Som vandets farve - James McBride

• Engelsk
• 19.-21. juni
• 256 sider
• Originaltitel: The Color of Water

Flere gange har en kollega anbefalet mig at læse denne emblematiske bog; og i forbindelse med de sidste ugers Black Lives Matter-demonstrationer blev det blot mere aktuelt. Da mit Covid-19 boglager var ved at løbe tør, kom den selvfølgelig straks på indkøbslisten.

Det er en lille bog, som er nem at læse - men så utrolig stærk!

James McBride er født i 1957 som nummer otte ud af tolv børn. Hans egen far døde lige inden han blev født, og moderen giftede sig igen og fik yderligere fire børn. Både hans far og stedfar var afro-amerikanere, og de boede i et typisk afro-amerikansk område selvom moderen insisterede på at sende dem i skoler i mere hvide områder.

Bogen kører i to spor; James' mor, Ruth, fortæller sin historie - modvilligt og efter mange år. I hvert andet kapitel fortæller James sin version af opvæksten med en mor, som ikke lignede de andre.

For Ruth var hvid. Hun var af jødisk afstamning, og da hun tog til New York og giftede sig med James' far, blev hun erklæret død for familien. Hun så dem aldrig igen - og de ville intet have med hende at gøre. I stedet vendte hun sig helt mod hendes nye lokalsamfund, og var sammen med sin mand med til at stifte en kirke for afro-amerikanerne.

Som barn spørger James tit moderen om hun er sort eller hvid? Han kan se, at hun er anderledes men hun nægter at tale om det. De mange søskende ved bare, at de skal arbejde hårdt i skolen og blive til noget. Men hvorfor er det så vigtigt for moderen? Hun fik aldrig selv de muligheder som barn af en ortodoks rabbinerfar, som misbrugte hende seksuelt. Og hun vil ikke have, at børnene bliver stigmatiseret på grund af deres farve - vi er jo stadig i USA i 1960'erne! Så de skal på universitetet og alle tolv får en god uddannelse i kraft af hendes ihærdighed.

Hendes filosofi må være at lære dem at være farveblinde! Da James spørger hende om Gud er sort eller hvid, siger hun, at han har samme farve som vand. Man kan måske argumentere, at hun kunne have brugt netop deres situation til at tage emnet op - men med tolv børn og næsten ingen penge, var der næppe tid til det. Hun valgte at fokusere på, at de skulle blive til noget.

Samtidig måtte hun leve med det kæmpe ar, at hendes familie og hendes kultur havde undsagt hende totalt. Hun skiftede religion og havde aldrig meget tilovers for jødedommens dogmer.

Det er en virkelig stærk fortælling; en enorm kærlighedserklæring fra søn til mor; en fortælling om flere årtiers amerikanske historie, som virkeligheden var for disse minoriteter af blandede ægteskaber. Og selvfølgelig en kraftfuld påmindelse om, hvad vi skal fokusere på i vores forhold til mennesker.

Den er ikke mindre relevant lige nu; for selvom der er gået årtier - så er det som om, at visse ting universelt ikke forandrer sig; som de tragiske hændelser i disse sidste uger har vist os.