The Winter Vault - Anne Michaels

• English
• April 5-8
• 336 pages
• Dansk titel: Endnu ikke oversat
• Titre français: Pas encore traduit

Da jeg var barn holdt vi ferie et år i Tessin i Schweiz; med udsigt til en sø, som var opdæmmet, og hvor man nogle dage, hvor vandniveauet faldt, kunne se resterne af de landsbyer, der tidligere havde været beboede. Det var en fornemmelse, som virkelig gjorde indtryk på mig - at se de huse stå forladte og forestille sig, at mennesker havde boet der og en dag måtte pakke alt for at forlade deres hjem. Den erindring vendte meget tydeligt tilbage efter mere end 25 år, da jeg læste Michaels nyeste roman.

Efter at have læst hendes første roman for nylig, måtte jeg med det samme eje den nyeste og jeg fandt den samme fantastiske melankoli og poesi i hendes sprog; ordene er nøje afvejet - ikke et for meget eller for lidt. Det er utrolig stringent skrivning, hvor der ligesom i den første roman siges mange ting imellem ordene; og hvor jeg igen tog mig selv i at genlæse sætninger flere gange på grund af deres poesi eller essens, der skulle trænge ind på flere niveauer.

The Winter Vault fortæller først og fremmest historien om Avery og Jean; et ungt par, som mødes da Avery arbejder på bygningen af en dæmning i Canada i 1960'erne. De gifter sig, da Avery får et job i Egypten på det store projekt med bygningen af Aswan-dæmningen og ikke mindst flytningen af monumenterne ved Abu Simpel. Måske var den iscenesættelse også medvirkende til at øge min begejstring for bogen; jeg nåede ikke selv helt ned til Abu Simpel - men jeg har været i Aswan, sejlet ned ad Nilen mod katarakterne før dæmningen, og man kan nemt genkende den fornemmelse af storhed og afmagt man føler, når man står foran de imponerende egyptiske monumenter.

Michaels temaer drejer rundt om tab, minder, sorg - ligesom i den første roman; i denne er døden igen et overvejende tema, men også tab og sorg i selv. Både Avery og Jean berøres meget dybere, end de havde forventet, af flytningen af templet - menneskets indgriben i tusinder gamle fredede gravsteder; men også af flytningen af alle de nubiske landsbyer, som må give plads til dæmningen. Har man reddet noget ved at flytte disse mennesker og monumenter - eller har man tværtimod mistet noget? Hendes research er ganske dybdegående, og jeg måtte stoppe og søge efter navnene på de byer - og personen Hassan Dafalla, som i romanen er ansvarlig for flytningen af befolkningen, er en reel person, som gjorde et kæmpe arbejde; og som personligt var meget imod denne flytning.

Under hele denne oprykning og rekonstruktion mister Jean et dødfødt barn; og den sorg skiller hende og Avery ad. Hun kan ikke forholde sig til sin ene lille sorg set imod den enorme sorg, der er ved at så mange mennesker har mistet. De rejser hjem til Canada, og skilles. Jean møder den polske jøde Lucjan, som er en overlevende fra ghettoen i Warszava. De tilbringer laneg nætter med at fortælle hinanden historier fra deres liv; og Lucjan fortæller hende om genopbygningen af Warszava efter krigen - symbolikken i at ville genopbygge en nøjagtig kopi af den by, der var forsvundet og samtidig gemte på en menneskelig massegrav under sine ruiner.

Der er selvfølgelig paralleller at drage mellem de historiske episoder, og det er den lærdom Michaels karakterer forsøger at forstå og tage med sig for at komme ud over deres personlige sorg; samtidig går de tilbage til hendes egne forældre og til Averys forældre, fordi vi alle har en historie om tab og sorg vi skal bearbejde. Michaels benytter ligesom i den første roman mange billeder fra botanikkens, geologiens og arkitekturens verden - Jean planter blomsterfrø om natten ud fra tanken om, at alle steder indeholder et minde for en person, og måske kan hun genkalde de minder for dem ved at plante en blomst på det sted.

Hendes personer er meget eftertænksomme og melankolske i deres livsanskuelse, vel nærmest lidt pessimistiske til tider. Men de er også genkendelige og universelle, og selvom der er mange spring i tid og sted hjælper det blot til at understrege, at disse begivenheder er universelle og, at de vil gentage sig.

Det var absolut ikke en skuffende anden roman; selvom mange temaer går igen, så er hendes helt unikke skrivestil med til at gøre det til en ny oplevelse. Begge hendes romaner kan varmt anbefales.