Saturday, August 5, 2017

Shamanen - Noah Gordon



























  • Engelsk
  • 31. juli - 5. august
  • 652 sider
  • Originaltitel: Shaman

Da jeg bestilte 'Helbrederen', havde jeg i samme omgang bestilt andet bind i Gordons trilogi.
Jeg ved dog ikke, om man oprigtigt kan kalde det en trilogi, når der er så mange år imellem de to første bind? Og jeg har vist allerede besluttet at jeg ikke vil bestille det tredje bind - på den anden side er det sikkert glimrende ferielæsning, når jeg til efteråret skal ud på en 11 timers flytur.

Helbrederen foregik jo i det 11. århundrede med de medicinske forudsætninger og forhindringer, man havde på den tid. I Shamanen er vi nu i Amerika i 1864, hvor den unge Rob J. Cole - også kaldet Shamanen - rejser hjem til familiens gård efter faderens død. Faderen var også en Rob J. Cole - ligesom Helbrederen og som alle førstefødte sønner i slægten siden det 11. århundrede. Ligesåvel som traditionen er, at disse førstefødte sønner bliver læger - hvilket jo unægteligt er nemmere i det 19. århundrede.

Disse sønner har også alle den særlige evne, som gør, at de ved at holde en patients hånd kan mærke om denne snart vil dø. Det minder mig faktisk lidt om Rutherfurds episke historiske romaner, hvor han altid har et særligt træk ved sine personer, der går i arv ned gennem generationerne. Om de har inspireret hinanden er jo svært at sige? Men de startede begge at skrive disse historiske romaner i slutningen af 1980'erne - Shamanen udkom i 1991 samtidig med Rutherfurds Russka. Som jeg nævnte i anmeldelsen af Helbrederen, så var der i den periode åbenbart en trend for historiske murstene - selvom de fleste nu synes at have fået større succes nu et par årtier senere.

Shamanen er i starten af tyverne, da faderen dør og han finder hans dagbøger, og så tages vi tilbage til 1839, da den unge Rob Cole ankommer fra Skotland til Boston. Han er allerede læge - men skal have et arbejde; det lykkes ikke godt i storbyens slum og han er fascineret af indianerne. Så han drager mod vest, og undervejs møder han det jødiske par Jay og Lillian Geiger, som bliver familiens tro venner igennem årtier. Her ser vi selvfølgelig en parallel til Helbrederen - men det jødiske religiøse aspekt spiller en langt mindre rolle i denne historie.

Som en anden nybygger starter han fra bunden i en lille by, der knap kan kaldes en by endnu - men at have en læge er attraktivt for Nick Holden, som sørger for at bygge lokalsamfundet op. Rob Cole møder indianere, der er forfulgte og landløse, og ansætter dem på sin gård. Det er ikke velset af alle, og slet ikke af hans egen hustru, da han gifter sig. Hun er jaloux på den indianske kvinde, der er deres shaman - men som ender voldtaget og knivdræbt; et mysterie, som bliver en del af familiens historie.

Rob Cole og Sarah får sønnen, som også hedder Rob Cole - men får kælenavnet Shamanen som barn. Han bliver dog døv som barn efter mæslingesygdom; men vil være læge som sin far - og man følger hans kamp for at nå dertil. Samtidig er det en politisk tid med tumult, da Amerika splittes mellemnord- og sydstater i spørgsmålet om slaveri.

Både far og søn involveres i Borgerkrigen trods deres pacifistiske principper; og de mødes endog over operationsbordet, hvor faderen endelig anerkender sønnen som læge i sin egen ret.
Der er stadig udvikling i medicinsk historie; basale ting for os som hygiejne - men som stadig var i eksperimenterede stadie dengang - og anset som hysteri af nogle.

Der er visse paralleller til Helbrederen; men det er i høj grad en absolut selvstændig historie, som er sprængfyldt af spænding. Jeg havde en anelse svært ved at blive fanget i starten - men det viste sig at skyldes en god sommerinfluenza; da jeg først kom i gang, blev de sidste 340 sider læst på en dag. 

Så selvom det ikke bliver til tredje bind, så vil jeg bestemt se nærmere på andre af hans bøger.


2 comments:

Donald said...

Det var et interessant plot, tak for det! Jeg synes at det store ved "Helbrederen" (her er minsandten en bog, som jeg fik læst!) er forfatterens beskrivelse af livet i det fattige England som jonglør og som omrejsende gøgler, - kunstens og videnskabernes oprindelse, iagttagelse, formidling.

Men også beskrivelsen af den lange rejse gennem Europa ad de romerske veje, og afsnittet om hvordan de persiske læger arbejdede med især mavesygdomme åbnede for nye perspektiver. Der var dog også afsnit, som var lidt tynde, og man fik helt ondt af kærlighedshistoriens forløb.

Nille said...

Donald,

Hvor skønt, at du har læst Helbrederen - og kan se sammenligningen så. De er meget forskellige jo; men som dig var jeg også ret begejstret for historien om gøglerlivet og tilknytningen til videnskab og medicin på den tid.

Her er der lidt mindre fokus på det lægelige, det var ikke de store kvantespring sikkert lige i den periode under en krig. Men stadig en virkelig god roman synes jeg - men jeg har dog læst, at den sidste som er helt nutidig ikke skulle være knap så god. Og jeg er virkelig også mere fascineret af de historiske romaner.

Så hvis du falder over denne, kan jeg godt anbefale den.