Rødhals - Jo Nesbø

• Danish
• January 26-29
• 524 pages
• Titre français: Rouge-gorge

Nu er ringen sluttet - en krøllet ring, som endte med det tredje bind i "serien" om Harry Hole. Jeg var lidt skeptisk, da jeg nogle gange kan få nok af nazisme-beskrivelser - og især kædet til nynazisme! Men som de andre bøger er det jo hurtig læsning med fuld fart over.

I modsætning til de to første bøger om Harry, fornemmer man i denne mere af den stil, som bliver kendetegnende for Nesbø's detektivromaner. Det er også begyndelsen til den affære, som man følger helt til slutningen af 'Frelseren' om kollegaen Tom Waaler's lille sidegeschæft som våbenimportør.

Historien springer frem og tilbage mellem 2. verdenskrig og årtusindskiftet. Da Norge blev besat af tyskerne, var der er en del sympatisører for denne krig - men især var de imod kommunismen - og dermed russerne - og drog derfor gerne i krig på tysk side for at forsvare denne ideologi. Vi følger i korte blik en gruppe unge mænd, som er ved fronten under krigen - undervejs indser nogle af dem, at det er en tabt krig... en forkert krig, de kæmper; men andre bibevarer livet igennem troen på, at det var rigtigt - og at kongens eksil i London var er et udtryk for fejhed.

I nutidens Norge jagter Harry en ukendt person, som via ulovlige kanaler, har bestilt et utroligt sjældent - og utroligt farligt - våben til landet. Han ved ikke, hvad det skal bruges til - hvor eller hvornår. Men han kommer hurtigt på færten af de overlevende fra de tyske skyttegrave. Nogle er nemme at finde; nogle har skiftet side - men nogle er som forsvundet fra jordens overflade. Det er i denne roman, at Harry møder Rakel - og hendes far, som er én af de 'omvendte', som nu skriver på en roman om krigen.

Der var som sædvanlig spænding - og skiftet mellem før og nu fungerer rimelig godt. MEN - og det er en ting, som næsten kan få mig til at stoppe læsningen... Nesbø kan godt lide små, hurtige kapitler med tidsfæstelse. Jeg er overbevist om, at det må være en fejl fra forlagets side - men det er utroligt irriterende, når man benytter den slags, at der er fejl i overskrifterne. Nogle gange er det måneden, der er gal - men mod slutningen af bogen er det hele årstallet, der er et år længere fremme. Amatøragtigt - selv for en billig paper-back!

-----------------------------------------------------------------------

La boucle est bouclée; les aventures - et surtout les mesaventures - de l'inspecteur Harry Hole est terminé. En concluant la série avec le troisième tôme ça a été le desordre absolu - mais ils peuvent facilement se lire indépendamment. Ils se lisent très facilement en plus - et à une grande vitesse.

Il me semble que c'est dans ce troisième tôme que Nesbø trouve le style qui caractérise les livres suivants; et il est sans comparaison meilleur que les deux premiers, qui se passaient en Australie et à Bangkok. C'est aussi dans ce livre que commence l'affaire des armes illégaux qui ne se termine réellement que dans 'Le Sauveur'.

L'histoire se déroule en deux temps - d'abord dans les tranchées de la deuxième guerre mondiale et à la fin du millénaire à Oslo. Quand la Norvège a été occupée par les allemands en 1940, il y avait des jeunes gens qui sympathisaient avec les idées de Hitler - ou plutôt craignaient le communisme russe. Ils partaient donc rejoindre les armées allemandes et se battaient dans les tranchées près de Leningrad pour défendre leur patrie.

Il faut dire que l'histoire nordique étant un peu spécial, on peut plus facilement comprendre les norvégiens qui ont fait ce choix. Le pays venait de gagner son indépendance en 1905 après des centaines d'années sous contrôle danois ou suédois... ils avaient sans doute peur de se voir contrôlé par les russes qui controlait déjà la Finlande - pays frontalier!

Nous suivons donc un groupe de jeunes gens dans les tranchées pendant les hivers rudes; certains commencent à comprendre que ce n'est pas leur guerre - et qu'en plus c'est la mauvaise guerre à faire. Mais d'autres gardent leur vie entière la conviction que les valeurs étaient les bonnes - et que le roi a été lache en s'exilant à Londres comme tant d'autres à l'époque.

Dans le présent Harry est à la pourquite d'une personne inconnue - une personne qui via le milieu néo-nazi norvégien a commandé une arme extrèmement rare. Il ignore dans quel but l'arme servira - où et comment... mais très vite il se concentre sur ce petit groupe de survivants des tranchées. Certains sont faciles à trouver; certains ont changé d'opinion et comportement - et d'autres sont comme disparus de la surface de la terre. C'est aussi dans ce livre que nous rencontrons Rakel - et son père; un ex-soldat des tranchées reconverti, qui écrit 'la vraie histoire' de ceux qui se sont battus pour leur patrie.

Il y a du suspens; il y a des histoires qui se croisent et des fils qui vont continuer dans d'autres livres - et c'est tellement vite lu! Mais c'est amusant... un peu dommage que ce soit le dernier tout de même!

Loin de Chandigarh - Tarun Tejpal

• French
• January 14 - 20
• 686 pages
• Dansk titel: ikke oversat
• English title: The Alchemy of Desire

Bogens første sætning lyder: "Det stærkeste bånd mellem to mennesker er ikke kærlighed. Det er sex."

Fortælleren starter bogen med at fortælle om sin dybe passion for sin kone Fizz - deres ekstremt fysiske forhold, som er baseret på det fysiske samvær. Men Fizz forlader fortælleren ret hurtigt efter, og han gør ikke meget for at holde hende tilbage. Man fornemmer, at han ved, at det er håbløst - men samtidig, at han er optaget af andre tanker. Han er ikke længere i stand til at føle fysisk lyst til den kvinde, han har elsket flere gange om dagen i femten år.

Derefter springer bogen tilbage i tiden - til de var unge... dette utraditionelle indiske par, hvor hun er muslim og han hindu. De er fattige - men de elsker hinanden - og med hinanden... og meget! Han forsøger at blive forfatter - men det mislykkes gang på gang; hun tjener lidt småpenge og bogens første halvdel fortæller om deres liv; hans tanker; småpudsige situationer i 1990'ernes Indien - men også med tilbageblik til bl.a. hans farmors barske historie og Indiens store personligheder som Gandhi (alle tre), Netanyahu og det indiske samfunds kompleksitet.

Fortællerens karriere når heller ikke særlig langt - det er lidt svært, når han fysisk ikke kan udholde at være væk fra sin kone i mange timer ad gangen. Hans prioriteter i livet er meget klare for ham - mens han samtidig med moro betragter livet passere forbi ham. Han er lykkelig; de er lykkelige.

Da farmoderen - som har fordømt ham for at have giftet sig med en muslim - dør, arver de en forfærdelig masse penge. De opfylder deres store drøm om et hus i bjergene - en faldefærdig rønne, som vil kræve måneders istandsættelse. Terjal beskriver deres vej fra Delhi til byen Gethia i bjergene så levende, at jeg måtte ind på Google Earth for at se, om stederne fandtes. Virkelighedens billeder er de samme som bogens - og jeg følte nærmest, at jeg kunne bevæge mig fysisk rundt i det hus. Han giver også nogle fantastiske beskrivelser af de personnager, de hyrer til at restaurere huset.

Under restaurationsarbejdet finder de et gammelt pengeskab indeholdende 64 læderindbundne dagbøger. De lokale fraråder ham at læse bøgerne - og minder ham om samtlige dårlige ånder og ulykker, der vil ramle ned i hans liv. Men han kan selvfølgelig ikke holde sig væk - og det bliver starten på enden. Han lever og ånder udelukkende for disse dagbøger - og vi forstår, at det var dem, som drev Fizz væk. Han trak sig ind i sig selv - og læste. Uafbrudt i 3 år. Han fantaserer seksuelt om Catherine, som bliver en besættelse for ham, som kun dulmes af spandevis af whisky.

Historien fra dagbøgerne er en historie i sig selv - om den unge amerikanerinde, Catherine, der som 14-årig i slutningen af det 19. århundrede føler sig tiltrukket af familiens sorte tjenere. Som 18-årig rejser hun til London for at undgå den dybt kristne moders ønske om giftermål; derefter fortsætter hun til Paris, hvor hun ankommer i starten af det 20. århundrede.

For Catherine er ankomsten til Paris en befrielse - hun slipper sig selv løs i en vanvittig hedonisme; men samtidig fantaserer hun udelukkende om mørklødede mænd og ikke de dandy-typer, der var på mode på denne tid. Men så møder hun Syed - mørk, eksotisk, spændende - og inder. De rejser til Indien, hvor hun opdager, at han er prins, homoseksuel og allerede gift. Deres forhold er platonisk - men indeholder pikante trekanter for at begge parter kan få deres lyster styret.

Hendes historie er tragisk - men binder hendes historie sammen med husets historie; deraf fortællerens fascination - blot understreget af hans kraftige libido. Da han 3 år efter er færdig med bøgerne, tager han på en rejse for at binde de løse ender sammen. Der er ufortalte ting i bøgerne - men som ender med at give ham forklaringen på nogle af de advarsler, han har fået; på de lokales opførsel - og på hans forhold til Fizz...

Bogens sidste sætning lyder: "Sex er ikke det stærkeste bånd mellem to mennesker. Det er kærlighed."

En virkelig fantastisk roman, hvor jeg var opslugt - oversættelsen til fransk var derudover en oplevelse i sig selv. Helt igennem utrolig læsning - og den parisiske del mindede mig mystisk om noget?

I øvrigt indeholdende en af de smukkeste beskrivelser af forskellen mellem mandlig og kvindelig orgasme jeg længe har læst. Der er er mange erotiske passager beskrevet på en usædvanlig måde!

-------------------------------------------------------------------------

La première phrase du livre est: "L'amour n'est pas le ciment le plus fort entre deux être. C'est le sexe."

Le narrateur commence le livre par raconter combien son couple est passionné; tout est fondé sur la passion physique et l'acte sexuel. Mais sa femme - Fizz - le quitte très vite après et on sent qu'il ne fait rien pour l'arrêter. Il ne semble pas très préoccupé par son départ non plus - ses pensées sont visiblement ailleurs. Il n'a plus envie de sa femme - pourtant depuis 15 ans ils s'aiment jusqu'à plusieurs fois par jour.

Sautant en arrière le livre raconte leur jeunesse - un couple inhabituel; elle est musulmane - il est hindou. Ils sont pauvres - mais ils s'aiment... et surtout ils font l'amour... beaucoup! Le narrateur est un jeune homme qui voudrait devenir écrivain - mais il ne réussit pas très bien; et il abandonne à chaque fois. Elle gagne un peu d'argent - mais globalement ils sont très heureux avec peu. La première moitié du livre raconte leur vie, ses pensées à lui, des situations drôles de la vie quotidienne de l'Inde des années 90. Il y a aussi des vues sur l'histoire de sa famille - et l'histoire cruelle de l'Inde avec ces trois différents Gandhi, Netanyahu et leur système social complexe.

La carrière du narrateur dans un petit journal ne va pas très fort non plus - difficile quand ses envies physiques l'empêchent de quitter sa femme pendant trop longtemps. Il a une vision très claire de ses priorités dans la vie - et il regarde la frénésie des autres sans se laisser influencer. Il est heureux; ils sont heureux.

Quand la grand-mère - avec laquelle il n'a plus de contact depuis son mariage avec une musulmane - meurt, elle lui laisse une petite fortune. Ils achetent la maison dans les montagnes dont ils rêvent depuis des années; mais qui est ruines et nécessite des mois voire des années de travaux. Le chemin de Delhi jusqu'à la ville de Gethia où se trouve la maison est si vivante qu'à un moment j'ai du vérifier sur Google Earth si les endroits existent réellement. Cela a uniquement fait croître mon impression de connaître cette maison et sa colline. Il fait aussi des portraits touchants et réels de tout ce petit monde assez hors du commun qui les entoure.

Pendant les travaux ils trouvent un vieux coffre contenant 64 cahiers intimes. Les locaux deviennent fous - ne veulent pas qu'il les lise. Tous les malheurs du monde va lui tomber dessus - mais évidemment ce jeune homme moderne de la ville ne veut rien entendre. C'est le début de la fin. Il ne vit plus que pour lire ses livres - et on comprend que c'est cette lecture qui a détruit son mariage. Pendant trois ans il ne fait que litre - sans cesse.

L'histoire des cahiers est une histoire à part entière dans le roman. L'histoire de Catherine - la jeune américaine, qui découvre son goût pour les hommes basanés en se sentant attirés par les employés noirs dans sa famille à la fin du 19ème siecle. A 18 ans elle quitte la famille pour éviter une mère très croyante et oppressante; après Londres elle arrive à Paris au début du 20ème siecle.

Pour Catherine Paris est la révélation de tous ses fantasmes - elle vit une vie hédoniste sans bornes; mais en même temps les jeunes blancs dandy ne la séduisent pas. Puis elle rencontre Syed - noir, mystérieux, intriguant - et indien. Ils partent ensemble pour l'Inde où elle découvre aussi qu'il est prince, homo et déjà marié. Leur relation n'est pas physique mais ils y trouvent maintes astuces pour se satisfaire chacun de son côté tout en s'aimant psychologiquement. Les descriptions ne manquent pas!

Son histoire est tragique - et elle est liéée à la maison; donc le narrateur se laisse enivrer par les cahiers et par Catherine. Quand il a terminé sa lecture trois ans plus tard il entreprend un voyage pour comprendre tout ce qui n'est pas dit dans les cahiers. Il résoud les énigmes - il comprend les avertissement qu'on lui a donné - et il comprend de mieux en mieux la nature de sa relation avec Fizz...

La dernière phrase du livre est: "Le sexe n'est pas le ciment le plus fort entre deux êtres. C'est l'amour."

C'est un roman fort; la traduction française est sublime - mais l'écriture aussi. Il y a une des plus belles descriptions de la différence un orgasme féminin et masculin que je n'ai jamais lu. Une grande expérience de lecture.

Den vidunderlige kærligheds historie - Carl-Johan Vallgren

• Danish
• January 11-13
• 296 pages
• Titre français: Pas traduit

I 1813 på et bordel i Tyskland fødes Hercule Barfuss en stormfuld nat; hans mor dør i barselsseng og han overlades til bordelmutterens opdragelse. Samme nat fødes en pige, Henriette Vogel, på samme bordel - og både hende og hendes moder overlever. Det er ikke den eneste grelle kontrast i de to skæbner - for Hercule er så vanskabt, at det nærmest er et mirakel, at han overlever den første tid.

Han har hareskår i ekstremt vansirende grad, han er dværg; mangler arme; er pukkelrygget; døvstum; har slet ingen ører - i det hele taget et monster, som i datidens øjne måtte være et tegn fra Gud - og en person, man under alle omstændigheder skal holde sig langt væk fra.

Men Hercule overlever, og vokser op sammen med Henriette på bordellet. De er uadskillelige - selvom de er så forskellige. De evner at kommunikere på den eneste måde, Hercule kender - ved telepati. Ingen andre kender til denne egenskab, og de fleste anser ham blot for at være en stakkels invalid idiot. På et tidspunkt skilles deres veje dog, da Henriette's moder udsættes for en forbrydelse af en kunde, som i øvrigt ville tage Henriette's mødom. Hercule kastes ud i en grum og usikker skæbne i fattighuse, mens han drømmer om at finde Henriette igen.

Hans usædvanlige evner giver ham problemer - og hans eventyr bringer ham blandt andet til Vatikanet, som vil forsøge en slags eksorcisme. Selvfølgelig overlever han det hele; han finder også sin elskede Henriette igen - men det ender hurtigt meget voldsomt og ulykkeligt.

Derefter har Hercule kun én tanke i hovedet - at hævne Henriette's skæbne ved at myrde alle, som har gjort dem ondt. Dertil benytter han sin usædvanlige evne til at sætte sig ind i andre menneskers tanker - og tilmed styre deres handlinger.

Bogen har vundet en pris i Sverige, som den bedste svenske roman - jeg fik den også anbefalet for et par måneder siden, og var faktisk utroligt spændt på at læse den. Desværre var jeg langt fra så begejstret, som de anmeldelser jeg har læst. Den minder på mange måder om Süskind's Parfumen - men den når aldrig langt i forhold til den magi, der er i den roman. Der springes rundt mellem de tankerne i de forskellige personer, der krydser hans veje - men man får for eksempel aldrig et indblik i Henriette's tanker; ligesom både indledning og afslutning er helt og aldeles for pragmatisk og blottet for følelser. Magien manglede for mig!

Frelseren - Jo Nesbø

• Danish
• January 8-10
• 479 pages
• Titre français: Le sauveur

Min Harry Hole-serie er komplet nu - jeg har ikke læst den 3. bog i serien; og kommer sandsynligvis ikke til det - den tiltaler mig mindre.

Men faktum er, at det er gode krimiromaner - ikke mindst fordi man igennem de nu seks bøger, jeg har læst, kommer ind i personen Harry Hole... med alt, hvad det indebærer af indestængt frustration, ensomhed men også hans skæve måde at være i forhold til sine medmennesker, til regler, til hierarki... og som selvfølgelig får løst arbejdet på en mildest talt utraditionel måde.

Denne romans tema med Frelsens Hær - synd, frelse og tilgivelse - sættes i modsætning til krigen i det tidligere Jugoslavien med dens splid mellem befolkningsgrupper, som tidligere var naboer. Det fungerer ganske glimrende - man får dog som altid hurtigt en fornemmelse af, hvem den skyldige er; men som sædvanlig vikles der andre historier ind i den vigtige historie. Der er altid mere end én bad guy i Nesbø's romaner, og så er der alle Harrys personlige historier.

Man kan selvfølgelig læse dem selvstændigt - men på en fin måde får Nesbø alligevel trukket paralleller tilbage og lukket nogle ender, som man ikke følte var åbne ved afslutningen af de tidligere romaner. Det er også igen hurtiglæsning - man bliver fænget... og det er jo meget let læsning! Jeg er lidt spændt på at se, hvad hans nyeste roman - uden Harry - kan blive til!

-----------------------------------------------------------------------

Le périple du detective malchanceux Harru Hole est terminé - je les ai lus dans le desordre; mais j'ai bouclé la boucle et le nouveau roman de Nesbø n'inclut pas ce policier alcoolique, mélancolique et solitaire.

Le cadre du livre est l'Armée du Salut - nous sommes dans un Oslo froid et enneigé juste avant les fêtes de Noël. Il y a un tueur à gages avec un passé des tranchées de la guerre entre serbes et croates - qui a aussi un soif de vengeance qu'il mets au service à qui veut payer. Il y a le milieu chrétien de l'Armée du Salut - les hierarchies, les lois, le sexe et donc les tentations, les pardons, le salut de l'âme.

On peut les lire dans à peu près n'importe quel ordre - mais il y a toujours des clins d'oeil en arrière; qui bouclent aussi parfois des petites choses qu'on ignorait étaient encore en suspens. Dans la vie privée de Harry il y a toujours autant de tumulte - et dans ce livre est introduit le médecin qui joue un rôle important dans le Bonhomme de neige.

Son nouveau roman quitte Harry - il faut savoir s'arrêter à temps; mais en tout cas Nesbø s'est fait remarquer dans la foulée des auteurs scandinaves de polars de ces dernières années! C'est rapide, intense et ça garde le suspens en mêlant plusieurs histoires à l'intérieur de la même histoire - comme quoi les choses ne sont pas toujours si simples qu'elles paraissent!

Le livre noir - Orhan Pamuk

• French
• December 19 - January 7
• 715 pages
• Dansk titel: Den sorte bog

Man kommer ikke ud af Pamuk 'helskindet' - hver gang jeg har læst én af hans bøger færdige, er det som om, at der er et hul ind til min sjæl, som har brug for tid til at lukke sig; tid til at hele de følelser hans ord har fået rørt ved og tilføjet.

Den sidste sætning i "Den sorte bog" lyder: 'Intet kan være så forunderligt som livet, bortset fra litteraturen', og det er Pamuks forfatterskab et enestående eksempel på. Det er langt fra let læsning - han skriver tæt, kondenseret og han forventer meget af sine læsere. Denne roman er én af de første, og den 4, af hans bøger, jeg har læst indenfor de seneste måneder - og der er mange paralleller... det er ganske enkelt Pamuks univers.

Bogen præsenteres visse steder som en detektivroman, hvilket jeg igen synes er en absolut misvisende måde at kategorisere hans romaner på. De er så meget andet og mere, end det, man ser på overfladen. Det er for mig at banalisere og nedgøre det - selvom de selvsamme kritikere roser romanen.

Vi følger Galip, som en dag vender hjem for at opdage, at hans kone Ruya, som han har kendt siden de var børn - har forladt hjemmet. Han begiver sig ud i Istanbul for at lede efter hende - men snart efter handler det også om at finde Djelal, hans svoger og fætter, som er noget ældre end sin søster og en berømt kronikør i Tyrkiets største avis. Galip går i gang med at opsøge folk fra Ruya's fortid; han gennemlæser årtiers kronikker skrevet af svogeren for at finde et spor; han møder mennesker, der fortæller ham historier og legender. Bogen skifter derfor mellem Galip's historie og kronikkerne - men også i kapitlerne, der omhandler Galip, er der tit afstikkere, når han fordyber sig i en historie eller en filosofisk betragtning.

Pamuks univers er ikke stort, kan man muligvis synes. Alle hans romaner drejer om de samme ting - men i forskellige epoker og med forskellige vinkler - og de har alle været uforglemmelige. Der er dualiteten - Øst mod Vest i kultur og religion og traditioner. Der er Istanbul - Pamuks Istanbul, hvor solen aldrig skinner; hvor skæbnerne er dystre og melankolske; hvor det sner og der er mudder i gaderne; der er hans fascination for traditionelle tyrkiske legender - som taget ud af Tusind og en Nat.

Det er en roman, der er som en russisk dukke... som Pamuk beskriver det et sted i bogen: Galip og Ruya læser en roman, hvor der på forsiden er en pige, der læser en roman. På forsiden af pigens bog, ser man igen en pige med en bog i hænderne - og således fortsætter det i det uendelige.

Samme opbygning har denne roman, som er en stor labyrint - hvor man til sidst ender med at skulle tilbage til udgangspunktet for at forstå afslutningen. Nogle gange tror man aldrig, at man finder udgangen men blot går i ring - for til sidst at forstå, hvorfor en historie flere hundrede sider tilbage måtte være med i historien.

Pamuk er også en forfatter, der elsker symboler - Ruya betyder 'drøm' på tyrkisk! Bogens centrale emne er også søgningen efter ens egen identitet - hvem er man som individ? Hvordan er man oprigtigt sig selv? Drømmer vi alle om at være en anden? Eksisterer Ruya i virkeligheden - eller tager forfatteren os med ud på en fiktiv søgning af en utopisk drøm om selverkendelse?

Der er temaer, der går igen fra de andre bøger - de to mænd, der skifter identitet i Det hvide slot; der er de klassiske historier om sultaner, haremer og det billedlige symbol, som vi ser det i Mit navn er Rød; og der er endelig hans eget liv, som beskrevet i hans memoirer - hans liv er hans univers, og hans univers bliver til hans romaner.

Man kan selvfølgelig finde dette indskrænket - man kan måske synes, at han ikke respekterer sine læsere ved at cirkle rundt om de samme temaer serveret på forskellige måder. Jeg ser det som respekt for læserne - en udfordring til den intelligente læser, der kan rede trådene ud og sammen i et samlet univers fra alle hans bøger. Derfor er han ikke nem at læse - men han er uforglemmelig... forunderlig!

------------------------------------------------------------------------

On ne sort pas indemne d'un livre de Pamuk - à chaque fois que je termine un de ses livres, j'ai l'impression d'avoir un trou ouvert jusqu'à mon âme qui mets du temps à se remettre de ses mots, de la commotion que fait ses phrases et les émotions qu'il suscite.

La dernière phrase du Livre noir dit... Il n'y a rien d'aussi merveilleux que la vie, sauf la littérature. Les romans de Pamuk en sont l'exemple parfait - c'est dense, c'est lourd et il demande beaucoup d'attention de la part de ses lecteurs. Ce n'est pas facile à lire - ni pour les mots en soi ni pour les empreintes qu'ils laissent. Ce roman est un de ses premiers mais le 4ème de lui que je lis depuis quelques mois - et il y a beaucoup de ressemblances. Il a créé son propre univers.

Je l'ai vu presenté comme un polar, une histoire d'amour - et tout comme pour Mon nom est Rouge il me semble que c'est une façon de banaliser son écriture, même si les critiques qui le qualifient ainsi disent aussi aimer le livre.

Nous suivons Galip, qui un soir rentre du travail pour découvrir que sa femme Ruya qu'il connait depuis leur enfance a disparue. Il se met à sa recherche en ambulant dans les rues d'Istanbul - mais très vite il s'agira aussi de trouver Djelal, le demi-frère de Ruya, son beau-frère, un chroniqueur célèbre dans le plus grand quotidien turc. Galip entame sa recherche en fouillant dans le passé de Ruya; il lit toutes les chroniques de Djelal depuis des décennies; il rencontre des gens qui lui racontent des histoires et des légendes de son pays et sur son beau-frère. Le roman alterne entre les chapitres de la recherche de Galip et les chapitres avec les chroniques de Djelal. Souvent on part sur un autre chemin quand il se passionne pour un point de vue philosophique ou une légende.

On pourrait dire que l'univers de Pamuk n'est pas immense! Tous ces romans tournent autour des mêmes symboles - mais à des époques différentes et avec des angles différents. Ils sont tous inoubliables. Il y est toujours question d'une dualité - entre l'Orient et l'Occident pour leurs cultures, leurs réligions et leurs traditions. Il y a Istanbul - l'Istanbul de Pamuk où il ne fait jamais beau et le soleil ne brille jamais - où il neige toujours; il y a les personnages sombres et mélancoliques; il y a sa fascination pour les légendes traditionelles dans la tradition de Mille et Une Nuits.

C'est un roman où les histoires s'emboitent comme une poupée russe - Pamuk le décrit lui-même dans le livre en parlant de la couverture d'un livre qui montre une fille lisant un livre sur la couverture de laquelle figure une fille qui lit un livre... et ainsi de suite. L'aspect labyrinthique du roman donne parfois la même impression - on se demande si on s'égare; si on arrivera jamais à la (bonne) fin - on tourne en rond; on revient loin en arrière pour finalement terminer l'histoire et tout comprendre.

Pamuk aime aussi les symboles - Ruya veut dire 'rêve' en turc! Un des sujets principaux du livre est la recherche de soi-même. Qui sommes-nous? Comment est-on réellement soi-même? Est-ce que nous voulons tous être quelqu'un d'autre? Est-ce que Ruya existe-t-elle en réalité ou sommes-nous emmenés à la recherche fictive d'un rêve de l'épanouissement de Galip?

Il y a des thèmes qui reviennent aussi - les deux hommes qui changent d'identité du Château Blanc; les légendes classiques sur les sultans, les harems et les images qu'il décrit dans Mon Nom est Rouge - et finalement il y a sa propre vie, qu'il raconte dans ses mémoires. Sa vie est son univers et son univers devient ses romans!

On peut trouver cela limité - peut-être même penser qu'il se moque de ses lecteurs en tournant en rond et raconter les mêmes histoires à des sauces différentes. Je le considère plutôt comme un signe de respect - il challenge le lecteur intelligent, qui peut s'amuser à trouver des fils dans tous ses romans pour finalement tisser un univers complet. Il n'est pas facile à lire - mais il est inoubliable... fantastique!