The Loveliest Chocolate Shop in Paris - Jenny Colgan

• Engelsk
• 7.-8. januar
• 464 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

.... og den værste bog, jeg muligvis har læst! 

I lørdags var jeg forbi bogudsalget, og i en 3-for-100DKK-handel kom jeg af vanvare til at tage denne bog under armen. Jeg skulle opereres i ørerne og vidste, at mandagen ville være relativ rolig hjemme på sofaen. Samtidig savner jeg altså Paris; det er snart to år siden jeg sidst var der - det er aldrig sket i mit voksne liv, hvor jeg snarere er kommet 4-5 gange om året. 

Det er bare lutter dårlige undskyldninger; for der er intet, der kan bortforklare, hvordan jeg kan komme så galt afsted! Omslaget - og titlen - burde jo have advaret mig! 

Jenny Colgan har åbenbart specialiseret sig i romaner, der er romantiske med happy end (selvfølgelig) og samtidig har med mad at gøre (helst søde sager). De er allesammen skåret over samme læst: Ung kvinde er utilfreds med sit nuværende lidt kedelige liv, hvor der aldrig er sket noget spændende eller eksotisk. Hun får en mulighed for at ændre det ved at åbne en ny forretning/rejse til udlandet/.... og her ændrer alt sig - hendes personlighed, hendes udseende, hendes kærlighedsliv etc.

Det er så banalt, at man  får det fysisk skidt af at læse det! Men denne version var så hensat til Paris, og med visse sætninger på fransk - eller det skulle det vist havde været. Der var vist ikke et eneste fransk ord, der var stavet korrekt. 

Jeg tror heller ikke, at forfatteren har sat sine ben i Paris? For som læser, der rent faktisk har været i Paris (OK - mere end en gang, og jeg har boet der - men alligevel....) så er den så spækket med fatale fejl, at jeg udelukkende læste den færdig, fordi det morede mig at spotte dem. Her blot en lille samling af de bedste (værste) guldkorn:

1. Man tager på tur i Tuileries-haverne (som ligger foran Louvre), for der er så hyggeligt i skyggen af Eiffel-tårnet. Nu ligger Eiffel-tårnet på den modsatte Seine-bred 3 km derfra. Mit kendskab til astronomi gør mig desværre ikke i stand til at regne ud, om der på noget tidspunkt af året kan være et sammentræf som gør, at solen står således - men min logiske sans tvivler temmelig meget!
   
2. Hun banaliserer Paris og gør det til en stereotyp fremstilling af byen, som den muligvis var for 50 år siden. Fx da hun taler om duften fra bagerierne, der er i gang hele døgnet. Det er de ikke. Lige så vel som de ikke bager brød i København døgnet rundt i de gamle bagerier (hvis vi altså havde nogle tilbage). I Paris kommer man tit sidst på dagen, og må gå derfra uden sit baguette. Så kan man gå til en fast food-kæde, der bager dårligt brød døgnet rundt - lidt ligesom 7Eleven herhjemme. Men det har da aldrig været indbegrebet af parisisk charme!
   
3. Folk, der sidder ude i de lange sommeraftener ved fortovsrestauranterne på Concorde-pladsen??? Nu er Concorde-pladsen muligvis et af de steder i Paris, hvor der er længst til en fortovsrestaurant; for slet ikke at tale om, at der ikke er en eneste på selve pladsen. Man skal et godt stykke ned i Rue de Rivoli og til alle dens turistfælder eller op ad Champs-Elysées for at finde dem. Men på selve pladsen - nej, der er ikke en eneste, som enhver turist ved.
   
4. På et tidspunkt kører de hjem fra Montmartre (nordpå - 18ème arrondissement) for at skulle til Ile de la Cité, som jo ligger midt i Seinen. De kommer ned ad Champs-Elysées - imponerende, da man skulle mene, at man aldrig kommer nær den, hvis man bare kører stik syd. Men de kommer sandelig også forbi Place des Vosges, som ligger langt østligere end den rute ville tage dem. Det virker som én af de elendige amerikanske film i Paris eller Rom, hvor de kommer forbi samtlige monumenter men i helt forkert rækkefølge.
   
5. Så er de berømte kærlighedshængelåse, som nu hænger på Pont Neuf! Inden de blev permanent fjernet og forbudt i 2015 hang de nu ellers altid på Pont des Arts, som jo er en gangbro, hvorimod Pont Neuf er åben for biler. Det var måske derfor, at man valgte Pont des Arts? Blot en tanke!
   
6. Da livets prøvelser er størst for vores uheldige heltinde vil hun ind i Notre Dame - men hun kan ikke komme hen til rækkerne for at bede, da hun ikke har penge til en adgangsbillet. Notre Dame - som alle kirker i Frankrig - har gratis adgang; men man skal betale for at komme op i tårnet. Men sandelig ikke for at komme til at bede i et katolsk land!
   
7. En morgen står vores heltinde op for at tage på arbejde; hun overvejer at ringe til en veninde i London, hvor klokken så er 5 om morgenen - derfor må den jo være 6 i Paris. Men da hun nyder sin smukke udsigt, ser hun skolebørn, der står i kø for at komme med Bâteaux Mouches ud på Seinen! Det var godt nok meget, meget tidligt for franske forældre at have taget deres unger op, sendt dem i skole og allerede være på udflugt? Jeg siger ikke, at det ikke kan være sandt - men det virker jo lidt dumt, når jeg kan finde åbningstiderne på internettet på 3 sekunder - fra klokken 10 om formiddagen. Det er altså rigtig lang tid at lade børn vente!
   
8. Endelig er alle forelskede og glade, og de spiser en superromantisk middag på en italiensk restaurant på Ile de la Cité; oppe på tagterrassen, som er på et udhæng, der dermed er ude ovre selve Seinen! Der er ikke et eneste hus på Ile de la Cité - eller i resten af Paris for den sags skyld, der ligger direkte ud til Seinen. Vi er jo ikke i Venedig! Der er altid en vej foran som første parket til floden. Og dermed ikke en eneste superromantisk tagterrasse, hvor man spejler sine kys i vandet... det ville da være hyggeligt, men ...

Jeg synes, at det er imponerende, at man kan begå så mange faktuelle fejl; en del af dem uden overhovedet at have behov for at tage til Paris for at undersøge sagen. Det er hårrejsende - men det var da det eneste morsomme aspekt ved bogen. Nu ligger den i bunden af skraldespanden!