Sunday, August 23, 2009

Luftkastellet der blev sprængt - Stieg Larsson


Så er det slut med Lisbeth Salanders eventyr... lidt vemodigt, for jo mere man kommer ind i den trilogi, jo mere fascinerende bliver hun som person. Selvom Mikael Blomkvist er meget nærværende i den tredje del, så er det i allerhøjeste grad Lisbeths historie. Enden på alle hendes trængsler og forklaringer på en masse af det, der udspillede sig i den anden roman.

I netop denne henseende synes jeg afgjort, at den tredje er den bedste - muligvis ikke af de tre; men helt sikkert af de to sidste, som omhandler den samme historie. Det er derfor både en lettelse, at der bliver sat et punktum for det - men frustrerende, fordi Larssons plan jo unægtelig var, at historierne om Lisbeth og Mikael skulle fortsætte i et hæsblæsende tempo i såvel indhold som udgivelsestempo. Det nåede han desværre ikke...

Men historien holder! Den overraskede mig endda med de mange reelle navne på blandt andet tidligere statsministre som Fälldin - en hel del af navnene har eksisteret i svensk politik og er sågar nulevende, hvilket jeg finder utroligt modigt af Larsson, som jo som bekendt heller ikke var angst for at modsætte sig systemet - og Säpo i særdeleshed.

Hvor anden del var usædvanligt voldelig, så fokuseres der her mere på den teknologiske kriminalitet og optrevlingen af historien om Zalachenko - og det tiltaler mig uendeligt meget mere end langtrukne voldsscener. Disse har dog deres berettigelse i den overordnede historie - men da det jo er relativt tykke bøger kan man føle, at det tager tid... en fornemmelse man kun fortryder, når sidste side er vendt - velvidende, at der aldrig kommer flere!

-----------------------------------------------------------------------

Définitivement fini de suivre les aventures de la mystérieuse Lisbeth Salander... avec des regrets car plus on rentre dans la trilogie, plus on est fasciné par son personnage si complexe. Mikael Blomkvist - le journaliste - est très présent dans le troisième tôme aussi; mais c'est surtout l'histoire de Lisbeth. C'est la fin de tous ses peines endurés depuis l'enfance et les explications sur beaucoup de ce qui se passait dans le deuxième roman.

Dans ce contexte j'ai trouvé le dernier le meilleur - ou presque! Au moins des deus derniers qui racontaient la même histoire. Donc on est soulagés d'avoir au moins eu la fin - et très frustré parce que l'idée originale de Larsson était de garder le rythme très soutenu; tant dans l'action dans les livres mais aussi dans la cadence de sorties de ce qui aurait du nous donner dix romans. Malheureusement sa mort lui en a empêché...

Mais l'intrigue est solide! J'ai même été très surprise par le nombre de personnages réels - comme les ministres d'état précédents (comme Fälldin); dont une bonne partie sont toujours vivant. C'est très courageux de la part de Larsson en connaissant ses opinions sur le gouvernement et la police secrète, la Säpo. Ca colle bien avec sa carrière d'avant-auteur où il critiquait souvent le système.

J'ai trouvé la deuxième partie de la trilogie extrêmement violent; ici il s'agit plus de l'aboutissement de l'histoire, de la criminalité informatique et la police secrète et le cas Zalachenko. Personnellement je préfère ça à la violence; mais ils sont justifiés pour l'histoire globale... seul hic est que les livres sont si épais que l'aboutissement vient "tard". D'un autre côté on ne peut que le regretter la dernière page tournée...

5 comments:

Dorte H said...

Meget fair og præcis anmeldelse. Jeg har læst og nydt treeren for længst, men jeg skriver nu nok alligevel en anmeldelse hen imod oktober, når den kommer på engelsk ;)

Jeg kan nu også godt lide at genlæse krimier; der er sådan en tryghed ved at vide på forhånd, at når den er slut, vil de gode le og de onde græde.

Nille said...

Dorte,

Der var ikke meget at sige - alle har jo efterhånden læst dem!

Men jeg synes nu også, at de som helhed var gode - selvom nogle af mine udenlandske venner har lidt sværere ved at forstå det hele pga. deres manglende nordiske kultur. Hele spillet om Säpo og historien om Palme er dybt forankret i den svenske mentalitet... men det er ikke nået helt ud over landegrænserne.

Jeg tror nu ikke, at jeg vil genlæse - det gør jeg yderst sjældent...

Louise said...

Jep, også helt enig her. Syntes også bedst om nr. 3 ud af de to sidste :-)

Nille said...

Louise,

Den var pengene værd; en fin afslutning på trilogien synes jeg!

Louise said...

Ville egentlig stadig gerne have læst mere om Blomkvist og Salandeer, men måske også meget godt at legen stoppede (ufrivilligt formentlig med Larssons død) mens den var god.