La Maison du Silence - Orhan Pamuk

• French
• April 20-26
• 398 pages
• Dansk titel: Tavshedens hus

Det er nok ikke god tone at gengive de sidste sætninger af en roman - men i dette tilfælde vil jeg nu alligevel gøre det, fordi jeg synes, at ordene er utroligt rammende for samtlige af Pamuks bøger! De lyder - (i min oversættelse vel at mærke):

"For ligesom jeg sagde til mig selv år senere, da jeg lå i min seng, man kan ikke leve sit liv om igen, når denne envejs rejse er overstået, så kan man ikke lave den om, men hvis man har en bog imellem hænderne og selvom den bog er forvirrende og mystisk, så kan man starte forfra, når den er færdiglæst, for at forstå det, der er uforståeligt, for at forstå livet, ikke sandt?"

'Tavshedens hus' er Pamuk's anden roman - skrevet tilbage i 1983, men først oversat mange år senere, da andre romaner havde banet vejen for hans berømmelse. Men som jeg tidligere har nævnt, når det drejer sig om Pamuk, så får man fornemmelsen af, at alt på en eller måde hænger sammen i en større sammenhæng. Således drejer temaet i 'Tavshedens hus' igen om kontrasten mellem Østen og Vesten, men i denne sammenhæng mere politisk og idealistisk end kulturelt, som det var tilfældet i 'Mit navn er Rød'.

Scenen er en lille kystby ikke langt fra Istanbul i slutningen af 1970'erne - et sprængfyldt politisk tidspunkt i Tyrkiets historie. I det gamle forfaldne hus bor den 90-årige Fatma sammen med dværgen og husalfen Redjép. Fatma tilbringer det meste af sin tid i sin seng - hun lever tilbagetrukket i en verden med sine minder; og hendes vildeste udskejelser er den daglige mentale tortur af dværgen, som er frugten af hendes afdøde mands affære med en tjenestepige.

Hver sommer får hun besøg af sine 3 børnebørn - den alkoholiske overvægtige desillusionerede Farouk, som er historiker, og desperat forsøger at forstå essensen af historien ved at grave i byens arkiver. Den yngre bror, Métine, er kapitalist om en hals og omgås byens unge depraverede rige afkom, hvis vigtigste bekymring er, hvordan de skal underholde sig selv den dag - typisk ved at chikanere bilister på vejene og ryge hash. Endelig er der Nilgune - den unge pige, som er kommunist, holder sig mest i huset med sine bøger og diskussioner med Farouk.

Som den sidste fortæller af de fem i romanen, er der Hassan - søn af Ismail (en fattig lotterisælger), som samtidig er bror til Redjép. Han er således beslægtet med de tre unge - men ved det ikke selv. Han er nok det mest skræmmende element i historien - forvirret og let påvirkelig havner han sammen med en række unge fascister, der skræmmer livet af byens handlende. Hans fascination af Nilgune driver ham til at forfølge hende - men samtidig hade hende for hendes politiske overbevisninger og manglende 'korrekte islamiske opførsel'.

Bogen fortælles på skift af fem af disse personer - deres tanker om deres eget liv; deres betragtninger af, hvad der foregår i den uge fra de tre unge ankommer til der brat indtræffer en uhyggelig begivenhed. Men mest skræmmende er vel nok den gamle Fatma's manglende tagen stilling til sine børnebørn, til Redjép - til livet selv! Hun lever i minderne om manden - den afdøde læge, der ville skrive en encyklopædi - ligesom der var én i 'Den Sorte Bog' og ligesom Pamuk beskriver den faktuelle klummeskribent i 'Istanbul'.

Med Pamuk kommer man ikke udenom, at mange temaer og symboler går igen - men hver gang nærmer han sig emnet på en ny måde. Uagtet, at hans romaner foregår i forskellige perioder og forskellige steder, så kan man næsten opfatte hele hans forfatterskab som en stor roman - fordi man reelt set bør forholde sig til helheden i det; og ikke de enkelte historier.

Netop derfor er bogens afsluttende ord så passende! Jeg ville ikke vide, om jeg ville anbefale at starte med hans første bog - eller muligvis hans erindringer? Men jeg er dybt, dybt betaget af hans bøger - uden undtagelse!

----------------------------------------------------------------------

Au risque de gacher un peu le plaisir - mais cela ne dit rien sur l'histoire de ce beau livre - je trouve que la dernière phrase du livre résume tellement bien les romans de Pamuk:

"Car, comme je me le répète tant d'années plus tard, couchée dans mon lit, on ne peut pas recommencer sa vie, ce voyage à sens unique une fois terminé, on ne peut plus le refaire, mais si l'on a un livre entre à la main, et même si ce livre est confus et mystérieux, une fois qu'on l'a terminé, on peut le reprendre du début, si on le désire, on peut le relire, afin de comprendre ce qui est incompréhensible, de comprendre la vie, n'est-ce pas?"

'La Maison du Silence' est le deuxième roman de Pamuk, écrit en 1983 mais uniquement traduit des années plus tard quand il était beaucoup plus connu à travers ses romans plus récents. Mais mon sentiment concernant Pamuk est que tout est lié d'une certaine façon incompréhensible. Le thème central du 'La Maison du Silence' tourne encore une fois autour des contrastes entre l'Orient et l'Occident mais sur un plan politique et idéaliste et non pas sur la culture comme dans 'Mon nom est Rouge'.

Ca se passe dans un petit village au bord de la mer non loin d'Istanbul à la fin des années 70 - un moment délicat dans l'histoire politique de la Turquie. Dans la vieille maison tombant en ruines vit la vieille Dame - Fatma - avec le nain et servant, Redjép. Fatma passe son temps dans son lit - elle vit récluse dans un monde de souvenirs; et ses seuls excès sont ses coups de colère contre le nain, qui est le fruit d'une relation qu'avait son mari avec la doméstique.

Tous les étés arrivent ses trois petit-enfants - Farouk, qui est alcoolique, obèse et historien. Il essaie sans grand succès de percer le mystère de l'histoire - comment la représenter dans un monde moderne et aussi pour lui apporter une certaine estime de soi. Le petit frère, Métine, est un pur capitaliste qui rêve de partir en Amérique. Il fréquente la jeunesse dorée du village qui vient en été et dont les soucis principaux sont les activités de la journée. Pour la plupart celles-ci consistent à harcèler des voitures sur les routes et fumer du haschish. Finalement il y a la soeur - la jeune Nilgune, qui est communiste et reste à la maison avec ses livres et en train de discuter idéologie avec Farouk.

Le dernier raconteur du livre est Hassan - le fils d'Ismaïl (un boiteux qui vend des tickets de loterie) qui est aussi le frère de Redjép. Il est donc de la famille des trois jeunes mais il l'ignore.
Il est effrayant - jeune et confus, il ne veut pas travailler à l'école mais traine avec les jeunes fascistes du village en menacant les commerçants et mettant des slogans politiques sur les murs. Il est fasciné par Nilgune; il la poursuit dans les rues et il est tiré entre son amour pour elle et la réalisation qu'elle n'est pas la bonne musulmane.

Le livre est raconté par cinq de ses personnes - leurs pensées sur leur propre vie; sur ce qui se passe autour d'eux pendant cette semaine qui dure la visite. Du moment de leur arrivée jusqu'au événement qui change le cours de leur histoire. La vielle Fatma est une créature! Elle réfuse de voir le monde tel qu'il a évolué; elle réfuse la prise de conscience par rapport aux jeunes mais aussi par rapport à Redjép - et à la vie elle-même. Elle se répète ses souvenirs de son mari médecin qui finit par vouloir écrire une encyclopédie - et donc nous retrouvons les éléments qui sont aussi dans 'Le livre noir' et dans les mémoires de Pamuk - 'Istanbul'.

Avec Pamuk on sait que les mêmes thèmes et les mêmes symboles reviennent - mais à chaque abordés d'une manière différente. Même si ses romans se passent à des moments différents de l'histoire et dans des endroits différents, je les conçois comme étant presque une seule même histoire. Il faut les voir comme un ensemble et non pas comme des romans séparés.

Peut-être justement en pensant ainsi les derniers mots sont-ils si justes? Je ne sais pas si il faut les lire dans un ordre chronologique ou commencer par ses mémoires - mais il faut lire le tout.. et même relire dans un autre ordre!

Eremitkrebsene - Anne B Ragde

• Danish
• April 17-18
• 301 pages
• Titre français: Pas encore traduit - ça viendra!

Anden del af den norske trilogi blev vist nærmest slugt i dag; dog har jeg nogle forbehold i forhold til den første! Desværre!

Den første del slutter jo med den dybt gemte familiehemmelighed, der endelig ser dagens lys. Anden del starter, hvor den første slutter, hvor de alle stadig er samlet på gården. De drager hvert til sit - men vel vidende, at alting er anderledes. Lige præcis hér synes jeg så, at den taber pusten.

Karaktererne er flot trukket op i Berlinerpoplerne; men de bliver ikke båret videre på en ordentlig måde. For det første er der en del "gentagelser" af hændelser, der er sket i den første bog - muligvis for at hente nye læsere ind. Men nu snakker vi om en trilogi på 3 gange små 300 lette sider; så man når næppe at miste tråden! Det er lidt synd for den overordnede historie.

Derudover synes jeg, at det, der skulle holde dem sammen i den nyfundne familie falder lidt fra hinanden og man følger dem hver især i deres individuelle liv - Erlend, som kommer i en krise, da bøssekæresten pludselig vil have et barn; Torunn og hendes mislykkede parforhold og Margido's "sidespring" inden han genfinder sin Gud.

Den stærkeste karakter i bogen er uden tvivl Tor, som kæmper med den dagligdag, som nu er så forandret. Han kan ikke længere håndtere forholdet til datteren - og slet ikke, da han kommer ud for en ulykke og hun træder til og hjælper på gården. Han kan ikke længere fungere som faderen, der forsøgte at få et forhold til datteren - fordi han har mistet kontrollen. Tingene er ikke længere som de var, da moderen var der - og han ender med at begå selvmord ude hos sin yndlingsso, Siri.

Det er afslutningen på den anden roman, og han var pudsigt nok den karakter, der blev båret bedst over fra den første. Den af dem, der forholdt sig til familietragedien - ved ikke at forholde sig til ændringerne; men for de andre bliver det et forsøg på at køre det over i den lettere genre med enkelthistorier, der ikke rigtig flettes ordentligt sammen. Der er tanken om, at Erlend og kæresten Krumme skal investere i gården - men er det ikke mere i et forsøg på at få fred med sine rødder og leve en landidyl med det lesbiske par, der skal være mødre til deres to børn?

Jeg kunne ikke få den tredje del, da jeg sidst var i Danmark - så jeg må vente. Selvom jeg ikke var ovenud begejstret for denne del, så vil jeg trods alt læse historien færdig... engang!

Berlinerpoplerne - Anne B Ragde

• Dansk
• April 15-16
• 299 pages
• Titre français: La Terre des mensonges

Norske forfattere kan godt lide trilogier, tror jeg! Wassmo har gjort det gentagne gange med både Tora og Dina-trilogierne, hvoraf især Tora-trilogien har visse paralleller til Ragde's trilogi.

Ragde's første del af trilogien er ikke noget med store armbevægelser og ordfyrværkeri - det er vel snarere det stille vand; men man fænges alligevel fra første sætning i det lidt stillestående univers hun drager læseren med ind i. Der er ikke utrolig meget dialog - der er personbeskrivelser og iagttagelser, som gør, at man kommer helt ind i de personer på trods af deres store forskellighed. Det er absolut bogens force.

Tor er en midaldrende bonde, som bor hjemme på gården med mor og far; han lever for sine grise - og nægter at se tingenes tilstand i øjnene. Gården er faldefærdig, beskidt - uhumsk faktisk! Men han er fastlåst i en tid, hvor moderen var yngre og raskere; og han slås nemt ud af kurs, hvis hverdagen ikke følger sin slagne gang. Som da moderen får et slagtilfælde og må på hospitalet. Han er nødt til at kontakte de to brødre - selvom han tror, at det er forbigående.

Den ene bror, Margido, er bedemand i byen; men har ikke haft kontakt til familien i 7 år. Han er alene og kæmper med sin svigende tro på de ord, han dagligt forsøger at trøste de sørgende med. Han er pragmatisk - også i forholdet til moderens sygdom; men han flygter også fra en virkelighed, hvoraf han kender flere ting end de andre.

Den sidste bror, Erlend, er meget yngre - en flamboyant personlighed, bøsse, som bor i København med kæresten Krumme. Hans liv er i skarp kontrast til den asketiske afholdende måde familien derhjemme lever på; og han har ikke set sig tilbage en gang i de tyve år, siden han forlod Trondhjem.

Endelig er der Tor's datter, Torunn, som er frugten af et uheld og som han ikke har et reelt forhold til. Nu mødes hele denne aparte skare af personligheder omkring sygesengen og senere hjemme på gården til jul. Tingene sker i det meget små - det er bittesmå nuancer, der skriver historien; som beskrivelsen af det gamle køkken; Tor, der sidder med sine grise og sin livsangst; Erlend, der tror, at Krumme kun kan elske ham, når livet er glamourøst...

Der er en gemt familiehemmelighed, som først kommer frem med moderens død; men det er ikke historiens højdepunkt - og forsøger heller ikke at være det. Det er den stille men intense måde deres liv skildres på, og den erkendelse af, at de nu bliver nødt til endelig at forholde sig til hinanden.

Det er for mig essensen af nordisk skrivning; det er miljøer, som stadig findes ude på landet... hvor man undviger; man snakker rundt om tingene og overlever uden at leve. Samtidig er der absolut også morsomme beskrivelser - som især i portrættet af Erlend. Alle personer træder virkelig flot frem og jeg glæder mig til næste bind!

----------------------------------------------------------------------

Cette trilogie n'est pas encore traduit en français; mais vu qu'il est déjà en anglais et allemand entre autres je pense que cela viendra. D'autant plus que des auteurs norvégiens comme Herbjørg Wassmo a connu un assez grand succès avec leurs trilogies de portraits féminins.

Dans ce premier tôme il s'agit surtout des hommes - mais tout tourne autour d'une femme. Une femme qui a geré la famille; qui l'a détruit aussi. C'est la force tranquille - de la campagne profonde au nord de la Norvège; un endroit où on ne parle pas des choses - on parle autour en évitant tout ce qui peut faire réagir, sentir, ressentir et comprendre. Car il pèse aussi une ambiance lourde dans cette famille, qui se retrouve tous ensemble pour la première fois depuis vingt ans.

Il y a le fils ainé qui habite toujours à la ferme avec les parents. Il vit avec ses cochons et réfuse de voir la verité en face; la ferme est en ruines, tout est vieux, sale et lugubre. Mais il n'a jamais vu que ça - ainsi que sa mère qu'il réfuse voir vieillir. Son petit monde s'écroule quand elle est soudain malade - une attaque cérébrale qui la conduit à l'hopitâl. Il doit faire venir ses frères.

L'autre frère habite dans la même ville, mais ils n'ont pas de contact. Il travaille dans les pompes funèbres mais se bat avec sa foi en déclin. Comment croire en la paix de l'âme quand il ne voit que des morts - des suicidés aussi... et il connait le secret familial comme le seul des trois frères.

Le benjamin est un homosexuel extravagant, qui cache les douleurs de sa jeunesse en vivant sa nouvelle vie pleinement à Copenhague. Il est riche, bling-bling - et extroverti... tout le contraire de ce milieu rural où l'homosexualité est un péché.

Ils se retrouvent tous autour de la mère mourante avec la fille cachée du fils ainé. Il n'y a pas beaucoup d'action ni de dialogue; tout se passe dans les portraits si merveilleusement décrit par l'auteure. Les petites scènes de vie avec les pensées de chacun qui nous montre des personnes entières avec leurs craintes, leurs blessures et leurs peurs. Ca rappelle effectivement Le festin de Babette dans l'atmosphère - même si c'est contemporain; mais ces endroits existent toujours si au nord où la vie est rude.

Le secret familial éclate - mais doucement aussi... il ne faut pas trop en parler même si maintenant c'est connu. C'est très nordique certes mais très convaincant aussi. Ca promet pour la suite du saga.

La Géométrie des Sentiments - Patrick Roegiers

• Fransk
• 9.-14. april
• 369 sider
• Dansk titel: Ikke oversat - og held og lykke til den, der ville vove sig ud i det!!!

Dette er nok én af de mest særprægede bøger, jeg længe har læst - i skrivende stund ved jeg ikke rigtigt, om jeg har mistet en masse hjerneceller, fået en masse nye - eller de bare er i total komatisk tilstand ovenpå den oplevelse! Patrick Roegiers er ikke nem at læse på nogen som helst måde, som jeg vidste fra mit tidligere (fuldendte forsøg) - det endda på trods af, at denne bog grupperer stort set alle mine interesser - historie, maleri, arkitektur og litteratur!

Bogen fortæller historien om ni malerier - hvert afsnit er på ni kapitler - hvilket Roegiers understreger, og som giver en idé om det specielle menneske han er. Lettere manisk! Malerierne er fra 1434 frem til 1971, men har alle det til fælles, at de portrætterer et par. Den interessante indgangsvinkel er forfatterens rejse gennem tiden - første portræt malet i Brugge, som var det hotteste sted i renæssancen; derfra videre til Venedig, Antwerpen, Amsterdam, London, Ostende og endelig New York. Der er en rød tråd, der forbinder disse malerier i hans måde at fremstille det på - men han er sandelig også god til at finde den røde tråd. Desuden er der ingen billeder af malerierne - jeg valgte at printe dem ud og ligge dem i hvert kapitel.

Derudover er han aparte - hans skrivestil er en total eksplosion af ord; ét ord er aldrig nok - han vælter sig ud i sidelange sætninger med synonymer, som fortsætter ind i spil med ordene... ikke sjældent i en mere eller mindre vulgær udformning. Han er totalt besat af falliske symboler, og kan finde dem i hvert eneste billede.

Udover at fortælle den historiske kontekst for de forskellige portrætter, digter han nemlig også sin egen fortolkning af forholdet de to personer imellem. Nogle gange kender man selvfølgelig historiske detaljer om protagonisterne, men det afholder ikke Roegiers fra at digte sin egen historie - som uvægerligt indeholder sex. Man må vist nok antage ham for at være lettere fikseret - jeg har lært flere ord i denne bog end gennem et helt liv!

Selvfølgelig har han en baggrund, som forklarer hans indgang til denne bog - han er forfatter, digter, fotograf, maler og skriver teaterstykker. Men der var sider, hvor jeg reelt set fandt 20-30 franske ord, jeg ikke kendte - visse af dem eksisterer muligvis heller ikke? Et lille eksempel fra én af de lettere passager i bogen har jeg forsøgt at oversætte her - vel vidende, at han for alle titler giver både originalversionen og den franske!

"Og lad os kaste et blik på bogen på bordet i forgrunden af billedet, som ikke giver nogle indicier og som sandsynligvis er købt hos Hatchard's (1797). Et det en gennemgang af fodfetichisme? En Murray ordbog? Et atlas? En indholdsfortegnelse? En bøsseguide til London eller en indretningsbog? Drejer det sig om The Lame Lover (1770) eller The Devil on Two Sticks (1768) af Samuel Foote (1720-1777), etbenet komiker, forfatter til Piety in Pattens? Til Pepy's Diary, dagbog med dobbeltbetydning af Samuel Pepys (1633-1703), papist, som boede 12 Buckingham Street og skrev sin dagbog (1660-1669) i et hermetisk lingua franca, som blev afkodet af John Smith i 1819-1822 og udgivet i 1825? Af en kopi af hans digt kaldet "Kærlighed er snyderi"? Eller af F. Chase Taylor's You Wouldn't Know Me from Adam (1944), som er umulig at oversætte? Adam in Moonshine (1928)? Pride and Prejudice af Jane Austen (1775-1817)? Howard's End af Edward Morgan Forster (1879-1970)? Af en førsteudgave af Jabberwocky, særpræget og utroligt kompliceret digt baseret på Carroll's portmanteau, jabberwoc-sproget, inspireret af Adam og Eva graveret af Rembrandt, hvor slangen fra Edens have bider sig selv i halen? Eller, måske, om Eric Segals verdensomspændende bestseller, Love Story?"

Blot én paragraf... og i kapitlet om det nyeste maleri! Passagerne i beskrivelserne fra renæssancen krævede nærmest panodiler samtidigt! Den blev læst i bidder - eneste måde at fordøje så meget information på. Det mest korrekte ord må være: Spændende - men/og absolut en cerebral udfordring!!!

Le Montespan - Jean Teulé

• French
• April 7-8
• 309 pages
• Dansk titel: Ikke oversat

En sjældent underholdende historisk roman, hvor jeg grinede godt og højlydt!

Historien om greven af Montespan er en af de mere farvestrålende i fransk historie; men desværre er det altid mest hans hustrus historie man hører om. Denne bog er ikke en historisk biografi skrevet af en historiker, men en roman - dog er den historisk korrekt i gengivelse af steder, datoer og skrifter fra perioden.

Greven af Montespan gifter sig som ganske ung med sin grevinde, som skulle have været gift med grevens bror, som er død i en duel. Vi er i 1663, og Ludvig den 14. er den franske solkonge. Greven er dog faldet i unåde og færdes ikke ved hoffet; de lever på den anden side af Seinen i et ydmygt hus - men er ovenud forelskede og bliver forældre til en datter og en søn. Greven forsøger at opnå kongens gunst ved at hyre lejesoldater og drage i krig; men alt han foretager sig er dømt til fiasko. Ligemeget... han vender lykkeligt hjem til sin dejlige unge kone.

I længden bliver hun dog træt af fattigdommen og fogeden ved døren; og hun søger mod det parisiske natteliv for at komme ind i den kongelige cirkel. Hun bliver ansat som hofdame for Ludvig den 14.'s kedelige spanske dronning; og inden længe bliver hun hans elskerinde. Greven vender hjem fra krig og opdager, at hun endnu en gang er gravid - men han har været væk i elleve måneder!

På den tid var det normalt, at man holdt sin mund, fandt sig i kongens tilbedelse - man var endog flatteret over, at ens kone opnåede denne status; og som regel dryssede der godt med penge og goder ned over ægtemanden samtidig. Man giftede sig jo ikke af kærlighed - og hvem elsker hinanden efter 4 års ægteskab, som greven får som svar af alle han klager sin nød til.

For det er netop problemet - han vil ikke holde sin mund; han farer Paris rundt og beklager sig. Han udstyrer sin karet med utroskabens horn i form af gevirer - ligesom alle sine våbenskjold tilpasses den nye status som forsmået ægtemand. Han afslår alle kongens tilbud om gods og guld, og lever i stor fattigdom. I 1668 skriver Molière et skuespil, hvori han latterliggøres - men han fortsætter ufortrødent sin kamp for at genvinde sin elskede.

Ludvig synes ikke, at det er sjovt længere og smider ham i fængsel sammen med den læge, der forløste det første af de syv børn, kongen fik med grevinden. Derefter sendes han i 'fangenskab' i sit slot i Sydfrankrig, hvor han hvert år på dagen for deres adskillelse afholder en begravelsesmesse over deres døde kærlighedshistorie. Hele sit liv bruger han på at bekæmpe kongen; men da denne endelig bliver træt af grevinden og erstatter hende med en ny elskerinde, Madame de Maintenon, er han syg og afslår hendes ønske om at komme tilbage til ham. Han dør kort efter - men selv hans testamente sælges som satireskrift i hele Frankrig.

Det var morsomt, interessant og man kan da kun sige, at der var sjove individer på den tid! Jeg skal vist snart i gang med Saint-Simons erindringer - jeg tror faktisk, at det er underholdende læsning og slet ikke tørt; omend ikke nem læsning heller.

----------------------------------------------------------------------

Ce livre a été critiqué comme étant trop moderne dans son langage par moments; pas fidèle au ton de l'époque. Je l'ai trouvé très amusant, intéressant - sans pour autant être certaine de quels faits sont entièrement corrects. Néanmoins j'ai verifié quelques faits - et ceux-là sont corrects pour les dates, les endroits ainsi que les lettres échangés entre Louis XIV et le Montespan.

Je connaissais vaguement l'histoire de sa femme - fameuse maîtrese de Louis XIV; mais pas du tout l'histoire derrière. Le mariage à priori heureux entre le marquis et la marquise malgré leur pauvretê; les efforts du marquis pour regagner sa femme et son refus d'accepter les titres et l'argent offert par le roi.

On pourrait estimer que le marquis est devenu fou - mais je pense tout simplement qu'il refuse d'accepter le fait qu'un roi puisse s'approprier sa femme juste parce que ça lui plait. Il a finalement eu une vie pleine de passion - en vivant sa vie dans l'éspoir de revoir sa femme; entre ses faux enterrements et les cornes de partout il avait beaucoup de courage, je trouve.

Ca m'a donné envie (encore une fois) de lire Saint-Simon - il est prêt sur l'étagère... il faut juste commencer le premier tôme. Seul critique que je pourrais avoir est le manque de références par rapport aux dessins qui accompagnent le texte - à savoir si ils sont réels ou construit pour le livre? Mais à part ça c'est plein d'humour - et d'anecdotes sur la vie à la cour du Roi Soleil!

Je reviens te chercher - Guillaume Musso

• French
• April 5-6
• 409 pages
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg trængte til en lille hurtig og nem bog til at skylle efter med, inden jeg kaster mig over noget mere spændende. Musso's bøger er i og for sig ganske underholdende - men de er absolut letfordøjelige og kan vel snarere betragtes som at se to underholdende film i fjernsynet - for det er præcis den tid, det tog mig at læse den. Ligesom den jeg læste sidste sommer - og det er også derfor jeg altid venter på, at de udkommer i det mindre og billigere format til 7-8 EUR.

Musso's bøger er stadig ikke oversat til dansk; selvom jeg såmænd ikke tvivler på, at der er publikum til hans bøger på flere sprog. Hans første roman er filmatiseret med John Malkovich i en af hovedrollerne - og de egner sig perfekt til en komedie.

Denne bog handlede om en popsmart tv-psykolog, hvis eget liv er totalt i ruiner. En dag vågner han og alt går galt - og dagen ender med, at han bliver myrdet. Men næste morgen vågner han op til den samme dag - og har chancen for at ændre skæbnens gang. Det lykkes kun delvist - men han får endnu en chance den tredje dag...

Til bogens forsvar skal siges, at det hele ikke ender i candyflossperfektion - det må være det antiamerikanske islæt. Det mest litterære i hans bøger er vel nok de "rigtige" citater, han indleder hvert af sine kapitler med, og som jeg morer mig over at finde i den kontekst. Men der skal være plads til at nedkøle hjernecellerne indimellem!

-------------------------------------------------------------------------

Guillaume Musso reste du divertissement - cela dit je ne vais pas paraître pour une snob de la littérature, car j'ai lu tous ses romans. Seulement j'attends leur sortie en Pocket - sinon le prix ne justifierait vraiment pas le peu de temps qu'il faut pour les lire. Ca équivaut à deux soirées passé devant la télé à regarder des comédies... mais il faut aussi de ça de temps en temps!

Son 5ème roman est construit comme les quatre premiers - le destin, des sauts dans le temps, un peu de surnaturel, un peu d'amour et de tristesse... le cocktail parfait pour une comédie américaine; ce qui explique sans doute pourquoi le premier roman est maintenant sorti aussi sur le grand écran avec John Malkovich et Romain Duris entre autres.

Ca a beaucoup de Marc Lévy dans la recette - mais encore une fois ce n'est pas entièrement mauvais et ça permets de passer un petit moment léger. La partie la plus littéraire de ses livres sont sans doutes les citations qui commencent chaque chapitre, et qui sont toujours intéressantes. Au moins on se dit que Mr. Musso lit beaucoup d'autres choses quand il n'écrit pas!

L'histoire est celle du jeune psychologue BCBG qui passe à la télé, qui est riche etc. - mais qui a une vie denuée de sens; mais pleine de cocaine, alcool, belles filles et voitures rapides. Il prêche aux autres tout ce qu'il est incapable d'appliquer dans sa propre vie - une vie qu'il s'est construite en fuyant sa petite amie 15 ans auparavant pour échapper à la misère et la pauvreté.

Un matin il se réveille et la journée tourne au cauchemar. Une ado se suicide dans son cabinet; son ex-petite-amie se marie et à la fin de la journée il est tué par un inconnu. Le lendematin il se réveille de nouveau pour vivre la même journée - or là il veut essayer de changer le cours du destin. Il ne réussit pas tout à fait - mais il aura une troisième (et dernière) chance le troisième jour. Il y croise deux personnages - le Destin et le Karma; et il part à la recherche de son passé. Heureusement cela ne se termine pas en pur bonheur rose bonbon... même si cela reste sur un ton positif. Donc pas mauvais - au lieu de regarder un peu la télé!

Kafka på stranden - Haruki Murakami

• Fransk
• 27. marts - 6. april
• 638 sider
• Fransk titel: Kafka sur le rivage

Nogle gange fungerer mine reoler som en vinkælder; bøger kan blive købt og installeret - men de appellerer på ingen måde til mig i det øjeblik. I sidste uge gik jeg som den mest selvfølgelige ting i verden hen og pillede denne frem af reolerne næsten tre år efter, at den er havnet der.

Det er absolut en underlig roman - men også meget fængslende; selvom jeg nu ikke rigtigt ved, hvordan jeg skal tolke alt det, der sker i den. Jeg var også noget forundret over slutningen.

Bogen starter med den 15-årige Kafka Tamura's flugt hjemmefra. Han vil væk fra sin far, og den forbandelse faderen har udråbt over hans liv: Han vil dræbe sin far, gå i seng med sin mor og sin søster. Kafka har haft en mor og en søster, men de forsvandt fra hans liv, da han var fire år gammel - men han vil alligevel undslippe forbandelsen.

De første kapitler blandes med politirapporter om en mystisk hændelse i en skov i Japan under 2. verdenskrig, hvor en masse børn sov ind og senere vågnede uden at have den ringeste erindring om, hvad der var sket. Bortset fra en enkelt - den lille Nakata, som ikke længere kan læse eller skrive, og betegnes som 'idiot'. Udover at etablere denne forhistorie har disse kapitler ikke megen betydning for bogen - pånær hvis man antager, at det er den samme mystiske metaforiske skov, som Kafka senere drager på rejse ind i.

Kafka's flugt hjemmefra bringer ham langt væk; han finder et bibliotek, hvor han får ansættelse og møder den 50-årige Saeki, som også bliver hans elskerinde. Men der foregår underlige ting - han vågner badet i blod i et tempel; han ser Saeki's unge version, som besøger ham om natten. Samtidig følger man Nakata's liv i Tokyo, hvor han kan tale med katte, men en dag bliver ført af en hund hen til den mystiske kattedræber, som Nakata ender med at dræbe - hvorefter han flygter fra Tokyo. Hans person er meget rørende med hans naive måde at udtrykke sig på - og hans evne til at få mystiske hændelser til at forekomme. Han ender med at få følgeskab af den unge lastvognschauffør, som bliver mere og mere knyttet til den ældre mand.

Det er absolut en underlig roman - på grænsen mellem realitet og fabler; på grænsen mellem to verdener, hvor Nakata's og Kafka's skæbner på underlig vis følges og krydses uden, at de to nogensinde møder hinanden. Det er myterne om Ødipe og Orfeus, om fadermordet og søgningen efter sin egen identitet som ung teenager. Spørgsmålet om vi kan undgå eller ændre vores skæbne - og menneskets evindelige søgen efter deres anden halvdel.

Der er mange ting, som ikke er entydige - og det kan måske virke en anelse frustrerende når man når til slutningen. Men samtidig var jeg så opslugt af dette specielle univers... den skal uden tvivl have lov til at simre lidt længere i mit hovede inden jeg forstår det hele. Men det var absolut en stor læseoplevelse.