1000 years of annoying the French - Stephen Clarke

• English
• April 8-15
• 660 pages
• Dansk titel: Ikke oversat
• Titre français: Pas encore traduit

Stephen Clarke er kendt i Frankrig for at have skrevet flere fiktive romaner om en ung engelskmands oplevelser, da han installerer sig i Frankrig - ikke mindst i Paris. Chokket er voldsomt ved mødet med den franske (og parisiske) kultur! Jeg svor ved læsningen af den sidste af disse, at det var slut med hans bøger. Det er lidt som den også engelske forfatter, Peter Mayles, bøger om sit liv som husejer i Provence - på et tidspunkt er emnet ganske enkelt udtømt... men forbløffelsen over successen og alle de penge, der vælter ind, er ikke stoppet hos forfatteren. Men jeg lod mig alligevel friste efter et par års pause - og fordi emnet denne gang ikke var fiktivt.

Jeg blev ikke skuffet; faktisk har jeg mest læst den herhjemme af skræk for at støde mine medpassagerer i sporvognen, når jeg havde nogle store grineflip. At jeg er frankofil er der vist ingen tvivl om; til gengæld er jeg på ingen måder anglofil og mit kendskab til England og dets historie begrænser sig til det fra gymnasiets historietimer. Men hovedpointen i Clarkes roman, som er en nøjagtig historisk gennemgang, er netop at se det fra franskmændenes synspunkt. Nu er de jo ikke ligefrem kendt for at have meget selvironi - om englænderne har det ved jeg såmænd ikke?

Clarke starter med slaget i Hastings i 1066, og med det som udgangspunkt forsøger han at bevise, at alt, hvad der i dag har succes verden over som værende det ypperste af franske bedrifter viser sig at være englændernes fortjeneste. Alle de berømte slag som Frankrig har tabt til ærkefjenden England og helt op til D-day, hvor der iblandt de hundreder af tusinder af soldater, der landede i Normandiet udelukkende var 177 franske soldater.

Der er absolut episoder, hvor franskmændene ikke har opført sig gentleman-agtigt for nu at bruge den engelske terminologi; men der er også episoder, hvor de måske benægter, at andre (englænderne) skulle være årsag til deres medgang? Som champagnen, som de gjorde alt for at gøre flad og uden bobler, mens englænderne var vilde med boblerne... og sådan blev det så til sidst!

Clarkes force i denne bog er det ganske enkelt enorme researcharbejde, der må ligge bag - dog fandt jeg en bommert, da han mod slutningen omtaler fodbold-VM i 1998.... 70 år efter afslutningen af 1. Verdenskrig!!!! En forfærdelig bommert, som ganske enkelt ikke burde kunne forekomme efter ordentlig korreturlæsning. Men ellers er det informativt og jeg lærte en hel del; og ikke mindst er det hele krydret med hans enestående humor - og han skriver ikke for at gøre grin med franskmændene. Han er vist ganske frankofil selv efter så mange år i Paris, og at han elsker Frankrig og dets folk, er der ingen tvivl om. Men man skal sikkert netop nå til det stadie, før man med humor og distance kan tage det bedste fra sine to kulturer og se det morsomme, det latterlige og det egocentrerede i hver af dem.

Her er det virkelig vellykket; men man skal muligvis have en udpræget interesse for det ene eller begge lande for at se morskaben.