Les arpenteurs du monde - Daniel Kehlmann

• French
• April 1-4
• 299 pages
• Dansk titel: Opmålingen af verden

En meget anderledes bog, som jeg ikke rigtigt ved, hvad jeg skal synes om. Jeg har det generelt lidt svært ved fiktive romaner om reelle personer. I dette tilfælde er min begrænsede viden ydermere hæmmende, da jeg ikke umiddelbart kan gennemskue, hvilke dele er fiktion eller ej.

Carl Friedrich Gauss og Alexander von Humboldt var begge genier på hver sin måde; de var begge tyskere og samtidige, og dog utroligt forskellige. Gauss kom fra ualmindeligt fattige kår, men det blev hurtigt tydeligt, at drengen var et matematisk geni. Det skaffede ham et stipendiat, og han overhalede hurtigt alle andre og skrev allerede som 21-årig sit hovedværk Disquisitiones Arithmeticae, som dog først blev udgivet tre år senere. Han var et utålmodigt menneske, som næppe havde megen forståelse for, at ikke alle besad hans intellekt; men samtidig var han som mange genier sær på sin egen måde og havde det bedst hjemme hos sig selv.

Humboldt kom fra et noget andet socialt miljø, og hans bror blev senere både diplomat og en anerkendt filosof. Humboldt interesserede sig tidligt for naturen i al dens mangfoldighed. Han er et utålmodigt væsen ligesom Gauss; men for Humboldt handler det om at rejse og opleve og undersøge. Han er 30 år, da han tager på sin fem år lange rejse til Syd- og Centralamerika, hvor han udforsker vulkaner, bjerge, flora osv.

Bogen beskriver i skiftende kapitler de to mænds liv og personlighed; en del fakta er reelle, men selvfølgelig er dialoger og personlige tanker fiktion, omend den virker plausibel ud fra, hvad man kan læse om de to mænd. På et tidspunkt i slutningen af 1820'erne mødes de to i Berlin, da de begge er midaldrende. Dette møde kan jeg til gengæld ikke finde information om, og det er givetvis her forfatteren har fundet sin basis for romanen. De er så diametralt modsatte i deres levevis, men som videnskabsmænd har de selvfølgelig noget til fælles - og på trods af deres til tider lidt nedladende syn på den anden, udvikler de i romanen et venskab, som fører til en korrespondance, da Humboldt i 1827 (som 58-årig) tager på en ekspedition til Rusland.

I slutningen af bogen, hvor deres liv væves sammen i den samme handling, fornemmer man deres livstræthed - af den slags, som 'great minds' nok føler, når de erkender, at deres vigtigste øjeblikke er ovre. De ser de unge benytte deres metoder, og fordi de er så anerkendte, kan de ikke længere udleve deres passion, men er kransekagefigurer hvor de end kommer frem. Humboldt kan dårligt komme ud i naturen i Rusland; han mødes med planter og sten, som allerede er samlet for ham, mens han hives med til utallige receptioner.

Kehlmann går også så langt som til at beskrive Humboldts homoseksualitet, som dog aldrig er dokumenteret - da det var en tid, hvor den slags ikke blev omtalt. Det er dog ret sikkert, at det er sandheden - og det er vel også en forfatters frihed at digte lidt? Men det er stadig et element, som pirrer mig lidt i denne slags romaner; måske fordi jeg har det bedst med enten fiktion eller fakta?

Der var episoder, hvor jeg var lidt i overfladen - lange matematiske eller geologiske beskrivelser går nok over mit hovede; men jeg er til stadighed forelsket i bøger fra dette forlag... skriften, papiret... det er ypper nydelse at læse bøger, som føles så lækre mellem hænderne. Jeg havde også behov for at slappe af og læse på fransk; jeg har læst mange engelsksprogede bøger på det sidste, og nogle gange er det godt at vende tilbage til ens 'modersmål'.