- Fransk
- 28.-29. august
- 340 sider
- Dansk titel: Mine rejser med Herodot
Rejsehistoriker ville han måske selv have kunnet lide; for denne bog handler blandt andet om hans passion for Herodot, der af Cicero blev betegnet som historiens fader. Kapuscinski får bogen foræret, da han som ung uerfaren reporter bliver sendt på sin første udlandsrejse til Indien. Bogen følger ham i årevis - som læsestof og som inspiration til, hvordan historie, steder og mennesker skal skrives, beskrives og opleves.
Hans første rejse udenfor Polen er en rørende historie; hvor det ikke handlede om, hvor man kom hen - han ville ganske enkelt bare prøve at krydse en grænse. Et temmeligt utopisk projekt i 1950'ernes kommunistiske Polen, men som ikke desto mindre lykkes for ham. Men måske en almindelig reaktion for en person, som virkelig elsker at rejse - ikke dem, som tager på charterferier med dansk leverpostej i kufferten. Eller dem, som ikke tør rejse alene eller til lande, hvor de ikke taler sproget - den slags kender jeg masser af, og det harmonerer overhovedet ikke med min filosofi om at rejse.
Jeg er selv tilhænger af selvstændige rejser til steder, hvor jeg bliver intellektuelt udfordret ved at opleve kulturer og mennesker, som er så forskellige fra mig som muligt. Derfor er jeg vild af begejstring over Kapuscinkis ideologi og hans måde at beskrive sine rejser på. Netop fordi han var en lille journalist i et lille polsk pressebureau uden store midler, oplevede han så meget mere end en Reuters-journalist. Han var tvunget til primitive rejsemidler, små usle hoteller og kom derved så tæt på befolkningen, som man skal for virkelig at kunne sige, at man rejser.
Hans kærlighed til rejser deler jeg også med ham - for som han selv skriver det i bogen:
"For en rejse begynder ikke i det øjeblik man tager afsted og den ender ikke når man når frem. I virkeligheden begynder den lang tid inden og den stopper aldrig, for hukommelsens film fortsætter med at rulle, når man selv er stoppet for længe siden"."
Kapuscinski bruger Herodot til at lære mere om sine egne bevæggrunde for at rejse; men også til at undres over livet og verden; han har det barnlige blik på alting, og det genkender jeg. Han fordømmer aldrig, eller stopper med at blive begejstret over nyopdagelser - selv efter årtiers rejser er han ikke blasert, men finder hele tiden nye vinkler og møder nye mennesker.
Han er selv meget fascineret af Herodots verdensopfattelse - at vi er mennesker med naboer; på den anden side af de naboer er der andre naboer med andre skikke. De har igen andre naboer - og derfor må man rejse videre for at opdage, hvad der gemmer sig bag det næste sted.
For det første er det en human tanke, som tiltaler mig - at vi er allesammen på denne klode og skal lære at leve i fordragelighed. For det andet er det en smuk rejsetanke om hele tide at skulle videre - se mere, opdage mere. Der er ikke meget mere for os at opdage i konkret forstand - men hvert menneske kan alligevel opdage en hel masse - og ikke mindst om sig selv - blot ved at anskue verden fra den vinkel. Besøg din nabo, snak med ham om hans naboer og tag selv videre og se dem.
Kapuscinski formår at transportere en med rundt i verden; og i denne bog også tilbage til Herodots fysisk mere indskrænkede verden - både igennem sine egne reportager men også med Herodots historier om de græsk-persiske krige.
Problemet er blot, at man får lyst til at pakke sin kuffert øjeblikkeligt, når man læser Kapuscinski!
No comments:
Post a Comment