Nilens Vor Frue - Scholastique Mukasonga

• Fransk
• 14.-16. februar
• 275 sider
• Originaltitel: Notre-Dame du Nil

Den seneste roman af Scholastique Mukasonga er en form for tilbageblik på sin egen ungdom, men i form af en roman med forskellige unge piger, som alle befinder sig på kostskolen Notre-Dame du Nil for unge lovende piger fra Rwandas bedrestillede miljøer. Der er selvfølgelig en blanding af hutuer og tutsier - men med en nøje defineret kvota, så tutsierne konstant ved, hvor deres plads er.

Det er i starten af 1970'erne og der er endnu mere end tyve år til de skrækkelige massakrer - men de har fundet sted i 1960'erne, og inderst inde ved tutsierne, at det aldrig vil ende.

Vi følger de forskellige unge piger i deres opfattelser af verden - ministerdatteren Gloriosa, som anser det for sin personlige pligt at opildne de andre hutu-elever til racehaddet. Veronica og Victoria, som bliver lidt forblændede af den hvide mand, der har den store ranch i nærheden, og forsikrer dem om, at tutsierne er det overlegne folk og, at de nedstammer fra de sorte faraoner i Egypten.

Deres alles holdepunkt er den madonna-figur, der har givet navn til skolen - den sorte madonna ved Nil-flodens udspring, som findes i Rwanda. Men godt nok er hun sort, men hun har den fine lange tutsi-næse, som hutuerne hader, og som under massakren i 1994 bliver det alt for nemme kendetegn for dem, der skulle slagtes. Gloriosa vil ændre næsen, og give den et hutu-udseende; men det ender med at blive startskuddet til endnu en mikroraceskandale på skolen.

De unge piger er splittet mellem deres afrikanske rødder og tro, og deres liv blandt de hvide med deres mad, deres katolske navne, som de skal bruge i stedet for deres egne med så stærke fortolkninger.

De går til troldkvinder, og benytter alle kneb for at holde på kæresten - alt sammen i bedste afrikanske stil; og man bliver fortryllet af deres kultur, mens man samtidig forfærdes over det ulmende had, som aldrig er mere end en lille gnist fra at eksplodere - som det senere gør.

Mukasonga fik den franske Renaudot-pris for denne bog, og det er fuldt ud fortjent, for den er virkelig smuk og tragisk på samme tid, og bragte igen mange tanker frem i mig, som hver gang jeg fordyber mig i afrikansk litteratur, som er så rig men desværre ret ukendt i Norden.