Elle s'appelait Sarah - Tatiana de Rosnay

• French
• September 2-3
• 404 pages
• Dansk titel: Sarahs nøgle

Der er skrevet så uendelig mange bøger om 2. verdenskrig, men alligevel er der emner, som aldrig udtømmes - der er nye vinkler på historier. Der er også historier, som tager tid før de kan skrives; som er svære for et folk at erkende har fundet sted. Denne bog omhandler en af de sorteste pletter i fransk historie under 2. verdenskrig.

Bogen er bygget op som en rammeroman, hvor der skiftes mellem den 10-årige Sarahs historie i 1942, og den 45-årige amerikanske journalist, Julia, som i 60-året for denne hændelse bliver bedt om at skrive en historie om det.

I juli 1942 tilfangetager politiet tusindvis af jøder i det indre Paris - oftest angivet af emsige portnerkoner, som efterfølgende tjente lidt håndører ved at fremleje de knapt efterladte lejligheder til franskmænd. Mændene havde i lang tid levet i skjul, og selvom der blev arresteret 3.000 mænd, var de ikke de hårdest ramte. Det var til gengæld kvinder og børn i den største massearrestation og massakre under 2. verdenskrig i Frankrig. Næsten 6.000 kvinder og mere end 4.000 børn under 12 år blev samlet op og ført til en indendørs cykelløbsbane, hvor de blev indespærret i et par dage. De blev overført til lejre udenfor Paris for at camouflere akten; her blev børn skilt fra deres mødre - de blev separat sendt til Auschwitz og direkte i gaskamrene.

Hele operationen var nøje planlagt gennem måneder, og blev udført af 4.500 franske politifolk. Det var ikke Gestapo, det var ikke tyskerne... det var franskmændene selv; det var Vichy-regeringens ønske om at 'hjælpe' tyskerne, der var baggrunden for det. En akt, som det tog den franske stat årtier at erkende og undskylde. Selve stedet er siden revet ned, men at læse bogen var for mig som at gå igennem gaderne og se det hele meget levende for mig.

Den lille 10-årige jødiske Sarah tror naivt, at de hurtigt kommer tilbage, da politiet banker på døren - for det er jo franskmænd! Hun låser den uopdagede lillebror på 4 år ind i et hemmeligt skab og tager nøglen med. Hun regner med at være hjemme inden længe for at lukke ham ud.

60 år efter skal journalisten Julia og hendes franske mand istandsætte farmoderens gamle lejlighed for at flytte ind efter, at hun er kommet på plejehjem. De har boet der hele deres liv - siden juli 1942, hvor de pludseligt og hurtigt fik en større og billigere lejlighed.

Man følger parallelt den lille piges oplevelser i Vel d'Hiv (cykelbanen), deportationen til lejren, adskillelsen fra moderen - og hendes desperation over at vide, at lillebroderen er lukket inde i skabet i lejligheden. Julia begynder at efterforske til sin artikel, men støder på uvilje og angst fra ældre franskmænd, der oplevede perioden. Men hun presses også af sin mand til at stoppe med at rive op i gamle sår, da det går op for hende, at familiens lejlighed har tilhørt en deporteret familie.

Historien om den lille Sarah er selvfølgelig fiktiv - men hun symboliserer alle de børn, der i de dage blev brutalt myrdet, og hun kunne uden tvivl have været én af skæbnerne. Der var børn, det lykkedes at slippe afsted for - der er flere overlevende, der efterfølgende har beskrevet omstændighederne og attituden hos det franske politi.

Det er en utroligt gribende bog for sin historiske vinkel; den er utroligt letlæselig - og min eneste kritik er den unødvendige kærlighedshistorie, som uomtvisteligt må kobles på for Julia - den bibringer intet til den tragiske historie, det var. Men den gør selvfølgelig bogen mere kommerciel, hvilket er unødvendigt.