L'affaire de l'esclave Furcy - Mohammed Aïssaoui

• Fransk
• 5.-6. februar
• 223 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

En fransk historiker har sagt, at historien om slaveriet er en historie uden arkiver. Det er ikke forkert.

Der eksisterer en masse samtidig dokumentation for slavernes tilhørsforhold; beskrivelser når de skulle købes og sælges eller optegnelser over straffe udmålt til slaver, der forsøgte at flygte. Men der findes uendelig få historier skrevet af slaverne selv. Det giver jo selvfølgelig mening, når man ved, at de færreste fik lov at lære at læse og skrive. Men det er skræmmende, hvordan en så grusom del af historien kan forsvinde i tågerne.

Netop derfor fangede det den franske journalists interesse, da han ser udbudt på en auktion en bunke dokumenter, der skulle omhandle en retssag for én af de mange anonyme, der tilbragte deres liv i lænker.

Furcys mor, Madeleine, var indisk, og rejste til Frankrig i 1760'erne sammen med en enlig kvinde, der ansatte hende - men ikke ejede hende. Og deri lå hele spiren til den senere historie. Denne dame går i kloster, og overdrager ansvaret for den unge pige til en Madame Routier, der skal tage hende med tilbage til Indien. Men rejsen stopper i Mauritius, og pludselig er Madeleine blevet til en slave.

Men inden hun dør, opnår hun sin frihed - men det sørger man bekvemt for ikke at fortælle hende to børn, Constance og Furcy. I 1817, da han er 31 år gammel, finder han dog ud af sagens sammenhæng, og går fluks til retten for at opnå sin egen frihed. Det var på den tid en noget dristig beslutning, og problemet lå selvfølgelig ikke udelukkende i det enkelte tilfælde - men i de fikse idéer, det kunne sætte i hovederne på de 16.000 andre slaver på øen.

Furcys skæbne er historien om denne rettergang; om principperne for frihed. Mauritius var en fransk koloni men knap 30 år efter den franske revolution er alle principper om frihed, lighed og broderskab altså en smidig størrelse, når den fortolkes uden for landets grænser. Men i Frankrig siger loven, at ingen kan være slave og derfor skal man bare sætte fod på fransk jord for at blive en fri mand.

Men Furcy er i Mauritius, og da det skaber problemer, bliver han sendt til Réunion, hvor han fortsætter sin slavetilværelse fra 1818 til 1838. Endelig kommer han til Paris, og i 1843 efter et helt livs kamp mod myndighederne opnår han sin fridom. Derefter ved man ikke meget om ham - ligesom man heller aldrig finder ud af, hvornår han præcist er født. Hvornår døde han? Fik han børn og har han i dag efterkommere i Frankrig eller andre steder? Hans ejeres efterkommere og hele deres livshistorie kan spores uden problemer - men slaverne er forsvundet i anonymiteten.

Der er nogle slaver, der har beskrevet deres historie. Den mest berømte er muligvis den amerikanske slave Frederick Douglass' enrindringer, som jeg læste for nogle år siden, og som er et reelt flot vidnesbyrde fra en, der levede midt i denne tid. Der er selvfølgelig Haleys nok så berømte Rødder, som jeg selv ikke var begejstret for og er en kommerciel løgnagtig udnyttelse af folks pinsler.

Men det er stadig et vigtigt tema, som også ses af den succes den nye film Twelve Years A Slave har vist. Problemet er nok desværre, at historien kun er dokumenteret fra den ene side - den hvide overlegne side; mens den anden side er forestillinger og ideer med manglende dokumentation. Så det er historisk interessant, at der eksistererer nogle få som Furcy, der har efterladt os sin historie.