London - Edward Rutherfurd

• Engelsk
• 1.-10. januar
• 1.318 sider
• Dansk titel: London (!)

Ja, jeg startede mægtigt året med en mursten på 1.318 sider - mindre kan ikke gøre det, når man skal igennem 2000 års historie. Det er jo dejligt at kunne synke så dybt ned i en roman, og bare lade sig vugge med ned af Themsen nærmest.

Rutherfurd har specialiseret sig i denne slags enorme historiske romaner med udgangspunkt i en by eller et land; det startede med Sarum, som er det latinske navn for hans fødeby Salisbury i England. Dernæst kom en roman om Rusland inden denne om London. Siden har han fulgt op med Dublin, Irland, New York og Paris.

Jeg købte to af dem i efteråret men besluttede alligevel, at de ikke egnede sig til strandlæsning - og ganske rigtigt. De er altså store at holde - ikke god godnatlæsning. Men ellers er de fortryllende vanedannende.

I London starter man da hele området var istid og ubeboet - det er en hurtig overgang til de første mennesker bebor området med druider og andet godtfolk. Og så følger romertiden, hvor bebyggelsen blev kaldt Londinium inden romerne forlod den i det 5. århundrede og efterlod byen til forfald.

Allerede tidligt introducerer Rutherfurd de familier, som vi så følger frem til 1997, hvor vi forlader London igen.

Der er familier af forskellige sociale klasser og op igennem århundrederne rykker også de sig i storhed og fald i de sociale lag. Nogle af dem har visse genkendelige træk, som gør det 'nemt' for læseren at holde styr på dem. Indimellem gifter de sig på kryds og tværs af familierne - men jeg havde ingen problemer med at holde hovedet koldt.

Der er kapitler af forskellig længde - hurtigere historier i historien, hvor man over max. 50 sider får en tidslomme i protagonisternes historie. Eller længere afsnit, som starter på et punkt i historien men ender mange år senere. 

Der var primært to ting, jeg fandt interessant. Rutherfurd falder ikke for fristelsen til at lade sine personer 'pludselig' blive en stor del af verdenshistorien, som Follett gør det i sin trilogi om det tyvende århundrede. Det er helt almindelige menneskeliv, og omdrejningspunktet er byens udvikling omkring menneskeliv. En historie om, hvordan historien har påvirket vores liv som mennesker - hvordan bystrukturer, (inter)national politik gør en forskel for den jævne borger som hvordan man bor, arbejder, spiser, morer sig, etc.

Han bruger en masse tid på middelalderen og faktisk kun knap 300 sider på det 19.-20. århundrede. Til gengæld bruges der nok 500 sider på det 15.-17. århundrede, som var voldsomt i engelsk historie med deres farverige konger - fx Karl I. som jeg jo netop havde læst en biografi af. Det er unægteligt nemmere at forholde sig til en relativ nutid end en fjern middelalderlig fortid, men han har gjort sit benarbejde og som læser får man et hav af oplysninger, som jeg personligt fandt interessante. Små historiske detaljer, som forklarer, hvorfor vi kalder tingene som vi gør den dag i dag. Det er jo ren guf for en historienørd som mig.

Faren ved den slags slægstromaner er selvfølgelig at balancere portrætterne, så læseren stadig adspredes og ikke holde dem troværdige. Jeg tror reelt set, at jeg kun fandt et enkelt sted, hvor jeg tænkte, at deres aldre ikke kunne passe i forhold til tiden - i et historisk spring i bogen. Derudover må man ganske enkelt beundre, hvor god styr på tidslinjen, han har.

Jeg skal ikke igang med den næste lige nu - det ville være synd; men jeg er helt overbevist om, at flere skal læses.