The Mistress of the Ritz - Melanie Benjamin

 

• Engelsk
• 20.-24. oktober
• 400 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Nogle gange er det som en pudsig forbindelse i underbevidstheden, der leder en fra en bog til den næste; i Hellebergs slægtsroman var en af de centrale scener Hotel d'Angleterre i København, som var nazisternes hovedkvarter under krigen. Så faldt jeg over denne roman på biblioteket, som viste sig at være baseret på reelle personer - og foregår på hotel Ritz i Paris, som selvfølgelig også var blevet rekvisitioneret som indkvartering for de tyske højtstående militærfolk - de havde i hvert fald god smag!

Historien handler om Claude Auzello og hans kone Blanche; de mødes i Paris i 1923, hvor hun er rejst til i håbet om en strålende filmkarriere. Hun har en elsker - en arabisk prins - som selvfølgelig ingen intentioner har om at gifte sig med hende. Da det endelig går op for hende, gifter hun sig med Claude. Kort efter får han stillingen som manager på Ritz, som på den tid var mødestedet for folk som Capa, Hemingway, Scott Fitzgerald - hele den Lost Generation, som levede det vilde liv i Paris i 1920'erne.

Deres ægteskab viser sig hurtigt at blive ret svært. Claude mener, at Blanche skal være den typiske franske hustru, der styrer hjemmet - men hun kan ikke koge et æg. Han informerer hende ganske høfligt om, at torsdage afterner er han hos sin elskerinde - som enhver franskmand med respekt for sig selv. Blanche får derimod gennemført, at de flytter permanent ind på Ritz - og tit flyver vaserne igennem deres suite under skænderierne.

Og så kommer krigen, og tyskerne overtager hotellet.

Blanche bebrejder Claude, at han fedter for tyskerne og opvarter dem. Claude mener, at han dermed gør sit bedste for, at de er i godt humør og ikke dræber tilfældige franskmænd. 

Claude bebrejder Blanche, at hun bare sidder i baren og drikker dagen lang - og ofte også med tyskerne. Blanche mener, at der jo er nogle iblandt som ikke er nazister og som også vil have denne krig til at slutte.

Men som krigen skrider frem, begynder de begge at arbejde for modstandsbevægelsen. Dog uden, at den anden ved det. Det er en misforstået beskyttelse af hinanden, for ægteskabet har aldrig været dårligere. Til gengæld ved ingen af dem noget, som kan presses ud af dem ved et forhør.

De når dog at betro hinanden alle deres hemmeligheder inden Blanche tages til fange af tyskerne og sendes til en lejr udenfor Paris. Deres helt store hemmelighed var nemlig også, at Blanche var jøde. Da hun giftede sig med Claude fik hun et nyt falsk pas, og fremstod som katolik - selv i 1920'erne var der en underforstået aftale blandt byens luksushoteller om at begrænse antallet af jødiske gæster. En antisemitisme, som ulmede lang tid før nazisterne kom - og i kølvandet på Dreyfus-affæren, som havde rystet hele Frankrig,

Krigen sluttede, og Auzello-parret blev genforenet - men det var ikke en nem tid for Ritz; luksushoteller var der ikke råd eller plads til i efterkrigsårene. Claude Auzello blev også ældre, og havde svært ved at omstille sig til en ny verden - krigen havde ændret så mange ting.

Det er på sin vis en meget tragisk historie; for da han blev pensioneret i 1969 - under tvang - tog parret til deres nye lejlighed. Claude skød Blanche inden han begik selvmord! Han magtede ikke faldet fra tinderne, og kollapset af den perfekte verden, som han også forsøgte at opretholde for tyskerne. 

Var det kollaboration at fortsætte som før på Ritz? Man havde nok ikke noget valg - og hotellet var jo også centrum for handlinger i begge retninger. Coco Chanel boeder der permanent, og havde en tysk elsker. Men der var helt sikkert modstandsbevægelse - og blandt andet en plan om at dræbe Hitler, skulle være udtænkt i hotellets bar.

Det lignede virkelig en absolut chick-lit roman på omslaget; men det viste sig at være spændende historisk og med to personer, som virkelig kom til live med alle deres svagheder og kampe.