Monday, April 30, 2012

L'étreinte fugitive - Daniel Mendelsohn

























Mendelsohn er en mand, der er meget optaget af identitet; det beviste han, da han skrev det monumentale værk i søgningen på sandheden om hans families undergang under 2. Verdenskrig. Hans familiebaggrund og opdragelse havde gjort ham nysgerrig efter at kende sandheden; men det var samtidig en søgen efter meningen med den sandhed - holdt op mod den tro, han var opdraget med. I De mistede sammenligner og analyserer Mendelsohn tekster fra Torahens Genesis, i denne bog er det græske tragedier.

Mendelsohn er udover at være genealogisk interesseret også interesseret i gamle sprog som græsk, latin osv. - og han er utroligt velbevandret i græske tragedier, som han benytter som referencepunkt i denne bog, der hverken er en selvbiografi eller en filosofisk bog - den er noget indimellem.

Den er en reflektion over Mendelsohns egen identitet. Som bøsse - og her lægges fingrene ikke imellem. Det er en direkte reflektion over den fysiske forskel på den hetero- og homoseksuelle udførsel af seksualakten. Det er reflektioner over bøssers løssluppenhed og heteroers påståede troskab - men også reflektioner over faderskabet, som han er afskåret fra men alligevel får og sammenligner med historien om Ion. Desværre er jeg ikke særligt velbevandret i græske tragedier, og jeg fandt det lidt tungere end Torahen fra hans anden roman; måske fordi jeg har læst den.

Hele bogen sværmer rundt om disse emner - familien, hans egen rolle som mand, jøde, bøsse, søn, far... det er til tider utroligt forvirrende, og han springer utroligt i tid og sted (selv inden for ganske få linjer) - men når man når slutningen giver det hele mening. Det er en søgen efter sig selv som menneske, fordi han ser livet som mere komplekst end for heteroseksuelle uden religion - de to ting er absolut lige store "forhindringer" eller forskelle. Der er den daglige søgning efter hurtig sex på internettet og den ekstreme dyrkelse af mandekroppen som fysisk objekt - men også lysten eller behovet for et stille parforhold; som han aldrig får. Han er for sulten efter de flygtige møder, som titlen indikerer, og han er samtidig en meget smuk og sexet mand udfra de billeder, jeg har kunnet finde på nettet. Der er 'parodien' på et familieliv med veninden Rose og hendes søn Nicholas; men også genen ved tanken om det fysiske i fødslen og amningen, som er ham så meget imod. Til tider har man måske indtrykket af, at han skriver for undervejs at finde løsningen på den mand, han skal være

Der er en del historier, som bliver uddybet i De mistede, som han skrev flere år senere - men denne lille filosofiske forestilling er nu blevet genoptrykt på fransk efter dens anden succes. I De mistede berøres hans homoseksualitet aldrig, så jeg var faktisk lidt overrasket, da jeg udelukkende købte den efter at have læst den anden med stor begejstring. I indledningen skriver Mendelsohn selv, at det er som en altertavle - hans religion fornægter sig aldrig (selv om altertavler jo ikke findes i synagoger). Denne første bog er det venstre sidestykke - en mindre bog; så kom det store stykke i midten - De mistede; og senere kommer et andet bind.

Det er ikke hverken underholdende eller nem læsning; det er interessant fordi han leverer sine tanker så meget til læseren - men det kræver en særdelses engageret, opmærksom læser - med sine litterære referencer i orden!

Saturday, April 28, 2012

The Absolutist - John Boyne
























  • Engelsk
  • 26.-28. april
  • 427 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg elskede Birdsong, ja -  så som der står på omslaget, så ville jeg også kunne lide denne bog; og det var også rigtigt. Birdsong markerer sig ved nogle exceptionelt stærke beskrivelser af skyttegravslivet under 1. Verdenskrig, hvorimod sproget i denne roman er mindre barsk.

Der er to altovervejende temaer i Boynes roman - homoseksualitet for hundrede år siden og krigen. En helt ny side af krigen for mig - nemlig de unge, ikke ville i krig. Den kategori fandtes der to typer af:
- 'Conscientious objectors', som var dem, der nægtede at dræbe. De ville gerne hjælpe deres land i krig - men ikke med et våben i hænderne. De endte som regel med at blive udpeget som bårebærere, der skulle hente de sårede ind fra No Man's Land, og døde næsten endnu hurtigere end de andre.
- 'Absolutists', som var overbeviste pacifister og nægtede al krig. De kom for en krigsret, i fængsel - eller hvis det skete ude i fronten blev de ganske enkelt henrettet uden nogen form for rettergang.

Denne type mænd var der 16.000 i England, og romanen omhandler den ene af dem - Will Bancroft.
Historien fortælles af den unge Tristan Sadler, der netop hjemvendt fra fronten opsøger Wills familie for at overbringe sønnens og broderens breve modtaget i skyttegravene i Frankrig. Måske har han også et behov for at få tilgivelse, eller ganske enkelt for at føle sig velkommen hjem i en familie som overlevende efter at hans egen familie smed ham ud hjemmefra som 16-årig.

Tristan tager afsted til Norwich for at møde Wills familie, og i tilbageblik fortæller han om krigen. Fra det øjeblik han mødte Will i træningslejren i England, hvor de møder Wolf, som er der mens han venter på udfaldet af sin sag om conscientious objector. Will, som præstesøn, er mere modtagelig overfor hans ideologi - mens Tristan med sit kyniske livssyn blot vil parere ordre og gå i krig. Ikke lang tid inden de skal sendes til fronten, får Wolf ret i sin sag - men natten inden han skal forlade kasernen, bliver han dræbt. Det bliver camoufleret som et selvmord eller en ulykke - men Will lader sig ikke narre.

De to drenge er meget tætte, men allerede fra starten aner man, at Tristans fascination af Will er andet og mere end kammeratskab - og den sidste aften inden afrejsen tager Will initiativet til fysisk samvær. I Frankrig forsøger han at undgå Tristan - men kan alligevel ikke lade ham være i fred, og også her finder de et stille hjørne, hvor de kan være sammen. Senere fornægter Will igen og får Tristan til at tro, at det blot er fordi der ingen kvinder er. Han er tydeligvis homoseksuel, men vil ikke indrømme det - som den opdigtede forlovede, som søsteren senere dementerer, er et tydeligt eksempel på. Men så var tiden ikke til hans fordel - og næppe i en skyttegrav omgivet af soldater!

En hændelse bliver afgørende - da de fanget i fjendes skyttegrav finder en eneste tysk overlevende; en ganske ung dreng. En soldaterkammerat henretter ham koldblodigt, mens Will mener, at de skal bringe ham tilbage som krigsfange. Det bliver dråben, der får Will til at smide våbnet og erklære sig som absolutist. Der bliver ingen retssag; Will skal henrettes og natten inden ender Tristan efter et slagsmål i det interimistiske fængsel sammen med ham - velvidende, at det er Wills sidste timer. Han forsøger at tale fornuft, men bliver forkastet og ydmyget på grund af hans seksualitet. Al Wills selvforagt for hans egen seksualitet bliver kastet på Tristan, og da der mangler en sjette mand til eksekutionspelotonen stiller han op. Han er med til at dræbe sin elsker. Tre år senere indrømmer han dette til søsteren - men får ingen tilgivelse.

Han lever længe; han bliver en kendt forfatter - og skriver en roman om forholdet, som aldrig bliver udgivet. Da han som enogfirsårig møder søsteren igen, er dommen hård. Nok har han levet sit liv alene - uden så meget som en elsker; men han er en kujon. Både på grund af drabet på Will, men vel lige så meget for ikke at have taget ansvar for sit liv og sin seksualitet. Så tager han selv pistolen, og skyder den igennem hovedet.

Det er en barsk historie. Både om de, som ikke ville i krig - men hvis familier efterfølgende blev forfulgt fordi deres sønner ikke var helte. Men også om minoriteterne, som bøsserne dengang var endnu mere - og som hverken kunne tolereres i det almindelige samfund men endnu mindre i disse krise- og krigstider.

Der er sikkert historier om mænd, der fandt sammen, fordi omstændighederne var som de var. Som søgte lidt ømhed, lidt afløb for deres frustrationer over dagen igennem at skulle dræbe - men der var også de homoseksuelle som Tristan, som blev frustreret over denne fysiske udnyttelse. Var Will så homoseksuel? Ja, absolut - men han havde ikke det mod som Tristan havde, der efter at have kysset sin barndomsven var blevet smidt ud af skolen og familien. Derfor er skyldsspørsgmålet også diffust. Er det Will, som ikke ville tage imod den reddende hånd fordi den kom fra Tristan med hvad det implicerede? Er det Tristan, som resten af sit liv måtte leve med skylden og afskyen over at have dræbt sin elsker? Måske var det ikke hans ene skud ud af de seks - men handlingen er nok til at hans hånd livet igennem ryster. Den hånd, der trak på aftrækkeren.

Bogen er skrevet med utroligt store bogstaver - det er måske mit eneste kritikpunkt; jeg bryder mig bedre om kondenserede bøger. Men den var lærerig med hensyn til disse krigsnægtere - og den var hjerteskærende for dens historie om uforløst kærlighed og tilgivelse.

Thursday, April 26, 2012

Un village sans histoires - Charles Lewinsky
























  • Fransk
  • 23.-25. april
  • 376 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat 

Lewinsky forstår virkelig at fortælle historier; på den der gammeldags måde, hvor det hele starter med "Der var engang...". Næsten! Men det er en anden måde at fortælle historier på, som er uddøende, og som Lewinsky også mestrede til fulde i Melnitz.

En landsby uden historier er selvfølgelig alt andet end det. Fortælleren starter sin historie med at føre læseren ned igennem den lille franske landsby og præsentere husene og deres beboere for os. Men faktisk skriver han hele historien til en anden person, som vi med det samme aner aldrig vil komme til at gå i de små landsbygader. Udadtil ser landsbyen ret tilforladelig ud - der er landsbytossen, som er helt uskadelig og bare holder af at se ild. Der er den gamle dommer, som er den mest prominente person i byen. Der er borgmesteren, hvis familie er den rigeste i byen. Der er Jean, fortællerens nabo, som er landsbyens altmuligmand og god som dagen er lang. Der er den gamle general, der om natten fyrer vådeskud ud i natten. Der er den gamle frøken, som konstant sidder på terrassen i sin kørestol for at følge med i landsbysladderen - og selv kender den bedre end nogen anden. Der er den lidt sære dame, der kun snakker med sine høns - men som viser sig at være borgmesterens moder.

Men der er også pludseligen historie om utroskab mellem Jean og en af nabokonerne. Så begynder dennes datter, Valentine, at opføre sig mærkeligt og inden længe er en lavine af store og små ting ved at vende op og ned på alles liv. Der er gamle historier fra krigen, som aldrig er blevet opklaret - og måske ville have bedst af at hvile i fred. Men Jean vil forhindre, at der bliver gravet en grusgrav udenfor byen - fordi det vil bemægtige borgmesteren Ravallet - og med sin ellers ret uskyldige plan får han lavinen til at rulle.

Som i mange små landsbymiljøer er selvjustitsen vigtigere end retsjustitsen; man kan sagtens tænke, at det er velfortjent - at det har han bare godt af; eller at landsbyen har det bedst med det udfald. Derfor får tingene lov til at eskalere til det får katastrofale konsekvenser.

Fortælleren har til tider samvittighedskvaler ved således at være tilskuer; især da der kommer en mulig sag om pædofili. Historien om landsbyen som fortælles til den ukendte person, bliver således også til hans egen historie, som blot understøtter teorien om, at der er historier alle vegne - og måske især i de små landsbymiljøer?

Fortælleren er der ikke frivilligt; han var lærer i Tyskland og havde et forhold til en elev, som blev opdaget. Han blev også offer for selvjustitsen og indvilligede i at flytte til sit hus i denne lille franske landsby, hvor han ellers aldrig havde opholdt sig. Med tiden bliver han en del af samfundet - han er del af historierne, af løgnene og af sandhederne. Han har sin egen historie, som sikkert også er genstand for sladder i landsbyen. Han er stiltiende med til at dømme og fordømme, og fremskynde handlingerne. Og da dønningerne har lagt sig er han vævet ind i byens historie, og kan ikke længere forlade den. Heldigvis havde han klodset sin bil op, da han kom - fordi livet ikke gav mening længere.

Det er en bog fuld af moral, af normalitet i dens mest abnorme form - af fantastiske personportrætter og af velskrevne historier. Fra en helt almindelig lille landsby, som der er så utroligt mange af.

Sunday, April 22, 2012

Brideshead revisited - Evelyn Waugh

























En enorm klassiker, men muligvis mere grundet TV-serien fra 1980'erne end for romanen bag fra 1945? Selv kan jeg ikke huske, om vi læste den i gymnasiet - men serien kan jeg huske... siden da har jeg altid tænkt på Sebastians bamse, når jeg hørte navnet Aloysius. Måske læste vi afsnit - men at læse hele romanen var både en nostalgisk og rørende oplevelse, og samtidig så meget mere nuanceret end det jeg husker fra TV-serien.

Historien om Marchmain-familien og Charles Ryders skæbner, der bliver for evigt sammenvævede er kernen i bogen; men religion og katolicisme er et andet overvældende emne. Et emne, der stod Evelyn Waugh selv nært efter, at han konverterede i 1930 - allerede inden han skrev A Handful of Dust. I Brideshead er emnet omnipresent. Der er den troende moder, hvis ægtemand forlod hende efter 1. Verdenskrig for at installere sig i Italien med sin elskerinde og frasige sig kirken.

Der er de fire børn - Brideshead, den ældste søn, som er troende og en overgang overvejer at gå i kloster, men alligevel ikke har overbevisningen til det. Så er der Sebastian - som måske og måske ikke er homoseksuel; bogen giver aldrig noget entydigt svar på det, men det er nok den gængse fortolkning. Han er troende, men anser religionen for problematisk. Dernæst kommer Julia, som i sine yngre dage er alt andet end troende, men respekterer familietraditionerne. Endelig er der efternøleren Cornelia, som er meget troende, og selvom klosterlivet ikke er for hende, alligevel helliger sit liv til at hjælpe andre i nød.

Charles Ryder til gengæld kommer fra en helt anden familiebaggrund; hans mor er død, og han har levet alene med sin lidt excentriske far, indtil han tager til Oxford for at studere som 19-årig. Der møder han hurtigt den jævnaldrende Sebastian, og de to drenge bliver snart uadskillelige. Charles lider til tider under Sebastians lunefulde måde at vise sit venskab på; Charles er fuldstændigt fascineret af både Sebastian, men også familiens gods Brideshead og den familie, som Sebastian i jalousi forsøger at holde ham fra. Han forstår ikke først, at Sebastian har behov for at have noget for sig selv i en familie, hvor alle blander sig i alt.

De lever et temmeligt dekadent og sorgløst liv - men såmænd ikke så meget anderledes fra det mange andre overklasseknægte levede i 1920'erne. Men Sebastians drikkeri tager overhånd, og Charles forsøger at passe på ham. Familien forsøger med alle midler - fjerne sprutten fra huset; fjerne Sebastian fra huset på en længere dannelsesrejse og endelig sende ham til en afvænningsklinik. Men han forsvinder undervejs, og ender med at leve på må og få rundt omkring i Nordafrika.

Det bliver i første omgang slutningen på Charles' forhold til familien; udover nogle sporadiske møder i selskabslivet - men år senere møder han Julia på et skib på vej fra USA. Mens hans kone ligger søsyg indleder de et forhold, og da de vender hjem lever de åbenlyst sammen i flere år. De bliver skilt, og planlægger at gifte sig - noget Sebastian uden tvivl ikke ville have billiget. Men familiefaderen vender hjem for at dø, og pludselig tror Julia, at al hendes livs ulykke skyldes en manglende overbevisning i troen. Det bliver en bitter ende på deres forhold - en unødvendig, trist og absurd ende; og de ender begge med at være alene og ulykkelige.

Charles genser Brideshead, da han under krigen med sine tropper får besked om at tage kvarterer i godsets værelser. Et nostalgisk gensyn, som er indledningen og afslutningen på historien.

Der er mange andre fantastiske personligheder i bogen; der er en stemning af en tabt verden fra før krigen - og der er spørgsmålet om troen. Waughs hovedperson, Charles, er overbevist agnostiker - og man kan undre sig over, hvorfor Waugh ikke "omvender" ham for at give det hele en lykkelig slutning. Men det svar findes i hele perioden - der var en ny krig på vej; mellemkrigstiden var en lykkelig parentes, som ikke kunne fortsætte og alle må de på en måde betale for deres ubekymrethed.

Det er mange år siden, at jeg så serien - men jeg erindrer på ingen måde, at den var så omfattende og skabte den samme vemodighed. Absolut en stor fryd at læse som roman og ikke se på fjernsyn!

Thursday, April 19, 2012

La bâtarde d'Istanbul - Elif Shafak

























Det sker tiere og tiere, at jeg får inspiration til at læse en bog ved at se den omtalt i en anden bog. Det er vel meget naturligt, når man læser så relativt meget som jeg gør. Jeg havde læst en bog af Elif Shafak sidste forår, og var begejstret - men jeg kunne alligevel ikke lade mig overtale til med det samme at købe Bastarden fra Istanbul; givetvis fordi omslaget virkede som en tøseroman?

Men så jeg læste jeg den fantastiske rejseskildring af Paul Theroux, hvor han under et stop i Istanbul netop træffer både Orhan Pamuk og Elif Shafak, og fortæller, at romanen var forbudt i Tyrkiet på grund af sin 'direkte' titel, og samtidig kostede forfatteren en retssag og risiko for fængselsstraf - så tænkte jeg, at den måtte være værd at læse!

Årsagen til retssagen er temmelig indlysende - man skriver ikke ustraffet om Tyrkiets Akilleshæl - det armenske folkedrab i årene 1915-17; og det er netop hovedemnet i Shafaks familieroman, hvor to familier mødes på tværs af generationer og på tværs af landegrænser for at opdage, at der er meget mere, der knytter dem til hinanden.

På den ene side er der Armanoush, som er vokset op i USA af en amerikansk mor, og en armensk far. Forældrene skilles da hun er lille, og moderen gifter sig igen med den tyrkiske Mustafa. Armanoush vokser således op hos moderen noget af tidem, og den anden del er hun hos faderen Basram, de mange tanter og onkler og farmoderen. Farmoderen er en overlevende fra folkedrabene, men havde mistet sine forældre og brødre, og kom på børnehjem i Tyrkiet indtil hun år efter blev genforenet med sin familie i USA.

I Istanbul lever den jævnaldrende Asya i et hus fuld af kvinder - hendes mor og de tre tanter, mormoderen og den senile oldemor. Moderen er enlig mor, og temmelig utraditionel - hun går i korte skørter og er tatovør; men de tre tanter har hver deres særheder - enten ekstremt troende, lidt småskøre eller de taler med ånderne, som Banu der har en god og en ond ånd på hver skulder. Alle familiens mænd er døde tidligt, og broderen Mustafa nægter at komme hjem på besøg fra USA.

Asya er i identitetskrise og i oprør - hun kender intet til sin far; hun omgiver sig med en pseudointellektuel skare, der mest tjener til at få hende til at glemme huset og kvinderne. Armanoush til gengæld leder desperat efter sine armenske rødder ved at chatte med armenske ekstremister bosiddende i USA, som absolut ikke kan glemme eller tilgive. Hun indser derfor, at hun må til Istanbul for at finde en forklaring.

Da Armanoush således dukker op hos Asyas familie er det først med lidt mistænksomhed fra Asyas side - havd skal den amerikanske pige der? Udforske muslimske kvinders undertrykthed? Armanoush fortæller sin families historie og forventer anger fra de tyrkiske slægtninge - men de kender ikke meget til denne del af landets historie, og forsøger at hele sårene og undskylde med enorme mængder mad. Det er i øvrigt et pudsigt træk, at alle kapitler bærer navnet på en fødevare, frugt, grøntsag - for i et tyrkisk hjem fyldt af kvinder spiller mad en stor rolle.

Tante Banus to ånder begynder dog at afsløre det, som binder de to familier - og som ikke skal afsløres her! Men det får vidtrækkende konsekvenser for dem alle, og bliver en form for håndsrækning og forsoning i en krise, som det officielle Tyrkiet ikke vil anerkende.

Bogen er fyldt med dufte og mad, indtryk fra smukke mystiske Istanbul og det er absolute en female power-bog! Dejlig læsning med stof til eftertanke.

Sunday, April 15, 2012

Africa Trek 2 - Sonia & Alexandre Poussin


























Jeg var meget utålmodig efter at have lukket første del af det franske pars rejseskildring op igennem Afrika; jeg måtte straks videre i eventyret, videre på rejsen - og det var heller ikke en skuffelse.

Jeg var mere skeptisk over den anden del - fra toppen Kilimanjaro i Tanzania til den nordlige del af Israel. Måske fordi jeg vidste, at det snart ville være slut med det, som vi nok betegner som Afrika. Efter rejsen gennem Kenya, ville det være ind i Ethiopien, og så videre op igennem Sudan og Egypten til slutningen af kontinentet inden det sidste symbolse sving ind i Israel.

Tanzania og Kenya var måske de mest fascinerende skildringer; vilkårene var ekstreme med lange ture gennem bush, og med faren for løver konstant hængende over hovederne. Det var historier om arkæologiske fund i Grand Rift-dalen, hvor nogle af de ældste skeletter i historien er fundet - for vi er jo alle afrikanere ! Det var selvfølgelig også møderne med Masai-krigere, men også andre mere ukendte stammefolk som Dassanetch- eller Bargaïg-stammerne. Og hele tiden den fascinerende veksling mellem spænding og fare; reflektioner over livet og den daglige kamp for at finde logi til natten eller vand. Historierne om dysenteri og malaria, og alle de fantastiske menneskeskæbner de møder undervejs.

Den ethiopiske del er barsk læsning; jeg var overrasket - som de vandrende selv - over den fjendtlighed, de møder i det land. De bliver stenet ud af landsbyer, forfulgt af hånende børn og er lykkelige for endelig at kunne krydse grænsen til Sudan. Det er en uventet opførsel som ingen politisk oprindelse har - som måske skyldes fattigdom, og det faktum, at de som vandrende intet havde at give af.

Turen gennem Sudan er hjerteskærende; historien om et land, som skulle have været to, hvis ikke kolonialistiske magter havde besluttet det anderledes og trukket en streg et forkert sted på kortet. Siden deres rejse er denne konflikt jo heldigvis løst med oprettelsen af verdens yngste land Sydsudan for knap et år siden. Man forstår nødvendigheden af dette ved at læse skildringerne om et land med to folk og to religioner. Dem er der andre af i verden - og de er jo sjældent fredfyldte; men her var den kulturelle og geografiske grænse så markant, at det var utopi at opretholde en politisk grænse.
Sudan er et land med enorme historiske og kulturelle rigdomme - netop i det nye Sydsudan, som det med tiden forhåbentligt bliver nemmere at besøge som turist.

Rejsen op igennem Egypten var muligvis den mest kontroversielle, som alle der har rejst i Egypten (udenfor charterhelvedet på Sinai-halvøen) ved. I 2003 var sikkerheden stadig endnu mere skærpet end i dag efter drabene på europæiske turister ved Luxor i 1997. Jeg var der selv første gang i 2005, og oplevede konvojerne med Kalachnikovs ved rejsen mellem Luxor og Aswan. Det var med gensynets glæde og de indre billeder intakte, at jeg kunne læse om deres tur til Philae-templet blandt andet. Men også det ufattelige i sikkerheden omkring dem - som jeg muligvis ikke finder hel retfærdiggjort. Da de ikke kan rende frit rundt, bliver der på hele i det store land, sat en politieskorte til deres rådighed - eller rettere de har ikke valget! Egypterne tror, at de er på denne rejse for at støtte palæstinenserne - og muligvis er det bedre for deres sikkerhed at lade dem forblive i denne tro. Men jeg synes nu, at det er skræmmende i et land med så stor fattigdom at misbruge midler ved at have fire politifolk hos dem konstant. De får også den ekstreme tilladelse til at bestige Keops-pyramiden ved Gizeh, og så er det måske lidt overdrevet at fremstille udelukkende som "almindelige" vandrere - de har tydeligvis privilegier ingen andre ville kunne opnå.

Rejsen slutter symbolsk lige efter et stop i Jerusalem med besøg i Gravkirken, hvor de reciterer navnene på alle deres værter for en nat; samme proces foretages i Al-Aqsa-moskéen, som normalt er lukket for ikke-muslimer. Endnu en undtagelse fra reglerne som alle andre rejsende må bøje sig under - men igen 'gensyn' med en by, der også gjorde stort indtryk på mig, da jeg var der i 2010.

Det er selvfølgelig også en rejse tilbage til civilisationen - gensyn med McDonalds-restauranter og vestlig komfort; jeg foretrak absolut den mere primitive del af turen. Men jeg var klistret til siderne, og det var temmelig vemodigt at gå de sidste skridt, for man følte sig virkelig med på en rejse. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan man vender tilbage til Vesten efter mere end tre år med den levevis - det forekommer umuligt - og den del ville have været interessant at få med. Ligeledes ville det have været interessant med en indledning, der forklarede hvor ideen kom fra og hvordan de havde forberedt sig på denne rejse. Jeg kunne sagtens have snuppet et par hundrede kilometer eller sider til!

Wednesday, April 11, 2012

Africa Trek 1 - Sonia & Alexandre Poussin


























Da jeg lukkede bogen i går aftes, følte jeg mig nærmest selv lige så fysisk og psykisk udmattet, som de to franske vandrere efter 7.000 km op igennem Afrika. Men min næste tanke var nok som deres - der er 7.000 km endnu; og jeg kan slet ikke vente med at komme i gang med næste del af det fantastiske eventyr.

Bogen er mit bud på Bogudfordringen 2012 i kategorien Sport - for selvom deres eventyr er så meget mere; så er det under alle omstændigheder også en sportslig, fysisk udfordring at tage sin rygsæk på skuldrene ved Kap det Gode Håb for at gå en tur til Jerusalem!!! Intet mindre. Reglerne var ganske enkle - de skulle følge ruten, og måtte ikke tage imod tilbud om autostop undervejs. De arbejder ikke undervejs og har stort set ingen penge - de stoler på folks gæstfrihed til at give dem ly for natten. Det bliver så alt fra luksushoteller til usle bambushytter eller enlige nætter i et intermistisk telt.

Til tider afviger de fra ruten for at se andre ting - eller for hurtigere at komme til et logi for natten - men udelukkende på betingelsen, at de næste morgen eller næste uge genoptager fra præcis samme sted, og disse afvigelser tæller ikke i km-regnskabet. De 14.000 km i alt skal tilbagelægges til fods - en ironi på et kontinent, hvor den hvide mand betragtes som én, der ikke har behov for at gøre det - og hvor alle drømmer om en komfort, som de giver afkald på.

Som rejsebog er den fantastisk opbygget, så læseren har fornemmelsen af virkelig at være med på turen. Vandringen er opdelt i mindre dele i bogen med mere detaljerede kort, så man kan se detaljerne i bynavne, floder og veje, og med angivelser af, hvor de mødte de forskellige mennesker. Det gør læsningen utroligt levende, og man føler virkelig, at 'nu nåede vi så langt'!

Turen starter med en temmelig lang strækning igennem Sydafrika selvfølgelig - tusind kilometer langs kysten, hvor de fleste tilbud om husly kommer fra hvide, som har boet i landet i årevis eller er født der. De betragter til tider sig selv som afrikanere, men deres komfort er selvfølgelig en anden og i starten sover de tiere i bløde senge efter en god middag med vin og dejlig mad. De vandrer heller ikke hver dag, selvom det er intenst de dage, de gør. Efter 242 dages rejse har de fx vandret 3.333 km på 111 dage - det giver et godt gennemsnit, men også en del hviledage. Der tænkte jeg måske, at det var lidt luksusferie med vandring!

Men tingene bliver jo kun sværere efterhånden som de kommer ud af Sydafrika, hvor der er forholdsmæssigt flere hvide. Turen går igennem Lesotho, tilbage ind i Sydafrika inden de krydser ind i Zimbabwe, hvor hvide ikke er velsete. Videre ind i Mozambique og hele turen op langs Malawi med dets sjove landform, inden de krydser ind i Tanzania. Her er det lange dage gennem savannen på udkig efter de farlige løvespor, men også en kamp mod malaria og fejlernæring, som koster dem otte rådne tænder - en høj pris at betale som 30-årig i god fysisk form!

Der er selvfølgelig plusser og minusser ved en rejsebog - hvor meget kan man stole på? Var de virkelig hele tiden alene - når der er billeder i bogen af dem begge? De største minusser for mig er den nogle gange lidt 'hellige' tone, hvor verden er stor og smuk, og menneskekærligheden uendelig osv. - uden at være religiøs; men det kan blive lidt for meget. En anden irritation er deres omtale af dem selv til tider - det franske efternavn Poussin betyder en lille nyudklækket kylling; og den metafor overdriver de til tider lidt i mødet med dyr og mennesker, hvor de bliver de bittesmå i det overordnede billede... og deres mod intet imod disse menneskers skæbne.

Men på plussiden er skrivestilen - for selvom man er vandrer, er man ikke forfatter. Men der er store skift mellem naturoplevelser, fred og ro, sygdomme og fester og mødet med de lokale. Der er en del politisk interessant information om de forskellige lande, og der er indsigten i alle disse skæbners liv. Der er ikke mange billeder - to samlinger sider i midten af bogen - men de er næsten unødvendige fordi man mentalt er med på deres vandring. Der er heller ingen unødvendige gentagelser af floskler, selvom flosklerne til tider er der.

Specielt kunne jeg godt lide, at den sidste del - som var bestigningen af Kilimanjaro - ikke fylder mere end et møde med en landsbykvinde med et handicappet barn. Der forsøger de ikke at overdrive deres heltemod - det er dog faktisk også det eneste sted, hvor de har bærere med, og det alligevel tæller med i km-regnskabet. Men det er så få km ud af det samlede forløb.

Overordnet set er det en helt utrolig bedrift, og jeg har dyb respekt for mennesker, der tør udleve deres vildeste drømme på denne måde. Frasige sig alt for at vandre alene sammen i tre år - det kræver psykisk også umådeligt meget. Der er 7.000 km endnu - og jeg kan slet ikke vente!

Sunday, April 8, 2012

A Handful of Dust - Evelyn Waugh
























En håndfuld støv er en satirisk roman, der efterlader én med et godt smil på læberne over den sarkasme den engelske forfatter Evelyn Waugh har til overs for sine protagonister. En vis portion selvironi er der vist også med paralleller til hans personlige liv. Han er muligvis mest kendt for Gensyn med Brideshead, som så igen muligvis er mere berømt i sin filmudgave end i bogen - men denne er absolut læsningen værd.

Ligesom Fitzgerald og Némirovsky er Waughs tid en sorgløs mellemkrigstid, hvor dekadencen og overfladiskheden er fremherskende; men han gør grin med den i denne roman om Last-ægteparret. Tony Last er en ikke umådelig rig godsejer - men som stadig tilhører den engelske overklasse; hans kone Brenda bruger sin tid på det, som den tids kvinder gjorde - hvilket vil sige stort set ingenting. De bor på Tonys familiegods Hetton Abbey sammen med sønne John Andrew, og den horde af gæster, der anmeldt eller uanmeldt dukker op hver weekend - en tidens trend, hvor det var skandaløst at kede sig.

Brenda bryder sig ikke meget om det gammeldags gods, og da den unge John Beaver en dag nærmest uanmeldt dukker op for at tilbringe weekenden, ser hun hurtigt en mulighed for et lille eventyr. Beaver er lidt en paria i selskabslivet, da han hverken har penge eller titel - hans mor er indretningsarkitekt for de rige; og han sidder dagen lang ved telefonen og venter på invitationer. Men så begynder Brenda at interessere sig for ham - måske fordi ægteskabet har nået 7-årskrisen? Måske fordi han er den sociale paria, som vil udgøre en reel udfordring for hendes sociale liv.

Hurtigt forklarer hun Tony, at hun ville studere og tage sig en lejlighed i London, og kommer kun sjældent hjem til Hetton Abbey. Tony er totalt uvidende og naiv, mens hele London snakker om affæren. Men ingen - hverken hans bedste ven, Jock, eller svogeren finder det nødvendigt at indvie ham - det hørte med til datidens privilegier for kvinder, så længe det ikke skabte for meget skandale. Brenda forsøger endda med veninders hjælp at finde en elskerinde til sin mand for at få fred til hendes egen eskapade, men han fatter intet og reagerer slet ikke på den parade af villige kvindfolk, hun slæber med hjem på weekend.

Bogens nok mest groteske del er da sønnen dør i en rideulykke; vennen Jock bliver sendt til London for at fortælle det til Brenda, som først tror, at det er elskeren John - og bliver helt lettet, da hun opdager, at det er sønnen. Så forlader hun Tony, og hendes familie begynder at presse ham til at opføre sig som en gentleman og give hende en passende sum penge ved skilsmissen. Det er den omvendte verden - men Tony nægter til sidst, og indser, at han som den forsmåede ægtemand vil gøre bedst i at forlade byen. Han drager på en ekspedition til Brasilien med en opdagelsesrejsende, han dårligt kender.

De bliver forladt midt i junglen af de hyrede indianere, og Tony får malaria. Til sidst må den anden efterlade ham i søgningen på mad og civilisation, men han drukner! Tony er alene og døende - indtil han får slæbt sig ind i junglen og møder Hr. Todd - en mystisk mand, som har levet blandt de lokale i 60 år. Han har tidligere haft besøg af en anden hvid mand, som læste Dickens højt for den analfabetiske mand.

Tony opdager dog med tiden, at den andens død måske ikke er helt uskyldig - og han kan ikke komme væk derfra. For at få sine måltider må han derfor læse Dickens højt i timevis. Den ultimative groteske slutning kommer, da Tony får sneget en seddel med sit navn ud sammen med en besøgende. Men da der kommer hjælp for at finde ham, har Hr. Todd bedøvet ham og givet englænderne hans ur og vist dem graven for den tidligere oplæser. Brenda gifter sig efterfølgende med vennen Jock - præcist som Waughs første kone, der blot to år efter deres ægteskab indrømmer en affære med deres bedste ven. Selvironi.

En alternativ slutning er med i bogen, som blev udgivet i USA, hvor den første ikke passede. Der vender han hjem til England, til en angrende Brenda og en retur til selskabslivet, hvor man den næste sæson har glemt alt og interesserer sig for nye intriger. Men hvor Brenda er opsat på en ny start, beholder Tony hendes tidligere London-lejlighed uden at fortælle det - hans hævn over Brenda og hans tilpassen til en verden, som ikke er så uskyldig, som han tidligere havde troet.

Jeg ved ikke, hvilken slutning, jeg foretrækker? Den første er grotesk med Tony som fange i junglen - men den anden er muligvis mere realistisk i sin sarkasme over den tids moralkodeks. En verden af døgnfluer og uden samvittighed over det dårlige man kan gøre mod sine medmennesker - så længe man ikke selv er målet, er det i orden at bagtale, sladre og bedrage - et emne, som Némirovsky jo også tit behandler.

Det er tilsyneladende en mere glemt roman end Brideshead, men absolut særdeles læseværdig, hvis man holder af 1930'ernes forfattere som jeg. Det er noget andet at se den periode beskrevet samtidigt end i nutidige romaner - især fordi datidens forfattere selv ofte tilhørte eliten og den samfundsklasse, de gjorde grin med.


Saturday, April 7, 2012

Ghost train to the Eastern Star - Paul Theroux

























  • Engelsk
  • 30. marts - 7. april
  • 485 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Der er noget ved rejsebøger, der fascinerer mig - man rejser selv en smule imens man læser! Paul Theroux opdagede jeg i november, og pudsigt tog den bog også relativt lang tid at læse i forhold til så mange andre 'tykke' bøger, jeg læser. Men det er fordi jeg hele tiden stopper op. Jeg må lige undersøge ting og sager; jeg skal lige se stederne på Google Earth - det er jo et genialt værktøj, når man læser rejsebøger! Og så skal man trække vejret indimellem når man kommer nærmest den halve jordklode rundt på 500 sider.

I 1973 tog den dengang 35-årige Theroux toget fra London og videre ud på en fire måneder lang rejse gennem Østeuropa, Tyrkiet, Mellemøsten, Indien, Sydøstasien, Japan og hjem igen via den transsibiriske jernbane - og efterfølgende skrev han romanen The Great Railway Bazaar, som udkom i 1975. I 2006 tog han den næsten samme rute - men mange ting var anderledes, og visse ting var det slet ikke.

Togene kører visse steder hurtigere, og er mere moderne. Lande, som var lukket land i 1973 er det ikke længere - men så er andre som fx. Afghanistan og Irak lukkede for rejsende i 2006. Men han forsøgte så vidt muligt at overholde den samme rute, og fastholde sit princip om ikke at benytte andet end landtransportmidler. Det kan heller ikke altid lade sig gøre - og selvfølgelig ikke for at komme til Japan. Han måtte tage flyet til tider - fordi skib også nogle gange var udelukkede på grund af politiske problemer som de Tamilske Tigre i Sri Lanka.

Men måden at rejse på er jo fantastisk - og noget som vi andre dødelige sjældent har tid til. Vi skal skynde os at rejse, ankomme, være et sted - og så må vi skynde os hjem for at arbejde igen. Vi har som regel ikke flere måneder at hive ud af kalenderen - men jeg er sikker på, at det både er den ultimative rejseform for at fortabe sig i stederne, men også for at opleve, at man flytter sig. Jeg er fuld af beundring over hans mod til at rejse alene på denne primitive måde og for en mand, som da var 65 år gammel - med en enkel lille taske, uden computer og blot fra dag til dag. Han rejser incommunicado!

Hvert sted beskrives både ud fra forskellen oplevet i forhold til de 33 år tidligere - men også ud fra hans møder med de lokale; for det er jo forcen ved denne rejseform - han tog ikke 1. klassestog, og mødte således almindelige jævne mennesker, som fortalte ham deres historie. Samtidig nød han jo trods alt også godt af sin berømmelse som forfatter - og der er blandt andet et møde med Pamuk i Istanbul og Murakami i Tokyo, som ikke ville være alle forundt.

Kapuscinski er tit blevet beskyldt for at have opdigtet, forherliget eller direkte løjet i sine rejsefortællinger. Det er sikkert svært at vurdere, hvor meget der er sandt eller falsk i en ensom mands rejse tværs over jorden - Theroux indrømmer da også i denne opfølger, at der er forherligede partier i Great Railway Bazaar, fordi det litterært gjorde sig bedre - og han er jo samtidig en fiktionsforfatter. Der er ikke opdigtede personer, men tiden og stedet for mødet er til tider lidt ændret.

Personligt gør det mig ikke noget; han har stadig rejst og de førstehåndsskildringer kan han ikke have opdigtet hjemme fra sofaen i England. Han er ekstremt ærlig i sine oplevelser, synes jeg. Mange steder undervejs bliver han som enlig midaldrende mandlig rejsende konfronteret med prostituerede - især i Asien. Han nedgør det ikke, han forholder sig reelt til den del af samfundet men også hans egne lyster efter flere måneder væk fra hjemmet og konen. Tværtimod virker det i en periode af rejsen som mere intenst - måske det kritiske punkt, hvor den fysiske ensomhed virkelig indfinder sig?

Jeg har meget lyst til nu også at læse hans fiktive værker - men også lidt bange for at blive skuffet. Jeg følte virkelig, at jeg var med på den lange rejse - og hvilke utroligt mange ideer til rejser man får!