Thursday, January 8, 2009

Le livre noir - Orhan Pamuk


Man kommer ikke ud af Pamuk 'helskindet' - hver gang jeg har læst én af hans bøger færdige, er det som om, at der er et hul ind til min sjæl, som har brug for tid til at lukke sig; tid til at hele de følelser hans ord har fået rørt ved og tilføjet.

Den sidste sætning i "Den sorte bog" lyder: 'Intet kan være så forunderligt som livet, bortset fra litteraturen', og det er Pamuks forfatterskab et enestående eksempel på. Det er langt fra let læsning - han skriver tæt, kondenseret og han forventer meget af sine læsere. Denne roman er én af de første, og den 4, af hans bøger, jeg har læst indenfor de seneste måneder - og der er mange paralleller... det er ganske enkelt Pamuks univers.

Bogen præsenteres visse steder som en detektivroman, hvilket jeg igen synes er en absolut misvisende måde at kategorisere hans romaner på. De er så meget andet og mere, end det, man ser på overfladen. Det er for mig at banalisere og nedgøre det - selvom de selvsamme kritikere roser romanen.

Vi følger Galip, som en dag vender hjem for at opdage, at hans kone Ruya, som han har kendt siden de var børn - har forladt hjemmet. Han begiver sig ud i Istanbul for at lede efter hende - men snart efter handler det også om at finde Djelal, hans svoger og fætter, som er noget ældre end sin søster og en berømt kronikør i Tyrkiets største avis. Galip går i gang med at opsøge folk fra Ruya's fortid; han gennemlæser årtiers kronikker skrevet af svogeren for at finde et spor; han møder mennesker, der fortæller ham historier og legender. Bogen skifter derfor mellem Galip's historie og kronikkerne - men også i kapitlerne, der omhandler Galip, er der tit afstikkere, når han fordyber sig i en historie eller en filosofisk betragtning.

Pamuks univers er ikke stort, kan man muligvis synes. Alle hans romaner drejer om de samme ting - men i forskellige epoker og med forskellige vinkler - og de har alle været uforglemmelige. Der er dualiteten - Øst mod Vest i kultur og religion og traditioner. Der er Istanbul - Pamuks Istanbul, hvor solen aldrig skinner; hvor skæbnerne er dystre og melankolske; hvor det sner og der er mudder i gaderne; der er hans fascination for traditionelle tyrkiske legender - som taget ud af Tusind og en Nat.

Det er en roman, der er som en russisk dukke... som Pamuk beskriver det et sted i bogen: Galip og Ruya læser en roman, hvor der på forsiden er en pige, der læser en roman. På forsiden af pigens bog, ser man igen en pige med en bog i hænderne - og således fortsætter det i det uendelige.

Samme opbygning har denne roman, som er en stor labyrint - hvor man til sidst ender med at skulle tilbage til udgangspunktet for at forstå afslutningen. Nogle gange tror man aldrig, at man finder udgangen men blot går i ring - for til sidst at forstå, hvorfor en historie flere hundrede sider tilbage måtte være med i historien.

Pamuk er også en forfatter, der elsker symboler - Ruya betyder 'drøm' på tyrkisk! Bogens centrale emne er også søgningen efter ens egen identitet - hvem er man som individ? Hvordan er man oprigtigt sig selv? Drømmer vi alle om at være en anden? Eksisterer Ruya i virkeligheden - eller tager forfatteren os med ud på en fiktiv søgning af en utopisk drøm om selverkendelse?

Der er temaer, der går igen fra de andre bøger - de to mænd, der skifter identitet i Det hvide slot; der er de klassiske historier om sultaner, haremer og det billedlige symbol, som vi ser det i Mit navn er Rød; og der er endelig hans eget liv, som beskrevet i hans memoirer - hans liv er hans univers, og hans univers bliver til hans romaner.

Man kan selvfølgelig finde dette indskrænket - man kan måske synes, at han ikke respekterer sine læsere ved at cirkle rundt om de samme temaer serveret på forskellige måder. Jeg ser det som respekt for læserne - en udfordring til den intelligente læser, der kan rede trådene ud og sammen i et samlet univers fra alle hans bøger. Derfor er han ikke nem at læse - men han er uforglemmelig... forunderlig!

------------------------------------------------------------------------

On ne sort pas indemne d'un livre de Pamuk - à chaque fois que je termine un de ses livres, j'ai l'impression d'avoir un trou ouvert jusqu'à mon âme qui mets du temps à se remettre de ses mots, de la commotion que fait ses phrases et les émotions qu'il suscite.

La dernière phrase du Livre noir dit... Il n'y a rien d'aussi merveilleux que la vie, sauf la littérature. Les romans de Pamuk en sont l'exemple parfait - c'est dense, c'est lourd et il demande beaucoup d'attention de la part de ses lecteurs. Ce n'est pas facile à lire - ni pour les mots en soi ni pour les empreintes qu'ils laissent. Ce roman est un de ses premiers mais le 4ème de lui que je lis depuis quelques mois - et il y a beaucoup de ressemblances. Il a créé son propre univers.

Je l'ai vu presenté comme un polar, une histoire d'amour - et tout comme pour Mon nom est Rouge il me semble que c'est une façon de banaliser son écriture, même si les critiques qui le qualifient ainsi disent aussi aimer le livre.

Nous suivons Galip, qui un soir rentre du travail pour découvrir que sa femme Ruya qu'il connait depuis leur enfance a disparue. Il se met à sa recherche en ambulant dans les rues d'Istanbul - mais très vite il s'agira aussi de trouver Djelal, le demi-frère de Ruya, son beau-frère, un chroniqueur célèbre dans le plus grand quotidien turc. Galip entame sa recherche en fouillant dans le passé de Ruya; il lit toutes les chroniques de Djelal depuis des décennies; il rencontre des gens qui lui racontent des histoires et des légendes de son pays et sur son beau-frère. Le roman alterne entre les chapitres de la recherche de Galip et les chapitres avec les chroniques de Djelal. Souvent on part sur un autre chemin quand il se passionne pour un point de vue philosophique ou une légende.
On pourrait dire que l'univers de Pamuk n'est pas immense! Tous ces romans tournent autour des mêmes symboles - mais à des époques différentes et avec des angles différents. Ils sont tous inoubliables. Il y est toujours question d'une dualité - entre l'Orient et l'Occident pour leurs cultures, leurs réligions et leurs traditions. Il y a Istanbul - l'Istanbul de Pamuk où il ne fait jamais beau et le soleil ne brille jamais - où il neige toujours; il y a les personnages sombres et mélancoliques; il y a sa fascination pour les légendes traditionelles dans la tradition de Mille et Une Nuits.
C'est un roman où les histoires s'emboitent comme une poupée russe - Pamuk le décrit lui-même dans le livre en parlant de la couverture d'un livre qui montre une fille lisant un livre sur la couverture de laquelle figure une fille qui lit un livre... et ainsi de suite. L'aspect labyrinthique du roman donne parfois la même impression - on se demande si on s'égare; si on arrivera jamais à la (bonne) fin - on tourne en rond; on revient loin en arrière pour finalement terminer l'histoire et tout comprendre.
Pamuk aime aussi les symboles - Ruya veut dire 'rêve' en turc! Un des sujets principaux du livre est la recherche de soi-même. Qui sommes-nous? Comment est-on réellement soi-même? Est-ce que nous voulons tous être quelqu'un d'autre? Est-ce que Ruya existe-t-elle en réalité ou sommes-nous emmenés à la recherche fictive d'un rêve de l'épanouissement de Galip?
Il y a des thèmes qui reviennent aussi - les deux hommes qui changent d'identité du Château Blanc; les légendes classiques sur les sultans, les harems et les images qu'il décrit dans Mon Nom est Rouge - et finalement il y a sa propre vie, qu'il raconte dans ses mémoires. Sa vie est son univers et son univers devient ses romans!
On peut trouver cela limité - peut-être même penser qu'il se moque de ses lecteurs en tournant en rond et raconter les mêmes histoires à des sauces différentes. Je le considère plutôt comme un signe de respect - il challenge le lecteur intelligent, qui peut s'amuser à trouver des fils dans tous ses romans pour finalement tisser un univers complet. Il n'est pas facile à lire - mais il est inoubliable... fantastique!


12 comments:

Mia said...

Hmm det lyder faktisk ret interessant. Det kan være jeg skal have gang i ham Pamuk på et tidspunkt. En du vil anbefale der er bedst at starte med?

Tak for anmeldelsen i hvert fald :o)

Nille said...

Mia,

Det er store ting - men helt fantastiske! Jeg har ikke læst dem i rækkefølge - men jeg ville muligvis læse hans mémoirer først. Det giver et godt indblik i en masse ting, du vil møde i hans bøger efterfølgende.

Kan stærkt anbefales - men du skal have tid og overskud mentalt til at rumme det!

Dorte H said...

Hej Nille.
Glad for jeg fandt din blog. Jeg er ved at afprøve ´blogger´, fordi jeg ikke er helt tilfreds med ´my opera´. Jeg skriver kun om krimier, men har også tænkt mig at være tosproget. Jeg læser meget engelsk, og vil derfor gerne i kontakt med både engelske & danske krimifans.
Jeg har overvejet, om man skulle lave forskellige blogs, forskellige indlæg for hvert sprog, eller vælge samme løsning som dig, nemlig at placere de to anmeldelser lige efter hinanden i samme indlæg.
Har du fået reaktioner på din løsning fra danske/franske læsere?

Mvh Dorte. (DJs krimiblog)

Nille said...

Dorte,

Jeg kendte slet ikke My Opera - tak for den opdagelse! Jeg er nu meget glad for Blogger-formatet, da jeg også benytter det til min anden mere personlige blog.

Jeg har læst nogle krimier i 2008 - men det er vist nærmere undtagelsen end reglen for mig, må jeg nok indrømme. Men Nesbø var jeg ret begejstret for - og så er der jo Larsson-trilogien, hvoraf jeg kun har læst den første.

Jeg læser jo også på forskellige sprog, men jeg er ikke selv speciel aktiv på udenlandske (franske) bogblogs som kommentator. Jeg ved, at der er en del venner, der læser min franske version - men i det hele taget har jeg få kommentarer på bogbloggen (set i relation til den personlige blog)!

Jeg skriver på begge sprog lige så meget fordi jeg udtrykker mig forskelligt på de to sprog - fordi jeg oplever en bog anderledes afhængig af om jeg læser den på fransk eller dansk. Jeg hænger mig nok ikke så meget i antal kommentarer - jeg gør det lige så meget for at have mine egne arkiver ;-)

Dorte H said...

Selvfølgelig handler det ikke om antallet af kommentarer, men jeg begyndte især at blogge fordi jeg gerne ville i kontakt med andre krimifans. Jeg har masser af andre muligheder for at være social, diskutere faglitteratur (er gymnasielærer) og meget andet, men mine ellers dejlige venner/kolleger læser bare ikke krimier, så dialog med ligesindede er et af mine væsentlige formål med bloggen ;)

Nille said...

Dorte,

Det var nu mest i relation til dit spørgsmål, at jeg nævnte det. Jeg tror ikke, at jeg ville få skrevet på begge sprog, hvis det var på 2 forskellige blogge - det ville nok blive for omstændigt ;-)

Men jeg har da også stor glæde af at blive inspireret rundt omkring til ny læsning... bl.a. krimier!

Anonymous said...

Jeg er lige blevet færdig med at læse den. Jeg er enig med, at den beskrivelse som værende en krimi flere steder er totalt misvisende. Det er bestemt ikke en krimi!

Bogen tog mig lang tid at læse, netop fordi der er flere ting, som skal fordøjes og tænkes over. Jeg må indrømme at min første indskydelse efter at have færdiggjort den var, om Ruya overhovedet nogensinde havde eksisteret. En meget mystisk, krævende men også givende bog, som jeg helt sikkert vil læse igen.

Nille said...

Pernille,

Det var virkelig en givende bog - som mindede mig om Marquez i hans evindelige adjektiver! Men en fantastisk bog! Som skal læses igen, ja!

Unknown said...

Hvor er jeg dog glad for endelig at have stødt på en Pamuk-fan!
Jeg følger med i alverdens blogs og taler jævnligt med bog-elskere, og endnu er jeg ikke stødt på nogen, som var så fascineret af Pamuks verden og persongalleri som mig selv. Jeg ved ikke hvad det skyldes, taget i betragtning at han jo har vundet Nobelprisen, men måske er det, som du så rigtigt skriver flere steder, at hans bøger bliver markedsført som krimier - hvilket jeg er fuldstændig enig med dig i, at de ikke er, og at de dermed havner i de "forkerte" læseres hænder.
Men men, dejligt at have fundet en co-fan. Hvis du ikke har fået læst "Tavshedens hus", kan jeg bestemt anbefale den. Den er ikke så "tung" og har ikke så mange sidehistorier som f.eks. Sne men alligevel fantastisk og forunderlig og lever fuldstædnig op til forventningerne.
Jeg vil med glæde følge med i din blog, for jeg kan læse, vi har en lignende smag. Og så er det skønt, du på samme blog skriver både på dansk og på fransk, så vi frankofile kan holde vores franske ved lige. :-)

Nille said...

Ana Petrina,

Velkommen til - altid dejligt med nye læsere! Har du også en bogblog?

Jeg havde haft kig på 'Sne' en del gange, da han vandt Nobel-prisen - men det blev aldrig rigtigt til noget. Men så da jeg skulle til Istanbul i efteråret tog jeg mig sammen og startede med Mit navn er Rød.

Jeg vil bestemt læse 'Tavshedens Hus' - den ser interessant ud!

Jeg synes, at der er så mange misvisende anmeldelser af ham - især Mit navn er Rød og Den sorte bog, som kaldes krimier og kærlighedsromaner. Så kan jeg godt forstå, at folk bliver skuffede!

Det er så meget andet og mere end det!

Jeg læser i perioder mere på fransk - når jeg som udenlandsdansker ikke kan få fat i danske bøger. Men der er også mange dejlige franske bøger, som desværre ikke oversættes til dansk. Det er dejligt også at kunne skifte mellem de tre sprog jeg læser - Pamuk foretrak jeg nu på fransk fremfor engelsk.

Unknown said...

Hej igen!

Jeg har ikke selv en bogblog, jeg foretrækker at læse andres og lade mig inspirere. Men det kan være, jeg overvejer det en dag.

Jeg tog selv fat i "Mit navn er rød" i den tro, at det var en krimi, som foregik i 1500-tallets Tyrkiet. Jeg blev noget overrrasket, da jeg gik i gang, men heldigvis på en positiv måde.

Jeg har læst Pamuk på både dansk og kroatisk, men ikke på fransk, men kan godt forestille mig, at han på fransk var en endnu større fornøjelse at læse...

Fortsat god læsning ;-)

Nille said...

Ana Petrina,

Markedsføringen af Pamuk er ofte ret vildledende - men heldigvis er vi da nogle, som så værdsætter, at det er mere end blot en krimi!

Jeg kender ikke kroatisk - men fransk har, tror jeg, den fordel i forhold til dansk, at sproget er meget mere varieret. Det kommer nok til udtryk for en forfatter som Pamuk, som elsker opremsninger af ord, mon ikke?

Jeg må prøve at se i en dansk udgave - men de franske bøger er tit også meget billigere. En paperback som den er omkring 7-9 EUR! Det er svært at slå!