Rum - Emma Donoghue

• Engelsk
• 15.-16. august
• 410 sider
• Originaltitel: ROOM

De seneste års Kampusch- og Fritzl-skandaler må jo nødvendigvis også finde vej til litteraturen; og måske netop på grund af denne sensationsfaktor havde jeg endnu ikke læst Donoghues berømmede roman om dette emne, hvor hun tydeligt har ladet sig inspirere af denne form for psykologisk traume. Men da jeg så først kom i gang var jeg solgt.

Sproget er lidt barnligt, da historien fortælles af den fem-årige Jack, som bor med sin mor i Rum. Alting i hans verden er nærmest personificeret - for der er kun en af hver næsten. Der er en Seng, en Plante, et Tæppe, et Klædeskab, ... og så er der et TV, hvor man kan se en masse ting, som faktisk ikke findes i virkeligheden. For virkeligheden er Rum, hvor Jack bor med sin Mor, som heller ikke har et andet navn. Han kender kun til Rum, og denne tosomhed med mor - og så Gamle Nick, som kommer om aftenen, når Jack sover i Klædeskab og som også bringer mad og nogle gange noget ekstra godt om søndagen.

Jacks mor har i fem år ladet ham leve i den tro, at det er sådan verden er. Men hun kan også mærke, at som han vokser op, bliver pladsen for trang og hun kan ikke længere stimulere ham med de opfindsomme lege, de har. Der er fx legen, hvor de stiller sig på bordet og skal råbe op mod ovenlysvinduet så højt de kan - men den leg må de ikke lege i weekenden. Gennem Jacks uskyldige fremstilling af tingene får man afdækket den grusomme sandhed bag - og hvordan moderen på intelligent vis forsøger at få dem ud uden at forklare sandheden overfor sønnen.

Hans verden er udelukkende denne, og hvorfor skal man så have lyst til at se noget som helst andet? Det er hans første reaktion, da moderen forklarer flugtplanen for ham. Han skal spille syg - som jo var årsagen til, at Fritzl-skandalen blev afsløret - men det mislykkes i første omgang. Så skal han spille død og bæres ud i Tæppe. Deres plan  lykkes - men nu står de jo overfor en helt anden udfordring - verden udenfor.

Selvom det hele er fortalt med Jacks femårige øjne - og alene at formå det er jo lidt af en præstation i sig selv - så forstår man sagtens også moderens traumer ved at genfinde sin familie; både dem, der stadig håbede og dem, der havde begravet hende. Der er også dilemmaet med et barn, hvis far er kidnapperen - hvordan kan man godtage det som sit søde barnebarn. Og der er mediernes abnorme tilstedeværelse - alt sammen de ting, vi har set i forbindelse med de afsløringer, der har fundet sted de senere år. 

Dog vil jeg mene, at udslusningen er foregået mere blidt end i bogen her; man har ikke så hurtigt set børn blive præsenteret i medierne. Og det er denne proces, Rum også beskriver. Det virker så utroligt barskt, at man har en lille tåre i øjnene - men den sluttes alligevel med et glimt af håb efter et par barske op- og nedture efter de slipper ud af Rum. Jeg forventede absolut ikke, at jeg ville blive så grebet af en bog, jeg på forhånd havde stemplet som lidt for 'nem'.