D'autres vies que la mienne - Emmanuel Carrère

• Fransk
• 11.-13. juli
• 334 sider
• Dansk titel: Andre liv end mit

Der er virkelig ingen logik i, hvilke franske bøger, der oversættes til dansk! Denne havde jeg absolut ikke forventet, men det viser sig, at en del af Carrères bøger er oversat - og jeg opdagede ham først ved et tilfælde forleden dag. Hans bøger er - ifølge ham selv - lidt kyniske og barske; men det er jo ikke nødvendigvis skidt. Flere af hans bøger er også dokumentariske som denne, og det øger jo intensiteten og påvirkningen, synes jeg.

Bogen starter, da Emmanuel Carrère og hans samlever tager på juleferie i Sri Lanka vel vidende, at forholdet halter, og at flytte sammen med sammenbragte børn måske ikke kan lykkes for dem. Carrère selv er i tvivl om han nogensinde kan blive - eller har været - lykkelig eller i stand til at gøre andre lykkelige. Men dagen efter rammer tsunamien, og pludselig har de ikke tid til at tænke over deres forhold. De er i sikkerhed, men møder et fransk par, hvis lille datter Juliette på fire år er død. De hjælper og er sammen med dem og pigens morfar i dagene efter, og indtil de kan blive fløjet tilbage til Frankrig. Det mærker dem, og de beslutter at gøre en indsats. Samtidig siger bedstefaderen til Carrère, at han som forfatter må skrive om denne tragedie.

Hjemme igen skal de forholde sig til Carrères svigerinde, Juliettes, kræftsygdom, som er blusset op igen efter, at hun som 18-årig havde kræft, og en forkert strålebehandling gjorde hende nærmest lam i benene. Hun er 33 år, og har tre små piger, og en mand, hun elsker ubetinget. Hverken Carrère eller hans samlever tilbringer meget tid med Juliette, som foretrækker at kæmpe alene. Men de er der, da hun dør og dagen efter mødes hele familien med en tidligere kollega, Etienne, som selv har fået amputeret et ben på grund af kræft. Han fortæller om Juliette, som han arbejdede sammen med som dommer, og da de forlader ham, siger også han til Carrère, at han bør skrive om det - om hendes liv!

Så Carrère skriver denne roman om de to mennesker, han knap kendte, som var vidt forskellige i alder - men som begge døde. Starten handler mere prosaisk om tiden i Sri Lanka og hændelserne op til Juliettes død den efterfølgende sommer. Derefter er det Carrères interviews med vennen og kollegaen, Etienne; enkemanden, Patrice og venner og anden familie, som tilsammen giver portrættet af Juliette. For at fortælle Juliettes historie må han også fortælle Etiennes; om hans sygdom, om deres ligheder - og om deres fælles kampe for retfærdighed.

Der er passager med temmelig meget forbrugsret, som ærligt talt kan være svær at forstå - og kan virke malplaceret midt i denne tragiske fortælling. Men det er der, fordi det var Juliette og Etiennes kamp for de små i samfundet; dem, som selv var en minoritet, og havde måttet kæmpe for at opnå deres stillinger. Det kunne muligvis have været forkortet - på den anden side giver det et afbræk, så bogen ikke bliver lutter elendighed.

For slutningen er barsk; historien om Juliettes sidste dage og timer og afskeden med de små døtre er barsk læsning, når man selv har mistet til kræften. Jeg var temmelig opløst til sidst! Men det er jo også livsbekræftende - især for Carrère, som var midaldrende og ikke syntes at have noget at fremvise som emotionelt resultat af sit liv! De andres korte, men intense, liv sætter hans eget forspildte liv i perspektiv, og han bruger disse erfaringer til selv at komme videre. Han lægger ikke skjul på det - og nogle kan finde den tanke morbid; men det morbide er vel egentligt blot at indrømme det, som andre ville tænke for sig selv?

I anmeldelsen i Kristeligt Dagblad, som jeg har linket til, skriver de pudsigt nok, at emnet og måden, det behandles på kan virke forfærdeligt selvhøjtideligt litterært elitært fransk - men, at det ikke er det. Det er derimod ualmindelig almindeligt og hverdagsagtigt - men de rigtige dårlige hverdage, som får én til at tænke lidt dybere over tingene.