Den kongelige egyptiske automobilklub - Alaa El Aswany

• Fransk
• 15.-21. februar
• 638 sider
• Fransk titel: Automobile Club d'Egypte

Efter historien om Gerda/Greta Wegener var jeg faktisk gået i gang med en roman, der havde stået et stykke tid i min reol - nemlig Vi er ikke os selv af Matthew Thomas. For nogle måneder siden kiggede jeg på den i en boghandel - på dansk - og overhørte en kunde, der spurgte en medarbejder til råds om den. Medarbejderen var alt andet end begejstret, og alligevel købte jeg den så på engelsk.

Jeg gav den fulde tre dage af mit læseliv, og havde kæmpet mig igennem vel ca. hundrede sider. Det gik trægt, og jeg kunne slet ikke se, hvor forfatteren ville hen; og da slet ikke hvordan vi skulle kunne sameksistere yderligere 550 sider. Det er sjældent jeg gør det - men denne opgav jeg, og den røg i skraldespanden.

I stedet kastede jeg mig over en længe ventet perle, som jeg ved det er med El Aswany (jeg har valgt at bruge den franske stavemåde som på den franske forside). De to tidligere bøger, som jeg læste i 2008 og 2009 står stadig friske i min erindring, og han er en forfatter, som jeg er sikker på ikke vil skuffe mig. Det gjorde han bestemt heller ikke denne gang.

Historien foregår lige efter 2. verdenskrig men inden englænderne gav dem deres fulde selvstændighed til bage i 1953. Kongen er Farouk, som kom på tronen i den unge alder af 16 år. Han er nærmest enevældig - men bortset fra det er der ikke mange forskelle til den måde Mubarak mange år senere styrede landet på som en republik. Kongen var en levemand, og et af hans udskejelsessteder er automobilklubben, som El Aswany morsomt guider hen til ved at indlede bogen med en forhistorie om den første bil, som Benz producerede. Romanen har nemlig denne klub som omdrejningspunkt som det mikrokosmos det er for store og små i samfundet.

Tjenerne i automobilklubben er alle egyptere, og de styres med hård hånd af El-Kwo (som vist har et andet navn i den danske oversættelse), som er en slags inspektør med direkte linje til kongen. Dog hører denne under den engelske Mr. Wright, som er direktør for klubben. Og El Kwo kan være nok så barsk og voldelig overfor de ansatte; overfor den udenlandske Wright er også han underdanig og i den koloniseredes rolle.

Abdelaziz Hamam arbejder i klubben indtil han en dag modsætter sig den hakkeorden, der regerer - og dør efter straffen fra El-Kwo. Bogen følger derefter hans fire børn - Saïd, Kalim, Mahmoud og Saliha. 

Saïd er en egoistisk og grisk person, der har et forhold til naboens datter og tynges af mindreværdskomplekser overfor især søsteren, som går på universitetet i modsætning til ham; en skøn upoleret mandschauvinist! Da faderen dør ser han sit snit til at gifte sig med Faiqa - naboens datter - og inden længe forsøger han at gifte søsteren væk til en potentiel forretningspartner, som viser sig at være impotent (eller skabsbøsse) og narkoman. Han er absolut bogens mest antipatiske person - måske med undtagelse af El-Kwo.

Mahmoud er familiens dovne og mindrebegavede medlem. Han skulker skolen og ryger hash med sin ven. Men da faderen dør, får han et job i klubben og pludselig er han gigolo for nogle ældre udenlandske damer, som giver ham den levestil, han stræber efter - uden at skulle yde andet end spille med musklerne og nå ja ... smide bukserne. Det giver ham til tider nogle moralske skrupler i forhold til islam - men ikke mere end, at det kan skylles ned med lidt whisky.

Kalim er familiens kloge hovede, som læser jura på universitetet men også roder sig ud i noget undergrundsarbejde for at befri Egypten for kolonimagten England. Han må også arbejde i klubben efter faderens død; men han bruger muligheden til at infiltrere klubben med sit netværk og i øvrigt forelske sig i direktørens unge (engelske) datter. Han er samtidig den mest vestligsindede af romanens protagonister på trods af sin kamp for selvstændigheden; måske fordi han er intelligent nok til ikke at tro på kvindens - eller nogen andens - undertrykkelse.

Og endelig er der Saliha, som må flygte ud af sit ægteskab og hjem til familien med sine bristede drømme. 

Rundt om de fire er der selvfølgelig hele staben af egyptere i klubben samt direktøren, der vil gøre alt for at hans unge datter bliver kongens elskerinde. Tjenernes kamp går ud på at vinde en form for værdighed; de vil ikke længere finde sig i korporlige afstrafninger - men så ryger drikkepengene, som er deres levebrød. Det er en kamp om at smigre og frasige sig solidaritet for at overleve.

Det er et glimrende samfundsportræt af et samfund, hvor alle er underlagt en eller noget andet. Alle er de afhængige og må bøje sig i støvet og tage mod skraldet - tjenere, døtre, kvinder, unge ugifte kvinder, indfødte oppe ad rangstigen og selv kongens familie. Systemet i samfundet er bygget op omkring den frygt alle har overfor trinet over dem hvad enten det er englænderne, et familieoverhovede, religionen eller en chef. Kun kongen gør som det passer ham og er dermed med til at styrte sig selv fra tronen.

Jeg var dybt fanget af Aswanys måde at skabe sine personer på; han gør dem altid så multidimensionelle, at man indfanges. Samtidig er romanens opbygning en blanding af forfatterens historie afbrudt af Kalims og Salihas versioner - de to protagonister indleder nemlig bogen med at aflægge forfatteren et besøg for at få deres ord med. Disse spring i vinkler og tid giver historien en fantastisk dynamik krydret med en god gang samfundssatire og humor.