Trudi la naine - Ursula Hegi

• French
• May 23-28
• 730 pages
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg er jævnligt i tvivl om det er en god idé at læse anmeldelser inden man erhverver sig en bog - smag og behag er vidt forskellig; og medmindre det er venner, der anbefaler mig bøger, er der jo en overvældende risiko for, at min smag ikke passer med en ukendt anmelders. Alligevel havde jeg smuglæst et par anmeldelser efter at have købt denne tykke bog - igen om 2. Verdenskrig; og de var ikke specielt positive.

Jeg genlæste et par anmeldelser et par hundrede sider inde i bogen - og de understøttede den fornemmelse, jeg havde og var det generelle kritikpunkt.... at det var nogle meget langtrukne sider jeg skulle igennem. Men så besluttede jeg mig for ikke at lade mig diktere af dette, og da jeg havde timevis af transport i netop den uge, havde jeg tiden til at komme igennem den - hvilket skulle vise sig ikke at være et problem til sidst!

Men starten på Trudis eventyr er lidt træg! Bogen starter i 1915 i en lille imaginær landsby tæt ved Düsseldorf, som hedder Burgdorf (et glimrende pseudonym for en ny på tysk!). Trudi fødes som dværg af forældrene Leo og Gertrud; Leo er hjemvendt fra krigen og hans kone Gertrud begynder at opføre sig mærkeligt. Hun ender med at dø på et asyl, da Trudi er fire år gammel, og den lille pige opvokser alene sammen med faderen.

Trudi har en særlig evne mener hun selv - hun kan se, hvad andre tænker og i visse tilfælde, hvad der sker med dem i fremtiden. I realiteten skyldes dette nok snarere, at hun som dværg betragtes som lildt tilbagestående og uanset sin alder som et barn; det udnytter hun til at overhøre andres samtaler og hun bliver hurtigt til landsbyens historiefortæller. Ikke nødvendigvis på den gode måde - Trudi er ikke et helt igennem sødt og altruistisk menneske! Hun er bitter over sin skæbne, og forsøger som barn at blive længere ved at hænge sig i alting. Hun bliver forfulgt af drengene i landsbyen, og undgår med nød og næppe et voldtægtsforsøg som 14-årig; hun vil have hævn over drengene, og forsøger at nedkaste en trolddom over dem.

Alle disse elementer er selvfølgelig udelukkende i hendes fantasi og ensomhed; en voksende frustration over, at venner forlader hende eller ikke offentligt vil kendes ved hende på grund af hendes forskellighed. Hun bliver jo forelsket som alle andre - men ingen tager hende rigtigt alvorligt; kun når hun spreder historier om byens beboere. Historier som ikke er falske, men som dog minder grusomt om sladder.

Da bogen følger Trudi frem til 1952 spiller krigen selvfølgelig en stor rolle; nazisternes fremgang og indvirkningen på den lille by, hvor tyskere og jøder hidtil har levet sammen. Trudi ændrer taktik fra at sladre til at holde mund, da hun sammen med faderen begynder at skjule jøder i huset. Bogen bliver dermed en slags dannelsesroman, hvor Trudi med tiden affinder sig med sin skæbne og kommer overens med den rolle mange af de andre protagonister har spillet i hendes liv og hun i deres. Det er en bittersød erkendelse af, at på trods af alt, så er hendes skæbne ikke værre end så mange andres.

Det er netop kritikpunktet i flere anmeldelser - at tempoet er langsomt, og der er en overflod af detaljer og beskrivelser. De første par hundrede sider er da også meget præget af dette; der er utroligt mange personer i hele byen - men det tjener til at opbygge portrætterne af dem inden krigen bryder ud, og de hver især handler forskelligt. Dog glider det noget nemmere efter denne lange passage, og man kan jo se, at det var 'nødvendigt' for den videre handling. Det kunne muligvis have været forkortet - men det skaber jo også bogens stemning; og jeg blev fanget af fortællingen.

Slutningen var lidt for tåget til mig; hun vikler sig ud i nogle forestillinger og parabler, hvor man ikke længere ved om det er fantasi eller galskab... eller hendes drømme, der igen tager over. Det var en lidt ærgerlig fornemmelse til sidst efter en ellers udmærket bog.