Sunday, February 7, 2010

La formule préférée du professeur - Yoko Ogawa


  • French
  • February 6-7
  • 245 pages
  • Dansk titel: Ikke oversat

En egentlig meget rørende fortælling, som dog alligevel ikke formår at komme helt i dybden. Uden tvivl også begrænset af, at mit kendskab til japansk baseball er yderst begrænset.

Det er historien om den 30-årige enlige mor, der er rengøringsdame, og arbejder for et større firma, der sender hende ud til kunder. Hun begynder at arbejde for den ældre matematikprofessor, som 17 år tidligere har været ude for en trafikulykke; siden den ulykke er hans hukommelse begrænset til firs minutter. Hun starter således hver eneste dag med at svare på hans spørgsmål om, hvad hendes skonummer er eller hendes telefonnummer.

Professoren finder en mystisk forbindelse imellem alle tal - en viden, som den ringe uddannede rengøringshjælp ikke har. Hun lytter dog interesseret og pludselig bliver hendes lærelyst vakt; man kan ikke selv lade være med at blive lidt grebet af det - og tage sig i at regne eksemplerne efter!

Den gamle professor er en mildest talt besynderlig personlighed på grund af sin manglende hukommelse; hver dag ifører han sig det samme jakkesæt, hvorpå sidder alle hans små huskesedler om de personer, der krydser hans vej eller, hvor han kan finde sine ting. Således får rengøringshjælpen også sin lille seddel - sammen med hendes søn, som professoren døber Root, fordi hans hovede er fladt som en kvadratrod.

De tre usandsynlige personnager udvikler et venskab, hvor professoren pludselig viser en menneskelighed og glæde, som han muligvis havde glemt. En yderligere person i historien er hans svigerinde, som bor i det store hus oppe på grunden - huset som de ikke må nærme sig.

Rengøringshjælpen finder på et tidspunkt en æske med baseball-kort, og opdager, at professoren var en stor baseball-fan - ligesom hendes søn. De tager ham med til en kamp; de reparerer radioen, så de hver dag kan følge med i mesterskabet. Deres liv får en parallel i mesterskabet efterhånden som det udvikler sig - og der mister bogen lidt af dens force, hvis man ikke er specielt interesseret i denne sport.

Da deres yndlingshold taber og mesterskabet ser ud til at gå tabt, er det samtidig et varsel om, at deres tid sammen lakker mod enden. Der er intet drama - en stille og rolig slutning; muligvis en anelse for tam. Det er en bog, som starter meget hurtigt og voldsomt, men taber i intensitet mod slutningen. Men absolut godt skrevet på den særlige japanske måde.
------------------------------------------------------------------------
Un livre très touchant et bizarre en même temps. Tout comme il démarre tout en force - il perd un peu de son haleine vers la fin; mais ce fût un beau petit livre tout de même.
L'histoire tourne autour de la femme de ménage trentenaire, qui est aussi mère seule d'un garçon de dix ans. Elle travaille via une société qui la place à tour chez des particuliers ou elle passe ses journées. Elle atterrit donc chez le vieil professeur de mathématiques qui a eu un accident de voiture dix-sept ans plus tôt. Lors de l'accident il a perdu sa mémoire - qui ne dépasse jamais les 80 minutes. Tous les matins elle recommence en répondant à ses questions - sur sa pointure, son numéro de téléphone etc.

Le professeur y trouve à chaque fois des liens magiques qui commencent aussi à émerveiller cette femme peu éduquée. Elle se prend à épier les chiffres; à se laisser interpeller par ce que le professeur lui apprend - et comme elle n'a pas l'habitude d'étuider sa perte de mémoire s'avère un avantage - il oublie qu'elle a posé les questions déjà maintes fois.

Le professeur est une personne étrange; vêtu de son costume où sont accrochés des petits papiers avec épingles pour lui rappeller qu'il est malade; qui est qui et où trouver ses affaires. Il fait venir aussi le fils de la femme de ménage qu'il nomme Root (Carré) puisque sa tête est aussi plate qu'une racine carrée.
Les deux ont alors leur petite image sur son costume. Ils deviennent amis - un drôle de trio; qui n'est pas toujours apprécié par la belle-soeur du professeur qui habite dans la grande maison qu'ils ont interdiction d'approcher.
Leur amitié évolue en même temps que le championnat japonais de baseball - une passion du professeur dans le temps. Seulement il ne sait pas que ses joueurs favoris sont partis à la retraite, et les deux autres font tout pour lui le cacher. C'est assez touchant mais cela prend à un moment un peu trop de place je trouve. Je n'y connais rien - mais dans leur histoire les hauts et les bas de leur équipe favorie devient symbolique de la fin de leur 'ménage'. Le professeur est placé dans une institution mais ils continuent à le visiter.
Donc je trouve que la fin est un peu fade; il y a des secrets non élucidés... et une perte en vitesse même si le tout est très bien écrit et qu'il aurait pu être très bien.

4 comments:

Louise said...

Jeg har aldrig rigtigt fået læst noget japansk. Kom aldrig med på ham der Kafka På Stranden-bølgen, og har ofte fundet mig selv nærmest imod bøger der foregår i den del af verden. Men nu skal det være anderledes, og jeg har indkøbt et styk bog af japansk forfatter: Koushun Takami. Bogen hedder Battle Royale og er en mursten...til gengæld er det en ungdomsbog, så jeg regner med at komme hurtigt igennem den :-) Denne her som du omtaler lyder dog også som en god og stilfærdig og tilpas underlig bog til at jeg ville kunne synes om den.

Nille said...

Louise,

Jeg var meget begejstret for 'Kafka på stranden' og kan varmt anbefale den; men ellers har jeg været ret vild med Ishiguro også - selvom hans bøger jo ikke foregår i et typisk japansk miljø.

Denne startede faktisk også glimrende - med de pudside modsætninger, der mødes - men så gik der lidt for meget baseball i den synes jeg! Synd! Men måske prøver jeg med andre af samme forfatter, for der var noget, der trak!

Ingrid said...

Jag läste den här boken för ett tag sedan och tyckte mycket om den- jag blev väldigt förtjust i professorn och hans sätt att lära ut matematik...det är (som du säger) en mycket rörande bok.

Nille said...

Ingrid,

Helt enig - den var meget rørende på en ikke melodramatisk måde; men jeg havde det lidt svært med al det sport i den. Men han er den perfekte matematiklærer :-)