Don't tell the groom - Anna Bell

• Engelsk
• 29. februar
• 392 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg går virkelig sjældent i biografen, og jeg ser meget sjældent film i fjernsynet derhjemme. Men en sjælden gang, når man er småsløj eller bare ekstremt doven, kan jeg finde på at se en rigtig no-brainer af en komedie. Jeg aner ikke, hvad det havde kostet i biografen i det 21. århundrede - men nu klarede jeg det tilsvarende for de 40 kroner, jeg gav for denne bog. Det svarede stort set til en komedie, da jeg læste den på en dag. Jeg startede om morgenen på vej på arbejde, og det gik meget hurtigt - og så fortsatte jeg bare til jeg var færdig om aftenen.

Penelope - Penny - er en ung engelsk kvinde, hvis eneste og største drøm er et overdådigt bryllup. De rigtige sko, den rigtige kjole og ikke mindst det store orkester, hvide duer og alt det andet fjollede gejl, der er alle pigers prinsessedrøm. Alt det har hun sammen med kæresten, Mark, sparet sammen til på en særlig opsparing - og de har aldrig åbnet deres kontoudtog derfra. Det skulle gemmes til den store dag.

Da Mark endelig frier, åbner Penny kuverten, og får sit livs chok. For i stedet for de ca. 20.000 pund hun havde regnet med, står der lige lidt mere end 5.000 pund. Resten er forsvundet ud i cyberspace hver gang hun har spillet online bingo i troen på, at hun vandt mere end hun tabte. Hun får overtalt Mark til, at hun skal arrangere hele brylluppet uden hans indblanding, og hendes udfordring bliver selvfølgelig at få alt det nødvendige til de få penge.

Det er skrevet fuldstændig efter en filmskabelon. Hemmelighederne; hendes terapi i en gruppe af anonyme ludomaner; hendes totale omvending til at lave frivilligt arbejde (for at få et billigt sted at holde festen) og forviklingerne, da en nævenyttig bedstemor ser hende sammen med mentoren fra ludomangruppen, og antager det for en elsker.

Det er direkte til at overføre til det store lærred, og man kunne da have forfatteren mistænkt for at have dette i baghovedet - og det er der vel principielt intet odiøst i. Hun skriver den genre, som egner sig til komedier og jeg kunne sagtens se en underholdende uforpligtende film komme ud af det. Det er selvfølgelig ikke stor litteratur - der er morsomme elementer, og jeg var så godt underholdt, som hvis det havde været i biografen - og endda til billigere penge.

Det er lidt ligesom med flødeskumskager - det skal virkelig ikke ske for tit!