- English
- May 19-22
- 363 pages
- Dansk titel: Appelsinens fem kvarte
I romanen om appelsinerne følger vi livet i en lille fransk landsby tæt på Angers; det er en rammeroman, som fortælles af den aldrende enke, Framboise, som er vendt tilbage til landsbyen for at åbne en lille restaurant - ikke mindst baseret på moderens uvurderlige opskriftshæfte. Som barn boede Framboise i byen under krigen, hvor faderen døde - men hun forsøger samtidigt at gøre alt for at skjule sin identitet for landsbyens beboere. Efterfølgere af ti personer, som er død en skrækkelig død under krigen - en historie Framboise langsomt løfter sløret for godt hjulpet på vej af sin ærgerrige nevø og dennes kone, som vil have fat i opskrifterne.
Det er historien om familiestridigheden, der bliver årsag til, at en skrækkelig familiehemmelighed afsløres. Moderen Mirabelle er som sagt alene med de tre børn - Cassis, Reine-Claude og Framboise (alle smukke navne på bær); og hun er lettere psykisk ustabil. Hvorfor får man faktisk aldrig en reel forklaring på - muligvis mandens død? Men det leder hende ud i et morfinmisbrug, og hun må blandt andet ty til hjælp hos tyskerne for at skaffe medicin. Desuden kan hun ikke tåle duften af appelsiner - men igen gives der ikke en reel forklaring på dette fænomen; en detalje men som irriterede mig lidt, når den nu skal bære hele bogen.
De tre børn er ikke just bekendt med kærlighed i hjemmet - kun gennem moderens kogekunst - og de knytter et stærkt venskab til den unge tyske soldat, Tomas Leibniz, som har et bihverv som stikker og sortbørshaj. Han får børnene til at føle sig vigtige, og Framboise bruger så appelsiner til at bedøve moderen med, så de kan stikke fra hjemmet.
Venskabet med tyskeren ender frygteligt galt; men det er en vel klassisk historie om, hvad der foregik i mindre franske byer, hvor fjenden til sidst også blev en del af samfundet i kraft af deres omgang med lokalbefolkningen. De spiller skak sammen på den lokale café, men de er stadig den besættende magt - og da det kommer for vidt må nogen betale.
Man ved fra starten, at de ti personer bliver henrettet; man aner også, at Framboise har en anden rolle i det, end den offentligt kendte - så derfor er plottet ikke den totale overraskelse. Jeg synes, at den på flere måder mindert om "Brodecks rapport" af Philippe Claudel; blot er denne gennemgående barsk og vellykket og ikke med den evigt nødvendige amerikanske happy end. Der mangler overordnet den sidste bid, som ville have gjort uhyrlighederne virkeligt grumme - og hun når ikke helt til bunds i personerne, synes jeg. Endelig synes jeg ikke, at hendes trang til altid at inddrage det gastronomiske element er nødvendigt for denne roman - tværtimod tager det den plads, der kunne have været benyttet til at få resten finpudset!
2 comments:
Kan det passe at den er filmatiseret? Synes jeg har set en film engang, som godt kunne minde lidt om denne bog...
Hej Malene,
Velkommen til! Jeg ved det faktisk ikke - men jeg kunne sagtens forestille mig, at det kunne være en god film. Muligvis bedre end bogen?
Chocolat var jo ret vellykket som filmatisering - jeg læste kun efterfølgeren som bog efter tilfældigt at være faldet over Blackberry Wine.
Men jeg tror, at plottet og gruen ville virke bedre på film for en gangs skyld. Muligvis fordi hendes jeg-fortæller afslører for meget for hurtigt - det kan jo ændres i en film, hvis man ikke benytter en første person.
Post a Comment