- Engelsk
- 16.-17. november
- 326 sider
- Dansk titel: Ikke oversat
En anden af de tre bøger, jeg købte i sidste uge i Anne Franks hus i Amsterdam fortæller historien fortalt af den kvinde, der nok var tættest på Frank-familien - Miep Gies. Hun var østriger, men blev sendt til Holland som barn for at få god mad og blive fedet op, da hendes egen fattige familie ikke kunne sørge ordentligt for hende. Hun kom aldrig tilbage til dem - men måske var det med til at udvikle hendes omsorg for de svage. Hun var selv blevet frataget en mor og far i en ung alder, selvom hun endte med at blive lykkelig i sit nye hollandske liv.
Hun kom til at arbejde for Annes far i hans firma i starten af 1930'erne, og begyndte hurtigt at se familien privat, og lærte dermed Anne at kende, da Anne blot var fire år gammel. Miep var ikke jøde, men forstod hurtigt den fascistiske fare, og kæmpede imod den. Så da Otto Frank, Annes far, spørger om hun kan magte at bære hemmeligheden af deres skjulested lige midt på hendes arbejdsplads, siger hun ja. Og hun accepterer også at være budbringer for dem - sørge for mad, livsnødvendigheder, men også ganske enkelt en livline til verden udenfor.
Hendes beskrivelse er voldsom. Den er om livet i Amsterdam under krigen, og især den fare hun gennemgik ved at hjælpe de efterhånden otte personer i annekset, som Anne kaldte det. Problemerne ved at skaffe mad; angsten for sygdom og behovet for en læge - og selvfølgelig gruen den dag, de bliver arresteret i august 1944. Det var Miep, der sørgede for at fjerne Annes dagbog fra skjulestedet, da nazisterne var kørt med dem. Hun læste den aldrig, men gemte den i en skuffe til Anne kom tilbage.
Det gjorde hun ikke - men Miep gav den til Annes far, som jo som bekendt udgav den. Miep selv læste den faktisk først mange mange år senere, da hun følte sig klar til det.
Jeg græd en del tårer undervejs, må jeg indrømme. Det er en meget stærk historie, og Miep Gies levede til hun var 100 år gammel. Hun havde måske alt for mange år til at tænke tilbage og savne, da alle andre jo var døde før hende. I denne udgave er der et smukt interview med hende i forbindelse med hendes 100-års fødselsdag; et fint punktum for et utroligt liv og årsagen til Annes berømthed.
Efter at have læst beskrivelserne fra de andre piger og kvinder, der mødte Anne i lejrene, og nu denne, er det vist tid til at genlæse dagbogen, og få cirklen sluttet derefter med den sidste bog fra Annekset - Anne Franks fiktive historier, som jeg ikke anede også var udgivede.
2 comments:
Hun havde måske alt for mange år at tænke tilbage - alle andre var døde før hende - er det hvad vi kan forvente os af livet? Du har evnen til at tilgive og lære og bruger det, det er for mig grund nok til at blive gammel, og jeg tror også at Miep forstod at hun betød noget for yngre generationer.
Donald,
Jeg synes faktisk, at det må have været utroligt hårdt at leve så mange år alene med de minder? Men selvfølgelig skal de lektioner også bruges til at blive gamle med fred i sindet. Og hun har jo formidlet historien til så mange, som har lært af den. Det er i sig selv en flot ting at efterlade - men alligevel fandt jeg det trist at læse. Men det gælder sikkert også andre, der bliver meget gamle og ikke længere kan finde nogle at dele minderne med?
Post a Comment