L'étranger - Albert Camus

• French
• April 27-29
• 186 pages
• Dansk titel: Den fremmede

Jeg læste Den fremmede for mange, mange år siden - faktisk tror jeg, at det var én af de første 'klassikere', jeg forsøgte mig med på fransk for at læse den i originalversionen. Efter at have læst Det første menneske greb jeg den igen for at læse den med nye øjne. Jeg vil ikke her komme med en længere redegørelse af historien, da alle sikkert kender den - og ikke mindst symbolikken i den. Mit første indtryk ved at læse den igen så mange år efter er, at den rent teknisk er umådelig nem. Det er en lille roman med en kort, præcis struktur - men ved denne læsning så jeg pludselig alle de paralleller, der er til Camus' eget liv.

For det første foregår romanen i Algeriet - måske ikke underligt, eftersom Camus, da han skrev den i 1942 knap kendte andet. Men så er der faderen, som han aldrig har kendt - og hvor han i slutningen skriver, at denne far engang havde overværet en henrettelse; den historie er overgivet til ham fra hans mor om hans egen far. Romanens hovedperson, Meursault, har også levet alene med sin mor - her er der ikke tale om anden familie; men han er jo noget mindre emotionelt knyttet til hende. Hvad der i sidste ende er en altafgørende medvirkende faktor til hans dødsdom - de manglende tårer til moderens begravelse, som indleder romanen.

Selv ved denne genlæsning formår jeg ikke at gennemskue, om Meursault bliver offer for et komplot - af vennen Raymond, som får ham til at føre pennen og senere giver ham våbnet og fører ham til de personer, han selv gerne vil af med? Er Meursault lidt naiv - eller er han bare så uinteresseret i alt og alle omkring ham? Som Marie, som han ikke kan få sig selv til at sige, at han elsker - ikke af fejhed; men ganske enkelt fordi den slags ord og følelser ikke siger ham noget - han forstår ikke deres betydning og vel knap betydningen for andre mennesker af at kunne have den slags følelser?

Det virker absurd, at et menneske kan leve og eksistere uden den mindste form for reaktion - hans største reaktioner i bogen er vel under retssagen; men det er en slags konstaterende undren over, at han skulle være årsag til det postyr og til tider en slags uretfærdighedsfølelse over, at han i sidste ende ikke får lov at tage en beslutning, da det jo trods alt er hans liv. Han er tilskuer til sit eget liv igennem hele romanen - det er absurditeten i sin pureste form.

Selvfølgelig er den interessant at læse i sig selv - men med læsningen af hans selvbiografi gave den yderligere en indsigt i hans inspiration og tankegang; og så er det jo bare fantastisk læsning!