Når en dansk forfatter - dog skrivende på engelsk - opnår så stor international opmærksomhed, så syntes jeg, at jeg ville læse bogen. Dog var jeg jo rigeligt advaret, når den generelt omtales med henvisning til Dan Brown! Men visse ting lærer jeg vist aldrig, kan man blot konstatere.
Historien starter jo selvfølgelig også som en skattejagt. Julie er en ung amerikansk kvinde med en tvillingesøster, Janice. De er vokset op hos deres tante Rose efter, at forældrene døde mange år tidligere ved en trafikulykke i Italien, hvor faderen kom fra. De to piger er meget forskellige - den generte, stille Julie og den udfarende for-meget-af-alting Janice; så det kommer som et chok for Julie, at Janice har arvet hele huset - og hun ingenting.
Men tantens italienske butler, Umberto, giver hende et brev med henvisning til nogle dokumenter i en bankboks i Siena i Italien. Julie rejser til Italien uden at vide, hvad hun kan forvente. Det er selvfølgelig startskuddet til en hel serie hændelser - og det hele med rod i historien om Romeo og Julie. Hun har selv altid været fascineret af Shakespeares historie, og hendes afdøde mor var tilsyneladende lige så besat af den - og 'arven' viser sig at være blandt andet en række fortællinger. De viser hende, at Shakespeare ikke opfandt historien (et almindeligt kendt faktum) og, at den ikke foregik i Verona oprindeligt; men i Siena i det 14. århundrede.
Parallelt med Julies oplevelser i den toscanske by, får man den 'rigtige' fortælling om Romeo og Julie - som efter sigende skulle lede Julie til en grav med en statue med øjne af ædelsten. Nu virker det på mig totalt utroværdigt, at den moderne Julie som person ville kunne stjæle de ædelsten for på den måde at kunne sikre sig lidt arv - men hun tager jagten op. Selvfølgelig er hun ikke alene - for undervejs møder hun den nutidige version af stort set alle personnager fra historien fra 1340... helt ned til en hund med den samme navn! Som for at understrege den udødelige kærlighedshistorie - men det er lidt patetisk.
De skal selvfølgelig allesammen grueligt meget igennem; der er en moderne Romeo, som først er bad guy og så alligevel ikke - eller? Der er munke, heksekunster og familiefejder. Der er de to søstre, som endelig finder hinanden - og sandheden om deres familie. Der er en hæsblæsende jagt i Sienas undergrund, hvor de finder Romeo og Julies grav; men som i alle disse romaner, som har oversvømmet bogmarkedet de senere år, så lader man skat være skat fordi det er bedre for menneskeheden, gravfreden osv.
Jeg synes, at de sidste 150 sider var ulideligt lange, for udfaldet var jeg jo ikke i tvivl om, og jeg orkede ikke hele møllen med happy ever after, som synes at være nødvendig. Så er det en god bog? Den er underholdende til tider; men den er desværre skåret efter den læst, som Brown og mange andres også er - det kan sikkert gøres med et computerprogram blot ved at indtaste en ny historisk periode og et evigt mysterie samt lidt geografiske koordinater... og så kom der denne gang en middelalder-toscansk roman ud af det. Mere er der vist ikke at sige om det.
No comments:
Post a Comment