Les Misérables (1) - Victor Hugo

• Fransk
• 7.-9. oktober
• 535 sider
• Dansk titel: De Elendige
• Bogudfordringen 2011



Som en del af Bogudfordringen 2011 blev jeg endelig inspireret af det indledende indlæg til denne måned, og tænkte, at det måske var muligheden for at give Les Misérables en chance. Ikke, at jeg nødvendigvis forventede, at jeg ville blive fanget af den eller endsige blive færdig! Det er jeg heller ikke endnu!

Det er vist om noget en bog, man kan blive skræmt af - ord som 'det 19. århundredes største roman' virker voldsomme. Længden kan virke voldsom - men principielt er det vel ikke værre end at læse tre uafhængige romaner - og når man i forvejen læser meget, er det et sølle argument.

Endelig er der det sproglige. Min udgave købte jeg i 1999, men den er trykt i 1996 - den er så gammel, at listen over forlag bagi stadig giver Zaire og ikke Congo som landenavn. Men for tolv år siden havde jeg været væk fra Frankrig i nogle år, og sproget i denne var for meget for mig. Det er det ikke i dag, selvom min udgave ikke er i nyere fransk - der bliver brugt nogle sjove vendinger og grammatiske konstrutioner, som i dag er helt ude af brug. Det er i det mindste meget autentisk.

Der er sikkert mange måder at opdele denne mursten på; mit første bind af tre indeholder hele Fantine samt første til femte bog af Cosette. Den er sandsynligvis delt ud fra princippet om et ligeværdigt antal sider per bind - eller ganske enkelt ud fra cliffhanger-princippet... for slutningen er så nervepirrende, at man straks må videre til næste bind.

Det er nok for tidligt efter første bind at komme med en gennemgribende analyse af det symbolske; i øvrigt er der så utroligt mange kilder til netop denne roman, at det næppe er mine ord, der kan bibringe noget nyt der. Men jeg har selvfølgelig min mening om indholdet, sproget - og historien.

Fra første side var jeg trukket ind i historien - det starter med den gamle biskop Myriel, og det er netop et eksempel på den specielle stil hele romanen er skrevet i. Hugo bruger de første firs sider (eller den første bog af første del) udelukkende på portrættet af denne biskop. Såvel for at benytte sig af personskildringen - selvom han hurtigt derefter forsvinder helt ud af historien - og for at beskrive betydningen han som person og religiøst symbol får for Jean Valjean. Men uden tvivl også som en beskrivelse af det religiøse samfund i Frankrig en lille generation efter revolutionen, hvor kirken ellers skulle bandlyses.

Jean Valjean gør derefter sin entré. Han er jo i fransk kultur et symbol i sig selv - blot siger man navnene Jean Valjean, Javert eller Cosette, og de står for Hugos personer men også de typer, de repræsenterer. Det samfund og de værdier; de skæbner og de sejre og nederlag, de har repræsenteret i generationer i fransk litteratur. Alene af den grund er det essentielt at læse Les Misérables, når man bor i et fransksproget land - lige så vel som begrebet Den Grimme Ælling for en dansker er universelt, og fremkalder andre billeder og symboler end udelukkende Andersens eventyr.

Valjeans historie er barsk - straffefangen, der flygter; der omvendes og bliver borgmester og forretningsmand - men altid er han på flugt fra den grumme Javert, der vil ham det ondt. Det er meget sort-hvidt, og som det er stilen for den tids romaner, så får vi samtidig forklaret de forskellige moralske dilemmaer, og skal ikke selv gætte os til dem som i meget moderne litteratur. Men det er på ingen måde generende.

Sproget vænnede jeg mig også hurtigt til - selvom jeg til tider måtte grine lidt! På fransk er det nærmest blevet en vittighed at bruge Hugos ord les mornes plaines fra hans beskrivelse af slagmarken ved Waterloo. Ordene i sig selv er absolut ikke benyttede længere; måske derfor er vendingen morsom? Jeg ved ikke, hvordan den er oversat til dansk - triste sletter? Men under alle omstændigheder bruger han begge ord meget ofte - så ofte, at man godt kan forstå, at de hænger ved ham.

Og netop slaget ved Waterloo er måske den tørre passage; springet fra slutningen på Fantine til starten af Cosette er tilbage i tiden - og så er vi pludselig i 1815 ved Napoleons slag ved Waterloo. Første pudsighed! Dernæst kommer knap tres sider med en indgående nærmest militærpræcis beskrivelse af slaget - uden nogen af de protagonister man har kendt fra første del. Næste pudsighed! Jeg er ikke meget for så lange krigsbeskrivelser - den eneste formildende omstændighed var, at det hele foregik blot kilometer fra, hvor jeg i dag bor - og jeg kender landsbynavnene og har set en genopførelse af slaget. Men ellers var det den tunge del - men jeg vidste, at det måtte blive bedre.

Efter slaget indhenter man tiden, og trådene samles.. og historien tager rigtigt fart med Valjeans møde med Fantines stakkels lille datter Cosette; deres flugt til Paris, hvor de må gemme sig for Valjean... og nu er jeg lige der i cliffhanger-øjeblikket, hvor næste bind må startes hurtigst muligt.

Jeg havde absolut ikke forventet den entusiasme - at læse et bind på tre dage, og ønske mig frem til en weekend, hvor jeg blot kan læse videre uden at blive forstyrret. Jeg tror bestemt ikke på, at alle klassikere er læseværdige mange år senere - men denne er uden tvivl; jeg er heller ikke ked af, at jeg først læser den nu - for nu får jeg det fulde udbytte af den franske originaltekst.