PORTRÆT - fortællinger fra en pandemi - Therese Vadum - Sidsel Lauge West

 

• Dansk
• 31. oktober
• 264 sider

Man kan måske synes, at Corona har fyldt rigeligt i vores liv nu og vi skal videre - eller tilbage til normalen? Men jeg fandt denne bog til en rund femmer i et bogudsalg med brugte bøger, og den var i stort set urørt stand. Det kan også blive lidt repetitivt at læse så mange versioner af den samme historie.

Men jeg købte den mere som et "minde" til min bogsamling. Om nogle årtier vil alt dette være glemt eller fordrejet af tidens øjne, der ser anderledes på det, der skete i foråret 2020, da Danmark lukkede ned.

Bogens forfattere har givet muligheden for at give ordet til et bredt udsnit af danskere - alle aldersgrupper, professioner og bosteder i landet. De har indtalt deres oplevelse af de første måneder af pandemien og lockdown, og deres portræt er taget igennem en rude for at illustrere den afstand og isolation, som prægede tiden.

Historierne er så skrevet ned, og hvert opslag har et foto på højresiden og teksten på dansk og engelsk på venstresiden - så der reelt kun er 25% tekst i forhold til bogens sideantal, hvis man vælger at læse den danske version. Det gjorde jeg - især fordi de engelske oversættelser var ret kluntede; det var direkte oversættelser og det fungerer altså ikke.

Måske er den ikke voldsomt interessant lige nu; vi husker allesammen stadig, hvordan det var - men jeg ser det som en "investering" i min bogsamling til senere.

Jeg læste dog alle historierne - og selvfølgelig er der gentagelser, da mange oplevelser er de samme. Men der er også nogle historier, der skiller sig ud og markerer.

The Love Songs of W. E. B. Du Bois - Honorée Fanonne Jeffers

 

• Engelsk
• 24.-30. oktober
• 816 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

En mursten af en roman, der havde stået på reolen i nogle måneder - den egnede sig bestemt ikke til ferielæsning i den størrelse. 

Det er forfatterens første roman efter at have udgivet adskillige digtsamlinger med fokus på afroamerikansk historie og især slaveri. Det er også omdrejningspunktet for historien om de familier, vi møder her.

Bogen indledes med et flere sider langt persongalleri med meget præcise informationer om fødsels- og dødsår; dernæst hvem, der giftede sig med hvem - så familietræet følges i mere end tohundrede år.

Men det er ikke et simpelt familietræ. For den første person, vi møder er indianer - Amerikas oprindelige folk, som blev fordrevet, da de første europæere koloniserede landet. Men så blandes blodet i form af et ægteskab med en afroamerikaner, og længere nede i familietræet er der utallige eksempler på, hvordan slaverne enten frivilligt eller under tvang får børn med deres hvide ejere.

Historien fortælles af den sidste i linien - Ailey, som er født i 1973 - og som nedstammer direkte fra den allerførste. Men med mange svipture - for med tiden er to familier der lever i det samme lille område i Georgia blevet rystet godt sammen genetisk.

Det kræver sit at holde styr på genealogien, og der hjælper de indledende sider selvfølgelig. Men derudover er bogen inddelt i flere parallelle forløb. Der er den oprindelige historie, som kronologisk tager os fra familiens grundlæggelse med indianerne; i separate kapitler - eller sange - som afbryder den nutidige historie. Den nutidige historie om Aileys liv fra hun er barn til 2007, indledes hver gang med et citat eller digt af den afroamerikanske borgerretsforkæmper W. E. B. Du Bois, som primært var aktiv fra slutningen af det 19. århundrede til hans død i Ghana i starten af 1960'erne.

Det er stærke citater om afroamerikanernes kamp for frihed og lighed, og spiller samtidig en rolle i romanen som Aileys grandonkels store forbillede.

Aileys historie er én om at finde sin vej i livet; hun er født i en tid, hvor segregationen officielt er slut - men skal stadig kæmpe sig frem under studierne, hvor fordommene blomstrer i fuld flor. Hun bærer en familiehistorie af slaver og slaveejere; sorte og hvide; og har en stærk tilknytning til familiens land og til tider ser  hun den mystiske kvinde, som er en reinkarnation af det oprindelige folk - med et tvist af afrikansk animisme.

Det er virkelig mange ting, der foregår. I starten skulle jeg lige ind i historien og det tog lidt tid med alle de skiftende synsvinkler. Sangene om familiens fortid er meget detaljerede, og forfatteren uddyber selv den mindste lille afstikker, så man er bekymret for om hun kan finde hjem igen. Men man gribes af de skæbnerr, som primært drejer sig om kvinderen - et andet centralt tema i bogen er nemlig feminismen, og hvordan den afroamerikanske kultur opfatter kvindens rolle ikke mindst i den frigørelse, de gennemgår.

Der er nogle stærke passager, hvor Ailey som historiestuderende dykker ned i arkiver og finder detaljer om sine forfædre - både de gode og de onde. Men pludselig taber hun pusten, synes jeg. Fra at være utroligt detaljeorienteret ender det hele lidt brat, og med en del løse ender i Aileys historie. Måske blev det pludselig en for lang roman og så stoppede hun? Jeg kunne godt have tænkt mig en bedre balance mod enden, for da var jeg totalt opslugt af Ailey og hendes familie. Ikke desto mindre er det en virkelig god og kompleks roman, som også sætter spørgsmålstegn ved den amerikanske historie - for i bogen ser vi jo tydeligt, at alle måske har blandet blod i sig også når det ikke ses!

Tre dage i april - Jesper Bugge Kold / Mich Vraa

 

• Dansk
• 20.-23. oktober
• 394 sider

Efter deres succesroman om hospitalsskibet Jutlandia er forfatterduoen trådt et skridt længere tilbage i Danmarkshistorien - men temaet forbliver det samme, og der bindes en fin sløjfe til Pigen fra det store hvide skib til sidst.

I 1945 nærmede krigen sig endelig sin slutning, og den svenske greve Bernadotte har indgået en aftale med tyskerne om at hente danske kz-fanger hjem i det, der skulle blive kendt som de hvide busser.

Dagmar er 27 år gammel, og gift med Poul, som er avisredaktør i Vamdrup i Jylland. De har to små døtre, men i 1944 bliver Poul taget til fange for illegale publikationer. De danske kz-fanger skulle efter sigende være samlet fra forskellige lejre, og nu alle sidde i Neuengamme syd for Hamburg. Der er skevet meget - og der kan findes meget information om disse forhandlinger; og der er også nogle moralske skrupler at fordøje. For evakueringen af skandinaver var også en studehandel, hvor andre blev transporteret til den visse død.

Men nu tager Dagmar afsted med en af busserne - nummer 474. Hun er tidligere næsten færdiguddanet som sygeplejerske, men alligevel blver turen en barsk oplevelse for hende. Allerede lidt syd for grænsen ved Padborg opdager de krigens gru; selvom Danmark var besat, var huse ikke i ruiner. Nu ser de resultatet af fem års krig og ikke mindste nazisternes sidste krampetrækninger for at slette spor, og redde sig selv forud for de krigsdomstole de jo ved må komme.

Historien er opdelt i tre lige store dele - f ned til Neuengamme, som reelt set er én lang dag. Dernæst historien om evakueringen og turen hjem til Danmark igen. Det hele tog nemlig jun tre dage - men tre dage, der mærkede de frivillige for livet.

Den sidste del handler om livet efter; Dagmars mand, Poul, er hårdt psykisk medtaget - han vil ikke tale om, hvad der skete i lejren. Men Dagmar kan se, at det er anderledes end for de danske fanger, hun så i "sin bus", og som generelt var nogenlunde godt behandlet. De danske politiske fanger havde en højere status end fx jøderne, og der var andre diplomatiske hensyn at tage.

Dagmar inden krigen var en ung kvinde, som levede et relativt privilegeret liv som redaktørfrue i en provinsby; en stor villa, to dejlige børn - og ikke andre bekymringer end at sætte håret og sørge for, at maden stod på bordet, når manden kom hjem.

Turen med de hvide busser ændrer dette; og i slutningen af bogen ser vi en helt ny Dagmar, som nu står på egne ben og magtbalancen i ægteskabet er forandret. Det er jo ikke ulig den frigørelse mange kvinder oplevede lige efter krigen. De havde pludselig haft en anden rolle, og var ikke længere tilfredse med at vende tilbage til kødgryderne. Det var ikke "blot" en verdenskrig; det var også en kulturel brydningstid.

Dagmar ender bogen med at stige ombord på Jutlandia; de nævnes ikke ved navne, men hun er en af de kvinder, som Molly fra den roman møder.

Det er interessante historier om kapitler i dansk historie, der er vigtige at fortælle. Den faktuelle research er imponerende - men der var nogle fejl i tidsangivelse, som var virkelig overflødige og irriterende. Men alt i alt en hurtigt læst interessant bog. Men de skal selvfølgelig også passe på det ikke bliver for permanent en skrivestil eller emnekilde.

Silkeormen - Robert Galbraith

 

• Engelsk
• 15.-19. oktober
• 592 sider
• Originaltitel: The Silkworm

Nu er jeg jo gået i gang med Rowlings krimiserie skrevet under pseudonymet Robert Galbraith; og de skal nok spredes lidt ud over de kommende måneder og ikke læses i et stræk. Men det er altid god og let underholdning. Så da jeg var færdig med første bind, måtte jeg på en lille jagt for at investere i de to næste.

Strikes assistent, Robin, blev jo hos ham efter opklaringen om fotomodellens selvmord - men hun vil mere end blot at være assistent. Det skaber lidt gnidninger i forholdet til kæresten, Matthew, som ikke just er fan af den uslebne diamant, som hendes chef Cormoran Strike er.

Strike selv begraver sig i alt det arbejde, der er kommet efter berømmelsen - og forsøger at glemme, at hans eks nu skal giftes med en rigere og smukkere mand end ham selv. En mand, som også er intakt i modsætning til Strikes manglende halve ben. Der er stadig dæmoner på spil i hans sjæl - men de skal arbejdes væk.

Så da han opsøges af konen til en forfatter, accepterer han jobbet selvom hun næppe har penge til at betale ham. Men manden er forsvundet - og selv om han jævnligt forsvinder med elskerinder eller blot for at isolere sig og søge opmærksomhed, så viser det sig hurtigt, at det er noget andet denne gang.

Lige inden sin forsvinden har han afleveret et manuskript til sin forlægger; en eksplosiv bog, som udstiller såvel private venner som andre forfattere og hele hans tætte kreds i forlagsverdenen. Alle er karikerede og flere personlige hemmeligheder er slet skjulte i en makaber historie, der ender med et endnu mere makabert mord. En litterær iscenesættelse, som pludselig bliver til virkelighed, da forfatterens lig findes myrdet præcis som beskrevet i bogen.

Strike - og Robin - går i gang med at undersøge alle protagonisterne fra bogen; for alle kunne have et motiv med disse afsløringer. Det viser sig at være en kompleks historie, og selvom man hurtigt mistænker enken, så er Strike på de svages side.

Jeg synes det er lidt for lang en roman; næsten 600 sider for at komme til konklusionen kunne have været gjort nemmere. Samtidig er genfortællingen af romanen ret tung at forstå - ikke at det er afgørende for plottet; men det er en roman i romanen, hvor man skal afkode, hvem der karikeres hvordan.

Jeg kan se, at nogle af de senere bind i serien er oppe over tusind sider - og det er virkelig voldsomt for en krimi, der helst skal køre i et godt og hurtigt tempo. Men der er samtidig den parallelle historie om Strikes fortid, om Robins forhold til kæresten og deres samarbejde, som i slutningen af denne krimi ser ud til endelig at falde ud til Robins fordel.

A Library at Night - Alberto Manguel

• Fransk
• 12.-14. oktober
• 375 sider
• Fransk titel: La bibliothèque, la nuit

Forsiden kunne få én til at tro, at det er en krimi, der foregår i et bibliotek - men det er alt andet end det! En bog om biblioteker skrevet af en forfatter med en dyb kærlighed til bøger - og ikke mindst deres naturlige habitat.

Alberto Manguel er en argentinsk forfatter, der har boet flere steder i verden - blandt andet i Sydfrankrig, hvor han byggede sit drømmebibliotek til at rumme sin enorme samling af omtrent 30.000 bøger. Det er jo tal, der kan få enhver bogelsker til at drømme - med mine knap 2.000 er jeg langt derfra; og vil nok aldrig få plads til så mange.

Manguel har skrevet flere bøger om sin passion for bøger, og i netop denne handler det som sagt om biblioteker. Manguel beskriver bibliotekets historie - fra de første kendte samlinger af papyrusruller eller tabletter til det berømte bibliotek i Alexandria til de helt moderne biblioteker. Hvordan de indrettes arktiektonisk med lysfald og struktur; hvordan de organiseres (der er her flere ret utrolige systemer!); hvordan de bruges (både segregationen i USA og nazisternes systematiske udryddelse af jødiske bogsamlinger) til personlige biblioteker. Det hele er ligeledes illustreret med små tegninger og fotos, men jeg måtte stadig have gang i Wikipedia hele tiden for at tilfredsstille min nysgerrighed.

Han behandler også emner, som antallet af bøger? Han har ikke selv læst alle de mange bøger, han har - men argumenterer for, at det ikke er nødvendigt. Det er glæden ved at være omringet af bøgerne, der er udslagsgivende for ham. 

Han diskuterer organisationen - alfabetisk, tematisk, farveorden, sprogorden - der er mange muligheder. Jeg kunne se ud fra hans ideer, at min egen organisation er en skøn blanding af det hele - der er temaer med alle sprog blandet, men også flere hele reoler med fx alle de franske paperbacks i alfabetisk orden, da de er samme størrelse (og farve).

Bogen er skrevet i 2005, da internettet stadig var en nyere opfindelse - og det berører han selvfølgelig også. Specielt om det vil kunne erstatte et fysisk bibliotek - og selvfølgelig som vi ved i 2022, er der uendelige fordele ved internettet. Men at læse en avisartikel fra 1969 fx - vil aldrig give os den kontekst vi får ved at læse hele avisen fra den dag den første mand gik på månen. Jeg har selv en stor samling af gamle aviser som fx fra juli 1969; og der kan jeg jo læse om månelandingen men også konkludere en hel masse ud fra den plads og position, det har i avisen. Hvilke andre nyheder var der også den dag - og hvor rangerede de så i forhold til så stor en begivenhed?

For Manguel er læsning, bøger og biblioteker en udnyttelse af alle fem sanser; og hans kærlighed til emnet er smittende og virkelig interessant læsning. En helt fantastisk og lærerig bog!

Gøgens kalden - Robert Galbraith

 

• Engelsk
• 9.-11. oktober
• 560 sider
• Originaltitel: The Cuckoo's Calling

Jeg har aldrig læst Harry Potter; jeg er generelt ikke til fantasy - og selvom genren er lidt anderledes, er jeg nok lige en generation for sent på den til at være blevet fanget af den trend. Jeg har heller ikke set filmene. Så jeg har absolut intet at sammenligne med. Men jeg kan godt forstå, at en forfatter vælger et pseudonym til en lancering ovenpå en så massiv succes.

Jeg trængte til en lidt lettere læsning - og så er en krimi altid en god idé. Jeg regnede også med at finde den på biblioteket - men da den var udlånt, kom jeg til at købe den. Det betyder jo, at jeg nok kommer til at købe de næste også, så serien er komplet.

Som i alle krimiserier er der nogle klassiske temaer - good cop, bad cop: I dette tilfælde Cormoran Strike som den forhutlede detektiv, hvis kæreste forlader ham. Han er ukonventionel og lidt barsk, men bærer på nogle dybe sår i krop og sjæl. Og som modspil er der hans vikar, Robin, som jo nok bliver et permanent vedhæng - hun er den ordentlige, organiserede og rolige, som pludselig opdager en ny verden på denne arbejdsplads. Hun er nyforlovet - men det holder nok ikke tænker jeg! Der er jo potentiale for lidt flirten de to imellem i de senere krimier?

Cormoran Strike er som sagt også præget af sine erfaringer; militærpolitibetjent med et amputeret ben, og nu single. Han bor på kontoret og er nærmest bankerot - men forsøger at skjule det for Robin. 

Så da han får en sag fra en barndomsvens bror virker det som manna fra himlen. Sagen er måske lidt banal, da jeg synes den trækker visse paralleller til kendte historier fra engelsk presse - den unge smukke kvinde, der forfølges af paparazzier og er psykisk ustabil - og ender med at begå selvmord.  Hendes kæreste er en bad boy skuespiller; narkoman, sminket og radmager. Absolut en skummel type!

Men det er selvfølgelig ikke ham - og vi rives med ind i en verden af designere og modelliv; men også en speciel familiebaggrund, hvor de onde ikke nødvendigvis er de onde.

Jeg var ganske glimrende underholdt, men synes måske den var lige lovlig lang til sidst - den historie kunne godt have været kortet lidt af. Men Galbraith (Rowling) skal jo også tegne billedet af både Strike og Robin til fremtidige bind i serien; og jeg er selvfølgelig nysgerrig på mere nu!

Nous sommes éternels - Pierrette Fleutiaux

 

• Fransk
• 1.-8. oktober
• 843 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

En kæmpe mammut af en bog, som er en klassiker i moderne fransk litteratur; bogen udkom i 1990 og citeres igen og igen for sin kærlighedshistorie, som er anderledes og foruroligende. Og så er den jo bare enorm med sine næsten tusind sider! Det kan jo fungere uden problemer, hvis man fænges af en historie - men jeg er stadig meget i tvivl om, hvad jeg synes om den?

Hovedpersonen er Estelle, som fortæller sin historie over de mange sider. En historie om en mærkelig familie - faderen, som er advokat og altid med hovedet i sine papirer. Moderen, Nicole, som tit har nervøse sammenbrud mens hun drømmer om et liv som ballerina, som ikke lykkes. Der er den mystiske personnage, Tirésia, som bor hos familien og nabosønnen, Adrien. Og i centrum af historien Estelle og hendes lillebror, Dan.

Fra Dan fødes indgår de to i en pagt, som med tiden udvikler sig til kærlighed - af den helt forbudte slags mellem søster og bror - men det forbliver en antydning og ikke eksplicit i historien. At det er kompliceret er dog klart; for det er hele konstellationen af personer, der bor sammen og skjuler ting for hinanden og for de to børn.

Da Estelle fortæller sin historie er hun den eneste, der er tilbage. Dan er død, og hun prøver at finde en mening med tilværelsen uden ham og deres kærlighedshistorie, som også blev deres endeligt.

Det tager i mine øjne for mange sider med væverier, som er virkelig svære at holde gejsten oppe ved - men som læser får man til sidst en forklaring. Den gør ikke historien mindre tragisk, og det er selvfølgelig deri, at det store drama ligger. At alt det fortiede kunne have sparet så meget ulykke.

Men det er nok for specielt for mig; og dermed blev den alt for lang.