Faldet - Albert Camus

• Fransk
• 10.-11. marts
• 153 sider
• Originaltitel: La chute

Camus' sidste roman er mildest talt heller ikke hans mest tilgængelige; han er jo ikke ligefrem letlæselig - men til gengæld er hans romaner jo sjældent særligt lange, og de fortjener læsning, når man har tid til at fordybe sig i hans ord.

Denne er dog uden tvivl den mest filosofiske og mystiske i hans forfatterskab; og man kan nemt falde i fælden af gå lidt hurtigt henover det. Faktisk stoppede jeg helt op og genlæste 20-30 sider for at være sikker på at få alle nuancerne med. 

Det hele er en lang monolog, hvor man dog fornemmer, at hovedpersonen taler til en anden person; en person han har mødt i en obskur bar i det mindre pæne kvarter af Amsterdam. Fortælleren er franskmand, og er 'flygtet' fra Paris nogle år tidligere. Han var en succesfuld advokat, der altid tog de udsattes sager; manden, der hjalp blinde over gaden; overlod sin plads i bussen til ældre mennesker - og alt andet godt han kunne gøre for at sætte sig selv i et forherligende lys. Han levede for at få denne opmærksomhed og taknemmelighed fra andre.

En dag går han over en af broerne i Paris, og ser en ung kvinde, der sidder ved kanten. Han undrer sig men går videre, da han hører lyden af kvinden, der rammer vandet. En person han stik mod sine principper ikke hjalp! Nogle år senere kommer han igen over broen, og hører en rå latter forfølge ham - sikkert slet ikke møntet på ham; men det bliver dråben, der driver ham ud i en livskrise efter at have forrådt den unge kvinde, der begik selvmord. Han ændrer holdning og får nu trang til at være modbydelig mod alle. At sige grove ord - set i lyset af 1950'ernes kultur er de dog ikke voldsomme i vore øjne; men det er forandringen i ham, der omdrejningspunktet i Camus' 

Han sammenligner Amsterdams kanaler i edderkoppespindmønster med Dantes helvede, og hans eget navn er langt fra valgt tilfældigt - Jean-Baptiste Clamence! Jean-Baptiste som Johannes Døberen, der forudsiger Kristi ankomst og udpeger ham som Guds lam. Clamence er med en let omskrivning til Clémence det franske ord for barmhjertighed - en særegen egenskab for en dommer.

Netop funktionen som dommer er absolut heller ikke uden betydning - slet ikke da fortælleren indrømmer overfor sin usynlige tilhører, at han ejer det manglende panel fra altertavlen i Ghent, hvis franske titel refererer til Guds lam og hvis historie Noah Charney beskriver i den faglitterære bog, jeg læste i efteråret. Det stjålne panel er nemlig det, der forestiller de "De retfærdige dommere", og bliver således en legemliggørelse af den rolle fortælleren må tildele sig selv for at retfærdiggøre hans manglende handling i det afgørende sekund, da en kvinde døde.

Han har forladt sit liv i Paris, og mener selv at have fået et langt bedre liv, hvor han nu sidder og dømmer folk fra alle samfundslag i den usle havnebar. I virkeligheden kan man jo se den mand, hvis liv er faldet fra hinanden af skam, og i stedet lever et forhutlet, fordrukkent og sørgeligt liv, hvor han nok snarere er en pestilens for barens kunder. Han påstå at have modtaget maleriet - det er nok også snarere stjålent. 

Camus berører mange religiøse emner i denne bog på trods af hans højt proklamerede atéisme; men det er tit retfærdigheden og dommen i troen, der optager ham - som det også ses i romanen De Retfærdige. Det er ideen om, at vi opnår forståelse og tilgivelse, og at vi bekæmper had. Så uanset, hvor ateistisk han er - og dog opdraget som en god katolik - så er religiøse temaer konsekvent omdrejningspunktet i hans romaner igennem hele hans forfatterskab. På sin vis er det jo en oprigtig ateist, der kender sin Bibel så godt, at man kan bygge en person op over Johannes Døberen og har alle sine referencer på plads til at forholde sig kritisk til emnet. Lidt mere intelligent end de mange mennesker, der vist snarere er ateister for ikke at betale skat til Folkekirken - og igen tager det mig tilbage til min fikse idé - at alle bøger på en måde nedstammer fra Bibelen. Derfor kommer man langt med at have sine referencer i orden - og jeg skriver mig endnu en gang bag øret, at jeg altså MÅ i gang med at læse Bibelen fra ende til anden.