Quattrocento - Stephen Greenblatt

• Fransk
• 20.-26. juni
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Omslaget ligner en Dan Brown-roman med dens lurende titel og løfter om renæssancemysterier, og manuskripter, der vil ændre historiens gang, Men faktisk er det en yderst alvorlig affære - og langt fra hyggelæsning måtte jeg erkende. Det er lang tid siden jeg er blevet så udfordret af en bog, og den egnede sig da slet ikke til metrolæsning.

Vi starter med den italienske pavesekretær Poggio Bracciolini, som i 1417 er på vej til Tyskland for at besøge munkeklostre. Selv er han ikke munk, men var sekretær for den da nyligt afsatte pave John XXIII, og i stedet for at søge lykken hos en ny pave, beslutter han sig for at rejse ud for at lede efter manuskripter. På den tid var der en lille kreds af humanister, der i stigende grad identificerede sig selv med de gamle romeres og grækeres tankegang. De vidste også, at selvom meget var gået tabt, så var det stadig muligt at finde gamle codex eller papyrusruller primært i klostrenes biblioteker.

Derfor blev det denne mand, der fandt det eneste tilbageværende eksemplar af Lukrets' digt De Rerum Natura - sikkert i et kloster ved Fulda, men han angiv aldrig sin kilde. Det var tit svært at få manuskripterne med sig, så man måtte kopiere dem på stedet, hvilket jo var en omstændig affære.

Vi bliver taget tilbage til Lukrets' tid - 1. århundrede før Jesu fødsel; en tid, som Flaubert beskrev som det eneste tidspunkt i historien, hvor mennesket kun var menneske. De romerske guder havde ikke længere den samme indflydelse på almen kultur og tro, og Jesus var endnu ikke født. Fra Cicero til Marc Aurelius - en periode på 2-300 år, var der ingen, der styrede menneskets tanker. Det blev grobund for epikureanismen baseret på filosoffen Epikurs værker, der var et par hundrede år gammel.

Men den epikureanisme er langt fra den fortolkning, vi bruger i dag. Det gjaldt om at højne sine glæder og mindske sine smerter; men ikke nødvendigvis ved kun at spise kaviar og drikke champagne - det gjaldt ikke om fråds, men om at leve bedst muligt - på en beskeden måde.

Og så skrev Lukrets sit berømte digt - Om Tingenes Natur.

Det er et digt i seks bøger, og baseret på en helt særegen filosofi. Lukrets hævder - med rette - at naturen er bygget op af atomer. Af materie. At disse atomer kan samle sig og blive til alt fra en myre til et menneske, og der ingen forskel er mellem "ingredienserne" - kun i sammensætningen. På samme måde vil disse atomer kunne nedbrydes. Eftersom de nedbrydes følger, at der intet liv er efter døden. Når vi dør, er det slut - og sjælen forsvinder - som et nedbrudt atom. Det bekræfter mennesket i troen på den fri vilje - et fundamentalt stridspunkt i den katolske kirke.

Lukrets genbruger visse elementer fra Epikur; men meget er også ganske nyt og revolutionerende, som når han forklarer årsager til jordskælv, lyn og torden og andre naturfænomener, som man antog for at være gudernes hævn over mennesket. Det er pudsigt nok samtidig en hymne til elskovsgudinden Venus - så på trods af alle hans påstande om manglende tro, så har han alligevel haft en vis ærefrygt.

Bogen gengiver ikke i sin helhed Lukrets' digt; men det er bestemt noget, der skal udforskes.

Da Poggio således bringer digtet tilbage til Rom i katolicismens tid, er det selvsagt ikke i overensstemmelse med kirkens udlægning af "tingenes natur". De første mange år forbliver det relativt skjult, da kun en mindre gruppe mennesker har viden om fundet.

Men Savonarola hører om det, da han starter sine autodafé i Firenze i slutningen af det 15. århundrede. Og de italienske malere begynder at læse digtet, og lade sig inspirere af det - som for eksempel Botticellis versioner af Venus, og naturen som et fremtrædende element i hans malerier, ligesom Shakespeare i flere af sine skuespil bruger referencer til det.

Som tiden går, forsøger kirken at forbyde udbredelsen af digtet; i Spanien må bøgerne smugles ind og den oversættes og distribueres nærmest under jorden i lang tid.

I dag virker det jo elementært for os; måske især i vores del af verden. Vi stiller ikke spørgsmålstegn ved vores fri vilje som menneske; men der er stadig en katolsk magtfuld kirke, hvor disse dogmer provokerer. 

Det er jo en fantastisk historie - den lille mand, der ved et tilfælde finder et mere end tusind år gammel manuskript, som så nemt kunne være gået tabt. Man har side fundet dele af digtet i fx Papyrussernes Villa i Herculaneum ved Vesuv, og så er der brudstykker af det på det Kongelige Bibliotek i København - dog ikke Poggios original; men et af stedets ældste værker.

Det var som sagt en kompleks læsning; jeg var tilbage til Vesuv, de gamle romere, grækere, middelalderen og frem til Copernicus, Thomas More, Galilei og Montaigne ... og mere endnu! Det var fuldstændig som at være tilbage på skolebænken; men fantastisk spændende.