Le premier homme - Albert Camus

• French
• April 25-26
• 380 pages
• Dansk titel: Det første menneske

Jeg ville oprindeligt læse denne roman efter en diskussion med en ven om Camus - det er jo så interessant en begrundelse som mange andre; men efter et par få sider, var jeg totalt grebet og færdiggjorde den på to dage. Romanen er ufuldstændig - Camus var i gang med at skrive den, da han døde i 1960, og man kan forestille sig, at det endelige produkt ville have været en meget stor roman set ud fra noterne til den.

Bogen er en selvbiografi, men navne er ændrede og datoer er ændrede, men så marginalt, at man egentlig kan undre sig over, hvorfor han har gjort det. Faderens dødsdag under 2. verdenskrig er fx ændret med blot 6 dage - men ikke stedet. Visse steder har skolelæreren, moderen og venner deres rigtige navne, mens de andre steder er ændrede. Den franske udgave, jeg læste, er tro mod det ufærdige manuskript. Fodnoterne henviser til Camus' egne udstregninger, noter om andet ordvalg og det er både interessant og lærerigt, men vidner også om processen med at skrive en roman. Jeg synes, at det lige så meget som historien, gav et billede af personen Camus - hans reflektioner over, hvad og hvorfor han skal skrive visse ting, rykke rundt på rækkefølgen eller ganske enkelt bruge et andet ord.

I efterskriftet findes der hans noter til resten af den uafsluttede roman, og især ét citat er måske yderst centralt. Da han skriver: "Det, han ønskede mest i verden, var, at hans mor kunne læse, hvad hans liv og krop var, men det var umuligt. Hans kærlighed, hans eneste kærlighed ville for altid forblive stum." Camus' mor var fattig, uudannet, analfabet og måtte opdrage de to sønner alene efter faderens død - hvilket i praksis overtages af bedstemoderen med en resigneret, uengageret beskuende mor. Forholdet til moderen er uden tvivl et af de store temaer - tragedier - i hans liv; og ved som barn at få stipendiat til at blive student og senere blive forfatter, har han villet vise moderen, at han kunne noget!

Romanen er også en glimrende skildring af kårene for det, som man på fransk kalder pieds-noirs; de franske, som udvandrede til Algeriet i midten af det 19. århundrede for at bygge et liv op fra bunden. De var franske statsborgere på fransk territorie, men følte sig ikke som franske - og som Camus blev mange født i Algeriet uden nogensinde at se fædrelandet; hvilket han dog gjorde. Det er en befolkningsgruppe, som stadig er stor i Frankrig - efter Algeriets uafhængighed i 1962 måtte mellem 200-300.000 pieds-noirs vende tilbage til et fædreland, hvortil de ingen bånd havde; ingen familie, ingen venner - eller sågar et hus at bo i. Men de var franskmænd. Man kan derfor ikke lade være med at undre sig over, hvordan Camus ville have beskrevet eller kommenteret den del af historien, som han ikke levede længe nok til at opleve.

Camus lever som barn i den fattige del af Alger; hans familie omgås andre franskmænd eller pieds-noirs af anden europæisk oprindelse, men ikke lokalbefolkningen på et privat eller socialt plan. I øvrigt eksisterede den slags ikke i en tilværelse, hvor det hver dag gjaldt om at få mad på bordet først og fremmest. Hvor tanken om en uddannelse var absurd, fordi man som 10-årig skulle ud at lære et håndværk - men Camus får en skolelærer, som bliver den far, han aldrig havde; og i bogen sluttes der med kopier af brevveksling mellem de to, som er utroligt interessant også, fordi læreren blandt andet diskuterer undervisning i en sekulær stat, som er et af grundprincipperne i den franske forfatning.

Romanen følger i meget detaljerede beskrivelser hans forhold til bedstemoderen, moderen, den lidt mindre begavede onkel - men man hører ikke meget om forholdet til broderen. Der er tydelig dominans af moderen, på trods af, at hun er så lidt involveret i hans liv - i hvert fald mindre end Camus selv ønsker sig det. Romanen er muligvis ikke sat op i den endelige form, den skulle have haft - der er kapitler fra barndommen iblandet kapitler fra starten af 1950'erne, hvor Camus besøger faderens grav i Frankrig, men også vender tilbage til Alger for at besøge moderen, som nægter at forlade landet. Der er til tider passager, der strækker sig over flere sider uden et punktum, som muligvis skulle have været finpudset i en færdig udgave - jeg synes ikke, at det er en skrivestil, han ellers brugte. Men som helhed er det en glimrende roman - interessant på flere planer, og man sidder ikke med en følelse af en brat afslutning - dog med en ærgrelse over, at den aldrig blev færdig!