Mermoz - Joseph Kessel

• Fransk
• 25.-30. juli
• 438 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Hvad der startede med en roman har nu udviklet sig til et reelt kærlighedsforhold til Kessels mange non-fiktive bøger. Det er nu den femte i rækken - og der er heldigvis en del mere at tage af.

Mermoz er måske ikke så kendt i Danmark - men i fransk kulturarv er han fuldt på linje med Saint-Exupéry, som dog i Danmark er kendt for sin historie om den lille prins. Men han var nok heller ikke så kendt for det, som var deres begges beskæftigelse - nemlig piloter. Fra dengang hvor det at flyve et fly var nyt og spændende, og hvor overlevelsesprocenten ikke var vanvittig høj. Ikke hvis man var blandt de første pionerer, som brændte for det og forsøgte at finde veje at overkomme nye forhindringer.

Mermoz kom i hæren som 19-årig, hvor han egentlig ikke rigtig vidste, hvad han ville med sit liv efter en kaotisk barndom hos bedsteforældre og i flere år adskilt fra sin mor. Men da han første gang fløj, fik han en åbenbaring af de helt store - og flyvning blev det eneste vigtige og rigtige i hans liv.

Efter sin militærtjeneste var han med til at starte som pilot i det franske Aéropostale, hvis ambition var at skaffe posten frem med fly - hurtigere end med datidens skibe eller tog. Opstarten blev mellem Frankrig og Spanien - men allerede da Mermoz kom til i 1925 blev han flyttet til Afrika, hvor han fløj Casablanca-Dakar-ruten. Det var bestemt ikke uden risici - fly gik nemt i stykker, og skulle man lande midt i ørkenen, blev man taget til fange af de indfødte stammer, som fandt en glimrende indtjeningsmulighed i løsepenge.

Men den helt store udfordring var ruten over Atlanterhavet - som Lindbergh passerede i 1927 - men med brevposten om bord. Mermoz flytter til Sydamerika i 1927, hvor han ene mand bygger hele firmaet op med forbindelser fra Natal til Buenos Aires. Men herfra er der ingen anden mulighed end båden til Europa.

Mermoz levede og åndede for flyvningen; han var et naturtalent men havde også mange ulykker - ikke mindst den der dengang blev kendt som Miraklet i Andes-bjergene. Den titel er senere overgået til de uruguyanske sportsfolk, der i 1972 måtte spise hinanden for at overleve. Men Mermoz forulykkede der i 1929 - bjergene er 7.000 meter høje, men ingen fly kunne på den tid flyve så højt - så det var en kamp om at finde et hul i bjergvæggen, man kunne passere. Denne gang gik det ikke, og de to mænd måtte reparere flyet i 4.000 meters højde i minus 25 graders kulde - uden mad og uden tøj. Men de vender tilbage - og nu er Mermoz for alvor en helt over hele verden.

Den gik ikke i længden. I 1936 forsvinder han over Atlanterhavet, og bliver aldrig fundet.

Kessel var en personlig ven af Mermoz; det gør det måske sværere at skrive en nøgtern biografi - og Kessel indrømmer selv steder, at han er i tvivl om han overskrider en grænse. Til gengæld kender han sit emne, og det er en biografi fuld af smukke historier og med respekt og kærlighed til sin ven.

Bogen er skrevet i 1937 - blot et år efter Mermoz' død; og det er jo en helt anden verden. Når han skriver om Aéropostales finansielle problemer, som ville kunne løses ved at samarbejde med fx Tyskland, er det jo interessant, at alt dette skete inden krigen overhovedet var i nogens tanker. En uskyldig verden, hvor mænd stadig udforskede i leg.

Samtidig fandt jeg den fascinerende på grund af linket til mit eget arbejde - en branche, hvor det bare gælder om at få tingene frem til tiden. Disse piloter gjorde forarbejdet til den industri det er blevet til idag.

Og endelig så mindede det mig om mit besøg på Aéropostales hovedkvarter i Saint-Louis i det nordlige Senegal lige ved grænsen til Mauretanien. I dag er det et fint hotel - men for 80 år siden, var det her Saint-Exupéry, Mermoz og de andre pionerer fejrede, at de endnu engang var landet sikkert efter en farefuld flyvetur. I Senegal er han også en helt - ligesom i Frankrig; og hans biografi var fantastisk fra ende til anden.

Hjemkomsten - Victoria Hislop

• Engelsk
• 20.-24. juli
• 582 sider
• Originaltitel: The Return

Jeg har tidligere læst en enkelt roman af Hislop, så da jeg fandt denne til den vidunderlige sum af 40 kroner, var det oplagt at investere i endnu en. Sidste uge havde jeg så oven i købet en rejse til München med diverse ventetid i lufthavn og en lang aleneaften på et hotel; det gav mig god tid til at komme igang med den. 

Ligesom med Øen er det en rammefortælling med start i nutiden, hvor en stakkels ung kvinde med hjertekvaler skal finde tilbage til sine rødder. Den del af fortællingen var heller ikke her den mest interessante, må jeg nok indrømme.

Den ca. 35-årige Sonia er gift med en lidt ældre mand, og deres forhold er mildest talt ikke godt. Hendes viltre veninde tager hende med til Granada på en miniferie, hvor de skal tage danseklasser - og på hendes morgenture rundt i byen, finder hun en hyggelig café, hvor en gammel mand giver hende små bidder af byens historie. Ikke mindst fascineres hun af de gamle fotos på væggen af flamencodansere, matadorer og lignende.

Vel hjemme igen får hun hevet oplysninger ud af sin far - om moderen, der er død; men som oprindelig kom fra Spanien - og hun finder gamle fotos, der er magen til dem i den lille café. Hun rejser tilbage og får endelig den gamle mand til at fortælle hende hele historien om Ramirez-familien; og denne del fylder så 400 sider af bogen.

Det er en fortælling om den Spanske Borgerkrig - og her var jeg virkelig på bar bund i de historiske politiske detaljer. Det var spændende læsning om en krig, som nok er ret så fjern i danske historiebøger og overskygget af den verdenskrig, der snart fulgte efter. Jeg har aldrig fået læst Hemingways grumme beretninger om den krig; men jeg kender billederne derfra - såvel hans som Capas; men der er nok for meget krigsgru i Hemingways romaner.

Her fik jeg en god indsigt i krigen med en mere politisk tilgang; og så var der jo kærlighedshistorien - som ender med, at den unge Sofia opdager, at hun har en forbindelse til den familie. Der var dog noget som irriterede mig en del - og det var tidsregningen. Bogen starter i 2001, hvor Sofia angiveligt er i starten af trediverne - ergo født ca. 1967-1968. Hendes mor er den unge flamencodanserinde, som er 12 år gammel, da regeringen væltes i 1936 - altså født i 1924! Og hun gifter sig med Sofias engelske far i 1955 ... jeg synes ikke, at det er en plausibel tidslinje; og det er et irritationsmoment, som nemt kunne være undgået. 

Det er da chick-lit i en eller anden form; og jeg bliver næppe afhængig af hendes bøger. Pudsigt nok så er kernehistorien om øen for de spedalske i Øen, og krigen i denne, virkelig interessante historier, som desværre skal proppes ind i lyserødt flor - de ville jo stå glimrende som selvstændige historier!

La belle lingua - Dianne Hales

• Engelsk
• 15.-19. juli
• 334 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Etymologi er fascinerende, og italiensk især er for mig interessant fordi så mange ordrødder findes på fransk også. Derfor har jeg også relativt nemt ved at læse lidt italiensk - uden dog overhovedet at kunne tale sproget. Så tanken bag bogen interesserede mig - en amerikansk kvinde, der igennem mange år har brugt oceaner af tid i Italien for virkelig at lære sproget.

Dianne Hales er uddannet journalist, og har skrevet en del bøger om velvære (kan man vel sige?) - kvindebøger om graviditet, søvnproblemer og slankekure .... der er uendeligt langt til italiensk litteratur-, kunst- og almen historie kan man synes. Og desværre er det jo således, at fordi man interesserer sig voldsomt for et emne, så bliver man ikke en god forfatter indenfor det felt.

Bogen er bygget kronologisk op, så man følger opbygningen af Italien som land fra de tidlige romere og frem; men også i tematiske kapitler om fx opera, poesi, krig osv. Alt det bruger hun som baggrund for det italienske sprogs udvikling, og til at forklare dets charme. For sproget er jo charmerende - men hendes måde at viderebringe informationerne på, charmerede mig ikke nok.

Jeg manglede personlighed! Der er en masse opremsninger af folk, hun møder, med deres lange fornemme titler fra universiteter og institutioner - men det blev meget skoleagtigt i sin form. Hun vil presse hele Italiens kultur og historie ind på så få sider, at det bliver for overfladisk og mangler de personlige anekdoter og/eller følelser, som får læseren til at føle, at det er hendes rejse ind i sproget og landet.

Jeg lærte da nogle nye ting og der var et par interessante kapitler, hvor jeg gled hurtigt og flydende gennem teksten. Men en stor del af det var for tørt til rigtigt at fange mig, og til sidst skulle jeg bare igennem det. Ærgerligt - for jeg havde virkelig glædet mig!

High Fidelity - Nick Hornby

• Engelsk
• 10.-14. juli
• 245 sider
• Originaltitel: High Fidelity

Det er sjældent, at det tager mig fem dage at komme igennem en lille ting som denne. Men der er sket det 'forfærdelige', at jeg - der ellers aldrig ser fjernsyn - har investeret i en hel serie på DVD. Ergo er jeg klistret til skærmen, og har helt glemt at jeg havde gang i en bog. Det betyder dog på ingen måde, at jeg ikke nød den!

Nu er den jo nogle år gammel - faktisk udkom den i 1995; og den er virkelig et tidsbillede fra en tid, hvor jeg var lidt yngre end hovedpersonen; men alligevel gammel nok til at kunne identificere med mig hans verden. Musikken, filmene, tøjet ... det er et rent nostalgitrip at åbne denne bog.

Og så er det fortællingen om, hvordan det var at være ung på den tid. Det var dengang AIDS var højaktuel - i dag hører man stort set aldrig om det, og jeg undrer mig over, hvordan unge forholder sig til faren i dag? Vi var forsigtige og vi tog tests, hvis vi fik en ny kæreste. Men det virker som et levn fra fortiden nu.

Rob er 35 år gammel, og hans kæreste Laura har netop forladt ham. Muligvis fordi hun ikke er imponeret over hans karriere som består i at sælge sjældne LP'er fra en skummel forretning - og ikke sjældne fordi de er LP'er ... men fordi hans musiksmag er så speciel, at den samtidig er hans kriterie for at bedømme alt og alle omkring ham. Hans venner er ikke meget bedre - indbegrebet af nørder uden sans for den virkelige verden.

Laura er altså gået - men hurtigt opdager Rob, at det er med overboen - og så ramler hans mandlige stolte verden sammen. Han gør alt det forsmåede kærester gør (og som man heller ikke kan længere) - utallige telefonopringninger, hvor røret smides på! Han går ubekymret i seng med en anden - men det er ikke en succes. Han opsøger alle tidligere kærester for at høre dem, om han virkelig er så håbløs.

Det er alle de klassiske symptomer på frygten for at binde sig ... commitment! At skulle give afklad på nok så mange potentielle muligheder for kærlighed uden at kunne se, at den er lige dér! Og selvfølgelig ender det 'godt' - realistisk godt og ikke Hollywood-godt.

Jeg morede mig faktisk enormt under læsningen, og jeg fik en lille erindring om ungdommens kvaler.

Sarum - Edward Rutherfurd

• Engelsk
• 29. juni - 9. juli
• 1.344 sider
• Originaltitel: Sarum

Rutherfurds debutroman er den sjette roman fra hans hånd, der er endt i mine reoler - og denne var om muligt én af de mest markante i valget af tidsperiode. Det er samtidig Rutherfurds fødeby, og måske derfor den naturlige første inspiration. Hans by kan være stolt af den hæder.

Det er tydeligt, at hans passion ligger hos disse store episke historiske dramaer, og med Sarum gav han sig ud på den mest omfattende tidsrejse, da vi starter allerede i tusinder af år før vores tidsregning - på den tid, da England deles i den sidste istid, da jægeren Hwll drager sydpå med sin familie, og slår sig ned ved sletterne ved det moderne Salisbury.

Derfra følger man historien om hvordan de første beboere slår sig ned for at leve af landet - og ikke blot jage; de bliver bønder! Senere bygger de Stonehenge som en hyldest til deres religion og tro, som er befolket af druider og lokale guder influeret af naturens og livets gang.

Men senere kommer romerne, og de er ikke meget for druider og den lokale religion. Til gengæld sørger de for, at nogle af bogens seks familier kommer højere på strå - og derigennem følger læseren også historien om de første rygter om den mystiske discipel i Mellemøsten, som har fået folk til at tro på kun en enkelt gud.

Princippet er det samme som i Rutherfurds andre bøger; vi følger seks familier, som på skift og på kryds og tværs oplever op- og nedture i det sociale hierarki igennem de mange århundreder vi følger dem. Der er slaver og herremænd - og der er krig og kærlighed; men det hele centreret omkring Salisburys historie og udvikling, som især i Middelalderen var en blomstrende provinsby med klædeindustri som primær indtægtskilde.

Det er derfor naturligt, at denne del af historien fylder meget - faktisk er vi helt henne omkring de tusinde sider før vi når frem til 1800-tallet. Her springes der mindre i tiden - og det er desværre også her Rutherfurd klokker lidt i fødselsår for sine personer. Den slags fjollede fejl undrer mig altid? Kan man som forfatter ikke have en liste med fødsels- og dødsår for samtlige protagonister og henholde sig til den undervejs? Jeg er klar over, at det skal kollidere med visse historiske begivenheder - men så må personerne indordne sig og ikke omvendt.

Men som i alle de andre romaner, så mister man ikke tråden i familierne; dog er den mere koncentreret om historiske begivenheder end i de senere romaner. Man fornemmer tydeligt, at han senere mestrer kunsten bedre - for der er utroligt mange detaljer at holde styr på. Personligt var jeg begejstret for den store del af romanen, der var helliget tiden inden Middelalderen. På den ene side fordi det er en tid, man sjældent beskriver i romanform og på den anden side fordi hele perioden omkring religionsproblemerne efter Henry VIII er lidt fortærskede efterhånden - i hvert fald for mig, der har læst så mange bøger fra den tid.

Nu mangler jeg faktisk kun to af hans bøger, hvoraf den ene er en slags parallelhistorie til Sarum og også foregår i dette område. Den er mere middelalderlig; men mon ikke jeg ender med en komplet samling.

Så venter jeg stadig spændt på næste udspil fra hans hånd; og jeg håber stadig, at han vender sig mod Italien!