Ligge i grønne enge - Anne Ragde

• Danish
• 279 pages
• August 16-18
• Titre français: Pas encore traduit

Sidste del af trilogien om den norske bondefamilie havde jeg klogt nok udsat til den udkom i samme lille paperback-format som de to første. Det skulle vise sig at være en rigtig fornuftig beslutning, for der er altså ikke meget gods i knap 300 sider i den størrelse og af den kaliber.

I slutningen af anden del begår Tor, den ene af brødrene selvmord ude blandt grisene, og tredje del starter netop her. Hans datter, Torunn, som jo var vendt tilbage til gården for at hjælpe mens faderen var skadet forsøger nu at få den daglige gang til at hænge sammen med at passe dyrene, gården og den gamle farfar, som jo reelt kun er hendes onkel. Men hun er ved at bukke under - af skyldfølelse over, at hun ikke gav klar besked til faderen om hun ville føre gården videre, netop den dag, han valgte at tage sit eget liv.. af frustration over at være tvunget ud i en situation, hun ikke selv har valgt - for ikke at tale om den søde landbrugsmedhjælper, Kai Roger, som er forelsket i hende. Hun kan i hvert fald slet ikke overskue også at have et følelsesliv!

Samtidig er der Margido, den anden bror, som stille og roligt ændrer sig fra at være den indelukkede bedemand til at åbne sig lidt mere for verden. Men han formår ikke at hjælpe Torunn; han svigter sin far/bror - og i bund og grund er hans portræt for vagt! Man aner, at man skal se, at han ændrer sig - men at købe pepperoni i stedet for spegepølse er ikke nok... der mangler substans i personen, som det allerede var tilfældet i den anden del.

Endelig er der den morsomme homoseksuelle bror, Erlend, og hans kæreste, Krumme, som nu venter deres første børn med det lesbiske vennepar. De forstår absolut slet ikke, at Torunn kan have problemer - de er for optagede af deres eget overfladiske liv. Passagerne om netop dem, er langt fra så morsomme som i første del - og det er den gennemgående problem i afslutningen. Personerne falder fra hinanden ligesom historien til sidst falder helt fra hinanden uden en reel afslutning... andet end, at deres liv måske alligevel var for forskellige til at de kunne samles.

Jeg ville have den sidste del med - men jeg er ærligt talt ikke imponeret over helhedsindtrykket, når jeg sammenligner med andre norske sagaer, som af Herbjørg Wassmo.

----------------------------------------------------------------------

La fin d'une trilogie où j'ai adoré le premier tôme - et j'ai donc poursuivi malgré ma reticence pour le second tôme. Mais je voulais la fin de l'histoire et j'ai donc attendu la sortie en poche avant d'investir. Ca a été un choix prudent - car ni l'épaisseur du livre ni le contenu aurait justifié le prix neuf de 45 €! Hallucinant! Et même un peu chèr en poche comme c'est le cas au Danemark. Bref...

Dans le second tôme le paysan Tor se suicide à la fin et celui-ci reprend exactement à ce moment. Sa fille, Torunn, qui était retournée à la ferme quand il s'est blessé à la jambe essaie de trouver une manière de faire fonctionner la ferme - s'occuper des cochons, la ferme et le vieux grand-père qui en realité est son oncle. Mais elle est en train de craquer sous le poids de la culpabilité de ne pas avoir voulu répondre son père si elle voulait reprendre la ferme le jour-même de son suicide. Ensuite il y a le jeune assistant, Kai Roger, qui est amoureux d'elle et là elle ne peut envisager même de ressentir le moindre sentiment.

A côté de ça il y a l'autre frère, Margido, qui doucement s'ouvre un peu et devient plus humain et cool; moins croyant. Mais il n'arrive pas à aider Torunn, il abandonne la famille - et au fond son portrait manque de credibilité. On sent qu'il faut comprendre qu'il change - mais le fait d'acheter du pepperoni au lieu du vieux saucisson ne constitue pas assez de substance; comme je l'ai senti déjà dans le deuxième tôme.

Finalement il y a le troisième frère - Erlend, la grande folle, et son copain, Krumme. Ils attendent leurs enfants avec un couple de lesbiennes et n'ont pas les yeux ailleurs. Ils ne voient l'inévitable arriver - que Torunn est seule et personne ne l'aide. Dans le premier tôme je rigolais bien - mais là cela devient le cliché des couples homos superficiels et ça perd l'humour. C'est le problème permanent ici - tout se décompose... les personnes et l'histoire et il n'y a pas de fin réelle. Sauf peut-être la verité que même si nous sommes famille, on n'a pas toujours et forcément quelque chose en commun.