Fru Marie Grubbe - J. P. Jacobsen

• Dansk
• April 27-29
• 239 sider
• Bogudfordringen 2011

Det er helt umuligt at finde et forsidebillede af denne gamle sag, som blev mit bud på Bogudfordringen for april måned. Jeg havde flere fantastiske idéer i starten af måneden, men måtte som tiden gik indse, at jeg nok ikke kom afsted for at købe bøgerne - og med en påskeferie kneb det med læsetid. Så det måtte blive rovjagt i reolerne, hvilket absolut heller ikke var skidt!

Fru Marie Grubbe kan jeg se af købsdatoen, som jeg altid skriver i mine bøger, læste jeg første gang, da jeg var 15 - derfor er udgaven jo for længst udgået.... og min hukommelse er også rustet en anelse siden da. Romanen udkom i 1876, så det var lige indenfor grænsen; dengang udkom den med den datidspopulære undertitel "Interieurer fra det syttende århundrede", som åbenbart er sløjfet i senere udgaver.

Historien er både historisk men også tidlig symbolisme og naturalisme med den overvældende plads naturen indtager; sproget er jo ikke nutidigt, og det flyder helt sikkert på en anden måde, end vi i dag er vant til - som i denne passage:

"Der er en blomst, der kaldes for perlehyacinth, som den er blå, således var hendes øjne i farve, men de var som den trillende dugdråbe i glands og dybe som en safirsten, der hviler i skygge, De kunne sænkes så dybt som en sød tone, der dør, og løfte sig så kjækt som en fanfare. Vemodigt - ja, når dagen kommer, så ruste stjernerne med et sløret skjælvende skjær, sådan var hendes blik, når det var vemodigt."

Når Jacobsen beskriver Marie Grubbe er det tit og ofte med den slags malende beskrivelser, som fokuserer på hendes læber, øjne eller andet - inden han når til den egentlige personlighed. Men Marie Grubbe var jo også en reel dansk historisk person, som han skulle forsøge at angribe på en anden facon end ved en traditionel biografi, som vel nok var det mest kendte på den tid. Jacobsen forsøger at komme ind under personen og forklare, hvorfor hun handlede som hun gjorde. En kvinde, der var født på en tid med store klasseskel; men som ikke affandt sig med den plads, hun var blevet tildelt - men som opsøgte den ægte kærlighed eller lykke. I dette tilfælde i form af den fattige kusk, Søren.

Da jeg genlæste bogen efter så mange år, var det primært tydeligt, at jeg bedre nu fik nuancerne i sproget med - dengang har jeg muligvis ikke dvælet så meget ved sætningernes rige ordindhold, for det tager trods alt tid at læse de relativt få sider. Jeg bemærkede også, at jeg fandt en vis lighed med Dina fra Wassmos trilogi - en anden stærk kvindeskikkelse, som ikke lader sig indordne under datidens regler. Måske Wassmo har fået inspiration fra Jacobsen eller blot fra den kendte historie om Marie Grubbe?

For mig var det en lykkelig genlæsning, og omend ikke så krævende som mine planer var, så er der også mange gode danske klassikere fra perioden, som sikkert ikke læses nok længere - fordi vi fik nok i gymnasiet?