Forbarm dig - Jean-Christophe Grangé

• Fransk titel: Miserere
• 27.-31. juli
• 635 sider

Eminent thriller af den franske krimimester Grangé - og tilmed noget bedre end hans seneste krimi, som jeg læste i juni. I en anmeldelse i Politiken skriver de, at Grangé er Dan Brown for tænkende mennesker - det citat er jeg lidt vild med. De kunne også have sagt, at han er lysår foran de svenske krimifinker, som ikke er i stand til at skrue en sætning sammen med mere end fem ord.

I sommerferien startede jeg faktisk på Keplers Hyponotisøren - og jeg gav op efter 20 sider; endnu noget bras, som er en hån mod tænkende mennesker. Men der er heldigvis gode krimiforfattere derude; i Danmark er man bare så fikseret på svenskerne og nogle af vores egne - men som desværre ikke er papiret værd. Der er mange afrikanske forfattere, som er fortræffelige og så er der jo norske Nesbø - og altså franske Grangé!

Historien er udtalt grusom - en organist findes myrdet i en armensk kirke i centrum af Paris; tilsyneladende er hans trommehinder sprængte og det har forårsaget hjertestop. Den pensionerede politibetjent Kasdan er armener, og til stede i sin menighed, da mordet sker. Han kaster sig straks over sagen og opdager hurtigt, at organisten havde en lang række årsager til at være i nogens søgelys. Han var homoseksuel - var han også pædofil? Han var chilener - var han tidligere tortureret eller på den anden side af Pinochets styre?

Kasdan slår sig sammen med en anden sær størrelse - politibetjenten og narkomanen Volokine; og så kører de sololøb uden om alle officielle undersøgelser. Der er noget mystisk ved Volokine - men så sandelig også ved Kasdan - derfor passer de på en finurlig måde sammen, da de begge har deres indre sår at hele.

Snart er der flere mord, og de finder hurtigt ud af, at de må være begået af børn. De myrdede har diverse religiøse kendetegn, og ved hvert lig finder de et vers fra korsangen Miserere. Og derfra opstår forbindelsen til børnene, de rene stemmer... og de grusomheder den sandhed afslører! Om medicinske forsøg på børn for at fremme den ypperste stemme; en historie, der går tilbage til nazisternes kz-lejre over Chile, som jo som bekendt var et yndet rejsemål for mange nazister, der undslap Nürnberg.

Historien udvikler sig konstant, og den overrasker. Langt mere end Rejsende uden bagage. Samtidig er sproget velformuleret, og langt mere intellektuelt end gennemsnittet af krimier. Temmelig usædvanligt og så meget mere udfordrende og underholdende.

Hvis du tør give dig selv en rigtig krimioplevelse, så sæt Miserere i ørerne og tag bogen i hænderne - men du kommer aldrig til at åbne en svensk krimi igen! Grangé er en sand mester i sammenligning.

Journal 64 - Jussi Adler-Olsen

• Dansk
• 24.-26. juli
• 462 sider

Nu er jeg jo kommet i gang med Afdeling Q-serien, men har dem ikke alle og ikke i kronologisk rækkefølge. Det er selvfølgelig lidt hæmmende for en del af historien - men ikke mere end man kan gætte sig til udviklingen fra Kvinden i buret. Der var Carl Mørch lidt lun på krisepsykologen Mona, og nu er de lidt tættere på at være et par. Samtidig er hans lamme partner Hardy flyttet hjem til ham - så tidsrummet fra den første kan ikke være så langt og i det store og hele er det ikke ødelæggende.

Plottet er i sig selv langt mere interessant end i den første; en optrevling af sager om unge piger og kvinder tvangsanbragt, voldtaget og steriliseret på Sprogø, som vi jo kun kender som en samling sand under en bro. Men det rækker længere end det, og der er kriminelle på flere fronter - den modbydelige Curt Wad, som er manden bag en slags moderne Endlösung og Nete Hermansen, et af hans ofre, som senere beslutter sig for at gøre op med sin fortid ved at dræbe alle hendes tidligere bødler.

Der er pudsigheder i at forestille sig den makabre scene i hendes rum i lejligheden med de mange døde omkring spisebordet; til gengæld var det endnu en gang indlysende, at det ikke længere var Nete, der tog mod Carl Mørch og hans pudsige assistent Assad, hvis hemmeligheder man stadig ikke kender omfanget af. Det følger måske i en senere bog.

De to politibetjente leverer stadig et godt team - men den nye asistent Rose virker lidt for iscenesat, og der bruges unødige ord på hendes psyke, som ingen konsekvens har for sagen som helhed.

Overordnet set langt bedre end de to tidligere - men stadig ikke en fantastisk læseoplevelse, hvor man konstant holdes fangen; dertil er det sprogligt for simplistisk synes jeg og jeg forstår ikke helt den store eufori over forfatteren?

Kvinden i buret - Jussi Adler-Olsen

• Dansk
• 21.-22. juli
• 379 sider

I julen købte jeg jo selv de to første krimier af den nok så berømte hr. Adler-Olsen. Den første læste jeg, men var absolut ikke begejstret. Den anden kom jeg aldrig i gang med. Men så sad jeg i et danskejet feriehus i Sydfrankrig, hvor der var læsestof - og besluttede mig for at starte på serien om Afdeling Q.

Man kan virkelig se, at der er sket noget siden Alfabethuset - den ros skal han have. Så er der jo klassikeren med good cop/bad cop, hvor den problematiske Carl Mørch (er det det danske svar på Nesbøs Harry Hole?) skal arbejde sammen med sin nyudnævnte mystiske assistent Assad, som skal give det morsomme indslag med hans finurlige danske - det fungerer bedre med det skæve makkerpar som hovedrolleindehavere, ja.

Men det irriterer mig grænseløst, at man ikke har mere fantasi end til at kalde lederen af Danmarkspartiet for Piv Vestergaard - eller Opsvingspartiet alias Fremskridtspartiet! Alt alt for nemt og idéforladt i mine øjne.

Historien er god, selvom man nu ret hurtigt gætter sammenhængen mellem de forskellige personer. Men der er et godt flow i historien, som læses temmelig hurtigt og det gav mig faktisk mod på at fortsætte med Afdeling Q-serien, som nok er bedre skruet sammen ikke mindst fordi der tilsyneladende er historier, der fortsætter videre i de andre bøger - som Nesbø gør det. Netop derfor kan jeg dig ikke sige mig fri for at tro, at han har ladet sig godt inspirere?

Radio Congo - Ben Rawlence

• Engelsk
• 16.-20. juli
• 303 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg er jo vild med rejsebøger - og jeg er vild med bøger om Afrika! Så såvel titel som forside fangede mig på stedet.

Ben Rawlence er en ung engelsk specialist i Afrika, som arbejder for Human Rights Watch på Afrikas østkyst blandt andet. En dag ser han et foto af et hus i en lille congolesisk by, som engang var en blomstrende forretningsby under den belgiske 'besættelse' af landet. Noget inden i ham siger, at der må han til - koste hvad det vil. For byen, Manono,  ligger i Kivu-området, som er hårdt ramt af årtiers borgerkrig og også af eftervirkningerne af massemordene i Rwanda, da tusinder eller millioner af flygtninge krydsede over grænsen.

Den ligger så øde, at ingen længere tager dertil og gang på gang mødes han af afvisninger og advarsler. Han rejser over landet langs med Tanganyiaka-søen, og møder lokale, som fortæller ham deres version af krigene og landets tilstand i dag. Han møder nødhjælpsarbejdere, der som så mange andre steder i verden, er helt ude af trit med den lokale virkelighed og behovene. Og som absolut ikke formår at give det, der skal til og konstant snydes af lokalbefolkningen fordi de ikke sætter sig ind i kulturen.

Det er en meget barsk rejse, men man føler man selv er med på den - ikke mindst da Rawlence som et antiklimaks står foran det lille hus fra fotoet. Det er særdeles skræmmende historier om de lokale warlords og eftervirkningerne af konflikter, som har ødelagt et land og hvis ressourcer stadig ikke tilgodekommer de lokale. Historier om diamantsmugling, om minearbejdere, voldtægt som hverdagskost for kvinder - og faktisk ikke mange solstrålehistorier.

Men derfor er det vigtigt, at folk som Rawlence rejser og beskriver det - den moderne tids opdagelsesrejsende. Vi tror, at vi kender alt i dag - men der er områder, som er så ødelagte af krig og elendighed, at vi glemmer dem. Sletter dem af kortet med den viden vi har på et givet tidspunkt - uden at tænke på, hvad der senere sker i de områder og for de lokale.

Jeg er vild med den slags bøger, som åbner mine øjne og lærer mig nyt!

Demain j'arrête - Gilles Legardinier

• Fransk
• 13.-15. juli
• 405 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

En total chicklit-roman som er en af sommerens successer på det franske bogmarked - og dermed et oplagt valg til en 6½ times togtur til Provence. Det er overfladisk, det er underholdende og så er det fint, når man når enden.

Kort beskrevet er det historien om den mislykkede pige i slutningen af tyverne (læs Bridget Jones), som endnu ikke har fundet Manden. Hun er klodset og kejtet, og gør temmelig tit alting forkert. En dag flytter en ny mand ind i ejendommen i det lille lokalsamfund, hvor alle kender alle og bagerdamen dagligt har sine små kampe om fortovspladsen med den arabiske grønthandler (læs Amélie Poulain).

Den nye mand skal bare være Manden, og alt bliver sat ind på at indfange ham - joggingture, madlavning etc. Der er pudsige episoder - og jeg fik mig et par gode grin undervejs. Men ikke mere.

Den slags bøger har det med at tage en del fra andre lignende successer - det sker også her; men det er let sommerlæsning i varmen.

Harold Frys usandsynlige pilgrimsfærd

• Engelsk
• 10.-12. juli
• 366 sider

En dag modtager Harold Fry et brev fra et hospice i Nordengland - i den absolut modsatte af landet fra, hvor han bor med sin kone Maureen - for at informere ham om, at hans tidligere kollega Queenie ligger for døden. Han skriver et venligt svar og går ned for at poste brevet. Men så tænker han, at det er umuligt at skrive et korrekt svar på sådan en besked. Han vil lige tænke over det mens han går til den næste postkasse. Og pludselig er han på vej - til fods helt til Nordengland for selv at snakke med Queenie.

Harolds gåtur chokerer Maureen, som ikke ved om han har forladt hende og deres mislykkede ægteskab, og nu opbruger hele deres pensionsopsparing. Hun snakker med sønnen David om det håbløse i hele projektet - men Harold selv har ikke kontakt til sin søn. Han går bare. Så ændrer han taktik, og skiller sig af med det overflødige og bliver hurtigt til et ikon - fulgt af medierne og snart også en stigende gruppe groupies, som tror at Harold har en næsten religiøs betydning for dem.

Harolds rejse er en lang rejse ind i ham selv; som det også bliver det for Maureen. I sidste ende handler det måske mindre om personen Queenie end om deres alles liv. Om at få åbnet op for de gamle sår og starte forfra. Men det er bestemt også til tider en morsom bog - der er jo lidt Forrest Gump over hele situationen - og der er rørende øjeblikke.

Den tabte måske en anelse pusten i den sidste tredjedel - eller ændrede stil fra at være mere underholdende til at gå meget mere i dybden. Men den overraskede også. En temmelig dejlig bog!

Sandt - Riikka Pulkkinen

• Fransk titel: L'armoire des robes oubliées
• 6.-9. juli
• 423 sider

Jeg havde læst en del godt om denne finske roman og efter den positive opdagelse af Sofi Oksanen var det jo et oplagt valg. Jeg må indrømme, at jeg ikke helt kan finde ud af, hvad jeg mener om denne.

Historien er lidt barsk - Elsa er i starten af halvfjerdserne, og er for nylig blevet syg af kræft. Det er gået hurtigt, og nu er hun vendt hjem for at dø hjemme. Omgivet af sin mand Martti - den berømte kunstmaler; hendes datter Eleonoora og dennes to døtre Anna og Maria. De skiftes til at kigge forbi og passe på den gamle dame, og hver især arbejde med deres sorg.

Historien skifter mellem nutiden og en anden historie, der starter i 1964. Da ansætter det unge par Elsa og Martti en ung pige, der skal passe den lille Eleonoora (kaldet Ella), når Elsa er på forretningsrejser. Den unge pige, Eeva, og Martti indleder et forhold - det er nemt når konen ikke er hjemme; men det er jo alligevel aldrig nemt at være utro.

Eeva knytter sig til den lille pige, og gennem Annas historie opdager læseren, at hun selv har haft et lignende forhold til en gift mand med en lille datter. Hun savner muligvis barnet mere end manden nu, hvor det er overstået. Og så er der Eleonoora, der som voksen kvinde sikkert har glemt eller fortrængt barndommens psykiske ar - og som ikke ved, at Anna nu er indviet i historien.

Alle disse historier krydser hinanden - og til tider springes der op og ned og rundt i erindringer og tidspunkter. Jeg synes måske, at det er lidt for søgt med de mange paralleller mellem generationerne; og jeg var ikke helt overbevist om helheden i historien. Der er nogle smukke passager om døden og hvordan man forholder sig til det i de forskelllige generationer - som mand, barn eller barnebarn. Hvis man selv har mistet en elsket til den sygdom er det hård læsning.

Men resten var lidt træg for mig at komme igennem til sidst; jeg fik ikke Eeva levendegjort og hendes historie blev aldrig rigtig reel for mig desværre.

Genfærd - Jo Nesbø

• Dansk
• 1.-5. juli
• 457 sider

Jeg er bagud med Nesbø og Harry; jeg var så glad for at finde Genfærd til en god pris, da jeg var i Danmark i marts - og nu er der allerede en nummer 10 i serien om Harry Hole. Men så er der jo desmere at glæde sig til - selvom jeg ikke kommer til Danmark de næste par måneder.

Måske skulle man også hellere tage til Oslo - for med Harry føler man jo snart, at man kender byen... baren Fyrtårnet og de andre skumle kroge af byen. Ikke fordi hans historier er fremmende for turismen - tværtimod får man en opfattelse af Oslo, man aldrig har haft før.

Men Harry overlevede jo sit sidste eventyr og rejste tilbage til Hongkong da Panserhjerte sluttede, og der bliver han indtil Oleg ender i fængsel anklaget for et narkodrab. Oleg er Rakels søn - Holes absolut største og eneste umulige kærlighed, som vi mødte i Snemanden. Alt taler imod drengens forsvar - men Harry som kender til menneskehedens mørkeste sider har et blødt punkt - han tror på Olegs uskyld, og vil have ham frikendt.

Det bringer ham i lidt for tæt kontakt med blandt Dubai - hovedmanden bag en del af Oslos narkomiljø, hvor et nyt og farligt stof, violin, er dukket op. Han bliver hurtigt deres primære offer - for der er ikke kun kriminelle involveret i dette. Harrys gamle fjende, Mikael Bellman, er forfremmet - men er han også blevet et bedre menneske?

Der er fuld fart over; jeg synes, at der var mindre direkte modbydelig vold i denne end i nogle af de tidligere romaner. Til gengæld spiller Nesbø eminent på personerne og deres psykologi og giver et skræmmende indblik i narkomiljøet.

Det er uden tvivl hans force. Selv efter ni romaner om Harry Hole er der ingen gentagelser i temaerne for mysterierne. De forbliver forståelige selvom Hole uden tvivl er den mest rå og ublu politimand, jeg har hørt om. Alligevel holder man jo af ham! De bliver blot bedre og bedre, og det er selvfølgelig svært for Nesbø at give slip på Harry - Headhunterne beviste med sikkerhed, at han ikke var helt så god uden Harry. Så der er bare at glæde sig til nummer ti!