Monday, February 22, 2016

Den kongelige egyptiske automobilklub - Alaa El Aswany


























  • Fransk
  • 15.-21. februar
  • 638 sider
  • Fransk titel: Automobile Club d'Egypte

Efter historien om Gerda/Greta Wegener var jeg faktisk gået i gang med en roman, der havde stået et stykke tid i min reol - nemlig Vi er ikke os selv af Matthew Thomas. For nogle måneder siden kiggede jeg på den i en boghandel - på dansk - og overhørte en kunde, der spurgte en medarbejder til råds om den. Medarbejderen var alt andet end begejstret, og alligevel købte jeg den så på engelsk.

Jeg gav den fulde tre dage af mit læseliv, og havde kæmpet mig igennem vel ca. hundrede sider. Det gik trægt, og jeg kunne slet ikke se, hvor forfatteren ville hen; og da slet ikke hvordan vi skulle kunne sameksistere yderligere 550 sider. Det er sjældent jeg gør det - men denne opgav jeg, og den røg i skraldespanden.

I stedet kastede jeg mig over en længe ventet perle, som jeg ved det er med El Aswany (jeg har valgt at bruge den franske stavemåde som på den franske forside). De to tidligere bøger, som jeg læste i 2008 og 2009 står stadig friske i min erindring, og han er en forfatter, som jeg er sikker på ikke vil skuffe mig. Det gjorde han bestemt heller ikke denne gang.

Historien foregår lige efter 2. verdenskrig men inden englænderne gav dem deres fulde selvstændighed til bage i 1953. Kongen er Farouk, som kom på tronen i den unge alder af 16 år. Han er nærmest enevældig - men bortset fra det er der ikke mange forskelle til den måde Mubarak mange år senere styrede landet på som en republik. Kongen var en levemand, og et af hans udskejelsessteder er automobilklubben, som El Aswany morsomt guider hen til ved at indlede bogen med en forhistorie om den første bil, som Benz producerede. Romanen har nemlig denne klub som omdrejningspunkt som det mikrokosmos det er for store og små i samfundet.

Tjenerne i automobilklubben er alle egyptere, og de styres med hård hånd af El-Kwo (som vist har et andet navn i den danske oversættelse), som er en slags inspektør med direkte linje til kongen. Dog hører denne under den engelske Mr. Wright, som er direktør for klubben. Og El Kwo kan være nok så barsk og voldelig overfor de ansatte; overfor den udenlandske Wright er også han underdanig og i den koloniseredes rolle.

Abdelaziz Hamam arbejder i klubben indtil han en dag modsætter sig den hakkeorden, der regerer - og dør efter straffen fra El-Kwo. Bogen følger derefter hans fire børn - Saïd, Kalim, Mahmoud og Saliha. 

Saïd er en egoistisk og grisk person, der har et forhold til naboens datter og tynges af mindreværdskomplekser overfor især søsteren, som går på universitetet i modsætning til ham; en skøn upoleret mandschauvinist! Da faderen dør ser han sit snit til at gifte sig med Faiqa - naboens datter - og inden længe forsøger han at gifte søsteren væk til en potentiel forretningspartner, som viser sig at være impotent (eller skabsbøsse) og narkoman. Han er absolut bogens mest antipatiske person - måske med undtagelse af El-Kwo.

Mahmoud er familiens dovne og mindrebegavede medlem. Han skulker skolen og ryger hash med sin ven. Men da faderen dør, får han et job i klubben og pludselig er han gigolo for nogle ældre udenlandske damer, som giver ham den levestil, han stræber efter - uden at skulle yde andet end spille med musklerne og nå ja ... smide bukserne. Det giver ham til tider nogle moralske skrupler i forhold til islam - men ikke mere end, at det kan skylles ned med lidt whisky.

Kalim er familiens kloge hovede, som læser jura på universitetet men også roder sig ud i noget undergrundsarbejde for at befri Egypten for kolonimagten England. Han må også arbejde i klubben efter faderens død; men han bruger muligheden til at infiltrere klubben med sit netværk og i øvrigt forelske sig i direktørens unge (engelske) datter. Han er samtidig den mest vestligsindede af romanens protagonister på trods af sin kamp for selvstændigheden; måske fordi han er intelligent nok til ikke at tro på kvindens - eller nogen andens - undertrykkelse.

Og endelig er der Saliha, som må flygte ud af sit ægteskab og hjem til familien med sine bristede drømme. 

Rundt om de fire er der selvfølgelig hele staben af egyptere i klubben samt direktøren, der vil gøre alt for at hans unge datter bliver kongens elskerinde. Tjenernes kamp går ud på at vinde en form for værdighed; de vil ikke længere finde sig i korporlige afstrafninger - men så ryger drikkepengene, som er deres levebrød. Det er en kamp om at smigre og frasige sig solidaritet for at overleve.

Det er et glimrende samfundsportræt af et samfund, hvor alle er underlagt en eller noget andet. Alle er de afhængige og må bøje sig i støvet og tage mod skraldet - tjenere, døtre, kvinder, unge ugifte kvinder, indfødte oppe ad rangstigen og selv kongens familie. Systemet i samfundet er bygget op omkring den frygt alle har overfor trinet over dem hvad enten det er englænderne, et familieoverhovede, religionen eller en chef. Kun kongen gør som det passer ham og er dermed med til at styrte sig selv fra tronen.

Jeg var dybt fanget af Aswanys måde at skabe sine personer på; han gør dem altid så multidimensionelle, at man indfanges. Samtidig er romanens opbygning en blanding af forfatterens historie afbrudt af Kalims og Salihas versioner - de to protagonister indleder nemlig bogen med at aflægge forfatteren et besøg for at få deres ord med. Disse spring i vinkler og tid giver historien en fantastisk dynamik krydret med en god gang samfundssatire og humor.


8 comments:

Rasmine said...

Tjah, det kan jo godt være, at jeg læser den på et tidspunkt. Jeg har nemlig købt den som e-bog, fordi den var en af de fire bøger, der skulle læses i min forhenværende læseklub om nyere skønlitteratur. Forhenværende, fordi jeg faktisk ikke havde tid til at læse bogen, og så fordi jeg ikke gad de to sidste, da det kom til stykket. Samfundssatire, skriver du. Hm. ikke lige min kop te, men hvem ved, måske en skønne dag ...

Nille said...

Rasmine,

Altså - samfundssatire.... det er jo ikke rablende gal humor. Men han stikker til nogle ting, som jeg forestiller mig er anderledes ømfindtlige i et egyptisk politisk og religiøst samfund end fx hos os.

Nu er jeg nysgerrig - hvad var de to andre bøger, du droppede?

Læseklubber gider jeg heller ikke; man skal ikke diktere, hvad jeg skal læse! Men jeg er faktisk begejstret for Aswanys bøger.

Rasmine said...

Da jeg meldte mig ind i den læsekreds, fik vi udleveret en lang liste med mulige bøger, og der var faktisk nogle, jeg havde lyst til at læse (ud fra omtalen), så jeg syntes, det kunne være ganske hyggeligt at have nogle mennesker ved hånden, som man vidste også havde læst dem. Det viste sig, at bøgerne til sidst blev valgt ud fra, hvad der kunne skaffes fra bibliotekerne - for det måtte selvfølgelig endelig ikke koste noget.

Jeg har delvis fortrængt de to sidste, men jeg kan huske, at den ene hed "Barnets tarv" og den anden var noget med kvinder og krig. Jamen altså!

Man må så lige huske, at jeg er dybt useriøs, og det er temmelig uacceptabelt i vide kredse. Så vidt jeg selv er i stand til at bedømme det, har jeg kun ganske få eller ingen rigtige meninger.

Nille said...

Rasmine,

Jeg skal aldrig i læseklub så, kan jeg høre.

I øvrigt heller aldrig på biblioteket, tror jeg - selvom jeg overvejer at se, om de har noget at byde på. Men med de gode bøger vil jeg jo helst have dem hos mig.

Om ens meninger er 'rigtige' er vel fløjtende ligegyldigt - man skal selv kunne lide en bog. Og om det så er Danielle Steel eller Victor James Joyce - for at nævne to ekstremer, jeg aldrig kommer til at læse, er vel ens egen sag!

Rasmine said...

Naturligvis er det ens egen sag, men det er det ikke længere med sådan en læsekreds, og det var rent og skært snyderi med den liste, så jeg er også helt færdig med den slags.

Hvem er Victor James Joyce? Jeg kan ikke google mig til ham ...

Jeg er ikke nogen flittig gæst på biblioteket som låner af den enkle grund, at jeg glemmer at aflevere til tiden, og så bliver det for dyrt (eller måske snarere: bøderne ærgrer mig), men ellers er det vist en temmelig god ide at låne de bøger, man er interesseret i, og så købe dem bagefter, hvis de viser sig at være værd at bruge plads på.

Nille said...

Victor James Joyce - ja, den var god. Jeg ville jo have skrevet Victor Hugo - men hans romaner elsker jeg jo, og så ændrede jeg det - halvt - til James Joyce. Korrekturlæsning!!!!

Jeg må en dag forvilde mig hen på biblioteket; men det er jo noget med at oprette sig som bruger med Nem-ID og alle de besværlige ting, der er i dagens Danmark og som jeg endnu ikke har vænnet mig til.

Og som du siger, så skal man holde styr på returdatoen, og jeg ville sikkert af ren vanvare bare stille dem i min egen reol.

Rasmine said...

Jeg vidste ikke, at Nem-ID nu også har erobret bibliotekerne, men undre mig gør det ikke. Jeg er SÅ sur på det system, men nu har vi det altså, og så er der ikke noget at gøre ved det - er den besked,jeg får, hver gang jeg brokker mig. Naturligvis er der det, men det vil man selvfølgelig ikke engang overveje, selv om folk brokker sig. Som om det ikke var nok, at man har et CPR-nummer!

Personnummeret kan man bruge til at logge på hos mit forsikringsselskab, dvs. hvis det gælder mine private forsikringer, men hvis jeg vil se noget om forsikringer, der har med min virksomhed at gøre, kan jeg ikke bruge CVR-nummeret. Hvor er logikken? Der skal jeg bruge mit Nem-ID-nummer, som jeg ikke kan finde (det står i en eller anden skrivelse, som man har fået fra Nets engang). Man kan kun få det oplyst ved at henvende sig i Borgerservice med gyldig legitimation. Resultat: Jeg RINGEDE selvfølgelig til forsikringsselskabet og fik de oplysninger, jeg skulle bruge. Det havde de rigtig godt af!

Nej, hvor er jeg træt af det cirkus!

Nille said...

Rasmine,

Jeg kan kun være enig med dig. Jeg tjekker fx heller ikke min lønseddel hver måned fordi den kommer i eBoks - og principielt er den jo det samme hver måned. Men jeg orker ikke alt det bøvl - og Danmark er blevet så helt og aldeles automatiseret, at man dårligt KAN ringe til sit forsikringsselskab eller nogle andre.