Don Quichotte de la Manche - Miguel de Cervantes

• French
• October 30 - November 7
• 577 pages
• Dansk titel: Don Quijote af La Mancha

Don Quijote er vel nærmest blevet et symbol i så udstrakt grad, at mange glemmer, at det oprindeligt er en roman. Det kan vel også være nemt at glemme, når den nu er 400 år gammel - men da jeg læste den fik jeg en pudsig kommentar: "Nå, læser du en bog, hvor Don Quijote er med i?" Det siger vel tydeligt, at han er blevet en figur, som er dissocieret fra den oprindelige roman - fordi vi alle kender parret Don Quijote og hans drager Sancho Panza; det umage par, som drager ud på alverdens eventyr.

Jeg havde aldrig læst den, og den stod højt på listen over klassikere, som jeg havde lyst til at læse. Den er blevet kaldt den første moderne roman, og i så mange andre romaner findes der referencer til den - ikke mindst er Calvinos fantastiske trilogi stærkt inspireret af Cervantes. Men selv uden at have læst den kendte jeg til Don Quijotes kampe mod vindmøllerne; hans hest Rosinante og grundhistorien - at læse den skulle så vise sig at være en helt anden historie!

Jeg læste den i en ny oversættelse fra 1997; men det er stadig en roman, der er 400 år gammel og det skal stadig respekteres i en nyere oversættelse. Dog er jeg sikker på, at den har været nemmere at læse end en oversættelse fra det 18. århundrede. Det er nemlig ikke helt nem læsning; historien starter relativt hurtigt med baggrunden om den eventyrlige Don Quijote, som læser så mange ridderromaner, at han til sidst tror på alt, der står i dem. Endnu værre er det, at han ser sig selv som en omvandrende ridder, der skal redde verden fra uretfærdighed - og når han vinder et kongerige vil han give sin trofaste væbner, den lidt naive bondeknøs Sancho Panza, en øgruppe at regere over. Et løfte Sancho ikke glemmer!

Så afsted drager de på udkig efter eventyr, og de kommer ikke til at mangle - for Don Quijote ser ridderudfordringer alle steder; gæstgiverier bliver til de smukkeste slotte og hans livs udkårne - en fattig bondepige, som han tilmed aldrig har set - bliver til den smukkeste dronning. Hans rustning er en parodi - med en barberskål som hjelm, men intet kan overbevise Don Quijote om, at det ikke er således tingene hænger sammen. Sancho Panza er den jordbundne, der skifter imellem at prøve at overbevise sin herre om, at dette er det rene vanvid - men så drages han alligevel af tanken om rigdom og bakker ham op hver gang, man forsøger at stoppe dem og tvinge Don Quijote hjem.

Det hele krydres med hele historier, som er lagt ind i den egentlige roman; historier, som de fortælles af alle de utrolige skikkelser, de møder på deres vej. Kapitlerne er alle relativt korte - 10-12 sider hver - men der er mange af dem; og der er utroligt mange gentagelser af de lange enetaler de forskellige protagonister holder om mangt og meget. Det kræver lidt pauser ind i mellem - og jeg ved ikke, om jeg med det samme starter med andet bind i romanen, som udkom ti år senere i 1615?

Der er bestemt en oplevelse ved at læse en roman af denne kaliber; men til tider måtte jeg give mig selv et spark bag i for at komme videre. Der er passager, som er temmelig langsommelige - men så sker der igen noget, og man opmuntres til at komme videre. Man glemmer under alle omstændigheder aldrig, at man har læst den!