Ikke en egentlig 'læsebog' - mere en nydelse af at begrave sig i hendes univers og genopfriske hendes ellers velkendte historie inden udstillingen næste lørdag.
Jeg har set filmen om hendes liv; så der var ikke meget nyt i den forstand. Alligevel lærte jeg nogle ting især om specifikke mexicanske planter og dyr, som har en symbolik, der indgår i hendes malerier. Nu skal de bare ses i levende live!
Boris Vian's roman fra 1956 er vidunderligt surrealistisk og ubegribelig med sine mange forskellige personnager og vanvittige iscenesættelser. Han leger med sproget på samme måde som Queneau gjorde det næsten samtidig; de revolutionerer legen med det franske sprog, og der er passager jeg slet ikke kan forstå, hvordan man kan oversætte til dansk?
Som i tredje del kapitel 8, hvor præsten spørger hvor mange svesker, der er i en æske 'agent-svesker' - agent-æske fordi det er målet på en type emballage til ammunition. Men på fransk udtales det på præcis samme måde som Agen - den by i Frankrig, der er berømt for sine svesker. Blot et eksempel på mange små detaljer, som jeg ikke kan forestille mig kan oversættes - og måske forklarer, at netop denne periodes franske bøger er stort set umulige at finde på dansk i dag.
Bogens personnager er mangfoldige og mystiske; der er en hel del, hvis fornavn starter med A - og deriblandt en del, som har pigenavne selvom de er mænd (og i bogen omtales det som et hundenavn); der er en hermit, som ikke lever alene og absolut ikke i religiøs afholdenhed - og den føromtalte præst, som hele tiden må bøje sin tro for at leve op til den. Han spørger konstant om hvor langt eller hvor meget - men uanset svaret, vil han ikke acceptere mere end tre. Imod romanens slutning øges det til fire.
Men primært er det historien om Anne og Angel; to unge mænd, som er én og samme person. De er forelskede i Rochelle, men på hver sin måde, som illustrerer til dels den kødelige og sanselige kærlighed og på den anden side den åndelige evige kærlighed. De drager ud i en ørken i et ukendt land - Exopotamien - for at bygge en jernbane.
Ørkenen er et mytisk sted - med en troslinie, som hvor den bliver sort afgrænser den kendte verden og ender i døden. I ørkenen er der flere personer - en arkæolog, som har sine slaver arbejdende for sig under jorden; en italiensk restaurantejer, hvis restaurant skal rives ned fordi den ligger præcis på den linie, hvor jernbanen skal bygges.
Anne og Angel - de to sider af samme person - kæmper om Rochelle. Angel - den følsomme - observerer, hvordan den kødelige kærlighed æder Rochelle op; så hun ikke længere 'kan bruges'. Så han vender sig i et kort øjeblik mod Cuivre, som er arkæologens assistent. Rochelle på fransk betyder klippe (jordsymbolet), og Cuivre er kobber (ildsymbolet). Derudover er der en Lavande (lavendel og symbolet for luft) og en Olive, som kunne være symbolet for vand. De fire elementer er samlede i en roman, som også antager en alkymistisk proportion.
Da Angel's angst for, at det kødelige skal overtage hans fine tanker om evig kærlighed, skubber han Anne ned i en grotte... han sender vennen tilbage til klippen, men dræber ham samtidig; derefter dræber han Rochelle, og vender tilbage til den anden surrealistiske verden, de kom fra.
Der er mange andre aspekter i denne roman - og Vian's egen postface til den er, at man skal genlæse den; ikke senere men med det samme. Det kan han - udover at ville promovere sine egne bøger - have ret i! Alene navnene er ikke tilfældigt valgt - og den kræver absolut en genlæsning. Både for det groteske humoristiske i den, men også for at læse den fra starten med den viden, man har i slutningen.
Ariah og Gilbert er nygifte og på brylluprsrejse i Niagara Falls i juni 1950; Gilbert er præst og Ariah en lidt genert gammeljomfru i den tids øjne - men på bryllupsnatten fuldbyrder de ægteskabet. Denne voldsomme oplevelse får Gilbert til at stå tidligt op næste morgen og kaste sig i vandfaldene; han er homoseksuel - men hvordan udleve det på den tid?
Ariah bliver og leder efter sin mand - i en underlig trance, som år senere får folk til at tro på legenden om den unge enke, der selv kastede sig i vandfaldene. Det gør hun dog ikke - men hun kaster sig i armene på advokaten Dirk, som kommer til stedet for at hjælpe hende. De får tre børn, men Ariah selv - og læseren - får aldrig at vide om den førstefødte søn er Gilberts eller Dirks.
Ariah's liv er præget af dette korte første ægteskab; hun er for evigt overbevist om, at Dirk vil forlade hende for en anden og hun våger over sin lille familie som en høg. Da Dirk en dag bliver involveret i en skandaløs retssag om miljøsvineriet omkring byen, og ser en ung kvinde, hvis barn er død af forureningen, tror hun således, at de har en affære. Hun smider Dirk ud, og kort efter ender han i vandfaldene - på årsdagen for Gilberts død. Han er blevet dræbt af de magtfulde i byen, der ikke så med milde øjne på hans svigt af overklassen for at redde arbejderne fra forureningen.
Fra den dag lukker Ariah sig endnu mere inde; den, der lever skjult, lever bedst - er hendes devise. Hendes børn må intet vide om faderen, og hun afskærer sig fra al kontakt til Dirks rige familie. Hendes børn bliver selvsagt ikke harmoniske og velfungerende, og som voksne og teenager må de hver især tage deres interne kampe; de skal også gøre op med sig selv, om de kan elske den moder, som har berøvet dem en identitet - som de alligevel mindes om dagligt via de andre børns drillerier.
Bogen beskriver alle personernes tanker - og til tider sker der måske ikke særligt meget; det er en samtidsamerikansk familiehistorie om, hvor meget man kan ødelægge sit liv ved at lukke sig inde. Hvor vide konsekvenser det kan få for børnene og hvor meget spild man kan bruge sit liv på. 'Faldene', som de kaldes på engelsk har selvfølgelig her en dobbelt betydning - eller flere endda; men jeg følte alligevel, at der manglede den endelige udløsning for alle personerne. Børnene får aldrig kendskab til moderens første ægteskab - muligvis er det ikke nødvendigt for, at de anerkender hende som den hun er. Men det forstyrrede mig!
Det var den første roman jeg læste af denne forfatter - og selvom den var udmærket, så er det på ingen måde en uforglemmelig oplevelse. Jeg ved ikke, om jeg vil udvide bekendtskabet - hun er tilsyneladende en særdeles produktiv dame; så muligvis!
-------------------------------------------------------------------------
Ariah et Gilbert sont deux jeunes mariés en voyage de noces aux chutes de Niagara en 1950; Gilbert est pasteur et Ariah une vieille fille selon les normes de l'époque. Leurs fiançailles ont été un peu coinçés ou juste puritains comme cela se faisait. La nuit des noces est donc une découverte totale et le lendemain à l'aube Gilbert se jete dans les chutes. Il est homo, mais impossible de l'avouer voire de le vivre dans les années 1950!
Ariah reste sur place pour rechercher son mari; elle parait si mystérieuse aux yeux de tous que vite une légende nait autour de cette jeune veuve qui hante les chutes, et se jete elle-même dedans dans son deséspoir. Elle ne le fait pas - elle se jete dans les bras d'un jeune avocat, Dirk, appelé pour aider. Ils ont trois enfants, mais Ariah elle-même - et le lecteur - ne saura jamais si le premier fils est celui de Dirk ou de Gilbert après cette nuit honteuse après le mariage.
La vie d'Ariah est marqué par ce premier mariage; elle pense que Dirk va aussi brusquement disparaître ou la quitter et elle veille sur sa famille comme une lionne. Quand Dirk s'engage dans un procès contre les grosses industrielles qui polluent la ville, il rencontre aussi une femme dont la fille est morte des suites de la pollution. Ariah pense qu'il la trompe et elle le mets dehors. Peu après il meurt dans les chutes - le jour anniversaire de la mort de son premier mari! Il a été tué par les riches de la ville qui n'apprécient guère son aide aux pauvres ouvriers.
A partir de ce jour Ariah s'enferme et crée une nouvelle vie pour ces enfants; une vie où le père n'a pas existé et où il n'y a qu'eux. Ses enfants grandissent dans ces non-dits et en souffrent; d'autant plus que les autres enfants en parlent et se moquent d'eux. En grandissant il sont chacun leurs batailles - ils ont leurs démons qui leur disent de ne pas aimer la mère; et ils veulent connaitre la verité sur leur père.
Le livre raconte les pensées intimes de tous les caractères - et parfois cela se passe dans un silence absolu; c'est surtout le récit de tout ce qu'on peut perdre en se réfusant de vivre et quelles conséquences cela peut avoir sur les enfants et une famille. Un portrait typique d'une famille américaine dans cette époque. Evidemment les chutes ont un double sens - car chacun d'eux doit chuter pour remonter. Néanmoins je trouve qu'il manquait un dénouement final - les enfants n'apprendront jamais rien sur le premier mariage de leur mère. Mais peut-être n'était-ce pas nécessaire pour qu'ils se délestent du poids du passé? Mais ça me manquait.
C'est le premier roman de cette auteure pourtant très productive que je lis. Je ne sais si j'en lirai d'autres - le ton m'a plu; mais c'est loin d'être bouleversant comme écriture.
Joseph Kessel's roman fra 1928 vakte vild opstandelse, da den i sin tid udkom. I dag kan den næppe chokere, og jeg vil endda påstå, at den ikke længere har samme læseværdi som for så mange år siden. Ikke alle bøger overlever lige godt!
Historien starter med, at den 8-årige Séverine bliver voldtaget af en blikkenslager i familiens hjem - en kort indledning, som snarere antyder end beskriver hændelsen. Mange år senere er hun gift med den succesrige læge, Pierre, men deres forhold er udelukkende platonisk. Deres kærlighed er nærmest lidt barnlig og man kan undre sig over, at bogen på ingen måde antyder Pierre's utilfredshed med et sådant ægteskab.
En dag opdager Séverine, at der findes 'glædeshuse' - hendes nysgerrighed driver hende hen til Madame Anais, som har to piger arbejdende for sig. Séverine starter et dobbeltliv - om dagen som prostitueret og om aftenen som Pierre's rige og elegante kone. I dette dobbeltliv oplever hun endelig fysisk kærlighed, og udelukkende med de mere grove typer. Det kræver ikke den store lommefilosofi at regne ud, at der er en parallel til hendes barndoms oplevelse. Hun tager sig af de rå arbejdertyper, der besøger bordellet - og en dag møder hun Marcel; en gangstertype.
Med Marcel kommer tingene lidt længere - hun bliver meget afhængig af ham; og omvendt. Men en dag bliver hun genkendt af en af deres fælles bekendte fra livet 'udenfor'. Hun kan ikke fortælle Pierre om dette dobbeltliv og beder Marcel om at slå vennen ihjel, da denne skal mødes med Pierre for at afsløre det hele. Men der sker en fejl, og det er Pierre, som bliver ramt. Ironisk nok bliver han lammet fra navlen og nedefter, og Séverine indrømmer overfor ham, hvilket dobbeltliv hun har levet.
Som sagt synes jeg ikke, at den har overlevet særligt godt som så mange andre ældre romaner. Muligvis fordi indholdet udelukkende drejer sig om seksualiteten og dobbeltlivet; noget, som vi ikke længere stødes over. Dog er bogen filmatiseret i en meget smuk film fra 1967 med Catherine Deneuve, som skulle være værd at se.
-----------------------------------------------------------------------------
Je n'ai jamais vu le film, et ne connaissais donc pas l'histoire. Mais j'avoue que je n'ai pas été totalement emballée - je trouve que justement ce livre datant de 1928 a beaucoup moins bien vieillis que d'autres de son époque. Peut-être que le sujet qui n'est plus tabou y est pour quelque chose - je le pense!
Il ne faut pas connaître beaucoup en matière de psychologie pour comprendre que le viol que Séverine a subi à l'âge de 8 ans l'a traumatisé. Elle en a parlé à personne - normal pour l'époque peut-être - et dans son mariage elle est incapable de remplir ce rôle. Son mari, Pierre, qui est médecin en plus, ne semble pas trouver ça anormal - et là déjà je trouve que l'histoire n'est pas très plausible. Ils vivent comme deux enfants d'un amour presque naif; et il ne fait rien pour changer la situation?
Puis elle découvre les maisons de plaisir et commence sa double vie - donc pas difficile non plus d'analyser son goût prononcé pour des hommes pas raffinés qu'elle laisse aux deux autres filles venant d'un milieu modeste. Elle cherche les hommes brutes; les ouvriers avec leurs grosses mains sales qui ressemblent forcément au plombier du viol de son enfance. Là aussi elle ne cherche pas à se l'expliquer; alors qu'elle ne parait pas être une femme stupide. Donc je trouve que certaines choses ne sont pas crédibles et manquent de profondeur.
Peut-être Kessel a-t-il écrit le livre pour choquer? Ce qui a dû lui réussir à l'époque - mais je pense que c'est un livre qui a mal vielli.
Jeg startede bagfra i Ejersbo's efterladte trilogi, da jeg fik den sidste del sendt i fødselsdagsgave fra Danmark. Nu er mit største problem, hvordan jeg hurtigst muligt kan få fat på de to første. Jeg er målløs; luften er pumpet ud af maven af et gigantisk emotionelt spark ind i det inderste... jeg har ikke i de sidste ti år læst en eneste nutidig dansk roman, der tilnærmelsesvis når dennes niveau. Jeg har heller aldrig læst 'Nordkraft' - og jeg er ganske givet 'farvet' (undskyld udtrykket!) af mit forhold til Afrika. Men stadig er det en enestående, voldsom og brutal læseoplevelse.
Ejersbo's roman er på mange måder ikke specielt dansk synes jeg; for det første foregår kun en utrolig lille del af den i Danmark - dernæst er skrivestilen ikke udpræget dansk, synes jeg. Muligvis én af årsagerne til, at jeg kan lide den - eller også er jeg ude af trit med at læse nutidige danske romaner. Hans sprog er i hvert fald meget kort, punkteret og konkret - men alligevel formår han at komme i dybden på sine personligheder. Der er relativt mange i denne roman, men jeg havde ikke problemer med at finde rundt i galleriet. Jeg kan tilmed forstå, at hvis man er startet med de første i trilogien, vil man have kendskab til visse af personerne fra disse bøger - såsom Samantha, Jarno, Sofie...
Men hovedpersonerne i Liberty er Christian og Marcus; Christian er den hvide dansker, der bliver hevet til Tanzania som 13-årig, da faderen efter en del år i Østen, bliver udstationeret der for Mærsk. Christian har boet hjemme hos moderen i Danmark og familiesammenholdet har ikke været stort. Men nu forsøger de at få familien til at fungere ved at rykke til Afrika, og give Christian en lillesøster. Christian skal gå i skole med andre europæiske børn, men også nogle afrikanske, som kommer fra familier, der via korruptionens berigelse kan tillade sig at sende deres børn til den fine skole.
Marcus er er to år ældre end Christian; han kommer fra en landsbystamme - en alkoholisk og voldelig far, som ødsler familiens penge væk, og som den ældste søn forventes han at redde alle de mindre søskende fra sult og fattigdom. Men Marcus vil væk fra det liv! Han vil tæt på de hvide, for derigennem at kunne komme til Europa - den ultimative drøm for alle tanzanianere. Marcus formår at gøre sig uundværlig hos en svensk familie, hvor han tager sig af Jonas og Katriina's to børn Solja og Rebekka, som han snart betragter som sine egne.
For de voksne har, som de fleste udstationerede i Tanzania, opgivet deres heroiske illusioner om at redde den sorte mand og højne civilisationen, til fordel for et dekadent liv med alkohol, underslæb for nødhjælpsorganisationerne, foragt for de indfødte, utroskab med de indfødte og total ligegyldighed med deres børn. Børnene svæver rundt i en ny verden, hvor de betragter forældrenes forfald og mangel på struktur; de begynder at ryge og drikke og er selvsagt nemme ofre for de unge sorte, som vil have hvide venner... for hvide har penge!
Christian og Marcus fortæller på skift historien om de 10 år romanen følger dem. De bliver venner - men med hver deres udgangspunkt. Marcus ser både Christian som sin fortabte lillebror, der har behov for opsyn og vejledning i sine teenageår - men også som en malkeko. Han er vel på sin vis misundelig over de muligheder Christian har - og som han forspilder i sin vrede over de voksnes livsførelse.
Christian oplever sine hvide venner, som alle mangler holdepunkter i tilværelsen fordi samtlige voksne mister sig selv i den nye verden. De unge tager afstand fra forældrenes kolonialistiske synspunkter og tror, at de derved bliver sorte og er på lige fod med deres lokale venner. Men de er stadig hvide for de sorte. Når de vender tilbage til deres lande, er de hverken sorte eller hvide; manglende opdragelse og mistro til de voksne har gjort dem rodløse.
Christian og Marcus bevæger sig igennem bogen på to kurver; Marcus' ambitionsniveau og vrede i livet får ham i starten til at kæmpe for at komme ind i de hvides familier. Christian opdager først alt, alt for sent, at han aldrig har kæmpet for noget - fordi han ikke har fået troen på sig selv og hjælpen til det. På et tidspunkt i bogen krydses deres kurver, og deres venskab er i balance. De vil det samme og de vil hjælpe hinanden frem. Men lynhurtigt knækker kurven - og Christian forsøger ubevidst at udnytte den sorte, som han ser de voksne gøre det. Marcus til gengæld fjerner sig mere og mere fra sin drøm om en hvid tilværelse, og indser, at det er løgne og udnyttelse. Han finder til sidst fred med en identitet, han har kæmpet for smide fra sig hele sit liv.
Ejersbo formår på fantastisk vis at sætte sig ind i de to hovedpersoners tankegang - deres oplevelse af den andens verden og deres selverkendelse (og også mangel på samme) af deres egen rolle i de mange uhyggelige hændelser, de gennemgår. Der er meget barske scener - men på ingen måde urealistiske for de vilkår, der var i 1980'ernes Afrika; og som stadig findes i visse lande. Det er også årtiet, hvor AIDS dukker op - sygdommen man ikke taler om; og de lever alle et så promiskuøst liv, at man kun kan gisne om, hvor vidt det får konsekvenser for dem senere - efter, at bogen slutter.
Marcus' sprog er den sortes sprog; der er de karakteristiske Eeeehhh-lyde, som erstatter så mange ord og udtryk på mange afrikanske sprog. Christian selv bliver så præget af kulturen, at han tror, at han er sort og som sådan accepteret af de lokale på lige fod med dem selv. Men som jeg selv har oplevet, så vil vi altid blive opfattet som udenforstående i deres verden. Jeg har boet sammen med en afrikaner og oplevet de daglige kulturforskelle med heksekunster som opfattes som del af verdenssammenhængen; jeg har oplevet det som turist i Afrika, hvor man er en omvandrende pengemaskine...
At Ejersbo har boet i Tanzania er en selvfølgelighed for at have kunnet skrive en så gribende bog; han har forstået kulturen; jeg ved ikke, hvor selvbiografisk den er - visse oplevelser og typer af personer må han have haft tæt på livet, tror jeg. Uden hans egen tid i Afrika ville denne bog ikke have været så gennemborende barsk; for der er passager, der er grusomme; der stikker til vores hvide overlegenhed og viser os sider af os selv, som vi opfattes af dem, vi tror, vi hjælper. Men det går absolut også den anden vej - Ejersbo fordømmer ikke den ene part mere end den anden. Han forherliger ingenting; og der er ikke meget positivisme i bogen - Marcus udviser en anelse til sidst, men de fleste af bogens personer er og bliver fortabte sjæle.
Muligvis er de to første ikke så dybtgående som 'Liberty' - men for mig var dette en ultimativ bog om Afrika i den periode; senere end 'Poisonwood Bible'; i et andet land og med andre problemer - men på sin egen vis meget stærkere, da vi ser problemerne belyst fra flere vinkler.
Jeg har arkiveret den i reolen sammen med mine bøger af afrikanske forfattere - det må være det største bevis på min begejstring.
En gammel sag fra 1961 sikkert støvet op på et loppemarked engang - og derfor umuligt at finde et billede af bogen.
At bogen var så gammel gør i denne forbindelse ingenting; da 'hovedpersonen' jo alligevel havde været død i knap 200 år. Der er skrevet en del biografier af Ludvig XV's indflydelsesrige elskerinde - men de fleste er utroligt unuancerede og negativt indstillede; muligvis fordi de er skrevet tidligere, hvor bitterheden over tabte lande i syvårskrigen endnu ikke helt havde fortabt sig. Jeg synes, at den giver et nuanceret, upartisk syn på hende - og der er en fantastisk dokumentation i form af den originale korrespondance, som jo derfor ikke muliggør en fri fortolkning af personen. Hun spillede en stor politisk rolle i alliancen mellem Østrig og Frankrig i 1750-'erne - og hun var uden tvivl dygtig til politik. På det tidspunkt var hun ikke længere kongens elskerinde, så hvis han beholdt hende ved hoffet, var det udelukkende fordi det også byggede på et venskab og hendes andre evner. Ikke, at man kan misunde hende den position - blive hængt ud i smædekampagner over hele Paris; leve i den hønsegård, Versailles var... men det var en del af spillet. Når man læser beskrivelser netop fra de tiår inden revolutionen, og ser afgrunden mellem konge og befolkning, så forstår man også bedre, at det måtte eksplodere på et tidspunkt. Jeg lærte samtidig en del nyt - så det var en god oplevelse! ------------------------------------------------------------------------ Métier à ne jamais souhaiter... maitresse royale! En lisant ce portrait de la Madame de Pompadour on ne comprend pas pourquoi elle reste au Versailles alors qu'elle n'est plus la maitresse du roi. Certains diront - ou ont dit - que c'était pour son soif de pouvoir... mais ce livre essaie justement de donner une version plus nuancée de sa vie. La cour au temps de Louis XV vivait dans un décalage de plus en plus énorme avec le monde dehors; donc que le roi prenne une maitresse de la bourgeoisie et l'installe si officiellement à Versailles choque! On comprend que cela devait exploser que quelqes décennies après la mort de la marquise - et avec les dépenses de la guerre de sept ans - et les grosses pertes territoriales - sa popularité n'augmente pas. Je n'ai pas lu d'autres livres sur la Pompadour - mais visiblement ceux qui ont été écrits ont toujours été très dûrs avec elle. Peut-être était-ce trop tôt pour oublier ces pertes et il y avait encore de la rancune. Le livre de Levron est très juste - sans la défendre en tout et pour tout. Mais il donne des exemples de ses correspondances qui soutiennent son idée que c'était une femme très intelligente, et qui ne cherchait pas uniquement le pouvoir. Elle cherchait aussi à s'épanouir - évidemment d'être la favorite du roi ne l'a pas deplu - mais elle acceptait les autres femmes après que leur relation charnelle eut terminé; par contre elle ne voulait pas lâcher le pouvoir politique d'autant plus qu'elle semble avoir eu un don pour cela. Donc une belle biographie malgré le fait que ce livre ait déjà presque 50 ans. Les livres historiques m'intéresseront toujours!
Årets første læseoplevelse var en julegave og en meget lille humoristisk sag. Den blev bidt over i to dele afbrudt af en weekend i Paris, hvor den ikke var med. Så det var absolut i den lettere genre!
Bogen gennemgår 52 konger og 2 dronninger i Danmarkshistorien - med karikaturtegninger af Morten Ingemann og tekst af Bent Falbert, som overraskende har en meget satirisk pen. Den starter med Gorm den Gamle og slutter med den kommende Kong Frederik X. Der er i gennemsnit 2 sider per konge - pånær for de virkeligt aktive eller interessante, som har gjort sig fortjent til mere spalteplads - såsom Valdemar Sejr, Christian IV samt flere af de seneste konger. Det er muligvis en nem indgangsvinkel, hvis man hurtigt vil have et overblik over vores lange kongerække - men faktisk nok også for kompliceret, fordi den hurtige gennemgang springer over mange historiske begivenheder, der er baggrund for historiens udvikling. Sådan er det jo tit med den slags bøger - og det er absolut ingen kritik; jeg tror, at denne bog appellerer mere til folk, som har et vist historisk kendskab og kan grine af de portrætter, der skildres heri. Dog irriterer det mig grænseløst, at man i en lille bitte bog som denne stadig kan formå at levere trykfejl - og endnu værre.... historiske fejl!!! På et tidspunkt omtales en dronning, som bliver gift for anden gang i det 12. århundrede, og de nævner, at hun første gang var blevet gift i 1030!!! Det må i så fald være den ældste brud, jeg nogensinde har hørt om... og det er for ringe, at der ikke er styr på den slags fakta.Man griner sig ikke igennem de 150 sider - til tider kan den endda blive lidt irriterende og langtrukken; men det skyldes uden tvivl ambitionen om at ville 'anmelde' samtlige konger. Der er ikke noget at sige om dem alle - fordi kendskabet er for ringe eller blot fordi de regerede i kort tid eller ganske kedsommeligt. Men i det store og hele var det underholdende - som en slags tegneserie... og ikke mere!
