- Fransk
- 28.-30. august
- 435 sider
- Dansk titel: Ikke oversat
Jean Teulé varierer altid fra fantastisk til middelmådigt, da han med sin satiriske genre hurtigt kan komme helt ud af kurs. Hans roman om Charles IX fejlede i mine øjne fuldstændigt - men jeg er på det seneste stødt på François Villon i en del bøger - fiktive eller ej - fra middelalderen. Så et nærmere bekendtskab var på sin plads.
Denne gang blev jeg ikke skuffet - tværtimod blev jeg udfordret; for den unge hr. Villon er et interessant bekendtskab - selvom han næppe var det for sine samtidige. Han er efter sigende født den dag Jeanne d'Arc blev brændt på bålet - i 1431. Han voksede op med sin mor, som to gange var taget i tyveri og derfor havde fået skåret sine ører af. Da hun en sidste gang fanges og denne gang dømmes til døden, afleverer hun ham hos en præst. Men den unge François er ikke meget for kirkelivet, og selvom han får sin munkekåbe tilbringer han mere tid i Paris' taverner med byens udskud.
Han er med på alle unoderne - og digter ballader over samfundets bund; tyvene, luderne, morderne .... Paris var ikke kedelig i middelalderen. Han er med til at opfinde et helt nyt og anderledes sprog - måske den første, der udvikler slang på fransk. Bogen indeholder derfor såvel hans oprindelige digte - på datidens sprog - men heldigvis også en moderne omskrivning. Dog er der så langt fra hans franske til vores nutidige, at rimene forsvinder ved fortolkningen; så man forsøger at stave sig igennem det 600 år gamle sprog med stor morskab.
Villon dræber en politibetjent. Han stjæler nadverbægre fra kirker. Han slår sig sammen med de værste forbrydere i landet. Han rejser rundt med gøglere, der udnytter de handicappede til at tjene penge. Han opholder sig hos diverse prinser ved deres hof - og rejser derfra med deres ejendele. Alligevel får han aldrig noget ud af al sin kriminalitet - han bliver selv bestjålet eller mister sine tyvekoster. Og endelig bliver han fanget. Han sidder i fængsel i næsten et år, hvor han dagligt udsættes for de værste former for tortur, og burde slet ikke overleve så længe. Men han bliver reddet af den nye konge, Ludvig XI, som traditionen tro giver amnesti hver gang han besøger en ny by.
Villon kan derfor vende tilbage til Paris, og nyder for en tid godt af kongens beskyttelse. Men han kan ikke holde sig fra sine gamle venner - og selvom han fysisk er så svækket, at han ikke kan deltage i deres narrestreger, så forfølger hans rygte ham. I 1463 bliver han dømt til eksil - han skal forlade Paris i 10 år, og får brændt et stort P i panden, så ingen er i tvivl.
Og så forsvinder han fra jordens overflade. Er han død - sin unge alder til trods? Eller levede han skjult et sted? Legenderne florerede allerede på hans samtid; og det blev ikke bedre, da hans testamente begynder at cirkulere omkring 1489. Måske blot et tilfælde. Men det er med til at sikre ham hans eftermæle - sammen med hans poesi.
Den er måske ikke nytænkende i formen. Den er til dels i sproget men mest i temaerne. På en tid, hvor troubadourer kun snakkede om yndefulde damer, riddere og ære, da hylder han udskuddene og fremhæver alt det ækle og forkastelige i mennesket. De mennesker han selv kender, og som hører til blandt landets værste. Han skrev ganske enkelt om det han kendte, i stedet for en idyllisk fiktiv verden. Og det appellerede jo selvfølgelig mere til det jævne folk, som fandt deres popidol i ham.