Dræb ikke en sangfugl - Harper Lee

• English
• February 15-17
• 309 pages
• Originaltitel: To Kill A Mockingbird

Der er en alenlang analyse og beskrivelse af denne roman på Wikipedia - jeg har valgt ikke at læse den til bunds, og forsøge at fordøje mine egne indtryk af denne bog. Muligvis vil jeg ikke have mine illusioner eller forståelse af slutningen ødelagt af, hvordan andre fortolker det? Det er en meget gribende roman; én af dem, som jeg umiddelbart ikke troede, at jeg ville blive opslugt af - for at ende med at aflyse alt for at komme hjem og læse den færdig!

Harper Lee's roman er til dels selvbiografisk; den fortæller om det stille og rolige, lidt søvnige liv i 1930'ernes sydstats-Alabama, hvor raceadskillelse og ikke mindst menneskeopfattelse ikke var nået synderligt langt flere generationer efter den amerikanske borgerkrig. Der var stadig et klart skel mellem sorte og hvide; en fysisk adskillelse mellem deres bopæle, en mental adskillelse i opfattelse af deres intellekt - og der var ikke nogen, der overskred den usynlige grænse.

Historien fortælles af den 8-årige Scout - en temmelig drenget lille pige, som vokser op med sin fire år ældre bror, Jem, og faderen, Atticus Finch, som er advokat. Deres moder er død, og de passes af den sorte tjenestepige, Calpurnia.

Deres største fornøjelse for at få tiden til at gå i et temmeligt monotont liv, er at forestille sig, hvordan de kan lokke byens særling, Boo Radley, ud af sit hus. Boo bor lidt længere nede af gaden, og er en voksen mand, som ingen i byen har set i årtier. Det pirrer børnenes nysgerrighed, og han bliver symbolet på det ukendte, det farlige, det onde... selvom læseren hurtigt gætter, at det er Boo, der efterlader små gaver til dem i et hulrum i et træ på vejen.

Den sommer Scout er 9 år ændres familiens liv væsentligt, da faderen bliver udpeget som offentlig forsvarer i en kontroversiel retssag. En af byens sorte unge mænd, Tom Robinson, er anklaget for at have voldtaget Mayella, som er datter af en af byens drukkenbolte. De bor i et skur uden for byen, tæt på de sortes ghetto; og selvom de er uhæderlige på alle punkter, så rangerer de over de sorte i den tids hierarki.

Retssagen er derfor dødsdømt på forhånd. Atticus forsvarer Tom, og retssagen ender med at dele byen for og imod hans synspunkter. Børnene konfronteres med en ny virkelighed, og forsøger at forstå, hvorfor der er forskelle mellem folk. Byen drives til en nærmest lynchagtig stemning; og selvom Atticus næsten formår at redde Tom, så kan en sort mand på den tid aldrig være uskyldig, hvis hans ord står overfor en hvid mand.

Det slutter ikke med retssagen! Mayellas far har forstået, at han vandt - men i byens bevidsthed var han den skyldige; og han vil have hævn. Det fører til en sidste konfrontation, hvor Atticus samtidig må gøre op med sig selv, hvor hans egne værdier ligger - og har han også en hævntørst?

Romanen er fra 1960; den er til dels baseret på Lee's egen barndom og på en lignende hændelse i 1936, da hun selv var 10 år. Selv skrevet så mange år efter den tid, den beskriver, blev bogen forbudt i USA helt op igennem 1980'erne. Et utroligt skræmmende perspektiv for en bog, der i allerhøjeste grad handler om tolerance, racediskrimination, skyld og uskyld... en absolut uforglemmelig og anbefalelsesværdig klassiker. Den er desværre ikke uaktuel.

La lamentation du prépuce - Shalom Auslander

• French
• February 9-14
• 306 pages
• Dansk titel: Ikke oversat
• Originaltitel: Foreskin's Lament

Det første jeg tænkte, da jeg så bogen, var: 1/ Man kan ikke lave en titel, der hedder 'Forhudens beklagelse' uden at ville chokere bevidst.. og 2/ man kan ikke seriøst have sådan et navn; det må være et pseudonym! Det første var rigtigt - det andet ikke (desværre?)

En anden ting man skal overveje, hvis man som jeg læser i morgentrafikken, er medpassagerernes reaktioner på ens bog. Folk - mig selv inklusive - er nysgerrige og har det med at se efter, hvad andre læser. Hvis du læser denne bog, vil folk først kigge på titlen, så lynhurtigt dreje blikket op og ned af dig - og så tilbage til titlen for at tjekke om de har set rigtigt. Det affødte et par forargede blikke fra især tilslørede muslimske kvinder, og i lørdags fra én, som muligvis var jødisk. I så fald tog hun sporvognen på sabbat - og kan ikke være så ortodoks, at det kan chokere!

Men når du har haft alle de overvejelser, så er det bare at gå i gang og lade latteren brøle frit! For der er mange morsomme episoder i denne selvbiografi - som muligvis/muligvis ikke er pyntet på; men sådan er det jo med alle selvbiografier - ved man, hvor meget, der er fup og fakta?

Forfatteren fortæller om sin barndom og ungdom, hvor han voksede op i en yderst ortodoks jødisk familie - af den slags med slangekrøller og høje sorte hatte; hvor sabbatten holdes i hævd med samtlige forbud - og Shalom spiser hot-dogs, læser Playboy og ryger i smug... han opfører sig stort set som enhver anden amerikansk teenager i oprør. Men samtidig lever han - selv som voksen - i en permanent psykotisk tilstand af angst for hvilken guddommelig hævn, der vil overgå ham for alle hans synder.

Det er som sagt meget grov, barsk og sort humor - som nogle muligvis vil have svært ved at tåle; der er også til tider perioder, hvor der er lidt for mange gentagelser - men i det store og hele er det yderst underholdende. Men der er absolut også en tragisk undertone af, hvad fanatisk religiøsitet kan føre til - Auslander selv mister al forbindelse til sin familie, da han ikke følger de benhårde love, som religionen befaler. Selvom han forsøger at skrive sig ud af sin faktisk tragiske barndom, så er det en meget vred ung mand... men som kan få sine læsere til at grine med ham.

------------------------------------------------------------------------

En tombant sur cette couverture la première fois je me disais que c'était décidément une blague. D'une part le titre du livre mais tout autant le nom de l'auteur; on ne peut s'appeler comme ça - ça doit être un pseudo pour éviter de prendre la responsabilité d'un titre pareil. Mais non! C'est bel et bien un auteur juif qui a écrit ses mémoires d'enfance et jeunesse.

Donc si vous le lisez il faut aussi d'avance mésurer l'impact que cela aura dans le train ou le tram le matin. L'être humain est curieux; donc on a tendance à vouloir voir ce que les autres lisent. Si tu te trouves avec ce livre entre les mains, les gens regarderont d'abord le titre - ils feront un rapide tour de ta personne pour revenir sur le titre pour voir si ils ont bien vu.

Si il s'agit des femmes voilées vous risquerez en plus des regards pour vous condamner à quelque chose de pas terrible. J'ai eu la même sensation samedi avec une fille qui pourrait être juive, mais si elle se trouvait dans un tram samedi après-midi pendant le shabbat, elle n'était guère pas très orthodoxe!

Mais une fois toutes ces considérations passées on ne peut que rigoler des histoires de sa jeunesse. Eduquée dans la plus pure tradition orthodoxe - papillottes, chapeau de feutre etc. - Shalom va aussi au McDo, il lit Playboy en fume en cachette - en gros il a le comportement normal d'un ado américain. Seulement sa famille est très croyante et sa vie entière - même adulte - il ne pense qu'aux vengeances divines pour le punir de... vivre tout simplement?

Il y a des parties un peu moins drôles, des répétitions - mais il y a aussi malgré l'humour vraiment noir et ironique, un soupçon de tristesse. Car le livre nous montre aussi les conséquences d'une enfance rigide dans l'excès réligieux - Shalom finira par couper les liens avec sa famille. On sent que même adulte il y a beaucoup de haine; mais il essaie de l'évacuer en rigolant - et il réussit à faire rire ses lecteurs; mais il faut apprécier l'humour bizarre... je pense qu'il pourrait choquer certains!

Sept pierres pour la femme adultère - Vénus Khoury-Ghata

• French
• February 8
• 236 pages
• Dansk titel: Kun oversat til svensk

'Hun' - hvis navn vi aldrig får at vide - er en fransk kvinde; sandsynligvis i starten af trediverne. Hun har en elsker, som vil have hende til at fornægte deres affære overfor hans kone - så de går fra hinanden. Hun har en kat, som dør - og som hun selv begraver under et træ i haven. Det er hendes livs indhold, som nu er borte. Derfor rejser hun langt væk for at arbejde med humanitært arbejde og hjælpe andre.

Hun ender i en lille landsby i den fjerneste aførken af Afghanistan. Den hedder Khouf og består af knap fyrre lerklinede huse og et mikrosamfund, som ikke er vant til indblanding udefra. Her møder hun Noor, som er dømt til døden ved stening efter, at hun er blevet voldtaget af en franskmand, som arbejder med at bygge den dæmning, der med tiden vil give dem det vand, de så frygteligt savner - men som samtidig vil udslette deres landsby.

Noor's voldtægt har gjort hende gravid; så hendes mand og tre sønner har forladt hende. Noor selv tager dødsdommen med stoisk ro - for sådan hænger hendes verden sammen... desuden mener hun vel næsten, at det er fortjent, fordi hun rent faktisk nød det seksuelle samvær. En helt ny oplevelse for hende!

Den franske kvinde sætter sig for at redde Noor; hun allierer sig med Amina, som er landsbyens spåkone, og samtidig laver mad og gør rent for de franske nødhjælpsarbejdere. Om lørdagen lægger hun krop til den unge franske læges lyster; det hører også med til at hjælpe de fremmede til at overleve i denne udørken, synes hun.

Den franske kvinde bevæger sig længere og længere ind på farligt område ved at blande sig i landsbyens traditioner og mønstre; da de andre franskmænd rejser, bliver hun og vil stædigt oprette en skole. Men hvad skal de lære et europæisk alfabet for i en landsby, hvor kun imamen ejer en bog - Koranen? Hun bliver omdrejningspunktet i det trekantsdrama, der udspiller sig omkring Noor og Amina og hende selv; hun gør alt det forkerte - af de forkerte årsager.

Det er historien om den misforståede hjælpsomhed, som sikkert er typisk for mange humanitære udstationerede. Hjælp de uuddannede, fattige, ignorante - og du får øjeblikkelig mening med dit mislykkede europæiske liv, hvor en kats død får din verden til at vælte. Men hun glemmer at tage hensyn til lokal tro, lokal autoritet (officiel eller ej) - og ender med at sætte sig selv i fare.

Bogen er af flere årsager en ren perle: Der er passager, som er ustyrligt morsomme på den måde, som jeg forestiller mig muslimske kvinders frie snak er når de er blandt kvinder. Der bliver ikke lagt fingre imellem - og det er en noget anden opfattelse af de burkaklædte kvinder man får. Bogen veksler mellem den franske kvindes opfattelse af hændelserne, og Amina's - her fremgår det tydeligt, at forfatteren mestrer at se begge verdener, som libanesisk kvinde, der har boet en menneskealder i Paris.

Hvis den bliver oversat til dansk, kan jeg varmt anbefale den. Der er mere humor end i 'Under en strålende sol' - men den er alligevel grusom; for der skal stenes en kvinde... før stiller landsbyen sig ikke tilfreds.

La formule préférée du professeur - Yoko Ogawa

• French
• February 6-7
• 245 pages
• Dansk titel: Ikke oversat

En egentlig meget rørende fortælling, som dog alligevel ikke formår at komme helt i dybden. Uden tvivl også begrænset af, at mit kendskab til japansk baseball er yderst begrænset.

Det er historien om den 30-årige enlige mor, der er rengøringsdame, og arbejder for et større firma, der sender hende ud til kunder. Hun begynder at arbejde for den ældre matematikprofessor, som 17 år tidligere har været ude for en trafikulykke; siden den ulykke er hans hukommelse begrænset til firs minutter. Hun starter således hver eneste dag med at svare på hans spørgsmål om, hvad hendes skonummer er eller hendes telefonnummer.

Professoren finder en mystisk forbindelse imellem alle tal - en viden, som den ringe uddannede rengøringshjælp ikke har. Hun lytter dog interesseret og pludselig bliver hendes lærelyst vakt; man kan ikke selv lade være med at blive lidt grebet af det - og tage sig i at regne eksemplerne efter!

Den gamle professor er en mildest talt besynderlig personlighed på grund af sin manglende hukommelse; hver dag ifører han sig det samme jakkesæt, hvorpå sidder alle hans små huskesedler om de personer, der krydser hans vej eller, hvor han kan finde sine ting. Således får rengøringshjælpen også sin lille seddel - sammen med hendes søn, som professoren døber Root, fordi hans hovede er fladt som en kvadratrod.

De tre usandsynlige personnager udvikler et venskab, hvor professoren pludselig viser en menneskelighed og glæde, som han muligvis havde glemt. En yderligere person i historien er hans svigerinde, som bor i det store hus oppe på grunden - huset som de ikke må nærme sig.

Rengøringshjælpen finder på et tidspunkt en æske med baseball-kort, og opdager, at professoren var en stor baseball-fan - ligesom hendes søn. De tager ham med til en kamp; de reparerer radioen, så de hver dag kan følge med i mesterskabet. Deres liv får en parallel i mesterskabet efterhånden som det udvikler sig - og der mister bogen lidt af dens force, hvis man ikke er specielt interesseret i denne sport.

Da deres yndlingshold taber og mesterskabet ser ud til at gå tabt, er det samtidig et varsel om, at deres tid sammen lakker mod enden. Der er intet drama - en stille og rolig slutning; muligvis en anelse for tam. Det er en bog, som starter meget hurtigt og voldsomt, men taber i intensitet mod slutningen. Men absolut godt skrevet på den særlige japanske måde.

------------------------------------------------------------------------

Un livre très touchant et bizarre en même temps. Tout comme il démarre tout en force - il perd un peu de son haleine vers la fin; mais ce fût un beau petit livre tout de même.

L'histoire tourne autour de la femme de ménage trentenaire, qui est aussi mère seule d'un garçon de dix ans. Elle travaille via une société qui la place à tour chez des particuliers ou elle passe ses journées. Elle atterrit donc chez le vieil professeur de mathématiques qui a eu un accident de voiture dix-sept ans plus tôt. Lors de l'accident il a perdu sa mémoire - qui ne dépasse jamais les 80 minutes. Tous les matins elle recommence en répondant à ses questions - sur sa pointure, son numéro de téléphone etc.

Le professeur y trouve à chaque fois des liens magiques qui commencent aussi à émerveiller cette femme peu éduquée. Elle se prend à épier les chiffres; à se laisser interpeller par ce que le professeur lui apprend - et comme elle n'a pas l'habitude d'étuider sa perte de mémoire s'avère un avantage - il oublie qu'elle a posé les questions déjà maintes fois.

Le professeur est une personne étrange; vêtu de son costume où sont accrochés des petits papiers avec épingles pour lui rappeller qu'il est malade; qui est qui et où trouver ses affaires. Il fait venir aussi le fils de la femme de ménage qu'il nomme Root (Carré) puisque sa tête est aussi plate qu'une racine carrée.

Les deux ont alors leur petite image sur son costume. Ils deviennent amis - un drôle de trio; qui n'est pas toujours apprécié par la belle-soeur du professeur qui habite dans la grande maison qu'ils ont interdiction d'approcher.

Leur amitié évolue en même temps que le championnat japonais de baseball - une passion du professeur dans le temps. Seulement il ne sait pas que ses joueurs favoris sont partis à la retraite, et les deux autres font tout pour lui le cacher. C'est assez touchant mais cela prend à un moment un peu trop de place je trouve. Je n'y connais rien - mais dans leur histoire les hauts et les bas de leur équipe favorie devient symbolique de la fin de leur 'ménage'. Le professeur est placé dans une institution mais ils continuent à le visiter.

Donc je trouve que la fin est un peu fade; il y a des secrets non élucidés... et une perte en vitesse même si le tout est très bien écrit et qu'il aurait pu être très bien.

The Forgotten Garden - Kate Morton

• English
• 645 pages
• February 1-4
• Dansk titel: Den glemte have
• Titre français: Le jardin des secrets

Denne historie er det, jeg vil betegne som perfekt ferielæsning. Ikke, at jeg har haft den luksus i denne uge - men den var også perfekt til sporvognslæsning indimellem nogle meget hektiske arbejdsdage. Ydermere var den meget hurtigt læst - men glimrende underholdning.

Historien starter i 1913, da et skib anløber Australien og en lille 4-årig pige står alene på kajen med en lille kuffert som eneste bagage. Noget er gået galt. Hun bliver 'adopteret' af en barnløs familie, og først som 21-årig får hun sandheden at vide. Bogen springer mellem perioden 1909-1913 i England, hvor man følger de to unge kusiner Rose og Eliza - én af dem er muligvis den lille piges mor. Den går tilbage til 1900 for at følge Eliza's barndom - og frem til 2005, da den lille pige er blevet en gammel dame; med spring til perioden 1975-76, hvor hun som aldrende tager til England for at forsøge at opklare mysteriet om sin barndom.

Der er selvsagt mange spring - men så indviklet er det heller ikke! Man når at udtænke forskellige udfald af historien; den tager en ny drejning - men ikke mere end, at man alligevel når at tænke slutningen næsten til ende.

Som en lille 'sidegevinst' er Eliza eventyrfortæller, og der er et par eventyr i bogen, som selvfølgelig giver en del af nøglerne til mysteriet.

Jeg havde flere gange overvejet at købe den i lufthavnen til flylæsning - men syntes alligevel, at det var for dyrt. Til de 3 EUR, som jeg gav for den hos OXFAM var det glimrende underholdning. En af den slags lette bøger, man har brug for indimellem!