Saturday, August 14, 2010

Best Love, Rosie - Nuala O'Faolain


  • English
  • 446 pages
  • August 10-13
  • Dansk titel: Ikke oversat?
  • Titre français: Best Love Rosie

Jeg fortsatte lidt i det irske og det ukendte - Nuala O'Faolain er ny for mig; og da hun døde i 2008 bliver der jo næppe en længere fortsættelse i det bekendtskab, selvom hun har skrevet fem bøger. Hun skrev sin første roman som 56-årig - præcis den alder Rosie som hovedpersonen i denne roman har, og man kan da ikke undlade at notere sig, at der må være nogle selvbiografiske elementer.

Rosie har levet et travlt liv siden hun som ung forlod Dublin for at arbejde for diverse humanitære organisationer; hun har set steder i verden få har besøgt; hun har haft elskere i kortere eller længere perioder - men aldrig faldet til ro og fået børn, som det var normalen for hendes veninder hjemme i Irland. På mange måder har hendes liv været defineret af hendes liv som kvinde og ikke mindst i det fysiske aspekt. Men nu er hun vendt tilbage til Dublin, og tanten Min, som har opdraget hende efter, at hendes egen mor døde, da hun var spæd og faderen, da hun var teenager.

Min er den gamle tante, som aldrig har set verden - men hun er dog kun 69 år. Hun kom til Rosie, da hun selv var 15 år gammel, da hendes søster og Rosies mor døde. Hun har ingen ambitioner haft om noget særligt andet end at passe pigen; hun har aldrig kendt til et kærlighedsliv og hendes liv er på mange mådet det diametralt modsatte af Rosies. Som hun er blevet ældre har hun udviklet et lidt for stærkt afhængigsforhold af den lokale pub, og Rosie kommer hjem for at passe på hende.

Rosie selv rammes af lidt af en depression; hun kan ikke finde sin plads som midaldrende kvinde, som ikke længere er noget først og fremmest i form af sin fysiske tiltrækningskraft. Men som ugift og barnløs mangler hun den dimension andre definerer sig selv ud fra på hendes alder - rollen som stammemoderen. Hun savner det fysiske sus, som forførelsen giver - men også trygheden, som hun nu forstår også er vigtig - at vide, hvem man skal blive gammel sammen med.

De to kvinder er dårlige til at snakke sammen, og Rosie tager til New York i en håbløs jagt på en ungdomskæreste, som viser sig at være bøsse. Pludselig dukker Min op - og derfra byttes deres roller. Min vil arbejde, tjene sine egne penge og opleve livet - Rosie bliver hjemme i Irland, og gemmer sig i et lille hus ude ved kysten, som tanten pludselig arver og som er tantens og moderens barndomshjem. Her bruger hun tid på at pleje sin depression, filosoferer over sin fortid, sin nutid og ike mindst sin fremtid som kvinde.

Der er meget melankoli i denne bog; den er ikke tragisk eller sørgelig, men der er den udefinerbare dosis af nostalgi over tiden, der går fra os. En forståelig tristhed over, at man siger farvel til en tid og går ind i en anden og især som 'single' i Rosies alder. Jeg har jo ikke Rosies alder, men den vakte tanker hos mig også og jeg blev til tider meget rørt over de tanker hun gr sig. O'Faolain skrev denne bog efter, at hun var blevet diagnosticeret med kræft og måske har dette medvirket til den specielle stemning; en meget rørende bog med både latter og tårer.

------------------------------------------------------------------------

Encore une lecture irlandaise - d'un auteur pour moi tout à fait inconnu. Elle a écrit cinq romans en commençant assez tard dans la vie avant de disparaitre en 2008, donc plus de romans de sa main. Elle a écrit son premier roman à 56 ans - l'âge que a Rosie, le personnage principal de ce roman, et je pense qu'il y a une partie de veçu dedans même si l'auteur a surtout veçu une longue relation amoureuse homosexuelle.

Rosie quitte Irlande jeune fille, elle voyage partout dans le monde en travaillant pour des ONG. Elle visite des endroits insolites; elle a des amants pour une courte ou longue durée mais jamais de couple stable ni des enfants, comme c'était la norme pour les filles de son milieu dans un pays catholique. Sa vie a été marqué par son statut de femme dans un sens même très physique. Elle s'est définie elle-même par sa capacité de séduction. Mais maintenant elle retourne à Dublin chez sa tante Min, qui l'a élévé après la disparation de sa mère, la soeur de Min. Son père est mort quand elle était adolescente.

Min est une vieille dame malgré ses 69 ans; elle n'a jamais voyagé - elle est venue chez Rosie à 15 ans et y est resté. Elle n'a jamais connu autre chose et surtout elle n'a jamais connu l'amour. Leurs deux vies sont des opposés, et les deux femmes ont du mal à se parler. Rosie revient néanmoins quand sa tante commence à frequenter le pub local un peu trop et a besoin d'aide.

Rosie se sent depressive; elle ne trouve plus sa place en tant que femme maintenant qu'elle n'est plus un objet de désir - mais pas non plus une femme avec un rôle de mère. Elle regrette son pouvoir de séduction, mais avec l'âge aussi le sentiment de securité d'avoir quelqu'un à ses côtés avec qui vieillir. Elle part à l'improviste à New York à la recherche d'un amour d'enfance qui se trouve être gay - et soudainement Min y arrive aussi. A partir de ce moment leurs rôles sont inversés.

Min veut travailler et gagner son argent; elle veut vivre! Rosie entretemps se cache dépressive dans la petite maison à la côte que Min vient d'hériter et qui est leur maison familiale. Elle passe son temps à réfléchir à sa vie - son passé, sa vie au présent et surtout son futur en tant que femme.

Il y a beaucoup de mélancholie et de nostalgie dans ce livre; il n'est pas tragique ni triste... mais avec cette petite touche d'amertume et d'incompréhension en face de la vie et du temps qui passe. Il faut accepter que le temps passe et que nous passons d'une étape à une autre - forcément je n'ai pu m'empêcher de penser aussi à ma vie et ressentir des émotions en le lisant - autant les larmes que le rire.

2 comments:

Donald said...

Når bare en forfatter kan vække smilet og røre sindet så er det det hele værd. Jeg blev helt rørt da du skrev "kun 69" :)

Nille said...

Donald,

Det er sjældent, at jeg læser bøger, som er trukket så meget på personlige erfaringer og dermed også rører læserens bevidsthed.

69 er ungt idag; og det er da netop skønt at have drømme i behold i den alder.