg og tilbage til anstændighed.

Så Lauritz tager hjem for at starte arbejdet, og det er ikke smalkost at arbejde i lange isvintre og under umenneskelige forhold for at få jernbanen bygget. Parallelt følger vi Oscar i Afrika, som pudsigt nok også bygger jernbaner, men sideløbende tjener styrtende med penge på at tømme Afrika for ressourcer - skruplerne var mindre dengang.

Men han har dog skrupler over måden de indfødte behandles på - især belgiernes opførsel i Congo er rystende, og langt fra den tyske ordentlighed, som de har fået indprentet efter opholdet i Dresden. Begge brødre - på trods af deres geografiske afstand - er dybt imprægneret af den tyske mentalitet og troen på, at det er teknologiens tid og krig er et afsluttet kapitel. Lauritz kurtiserer samtidig en rig tysk adelsfrøken, som han først vinder, da faderen ser hans succes og overgiver sig i klassekampen mellem det umage par. Men det fylder unægteligt mindre end historierne om brobyggere i kulde og hede.

Bogen forløber over knap tyve år - med mere eller mindre store spring i tiden; men krigen kommer selvfølgelig, og begge brødre er på den tyske side. Guillou lægger bestemt ikke fingrene imellem i karakterernes beundring over for alt tysk - såvel englændere som belgiere i Afrika er uduelige, umenneskelige og en skændsel. Hjemme i Norge har Lauritz jo en tysk kone og det vækker heller ikke begejstring.

Den slutter selvfølgelig med en rigtig cliffhanger, og så må man pænt vente! Andet bind - Dandy - er allerede udkommet, men handler udelukkende om den forsvundne homoseksulle bror, Sverre, og tredje bind er endnu ikke kommet. Den hedder Mellan rött och svart på svensk, så nem at situere tidsmæssigt - og skulle udkomme til september på svensk. Den er nok i danske boghandler til julesalget!

Så det kan blive en lang rejse igennem århundredet, og måske bliver den ikke færdiggjort, som det var tilfældet med Stieg Larssons intentioner om en mammutserie. Men første bind alene er jo en selvstændig historie - og en rigtig god én af slagsen om de mænd, der byggede vores moderne verden.

Le Jardin des larmes - Arnaud Delalande

• Fransk
• 19.-20. maj
• 428 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Mavepuster!!!! Umulig at lægge fra sig, og samtidig uendelig trist og grum historie.

Historien starter med et møde i Senegal på et lille hotel - ikke langt fra den lille landsby, jeg har været i fire gange nu - og et sted, jeg selv har spist frokost. Det starter derfor idyllisk på en strand, hvor en forfatter, der er løbet tør for inspiration og ikke kan finde mening med sit liv bliver inviteret af en ven. Han får blot at vide, at han vil møde to personer, der vil sætte tingene i perspektiv for ham. Det siges ikke direkte, at det er forfatteren selv, der beskriver det møde - men jeg antager det,

De to andre personer er dog "opdigtede" - deres navne er ændrede ligesom de organisationer, de arbejdede for. Alt andet ville være umuligt - men jeg er ikke i tvivl om, at det er to reelle humanitære arbejdere, hvis historier fortælles.

De er vidt forskellige og alligevel sammenligneligt grusomme.

Sébastien er en mand i krise - han er i et ulykkeligt ægteskab, og kan ikke indrømme sin biseksualitet for konen. Men pludselig rabler det, og han vil ændre sit liv. Efter skilsmissen søger han job som nødhjælpsarbejder, og bliver sendt til Sri Lanka i sommeren 2004 - et relativt enkelt sted at starte som leder af de tre baser NGO'en har der.

Lise er jordemoder, og har tidligere været i Cameroun og Senegal - også relativt sikre steder politisk set; inden hun i 1994 sendes til Rwanda. Hendes bevæggrunde er mere motiveret af en katolsk opdragelse og ideologien om at gøre noget godt for andre, og sætte sit spor i verden.

De ender begge med at stå i to af de absolut værste katastrofer i nyere tid - massemordene i Rwanda begået af hutuerne mod tutsierne - og tsunamien i julen 2004. Den ene er menneskeskabt af had og kultur; den anden er naturens kræfter - men begge er dybt ødelæggende.

Jeg har tidligere læst flere bøger om Rwanda - både af den tidligere belgiske FN-soldat, som fortæller historien fra en militær - og human - vinkel; og af den fantastiske forfatter fra Rwanda selv. Men den historie ophører aldrig med at give mig røde ører over den vestlige verdens venden det døve øre til - og fysisk kvalme over beskrivelserne.

Tsunamien er nok mere illustreret i film; jeg erindrer ikke at have læst en bog, der så detaljeret beskriver katastrofen. Og for Sébastien bliver denne katastrofe et chokerende møde med NGO'ernes medaljebagside. Hvordan der sendes de forkerte ting - fordi det ser bedre ud at filme til klokken 20-nyhederne end en flok unge, der graver latriner. Fordi det gælder om at promovere sin egen NGO i den evige kamp for mere mammon - og tit uden hensyntagen til, om befolkningen har et reelt behov.

Det er kendt, at der blev sendt alt for mange penge til tsunamiofrene - at mange midler rådnede op i lagre eller havnede i de forkerte hænder. Men vi gav og gav for at købe os god samvittighed. Alt det, vi ikke gjorde, da de i Rwanda blev hakket i småstykker af en machete af naboen - eller ægtemanden.

De to personer kommer begge ud af det med enorme ar på sjælen, og udover at fokusere på det materielle spild, fokuserer Delalande mindst lige så meget på det humane aspekt. Visse nødhjælpsarbejdere melder sig på samme måde, som man i sin tid gjorde det i Fremmedlegionen - for at flygte fra et håbløst liv. Men er de så psykisk stærke nok til at udføre det arbejde?

Selvom de 'blot' kan vende hjem til er civiliseret liv efter at have set al den ulykke, og ikke skal forblive med minderne på stedet, så lever de stadig med visuelle minder, der ikke kan kureres med et varmt karbad og et køleskab, der fungerer.

Delalande sætter spørgsmål ved hele aspektet af humanitært arbejde - hvordan en NGO ikke er så altruistisk, som de gerne vil fremstå som og om de humane omkostninger ved at ville redde verden uden at kunne redde sig selv. Den ene mister al tro på verdens godhed efter at have set Rwanda - hvorimod den anden bliver mere troende efter at have oplevet tsunamiens ødelæggelser; måske ud fra en tro på, at der må være en mening med tingene, hvis noget sådant kan ske. Lise til gengæld forsøger selvmord og bliver nærmest alkoholiker. Det er barsk læsning.

Den første del af bogen var lidt træg - til gengæld var de litterære billeder fra katastroferne værre end en film kunne have fremstillet dem. Jeg måtte ganske enkelt til vejs ende - også fordi det var for grumt at stoppe og skulle tage den frem igen.

L'Apothicaire - Henri Loevenbruck

• Fransk
• 13.-18. maj
• 798 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Henri Loevenbruck er sit navn til trods franskmand; og han har skrevet en hel del romaner/thrillere inden jeg faldt over denne historiske roman, som primært tiltalte mig på grund af forsiden. Sådan er det jo nogle gange!

Historien starter i begyndelsen af 1313, da hovedpersonen Andreas Saint-Loup, som er apoteker i Paris opdager, at hans hus har et ubrugt rum. Ingen kan erindre, hvad det har været benyttet til - og nu står det helt tomt? Så opdager han, at et stort maleri han ejer pludselig er helt tomt i den ene side; der burde have været en anden person ved siden af ham - men nu er også det tomt.

Den lidt aparte apoteker vil opklare disse mysterier; men der er andre kræfter, der også er ude på at ødelægge noget for ham - blandt andet kongens mænd. 1313 er tiden, hvor Philippe le Bel er konge af Frankrig og har stået for udryddelsen af katarerne - og dermed er jeg tilbage i præcis den periode, der skildres i den fantastiske historiske serie, jeg læste sidste forsommer. 

Apotekeren bliver taget til fange, hvor han møder tempelriddernes overordnede - Jacques de Molay - som udtalte forbandelsen, da han senere blev brændt på bålet for sin tro. Men lige nu mødes de blot, og tempelridderen sætter ham på sporet af det, han leder efter. Derefter flygter apotekeren ud af Paris sammen med sin unge lærling Robin. De kommer langt omkring - og de forfølges ikke blot af Inkvisitionens berygtede forhører men også af to mystiske riddere, som mistænkeligt leder tankerne hen på rytterne fra Apokalypsen.

Andreas Saint-Loup er absolut ikke en troende mand - han er mediciner og dermed pragmatiker. Men nu tages han ud på en rejse, der følger sporene fra pilgrimsrejserne til Saint Jacques de Compostelle i Spanien - og hele tiden med de forskellige forfølgere lige i nakken.

Parallelt følger vi historien om den unge Aalis, som flygter fra Béziers - en anden af tempelriddernes højborge; og ender med at slutte sig til apotekeren og lærlingen. Sammen kommer de helt til Sinai-ørkenen i deres jagt på det mystiske forsvundne menneske fra Saint-Loups liv. Det var en helt speciel læsning for mig - de skal selvfølgelig til Skt. Katherine-klosteret i ørkenen, hvor ifølge legenden vokser den brændende tornebusk fra Bibelem. Jeg var der selv for tre år siden, og det er uden tvivl det mest fascinerende sted, jeg har besøgt. Så det var med stor interesse, at jeg læste den del for at se, om der var blevet snydt!

Det hele drejer meget omkring religion og filosofi - gnostikere, tempelriddere osv. - og der er koder, der skal løses undervejs. Men det er ikke en Dan Brown-opskrift; for hele søgningen er ikke materiel. Saint-Loup forsvinder til sidst ud af de to unge menneskers liv, da de har fundet kærligheden - de kan slet ikke huske, at han har eksisteret. Præcis som den person, der var i Saint-Loups liv forsvandt - da kærligheden ophørte?

Det var til tider en anelse for udpenslet - man kunne sagtens have skåret den lidt ned; for der er uhyggeligt mange historiske detaljer - men det var samtidig glimrende læsning ikke mindst på grund af sproget, som var skrevet i en tilnærmelse til gammel fransk. Dog så en moderne læser kunne følge med.

The Age of Miracles - Karen Thompson Walker

• Engelsk
• 11.-12. maj
• 387 sider
• Dansk titel: Miraklernes tid
• Website

Jeg er absolut ikke til science-fiction, vampyrromaner eller anden fantasifuld litteratur, som synes at oversvømme boghandlernes reoler i disse år. Jeg gider det hverken som film eller som bøger - og det medførte en del skepsis overfor denne debutroman af den unge amerikanske forfatter. Anmeldelserne er delte - enten overstrømmende positive eller negative. Det kommer nok meget an på, hvad man forventer! For forventer man netop sci-fi og dommedagslitteratur med splatter-indslag - så bliver man skuffet. Ikke desto mindre er det dommedag, det handler om.

Den 11-årige Julia er en stille og genert ung pige på vej mod de svære teenageår. Hun er enebarn, og bor i et fredeligt forstadsparcelhuskvarter sammen med forældrene. Alt ånder fred og ro, og de største omvæltninger hun skal forholde sig til er, hvornår hun skal (og kan) begynde at benytte en BH.

En morgen vågner de til den opsigtsvækkende nyhed, at Jorden er begyndt at dreje den forkeret vej. Dagene bliver længere og længere - først med 90 minutter længere nat, men hurtigt går det helt amok og intet fungerer længere. Skolerne skal omlægge skemaer og som i enhver katastrofesituation begynder befolkningen at hamstre mad.

Hele verden er berørt, og ingen kan finde en årsag. Er det årevis af CO2-udledning, forurening og anden dårlig forvaltning af Jordens ressourcer af mennesket, der forårsager dette? Man beslutter at holde fast i de 24 timer for at have en fælles referenceramme - men det betyder dage med kun mørke eller dage med sollys hele dagen. Nogle vælger den naturlige - nye - døgnrytme, og sakker dermed langsomt bagefter resten af samfundet og slår sig ned i ørkenen i en slags alternative samfund.

Det bliver selvsagt samtidig en oplagt mulighed for alverdens frikirker og lignende til at proklamere verdens ende. Og samtidig skal Julia håndtere teenageårenes forelskelser, omvæltninger med veninder osv. som er yderligere påvirket af de mange forandringer, de alle undergår.

Det er jo ikke på nogen måde en positiv roman - men den er heller ikke fuld af voldsomme dramaer. Det er den stille og rolige accept af, at verden ser anderledes ud for dem, der nu skal vokse op i den. Det er måske også dens svaghed? Hvis man ikke vil skrive en tjubang-roman - men få læseren til at tænke mere over det etiske i historien, så mangler den dybde. Hvis man kigger på det ellers ret gennemførte website, der er lavet til at understøtte bogen, så er beskeden klart, at vi skal mere hensyn til vores planet. Men bogens personer reflekterer ikke dybere over dette - eller reagerer ved tanken om en langsom og grufuld død - tørst, sult, radioaktive stråler.... de accepterer det og tilpasser sig.

Den var ikke så dårlig som man kunne have forventet, og jeg synes sproget var fint og gav en dejlig rytme i bogen; men der manglede lidt perspektiv i personerne.

The Forbidden Queen - Anne O'Brien

• Engelsk
• 6.-9. maj
• 648 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Endnu en bog fundet i feriehotellets bibliotek, og da engelsk historie interesserer mig faldt jeg for den.

Dog en temmelig middelmådig kvalitet - en yderst romantiseret fortælling om den franske prinsesse Katherine af Valois, som blev gift med den engelske konge Henry V i 1420. Dette var et politisk træk for at sikre England herredømme over Frankrig, som var styret af Katherines bror. Det var et politisk ægteskab, som så mange andre på den tid, og der var næppe tale om kærlighed på trods af fremstillingen i Shakespeares Henry V. Men hun nåede da at sikre ham en arving- som dog aldrig skulle blive konge af England.

Interessen for hendes person ligger snarere i hendes dilemma ved at blive enke som 21-årig og til en kommende konge. Man kunne ikke forestille sig, at hun kunne gifte sig igen - og man kunne slet ikke forestille sig, at hun ikke ville slå sig til tåls med et liv som enke i den alder. Hun havde jo æren af at have en kommende konge som søn?

Men således så hun det ikke! Først faldt hun for en adelsmand, som dog tydeligvis havde en titel som regerende konge i tankerne. Det forhold satte hendes svoger en stopper for, og hun blev tvunget til at leve i sin søns hus, hvor hun var uden for fare. Troede man!

Katherine forelskede sig i sin butler - en forarmet walisisk adelsmand. De giftede sig i hemmelighed, da hun var gravid og tvang dermed forholdet igennem. De fik flere børn sammen, og levede i fred og ro på et slot væk fra hoffet. I romanen slutter historien med, at Katherine frivilligt forlader sin mand og børn for at gå i kloster, da hun aner de begyndende tendenser til den sindssygdom hendes far, den franske konge, også led af. Det er dog ikke dokumenteret - men hendes søn, den senere konge Henry VI (på papiret) led tilsyneladende af samme lidelse. Dog døde hun i klosteret under en fødsel - som 36-årig var det nok en risikable affære på den tid.

Alligevel har hun sin plads i historien. Hendes kongelige søn blev lukket inde i Tower of London, og dræbt af regeringen uden arvinger. Derimod fik hun flere børn med den fattige waliser Owen Tudor, og den ældste, Edmund, giftede sig senere med en adelig kvinde, og deres søn blev den første konge i Tudor-dynastiet, som sluttede med Elizabeth I i 1603.

Jeg har forfatteren mistænkt for en del spinderi - men sådan er det jo med historiske romaner - og fakta omkring de daglige detaljer er jo svære at få fat i. Men samfundsbilledet er nøjagtigt, og giver et interessant billede af en ukendt dronning.

Prædikanten - Camilla Läckberg

• Dansk
• 4.-6. maj
• 425 sider

Jeg havde ganske vist forsvoret at læse mere skrammel af fru Läckberg - men der var mange dage tilbage af ferien, og så faldt jeg over hotellets bibliotek, som pudsigt nok havde en større samling af skandinaviske bøger. Så jeg faldt i fælden!

Der er ikke meget at sige til hverken mit eller bogens forsvar. Det er ikke det papir værd, den er trykt på! En tam historie om en fripræstfamilie med splittelse mellem de to brødre. Et par fætre og kusiner, der ikke kan med hinanden og masser af familiehemmeligheder. Et par unge piger, der findes myrdet - og nogle meget gamle lig, der dukker op.

Man gætter med det samme, hvem morderen er - men fortsætter i håbet om, at man har taget fejl. Det har man så selvfølgelig ikke. At man kan skrive "Usædvanlig flot og ækelt plot" overgår min fantasi? Det er tyndt; dårligt skrevet og en skamplet på litteraturs rygte! Mere er der ganske enkelt ikke at sige.

Celles qui attendent - Fatou Diome

• Fransk
• 3.-4. maj
• 287 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Hvis man vil forstå kompleksiteten i senegalesisk kultur - og for den sags skyld også mange andre afrikanske landes - så bør man læse Diome. Desværre kan jeg ikke se, at hun er oversat til dansk. Synd og skam selvom problematikken fylder mere hernede med tidligere afrikanske kolonier og tætte bånd til Afrika.

I sin debutroman skrev hun om drengen, der for alt i verden ville til Europa for at gøre lykke. I denne roman anskues samme problem fra en anden vinkel.

Arama og Bougna er to mødre på den lille ø Niodio, som begge er mødre til en søn. Arama har mistet sin ældste søn til havet, da han som fisker druknede. Bougna lider under successen, som mandens første hustrus børn har - de er uddannede og får stipendiater til at rejse til udlandet for at studere.

Men deres egne to sønner, Lamine og Issa, kan ikke finde arbejde og lider under samfundets øjne på dem. Bougna overtaler Arama til, at de skal sende deres sønner til Europa også - men på en fiskerbåd sammen med andre bådflygtninge. De holder deres plan hemmelig for landsbyen, de spinker og sparer og endelig finder Bougna på at gifte sin søn til Coumba. Det giver familien lidt penge, og det skulle sikre, at sønnen vender tilbage til landsbyen.

En morgen er de to drenge væk uden at have sagt farvel til familierne. Og så starter ventetiden. Først på at overvinde rygterne om en forlist båd; så hører de fra drengene, der er endt i Spanien som planen var. Dog ikke i Eldorado men i et Røde Kors-center. Stadig tror de dog på, at guldet snart vil strømme tilbage til Senegal - men tiden går.

I mellemtiden gifter Arama sin søn til den unge Daba, som forblændes af håbet om den rige mand, der en dag vil vende tilbage - men han er der ikke på bryllupsnatten, og såvel Daba som Coumba må lide med savnet af en mand, de dårligt kender men som afgør deres status som gifte kvinder og dermed deres bevægelsesfrihed.

Syv år går der. Med sporadiske nyheder og endnu mere sporadiske pengeoverførsler. Indtil Issa en dag står i landsbyen med en ældre hvid kone og et par mulatbørn. En ganske velkendt situation for senegalesiske kvinder, som blot må acceptere, at manden nu lever i Europa med en anden kvinde (de er jo polygamer, så...) og andre børn. Han kommer hjem med penge og den nye familie en gang om året, og så kan hun opvarte dem.

I mellemtiden bliver Daba træt af at vente, og får et barn med en anden. En anden krise, der sikal håndteres, da Lamine pludselig vender tilbage - men afklaret og fast besluttet på at forklare landsbyens unge, at de skal blive hjemme. Han forklarer dem rædslerne i flygtningelejrene og miseren ved at rejse Europa rundt som illegal emigrant.

Begge scenarier er yderst klassiske - lige så vel som mødres ambitioner for deres sønner, og Diome formår at sætte smukke ord på det frygtelige i denne exodus. Man kan blot håbe, at hendes bøger læses i Senegal og kan forhindre andre i at rejse samme vej.

Smuk og nyttig læsning!

Citadel - Kate Mosse

• Engelsk
• 29. april - 2. maj
• 923 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Ligesom sidst jeg læste Kate Mosse var også denne indkøbt til ferie- og flylæsning. Det er det helt perfekt til!

Det skulle tilsyneladende være sidste bind i en trilogi om sydvest-Frankrig og katarerne - emner, som går igennem i de to første bøger, men som er mindre dominerende i denne roman. Heldigvis! Jeg var ikke begejstret for den sidste og syntes, at der var for meget Dan Brown over plottet. Der er stadig to parallelle historier og en snert af en religiøs hemmelighed, men det handler langt mere om modstandsbevægelsen i Frankrig under 2. Verdenskrig.

Historien foregår fra sommeren 1942, da Frankrig er delt i to med Pétain som leder og i samarbejde med tyskerne og frem til 1944, hvor de allierede befrier landet. Den unge Sandrine er lykkeligt uvidende om bagsiden af medaljen af krigen indtil hun en dag redder en ung mand op fra floden. Han forsvinder, men hun bliver selv slået ned og da der dagen efter er en større demonstration i anledning af 14. juli og imod den tyske besættelse får hun for alvor øjnene op for, at noget andet foregår.

Hun involveres stille og roligt i bevægelsen gennem sin søster, som er særdeles aktiv. Hun bliver således hovedkvinden bag en udelukkende kvindelig gruppe af modstandskæmpere i Carcassonne - som hjælper de mandlige maquis oppe i bjergene.

Parallelt følger man historien om munken, der flygter fra Alexandria i 342 med et esoterisk skrift, som skulle have konsekvenser for kristendommen. Han begraver det endelig i bjergene, men myten holder ved og nu vil tyskerne have fat i det.

Det er selvfølgelig et højst usandsynligt plot - men der er en god rytme i spændingen, og ikke mindst en god og troværdig historie om den franske modstandsbevægelse. Der er personer, der efter sigende går igen fra de to tidligere romaner - men efter fem år indrømmer jeg, at detaljerne flød lidt ud lige der. Navnene var bekendte - men de præcise detaljer lidt væk.

Alligevel var det glimrende læsning til flyet og liggestolen de første par dage.